Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Magnus Olsen Majmon

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
Jazzamba
Den Nye Jazzfæstning
Reportage fra den etiopiske jazz' nye klub Jazzamba
23. jan 2012 [Artikel] Etiopisk jazz har fået en ny fæstning. I landets ældste hotel åbnede i 2011 det seneste skud på stammen af jazzklubber i Addis Ababa, Etiopiens hovedstad. Klubben går under navnet Jazzamba – amba betyder fæstning på amharisk, det officielle etiopiske sprog – og holder til i det smukke gamle Queen Taitu Hotel. Hotellet er opkaldt efter Etiopiens kejserinde på tidspunktet for hotellets tilblivelse i begyndelsen af det 20. århundrede og ligger i Piassa, det ældste og højest beliggende kvarter i Addis. I sikker afstand fra den kaotiske trængsel og larm, der præger resten af byen.


I dag er Piassa genstand for eksplosiv byfornyelse. Gamle bygninger forsvinder med stor hast og erstattes af nye samlebåndshøjhuse af glas rejst under kyndig kinesisk vejledning. Nogen byforskønnelse er der absolut ikke tale om. I kontrast til dette rejser Kejserindens gamle hotel sig stolt og smukt som et minde om fordums storhedstider – ikke mindst de musikalske. For det var her i hotellet og på de andre jazzklubber i Piazza, at musikscenen i Addis for alvor tog form i 1960’erne. Det var her legendariske sangere som Alemayehu Eshete, Tilahun Gessesse, Girma Beyene og Getachew Kassa slog deres folder i en tid, der dengang var kendt som ’’Swinging Addis’’. De gyldne musikår sluttede dog brat med Kejser Haile Selassies fald og den kommunistiske revolution i Etiopien i 1974. Flere af de største jazzmusikere flygtede til USA og Canada, mens lokalet, der i dag huser Jazzamba, blev brugt som fængsel og mange frugtesløse årtier fulgte for etiopisk musik.  

En ny storhedstid for etiojazzen

Men en ny storhedstid for etiojazzen er under opsejling. Væggene i Jazzamba er udsmykket med portrætter af etiojazzens gamle koryfæer og flere gange om måneden får veteransangerne fra 1960’erne på ny lov til at folde sig ud og forsøge at indhente de forsømte årtier. Mahmoud Ahmed har allerede indtaget scenen igen, og Alemayehu Eshete optræder ugentligt på Taitus bonede gulve.

Henock Temesgen er en af Jazzambas bagmænd og Etiopiens mest kendte bassist. Efter en næsten 30 år lang jazzkarriere i USA vendte Henock for få år siden tilbage til Addis for at starte African Jazz School, sammen med række jazzkollegaer. Rettesnoren for undervisningen på skolen er det berømte Berklee College of Music, hvorfra Henock selv blev uddannet for snart 20 år siden. På African Jazz School undervises i moderne jazzteori, samtidig med at traditionelle etiopiske instrumenter som krar og masingo blandes med sædvanlige jazzinstrumenter. Udover at undervise på musikskolen spiller han med i bl.a. Addis Acoustic Project, Jazzmaris og Nubian Arc. Han fortæller om oplevelsen af at spille sammen med de gamle etiopiske sangere: ”De er utrolig ydmyge og nysgerrige. De har erfaringen men er ikke bange for at re-arrangere deres gamle sange.”

Nu drømmer han om at lokke Aster Aweke, den helt store etiopiske sangerinde, tilbage til Addis og til Jazzamba efter mange års amerikansk eksil. Samtidig arbejder han på at gøre Addis til en international jazzdestination og har til det formål startet Acacia Jazz & World Music Festival, der til februar finder sted for tredje gang i Addis.

Nye muligheder for unge musikere

Åbningsaften på Jazzamba: Zeritu Kebede m. band. (foto: Addis Zefen)
På Jazzamba er ambitionerne også større end blot at mindes svunde tider, og hovedparten af klubbens ugentlige program er forbeholdt et nyt kuld af etiopiske musikere.

”Tidligere var der kun én musikskole i Etiopien, et land med mere end 80 millioner indbyggere. Og mulighederne for unge musikere var meget begrænsede. Der var virkelig et stort behov for et seriøst alternativ for jazztalenter”, beretter Ermias Fantu, Jazzambas manager. På scenen på Jazzamba gives således plads til, at Etiopiens unge musiktalenter kan udfolde sig foran et næsten udelukkende lokalt publikum. Alt sammen imens den første generation af etiopiske musikstjerner kigger ned fra væggen.     

”Jazzamba bidrager til forandring og udvikling af musikscenen i Addis – på en absolut positiv måde”, forklarer Kidus Berhanu, bedre kendt som DJ Mitmitta eller Vemund Brune Hareide, som der står i hans norske pas. Kidus er indehaver af en af Addis’ bedste musikforretninger og har igennem flere år brugt sin fritid på at bevare og udbrede traditionel etiopisk musik, bl.a. ved at sælge ellers utilgængelige kassettebånd og digitalisere gamle kassettebånd, spolebånd og vinyler. Ifølge Kidus har Jazzamba dog også taget monopol på live-jazzen i Addis. Alle byens bedste musikere, der tidligere spillede rundt omkring i Addis på forskellige barer og klubber, optræder nu op til flere gange om ugen på Jazzamba.

”Der er en indbygget fare i at gentage de samme koncerter uge efter uge og i det forholdsvis retrospektive fokus på musikken fra 60’erne og 70’erne”, fortæller Kidus. Han forventer dog ikke at monopolet bliver opretholdt ret længe, for talentmassen i Etiopien er stor og i hurtig udvikling og kan på længere sigt ikke indfanges på bare et sted i Addis. Heldigvis. 

Revival hos et vestligt publikum 

Foto: Vemund Hareide
Hvor den etiopiske musiks genopstand kun lige er startet i Etiopien, har den allerede været længe undervejs i Vesten. Etiopisk musik har det seneste årti fået en gevaldig revival hos det vestlige publikum. Først med Buda Musiques udgivelse af den fremragende Ethiopiques-serie, der nu tæller intet mindre end 27 albums. Derefter med Jim Jarmusch-filmen Broken Flowers, der eksponerede jazzlegenden Mulatu Astatkes hypnotiserende grooves til et nyt publikum, og som også har kastet flere optrædener af sig med Mulatu i Danmark. Og de seneste år med en række innovative musikalske ægteskaber mellem bl.a. det gamle hollandske punk/improv-band the Ex og den etiopiske jazzsaxofonist Getachew Mekuria og mellem det amerikanske big band Either/Orchestra og gamle etiopiske sangere som Mahmoud Ahmed. Endelig har adskillige bands fra den vestlige indie-elite ladet sig inspirere af etiopiske rytmer, ligesom førnævnte Mulatu har opnået den ære at blive samplet af Nas og Damian Marley.

Nu er etiopisk musiks genopstandelse endelig også kommet til Etiopien. Jazzamba, Addis’ nye jazzfæstning, er blot det seneste skud på stammen.

Hør musik fra nogle af etiojazzens udøvere ved at klikke på links nedenfor:

Alemayehu Eshete

Mahmoud Ahmed

Nubian Arc

Af Andreas Hansen, 23. jan 2012
Foto: Addis Zefen / Vemund Hareide


Yderligere information

Artiklen har tidligere været bragt i en engelsk version på hjemmesiden www.addisrumble.com

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen