Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Lake Placid

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
Roskilde Festival 2006
Flashbacks fra en festival
- en rapport fra Roskilde Festivalen med omsvøb
21. jul 2006 [Artikel] Geigers Kim Elgaard Andersen rapporterer fra dette års udgave af Roskilde Festivalen, der bød på oplevelser med bl.a. Up Hygh, Dälek, Lady Sovereign, Kanye West, George Clinton, Happy Mondays, Why?, The Ex, Tool, Coldcut og Guns'n'Roses.
Mange indtryk på kort tid kan udmatte hvilken som helst person. Først en uge på en campingplads nær Roskilde med ca. 100.000 beboere, hvilket svarer til Danmarks femtestørste by, derefter en endagsfestival i Malmø og til sidst knap en uge i Berlin. En by i et land, hvor normaltilstandene var rystet af det igangværende fodbold-VM. Således er to uger gået i en konstant ophævelse normaltilstandene. En sund tilstand for sindet en gang i mellem. At blive hevet ud af sine vaner og konfronteret med en anden levevis med det formål at blive klar over, at det kan lade sig gøre at leve anderledes, men også at sætte pris på hvad man har. De fleste kender vist genkendelsens ro og glæde, når man vender tilbage fra en længere ferie til sit eget lille, private sted. De første, sløve dage Campingpladsen, der genopstår en gang om året pga. Roskilde Festival, er især en voldsom ophævelse af normaltilstandene, og det er sjovt at tænke på de indsatte i grusgraven, der æder sig større og større for hvert år, som er vant til tomme, slidte plæner hele året, som pludselig finder sig omgivet af massevis af vanvittige, utilregnelige, sjove, søde mennesker. Festivalen har udviklet sig gevaldigt siden starten med flere og flere faciliteter, men især også aktiviteter. I år lå jeg således placeret mellem en fiskesø og en badesø. Ganske hyggeligt, bestemt, men det er svært at udnytte de mange tilbud uden at få stress, hvis man rent faktisk er der for musikkens skyld. Den starter nu allerede om søndagen og varer til den efterfølgende søndag. Det, der startede som en lille campingscene for små bands, har nu udviklet sig til en organiseret scene, der fungerer som en integreret del af musikfestivalen, hvor man kan få et indblik i talentmassen i de nordiske lande. Heldigvis er det ikke et fyldestgørende indblik, for der var langt mellem de store oplevelser, og der findes bedre bands rundt omkring i det danske land, som sagtens kunne have spillet dér – syrestenerne Causa Sui var i hvert fald savnet. Max PeezayFor nu at nævne de kunstnere, der rent faktisk bød på gode oplevelser, så var Max Peezay fra Sverige en behagelig overraskelse med hans modersmålsdrevne version af grime. Han bibragte måske ikke med noget nyt til den lydlige definition af grime og kunne måske også godt bruge lidt mere fængende melodier, men energiniveauet var højt og satte skub i teltet sent mandag aften. Ordene, der kom ud af hans mund, var umulige at fange, ikke så meget fordi de kom på svensk, men fordi de blev leveret med et imponerende hurtigt flow. Svensk hiphop synes i det hele taget mere vital end dansk, hvilket blev slået ydmygende fast dagen efter til den fjerde Nordic by Nature, hvor nogle af Nordens nye talenter på hiphop-scenen blev præsenteret af Per Vers. Nemo, der startede ud, var nemlig dansk hiphop af værste skuffe med simple, platte rim og poppede festomkvæd uden visioner. Med nogle gæsteoptrædender af dansk hiphops store profiler, bl.a. Niarn, troede de, at den var hjemme, men så nemt slipper de ikke. I USA har den poppede version af gangsta-rappen hærget hitlisterne i mere end et årti, men de har heldigvis stadig en frodig undergrundsscene. Den danske hiphop-scene er næsten for lille til den slags, hvilket betyder, at der er langt mellem rapperne med noget på hjerte eller bare en smule opfindsomhed. Så var det til gengæld en overvældende god oplevelse at se svenske Up Hygh fylde scenen ud. De indtog scenen med flagrende arme og masser af positiv energi fra starten af med en kvindelig, lidt hæs rapper med stort krøllet afrohår i front, der udfoldede sig som en blanding af Lauryn Hills kombinerede rap- og soul-stemme og Ol' Dirty Bastards vanvittige indfald med sejlende vokal i baggrunden. Gruppen er egentlig en DJ-duo bestående af Pure Purpose og Rick Skizzo, der blandt andre har gæstevisit af Little Brother, en af USA's nyeste, talentfulde hiphopgrupper, på deres debutalbum The Venus Album, men havde i dagens anledning medbragt en ekstra MC foruden førnævnte kvindelige. De leverede et forrygende show, der virkelig fik publikum med i en blanding af klassisk soul – en af drengene sang, som havde han stjålet sin stemme fra Stevie Wonder – moderne funk og en stram, futuristisk hiphop med minimalistisk hoppende synthlinjer og bastante beats. De har fundet deres egen niche et sted mellem The Roots og Outkast og har bestemt en lovende fremtid for sig. Senere samme dag spillede Menfolk en klart mere fokuseret koncert, end sidst jeg så dem. De spillede stramt og energisk, som man nu må kunne forvente af den slags aggressiv noiserock med rektangulære riffs og lidt for mange hakkende breaks. De vil gerne spille komplekse numre, men de synes mest frigjorte, når de rent faktisk lader dynamikken stige fortløbende og mere primitivt raser ud. Så længe de ikke kan få deres breaks til at fungere uden at gå helt i stå, burde de nok forsøge at inkorporere de komplekse stykker i en mere glidende proces gennem sangene. DeltaheadSvenske Deltahead, der gik på umiddelbart bagefter, lød lovende i beskrivelsen og fremstod bestemt også som et gennemført produkt. På scenen var to storetrommer placeret ved siden af hinanden med hver sin tilhørende stol og efter 10 minutters summende droner og reallydsoptagelser, der ikke rigtig afslørede, hvad der ville ske, trådte de to musikere ind forklædte som to stumfilmsstjerner fra 30'erne med mørke jakkesæt og hvidmalede ansigter. Som navnet antyder, finder de deres inspiration i delta-bluesen, men den har fået et ordentlig skud rockabilly, så tempoet er kommet gevaldig i vejret. Mens de sad og spillede hver deres slideguitar, trommede en ensformig rytme og sang med fordrejede stemmer, var det uundgåeligt at komme til at tænke på Bob Log III's bluespunk både hvad angik musik og koncept. Jo, de twistede det da med deres egen personlighed, men reelt set var forskellene marginale. Netop fordi de afspillede små samples i mellem numrene, så de kunne kaste konfetti ud til publikum, understregedes det, at det i højere grad var et show end en musikalsk fornøjelse. Lyden dragede i starten, men efter 20 minutter begyndte de skematiske numre at være ensformige, og efter 30 minutter gad man ikke rigtig mere. Man skal åbenbart have Jack Whites talent for at kunne variere så simple udtryk i en retning, der kan fastholde ens opmærksomhed i længere tid. Onsdag lød bandbeskrivelserne temmelig kedelige, når man først havde pillet al den overdådige salgstale væk, og så fandt jeg det mere nødvendigt at forsyne mig i Roskilde til de resterende dage og ellers slappe lidt af i kærestes og venners lag. Dårlige prioriteringer er ris til egen røv – torsdag 29. juni Nu, hvor campingscenen er omdøbt til Pavillion Junior og flyttet ind på selve festival-pladsen, er der ikke længere en flydende overgang mellem dens program og selve hovedprogrammet som i gamle dage, hvilket betyder, at man har hele dagen til at oparbejde forventninger til festivalpladsens åbning. Første programsatte punkt var Editors, som til alt held for deres succés er blevet en del af den engelske musikpresses begejstring for neo-postpunk-bands, hvorfor Odeon-scenen selvfølgelig bugnede af spændte festivalgæster. Og de lød da også bestemt som taget ud af de mørke start-80'ere med inspiration fra især Joy Division, men desværre havde de kun én skabelon at skære deres numre over, og den indeholdt ikke engang specielt gode melodier, så det var umuligt at holde interessen fanget. Hvis man rent faktisk havde haft mulighed for at komme længere ind i teltet, ville det måske være muligt at blive fanget af stemningen i det mindste, men bandet indbød ikke til den slags anstrengelser. WhomadewhoSå havde danske Whomadewho lidt større opfindsomhed at byde på med inspiration fra samme periode. Ankommet udklædte som tre forskellige pelsdyr startede de ud med lidt trippet rock med et dansabelt beat og en indifferent vokal i front henover, der gav minder om tidlig Depeche Mode og The Beta Band, men efter bare et par numre livede de gevaldigt op, hvilket smittede af på salen, der kastede sig ud i en regulær fest. Udgangspunktet var ganske simpelt med en altid dansabel rytme, lidt koklokke, god, fængende bas og en guitar til at variere udtrykket, men virkningen var særdeles effektiv. Med sliderør og distortion blev sangene intensiverede og svandt ud i lange, småpsykadeliske klubnumre, der nikkede mod tidlige New Yorker-bands som Konk og ESG. På den måde blev festivalen skudt ordentlig i gang og tre dages oplevelser lå forude. Når man er på en festival, ligger det i dens natur, at man ikke kan se det hele. Nogle ting er programsat samtidigt, og man bliver derfor nødt til at prioritere. Dilemmaet torsdag aften stod mellem dEUS, Clap Your Hands Say Yeah og Guns'n'Roses. Selvom Guns'n'Roses vel næppe er et band, der normalt ville få dækning hos Geiger, så har vi alle vel være unge engang og er blevet formet af forskellige input henad vejen. Som 13-årig åbnede Guns'n'Roses en helt ny vej ind i musikken for mig, og selvom Axl var eneste tilbageværende medlem, forbød min nostalgiske åre mig at gå glip af denne mulighed for at høre mine ungdomshymner for første gang i mit liv live. Clap Your Hands Say Yeah var sidste års indiesensation, som brød frem med et selvfinancieret album, der overraskende blev en bestseller pga. diverse musikblogs’ begejstring og især internetmagasinet Pitchforkmedias rosende omtale. Selvom de var en af dette års gode navne, måtte de altså ofres for nostalgi-trippet med ræsonnementet om, at man sikkert ikke får mulighed for at se den uddøende giraf igen. Så det blev en halv times dEUS – der i øvrigt virkede i særdeles godt humør, men druknede lidt på den store scene i Arena – inden turen gik over til Orange for at anskaffe sig en god plads. Rygtet gik, at Axl dagen før havde bidt en vagt eller en politikvinde i benet, så man fik på fornemmelsen, at intet havde ændret sig siden de gode, gamle dage. Derfor burde man nok også have gættet, at man kunne have set hele dEUS-koncerten og tilmed en halv times Clap Your Hands Say Yeah, inden bandet gik på med en times forsinkelse. Ak ja, man er tydeligvis ikke blevet klog af skade. Da de så endelig gik på, var det dog også med fordums storhed startende med ”Welcome to the Jungle” medførende en halv times hitparade med fokus på Appetite for Destruction. Derefter løb det hele ud i uinteressante guitar- og piano-soli afbrudt af et hit her og der. Dermed blev koncerten trukket urimelig langt ud, og selvom Axl virkede til at være i godt humør og kom med små, kække kommentarer, så fik man en fad smag af platmageri i munden. Selv om den afsluttende ”Paradise City” med fyrværkeri og konfetti helt ned til bagerste række reddede miseren en smule, kunne man ikke lade være med at føle sig røvrendt. Sådan som man kunne forvente sig af en Guns'n'Roses-koncert. Pga. forsinkelse og de alenlange blærerøvsopvisninger behøvede man ikke at tage stilling til, om man ville se Toumani Diabaté's afrikanske folkemusik fra Mali eller islandske Sigur Ros' smukke støjkatedraler. Desværre. Dagen gik på hæld og de mange fadøl gav gangbesvær, så lejrens sikre favn blev næste destination. Positive oplevelser kommer ofte uventet – fredag 30. juni Fredag var en af de dage, hvor jeg bare gik forkert det meste af tiden, eller også var der ikke rigtig hul igennem. Det blev i hvert fald sent, før musikken for alvor begyndte at sætte gang i følelserne i stedet for at runge mod teltdugen. Første forsøg på at få en oplevelse var det absurde sigøjnerpunk-orkester Gogol Bordello på Arena. Da de spillede på Stengade sidste år, var det en fest uden lige, der endte med, at forsangeren blev båret rundt på en stortromme af publikum under lokalets lave loft, mens han sang og trommede samtidig. Derfor var det også rigtig ærgeligt, at de skulle spille så tidligt på eftermiddagen, fordi de er et oplagt aftenfest-band. Det var da også svært at følge med i deres energiske tempo, især fordi lydniveauet var så uforsvarligt højt, at man blev nødt til at råbe til hinanden, hvis man ville kommunikere – selv når man stod uden for teltet. De stakler, der var indenfor teltet, havde forhåbentlig ørepropper i, ellers ville de sandsynligvis være lydligt afskåret fra resten af festivalen. Så var franske Birdy Nam Nam mere humant. På papiret lyder det som en spændende opsætning med fire turntables, men de formåede ikke rigtig at udnytte deres potentiale. Mest af alt lød det som techno med lidt jazzede samples her og der, som også kunne have været afviklet fra en laptop, og selv om det altid er mere spændende at se det håndspillet, blev det ikke videre interessant de første 20 minutter. Og når udbuddet på sådan en festival er så rigt, gider man sjældent blive stående en koncert ud, som ikke umiddelbart fænger, og går hellere hen på en anden scene for nu at se, om der skulle være noget bedre dér. Lady SovereignMatisyahu på Odeon-scenen skulle være en kommende stjerne i USA, og da han optræder i traditionel jødisk mundering – ikke som en gimmick, men fordi han rent faktisk er praktiserende jøde – forventede man et eller andet sted noget usædvanligt. Især fordi han er kendt som en suveræn human beatbox og ellers er inspireret af reggae og dancehall. Desværre dukkede intet op fra hans jødiske baggrund, og det fremstod som ganske regulær dancehall med Matisyahus toasting i front. Lidt klezmer kunne ellers have krydret lydbilledet. Så var der en del mere frisk energi over den kun 20-årige Lady Sovereign, som regnes for en af Englands helt nye stjerner. Ikke meget højere end en bardisk med en hestehale i siden af hovedet, og lignende en rod fra Londons gader, indtog hun scenen med en attitude, som ville have givet Axl Rose præstationsangst. Hendes DJ havde lidt lydproblemer i starten, men det gik hurtigt over stok og sten med en brølende kæk grime og socialrealistiske fortællinger fra bunden af det engelske samfund leveret med et kækt blink i øjet. Mellem numrene ævlede hun løs med sin cockney-dialekt om løst og fast, om hendes lynlås som var åben, om hvordan hun elskede at være i Danmark fremfor i USA, hvor hun lige havde været på promotiontour, fordi hun dér ikke er gammel nok til at drikke, og om hvorfor hun blev nødt til at sende sin bassist ud bagved, fordi hun ikke kunne koncentrere sig, når hans skaldede, glinsende hoved var på scenen. Hendes attitude og forsvar for sig selv som pige minder i høj grad om Riot Grrrls-bevægelsens tanker om pigers ret i en mandsdomineret verden. Nu har de altså også en hårdtslående repræsentant i grime-genren med fængende sange og et vindende væsen. Efter 40 minutters intens optræden var hun ude igen og virkede undervejs lidt skuffet over publikums deltagelse, men det var svært at følge med på hendes niveau. En intens og brændende flabet optræden, som gør det værd at være på festival. Derefter indtog Burst festivalens mindste scene Pavillion med deres brutale blanding af hardcore og metal. Opbuddet til at starte med var ikke så stort, da de fleste metalhoveder var ovre at se Opeth, der startede en time tidligere, og som grundet deres lange numre selvfølgelig ikke sådan lige kunne blive færdige i en vuns. Men det virkede ikke til at påvirke de oplagte svenskere, som leverede deres show uden de store dikkedarer, selvom lyden desværre var lidt lav i starten. I deres brutale mix havde de også nogle lidt overraskende storladne momenter, som egentlig klædte deres musik udmærket. Desuden var der en fin balance mellem forsangerens råbende vokal og de to guitaristers henholdsvis growlende og rent klingende vokal. De har måske ikke helt Opeths format eller en tydelig inspirationskilde som Neurosis' tyngde og opfindsomhed, men de var usædvanlig godt sammenspillede. Roskildes ledelse havde dette år samlet nogle forliste bands op, som de har gjort det så mange gange før – Pixies, Velvet Underground og The Stooges bl.a. I år var det Guns'n'Roses og et andet 80'er-band, men fra en helt anden scene, nemlig Happy Mondays. De blev i sin tid samlingspunkt for en større generation af narkoinficerede, engelske ravehoveder, der intet havde imod, at man blandede houserytmen med solid, psykadelisk rock med masser af vanvittige, ude-af-kontrol live-shows til følge. Selvom forsanger Shaun Ryder ødelagde bandet med sit omfattende heroin-misbrug, formåede han da at dukke op til overfladen igen med Black Grape i midten af 90'erne, og Happy Mondays blev gendannet sidst i 90'erne uden det store held. Det var da også sært at se især danseren Bez, som nærmest blev deres maskot ved at danse rundt på scenen for at sætte gang i publikum. Selv om han stadig var i god form, ligner han altså ikke en dreng mere, og at se en voksen mand danse sådan rundt på scenen virkede bare lettere fjollet. Ryder selv bevægede sig nærmest ikke under hele koncerten, men holdt sig med siden til iført mørke solbriller, en hue og en øl i hånden. I starten virkede musikken en anelse trippet, og det psykedeliske element blev bestemt holdt i hævd samt deres inspiration fra funk og soul med et par kvindelige soulsangere. Som koncerten skred frem, voksede oplevelsen og intensiteten, og det endte faktisk med at være en del bedre end forventet. Især da de spillede hits fra Pills'thrills'n'bellyaches som ”Gods Cop”, gik publikum amok. Marcelo D2Sådan er det tit. De oplevelser, man ikke forventer meget af, bliver ofte de bedste. Dog ikke Happy Mondays, men de var som sagt en del bedre, end man havde turdet håbe på. Den virkelige store overraskelse kom fra Ballroom-scenen, hvor den brasilianske rapper Marcelo D2 optrådte med en særdeles positiv hiphop og stort band. Med rocket guitar og bas, jazzede messing- og træblæsere og brasiliansk percussion gled de ubesværet mellem hiphop, afrobeat, jazz og samba i en stor, farvestrålende fest. Det enorme band var en velkommen afveksling fra hiphoppens ellers ofte eneste lydoutput fra turntables, hvilket, ikke overraskende, gav det en meget varmere og organisk lyd. Han havde i tilgift også en særdeles talentfuld human beatbox med, der gav et lille medley, hvor han bl.a. lavede scratch-lyde henover en overbevisende bas, der gik på melodien fra ”Seven Nation Army” med The White Stripes. Selv om musikken var solidt funderet i hjemlandets tradition, var de bestemt ikke blinde for verden omkring dem. Derfor var det også noget af en omvæltning at blive mødt af Däleks hårde, industrielle beats og skærende støjflader umiddelbart efter på Pavilion-scenen, selvom lydniveauet ikke var så skræmmende højt, som man kunne have håbet. Desværre manglede DJ Still også, så kun Oktopus leverede musikken fra en laptop, hvilket gjorde det lydlige indtryk lidt stift. Dälek selv leverede sine samfundskritik uden de sædvanlige opfordringer til publikum om at deltage i showet. Han var skarp på beatet og en mand med så meget korporlig pondus, at han havde komisk korte arme. Dog gav det ingen grund til latter, for leveringen udstrålede alvorlig pondus, der skærpede opmærksomheden. Derefter var det så som så med energien, og Serena-Maneesh’ sene koncert blev droppet, fordi jeg allerede havde set deres fantastiske koncert på Stengade, og det derfor ikke var et must at opleve dem. Sådan skæres og klippes der ofte både hæle og tæer på en festival til fordel for restitution. Ud med de unge, ind med de gamle – lørdag 1. juli Når man bor langt væk fra festivalpladsen, kan det godt være svært at komme derop fra morgenstunden af, når nu man har en hyggelig lejr, og der ikke er nogle grupper, man absolut skal se. Derfor blev Tied & Tickled Trio og Koop droppet til fordel for snak og solbadning i lejren. Roskilde festival er jo også en slags ferie, og der er alligevel grænser for, hvor mange koncerter man rent faktisk har mentalt overskud til. Selv den første havde jeg begrænset energi til. Kieran Hebdens samarbejde med Steve Reid lød på papiret som en spændende cocktail, men i disse hybridtider, hvor det nye ikke er reelt nyt, men podninger af kendte genrer, er det altså ikke altid nok. En dygtig jazztrommeslager og en eksperimenterende electronica-kunstner i fri leg kunne være en oplevelse, men umiddelbart manglede det struktur og retning, hvilket var naturligt nok den jam-baserede tilgang taget i betragtning, og musikken gik for hurtigt i tomgang. Måske investerede jeg bare ikke den fornødne koncentration i projektet, men det var lige lovlig tungt at starte ud med. Men så var niveauet højt sat, så det var noget nemmere at gå til hollandske The Ex, der trods den brede musikverdens nærmest totale negligering af dem, har fortsat ufortrødent i over 25 år. De er nok mest kendte for at have samarbejdet med Sonic Youth og Tortoise i In the Fishtank-serien. De optrådte i overraskende farverigt tøj og viste så ellers baghjul til de fleste af de yngre bands på dette års festival. Normalt er der udbredt enighed om, at den rå energi og oprøret kommer fra de unge røster, men The Ex viste, at bare fordi man har passeret de fyrre, behøver man absolut hverken at være fed eller færdig. Katherina talte lidt kejtet og forlegent mellem nogle af numrene om enkelte sange, og om at de var glade for at være der, men når musikken spillede, var hun en ekstremt dynamisk og rutineret trommeslager, der hele tiden afvekslede med små overraskende slag her og der på et nogenlunde traditionelt trommesæt. Det var de små, frække detaljer, der gjorde hele udslaget. Sjældent har jeg oplevet et band, der med så sparsomme midler kunne intensivere et nummer i høj fart mod voldsommere og voldsommere energiudladninger. De udviste en imponerende evne til at forløse deres energi uden helt at give slip på den og stadig styrke den. De to guitarister støjede så kantet på deres instrumenter, at de ofte så ud til at miste kontrollen over dem, og den ene af dem måtte da også slæbe sin guitar henover scenegulvet på et tidspunkt for at straffe den for sin ulydighed. Forsanger G.W. Sok var en anspændt, gråsprængt herre, der trak sig i baggrunden, når de andre tre byggede op til hans vokale galp, der ofte kom i et nærmest manisk, snakkende tempo. Lige op til han skulle synge, stod han i baggrunden og dirrede af spænding for at levere sine frustrationer. Fortjent nok blev de kaldt ind til ekstranumre, for de var absolut et af årets helt store oplevelser. En brilliant opvisning i dynamisk, eksperimenterede støjrock med god forbindelse til den mere simple punk. Så var det noget af en skuffelse at komme til DJ-træf på Metropol med DJ Grazhoppa's DJ Big Band med 12 DJ's på scenen. Det så mest af alt ud som en konvention for vinylnørder, som de stod der og småkonverserede med hinanden, mens nogle af dem satte plader på og scratchede lidt. I starten var det svært at se, at de overhovedet var gået i gang. Så forsøgte de sig så med en soul-sanger og en enerverende saxofonist for at peppe showet op uden det store held. Jeg fangede mig selv i at undre mig over, hvorfor en gravko var i gang med at hælde grus op ad plankeværket, og så blev jeg enig med mig selv om, at jeg nok kunne foretage mig noget mere spændende. Why?Why? var svaret – ganske pudsigt navnet taget i betragtning. Hans væltende, naive slackermelodier med masser af detaljer fra sidste års Elephant Eyelash bed sig fast efter nogle lyt, og det var en stor fornøjelse at opleve dem live. I midten stod Why? selv som en ung udgave af Frank Zappa og var ganske veloplagt flankeret af lige så oplagte Doug på guitar, klaver og diverse andre instrumenter, og Josiah som var en helt urimelig dygtig trommeslager og percussionist. De blærede detaljer, han fik leveret på sin xylofon i samarbejde med andet rytmisk tilbehør, var en udsøgt fornøjelse. Why?'s forbindelse til hiphoppen i bl.a. cLOUDDEAD kunne stadig høres, når han sang, fordi det tit gik så legende hurtigt, at sangen omformedes til rap. Han endte da også med at levere en lille uprovokeret freestyle til sidst. Trods melodiernes relative komplekse forløb blev sangene leveret med en velspillet lethed, de færreste bands ville kunne præsentere. En herlig koncert til at akkompagnere den evigt skinnende sol. Dagen før var det Happy Mondays, lørdag var det Primal Scream. Bands fra en tid, hvor det blev accepteret at mixe club-scenen med mere eller mindre traditionel rock og en helvedes bunke stoffer. Primal Screams bevægelse i den retning kom efter, at Stone Roses og Happy Mondays havde braget igennem, men deres Screamadelica-album var ikke mindre interessant af den grund. De havde altid været tydelig inspireret af 60'ernes rock, og det kunne man stadig høre, især på åbneren ”Movin' on up” som de startede dette års koncert med, men det var i høj grad Andrew Weatherall, der som producer tilføjede bandet en dub- og house-produktion. Siden da er de blevet ved med at vende tilbage til deres rockede udgangspunkt mellem de elektroniske udskejelser, og denne koncert bar i høj grad præg af den blues-baserede rock'n'roll i stil med Rolling Stones, lige som deres nye album er en retur til den rene vare på samme måde som Give out but don't give up var det. Bandet gav en ægte stadionkoncert med en del hits fra bagkataloget, og selv den nye single ”Country Girl” livede faktisk op live, hvilket nok er et bevis på, at det nye album er lige lovlig pænt produceret. ToolPæn, ja, nærmest perfekt produktion er Tool også kendt for at have, og det er i det hele taget ikke et band, der lader noget op til tilfældighederne. Således havde de også denne gang en stilsikker opstilling foran fire kæmpe skærme, der viste guitaristen og special effects-artisten Adam Jones' makabre videoer med deforme kroppe, der utilpassede trisser rundt i deres egne lukkede rum. Amputerede sjæle med tomme blikke, der demonterer sig selv i desperate forsøg på at blive hele. De er flotte og stemningsfulde, men det virkede ikke som om, han rigtig havde haft tid til at få lavet nogle nye til de nye sange. Men nu er musikken jo også det vigtigste, og den kom lige så brutal og velkoordineret som forventet. De tre musikere, især Danny Careys eminente trommespil, udgør en kraftfuld trio af perfektion, som kan give deciderede ud-af-kroppen-oplevelser. Tidspunkter, hvor alt omkring én forsvinder, og kun musikken eksisterer som en altomsluttende energi. Maynard virkede i godt humør og vred sin slangekrop som en absurd cowboy i et imaginært ridt i stilstand på scenen, foruden at agere Roskilde-official med orange vest, hvor han lyste de andre bandmedlemmer ind i hovedet for at spørge dem, hvad de foretog sig på scenen. En tradition er ved at forme sig med, at de kommer hvert femte år, når de har smidt et nyt album ud i maj, men som nogle af mine venner bemærkede, var dette her mere en rockkoncert end sidste gang, der i højere grad formede sig som et koncept. Der blev nemlig spillet hits fra helt gamle dage som ”Sober”, og især ”Opiate” fra deres første ep var helt utrolig at høre live og afslørede hvor megen kompositorisk snilde, de havde allerede dengang. ”Schizm” slog sig fast som deres alle tiders største hit med en helt utrolig magisk fornemmelse over sig i hele dens positive budskab, mens ”Rosetta stoned” fra den nye skuffende nok heller ikke holder live. Alt i alt var det dog en fantastisk stilsikker koncertoplevelse, hvor bandet endnu engang beviste, at de er noget af det mest velspillede og overjordisk eleverende, man kan opleve live. Derefter var det i fuld firspring over på Arena for at forsøge at se et glimt af den uforlignelige George Clinton som primus motor bag hans to genredefinerende grupper Parliament og Funkadelic, der nærmest egenhændigt definerede funk i 70'erne med inspiration fra især Sly Stone. At kigge på scenen var en nærmest surrealistisk oplevelse med to gamle mænd, der lignede rastafari-versioner af Gandalf fra Peter Jacksons Ringenes Herre-filmatisering. Derudover optrådte en anden ældre dreadlock-inficeret mand kun i en stor ble, og da en usædvanlig veltrænet og smidig ung mand kom ind i hvid pels fra top til tå, selv hans cowboyhat var i hvid pels, og begyndte at slange sig, bevæge sin rygmuskler som en mavedanser, var bægeret ved at være fuldt. Funken flød ud over det hele i en psykadelisk og uregerlig facon med en anerkendelse af deres inspiration til hiphoppen og en usædvanlig dygtig saxofonist. Igen et bevis på, at alder ingen betydning har. Kanye WestDerefter var det over til en af arvtagerne, der har rumsteret som producer i mange år, men som for to år siden med raketfart indtog hitlisterne med en positiv pop-rap, der forviste gangsta-rapperne til anden række. Kanye West indtog Orange scene lige så glad i låget, som man kunne forvente med første hit fra det nye album, ”Diamonds are forever”, og fortsatte derefter i en ren hitparade, der nærmest antydede en frygt for ikke at underholde frem for at bare at være sig selv. Når han spillede sange fra hans albums, der ikke var hits, var publikum rigtig nok ikke så meget med, hvilket nok desværre fortalte en del om publikum, men han virkede heller ikke, som om han selv troede på dem. Derfor lirede han et medley af af sange, som han har produceret for bl.a. Talib Kweli og Jay-Z og fik på den måde fyret en masse hits af, som et eller andet sted er hans egne. Så fik hans medbragte strygere lov til at gå solo med hits som ”Eleanor Rigby” (Beatles), ”Bittersweet Harmony” (The Verve) og denne sommers absolutte tophit ”Crazy” med Gnarls Barkley. Undervejs fik han også fyret lidt Eurythmics af og et Aha-nummer med et oplæg, så man fik fornemmelsen af, at han leflede for publikum ved at spille et lokalt nummer, fordi han enten troede, at han var i Norge, eller Aha er danske. Måske er det i virkeligheden et af hans yndlingsnumre, hvem ved? Da hans DJ A-Trak fik frie hænder, var det faktisk showets bedste indslag, fordi han havde en imponerende hurtig fingerfærdighed samtidig med, at han kunne få det til at svinge og hænge sammen. Midt i showet proklamerede Kanye West, at det indtil videre kun havde været opvarmning, og nu startede det først for alvor, hvilket selvfølgelig gav en forventning om, at det blev endnu vildere. Den forventning blev dog ikke rigtig indfriet, og versionen af superhittet ”Golddigger” havde ikke den rette magi uden Jamie Foxx' stemme. Nogen teknisk dygtig rapper bliver Kanye West aldrig, og første del af showet var absolut bedst. Således sluttede en begivenhedsrig lørdag på festivalpladsen, der skulle vise sig at være dagen med de bedste oplevelser på årets festival. Den sløve, sidste dag – søndag 2. juli Så kom søndagen. Den sidste dag, hvor indtrykkene efterhånden hober sig op, den evigt bagende sol bliver forbandet for at vække én svedende i sit telt nok en gang, og man trækker ud i forteltet for at få en smule vind og skygge samtidigt. Man planlægger hjemturen til bad og bløde senge, inden man begiver sig op i den urininficerede støv endnu engang for at suge de sidste oplevelser ud af teltene. Og hvorfor så ikke starte hårdt ud med norske Kill, som er et projekt, der kun optræder live og ingen intentioner har om at udgive et album. Deres blanding af hovedsageligt instrumental death metal og aggressive synthlinjer i et stift vredesudbrud havde ikke det forløsende kaos, der skulle til for at gøre det interessant. Når de guterale skrig smadrede igennem de tungt distortede guitarer og distræte, løbske trommeforløb, formåede aggessiviteten at blive forløst i noget, der kunne minde om en sonisk overrumpling, men for ofte stivnede bandet i monoton ekstremitet. Efter den lidt skuffende oplevelse var det tid til retrorock i to afskygninger. Først Wolfmother, der ikke lyder som om, de har lyttet til andet end Black Sabbath og Led Zeppelin hele livet og så bare har skrevet nogle nye numre. De gjorde skam en god figur, men det ville være en glæde for alle, hvis pladeselskaberne ville droppe skamridningen af arvesølvet og i stedet opmuntre bands til at skabe nyt. The Strokes’ indadvendte og sky optræden på Orange scene med en sandsynligvis stofpåvirket Julian Casablanca i front ændrede ikke meget på den opfattelse. De har da formået at lave nogle fine hits, også på det nye album, men det er svært at forestille sig, at de har gjort et nævneværdigt indtryk på rockhistorien om 10 år. ColdcutSå var der noget mere format over Coldcuts eminente video-scratching hvor både Disney-film, AC/DC og Jimi Hendrix blev blandet i en fornøjelig elektronisk fest. De to herrer Jonathan More og Matt Black har over 20 års erfaring i DJ-branchen, og det kunne i den grad mærkes. De havde et fast greb om det festival-trætte publikum og formåede ganske overraskende at sætte gang i en mindre fest lige omkring spisetid. Udover deres DJ-optrædender har de også bedrevet selskabet Ninja Tunes, som har været hjemsted for nogle af de bedste organiske, eksperimenterende og varme electronica-navne gennem de sidste 15 år. Således var deres show en blændende sammensmeltning af årenes udvikling i genren, og der var samtidig plads til aldeles hårdhændede kommentarer til den amerikanske præsident i videoprojektionerne, hvor det flød ud i et, hvem der var Bush og Bin Laden. Igen var der tale om de erfarne drenge, der satte nykommerne på plads. Spank RockDe blev da også hyldet i slutningen af Spank Rocks show en time efter, eftersom de fulgte med på sidelinjen. Spank Rock er netop en af de nye grupper, der faktisk har noget nyt at bibringe til trods for deres ret bovlamme, sexfikserede tekster. Men de bliver leveret med en ligefrem stil og et kækt blink i øjet, så man er tilbøjelige til at tilgive dem, at de kan starte en sang med bare at synge ”ass and titties” gentagne gange. Her er ingen bling og gangsta-stil, men en ligefrem, glat rapper i front med snoende bevægelser. Efter et kvarters electro/hiphop-mix af DJ'en XXXchange gled rapperen Naeem Juwan nærmest ind på scenen og dukkede op af scenegulvet. Derefter hoppede det ene neo-electro-funk-nummer efter det andet ud over scenen som på kængurustylte og overbeviste endnu en flok om, at det her er det friskeste bud på ny hiphop. Da de spillede på Rust knap en måned tidligere, havde de Amanda Blank med til at synge sit vers i ”Bump”, hvilket hun gjorde mere overbevisende end de fleste kvindelige rappere, men denne gang overtog Juwan og hans supportrapper selv tjansen uden at imponere. Juwan rapper i høj grad i traditionen fra den gamle skole, men kan, hvis det er nødvendigt, sætte tempoet op. Dog er han ikke så glat som mange andre nutidige rappere. Til gengæld er han en charmerende showmand, der med en ærlig og positiv fremtoning forstår at rykke publikum. Derefter var det umuligt at komme bare en smule tæt på The Raconteurs på Odeon, hvilket jo ikke rigtig kom bag på nogen. Jack White er efterhånden lidt af en superstjerne, og selv om han ikke optrådte med White Stripes, så er han stadig et tilløbsstykke. Hans projekt sammen med Brendan Benson er så charmerende, som man kunne have forventet, og samtidig lige så forudsigeligt. Udfra hvad man kunne bedømme udenfor teltet, lød det til at være en udmærket koncert, men det var flere gange et problem, især på Odeon, at for store navne blev sat på for små scener. Men i og med at der var 15.000 mere på festivalen end de sidste par år, betød det bare generelt, at der var mennesker over alt, hele tiden, og selv om servicefaciliteterne bestemt er blevet udbygget med årene, var der alligevel et ret stort pres på dem. Festivalen sluttede med et dilemma. Skulle man se legenden Roger Waters opføre et af verdens bedst sælgende albums nogensinde, eller skulle man attendere de psykadeliske nytænkere i Animal Collective? Da jeg allerede sidste år blev udsat for Animal Collectives lidt skuffende koncert i Malmø, der forsvandt i ekkoer og delay-pedal og kun sjældent viste deres formidable melodiske åre, valgte jeg legenden for i det mindste at prøve noget andet. Han startede ikke ud med at opføre The Dark Side of the Moon som proklameret, men valgte i stedet at spille hits fra bagkataloget, og det var nok nogle af de behageligste, lisende toner, festivalen præsenterede dette år. Selvom musikken virkede ganske ufarlig og venlig, var der alligevel dybde over den ældre herres præstation. Men alligevel ikke nok til, at jeg ville udholde samtlige tre timer, som jeg senere fik underretning om, at den varede, så derfor valgte jeg at begive mig hjemad, inden det helt store ryk ville have besværliggjort hjemrejsen yderligere. Således sluttede en festival, der blev bedre end forventet. I år havde ledelsen anskaffet sig et af de flotteste line-ups af hovednavne i mange år, men det gik til gengæld udover de mindre navne. Festivalen har været kendt for sin visionære evne til at hyre bands på vej frem, men i år var der lidt langt mellem de virkelig spændende navne. Mange af dem, der var, har spillet i Danmark inden for det sidste år: Animal Collective, Dälek, Serena-Maneesh, Spank Rock, Two Gallants og Why? bl.a. Til gengæld var der også gode overraskelser som Lady Sovereign og Marcelo D2, og så længe den kan levere den slags, har festivalen sin berettigelse. Og så var der selvfølgelig alle de oplevelser, som man gik glip af, hvilket er præmissen for festivalen. Næste år ville det dog være velkomment, hvis ledelsen forsøgte at få fat i nogle eksperimenterende og spændende navne, som ikke har spillet i landet. Der er i hvert fald nok at tage af. De sidste mange år er festivalen som nævnt blevet udbygget til at indeholde flere og flere aktiviteter, således at biografen, spoken word-teltet og skaterampen nærmest er selvstændige begivenheder, hvor de før bare var et supplement. Desuden er campingarealerne blevet delt op med hver deres fokus, så der også er aktiviteter som badning og fiskeri. Det hele under mottoet ”More than music”. Man kan grynte utilfreds over det tivoli, festivalen har udviklet sig til, og som tager fokus væk fra musikken, men faktum er, at der er masser, der benytter sig af tilbuddene. Førhen kom mange til festivalen uden intention om at høre særlig meget musik, og selv om man kan undre sig over, hvorfor nogen gider at betale over 1000 kr. for at sidde på en campingplads og drikke ølbong hele dagen, så er de der stadig. Nu har de bare noget mere positivt at give sig til end at styrte ind i et plankeværk med hovedet først beskyttet af en styrthjelm, som jeg så en lejr for nogle år siden more sig med, hvilket har betydet mindre arbejde for politiet og brandvæsenet. Årets bedste forbedring var klart fjernelsen af det enorme lydtårn foran Orange scene, som i stedet blev til to mindre i hver sin side af scenen, som praktisk talt var gennemsigtige. Det gav bedre udsyn for alle og mindskede presset mod hegnet til de to båse oppe foran. Nok en oplivelsesrig uge er overstået. For mit vedkommende hele to. De hjemvante omgivelser har efterhånden stabiliseret kroppens søvn- og væskebehov. Normaltilstandene har indfundet sig, og jeg kan nyde dem indtil den næste spændende udfordring. Den kommer forhåbentlig inden næste års Roskilde Festival.

Af Kim Elgaard Andersen, 21. jul 2006


Yderligere information

www.roskilde-festival.dk

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen