Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Rasmus Riis

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
Torsten Larsen
Melankoliens autenticitet
- et interview med Torsten Larsen fra Larsen & Furious Jane
9. maj 2012 [Interviews] "Den eneste musik, jeg har skrevet, der virker, er den, hvor jeg har været nedtrykt. Vi troede, at vi med vores plade Tourist with a Typewriter skulle lave en single og i radioen, og at man skulle være sådan lidt mere imødekommende og åben, og der lavede vi virkelig det, man kan kalde en inautentisk plade" siger Torsten Larsen fra Larsen & Furious Jane. Geiger tog en snak med ham om musikalsk autenticitet og internettets problematiske muligheder.

Torsten Larsen er en mand af få ord når Larsen & Furious Jane giver koncert. Jeg havde fornøjelsen af at anmelde koncerten på spillestedet Radar i Aarhus 13. april i år, hvor han beskedent sagde, at det ikke var ment som disrespekt for publikum, at intet blev sagt, men at "ikke alle begivenheder behøver en toastmaster".

Uden for scenen er Torsten til gengæld ikke bleg for at tage bladet fra munden. Han er cand.mag i Æstetik og Kultur, og han har skrevet speciale om autenticitetskonstruktioner i rockkritik. I efteråret skrev han et blogindlæg, hvor han tager udgangspunkt i en anmelderstrid, der var mellem Informations og Politikens anmeldere. Han skriver om det at benytte musikken til identitetsskabelse og positioneringskampen mellem anmeldere. Han er rugemor for den musik, som han som musiker er dømt til at bortadoptere til publikum, og de kan så sige om den, hvad de vil.

"Det er jo ikke anderledes end det, at jeg kan sige, hvad jeg vil i gennem min musik. Jeg har læst din anmeldelse af vores koncert på Radar. Jeg kunne slet ikke lade være. Den er sober og respektfuld, men det er klart, jeg slet ikke er enig. For jeg har selv truffet nogle af de valg, du kritiserer, og jeg står 100% inde for dem," forklarer Torsten Larsen.

"Men jeg er også kommet dertil, hvor anmeldelser kunstnerisk set ikke betyder noget for mig. Det skabende er et forhold mellem mig og det, der er inde i mit hoved. Det er der ikke nogen, der kan gøre forkert ved at anmelde mig. Gode anmeldelser betyder dog noget for mig, når jeg udgiver og markedsfører min musik. Så kan man vise det til andre som et bevis på, at det ikke kun er mig og min mor, som synes, det er godt."

Da jeg var til koncerten med Larsen & Furious Jane, kendte jeg ikke spillereglerne for jeres musik. Og hvis man lader hver lytter lytte med egen forståelse og give pokker i spillereglerne, så giver anmelderi vel ingen mening?

"Du har måske ret? For tingene er eksploderet. Alle spiller i et band i dag. Alle kan udgive en plade. Det er jo ikke ligesom for 20 år siden, hvor det eneste rigtige var en kontrakt med et pladeselskab. Det er ikke længere det endegyldige kvalitetsstempel, og der er ikke længere den prestige i det, som der var engang"

Jeg fornemmer en dobbelthed: Herlige internet med dets muligheder, men der er også meget skidt derude?

"Det er der. Og også fra publikums side. Man ser virkelig, hvordan folk reagerer, hvis der ikke er en eller anden form for styring. Så bliver man fan af et eller andet band, der lyder som D:A:D, fordi det er den form for guitarrock, man godt kan lide. Måske bliver man ikke så meget fan af kopien, som man blot bliver mindet om følelser, der blomstrede til det originale bands lyd. Det er meget få ting, der får et stort følge. Der er masser af små ting, som kan få en publikumsskare på 100 eller 1000 fans. Så på en eller anden måde er der opstået en demokratisering af musikken. Det er jeg ambivalent over for. Jeg synes, der er megen musik, som er utrolig dårlig. Men også, at det er fedt, at alle kan få, hvad de vil have. Også selvom jeg synes, det er noget lort. Internettet er ligesom bogtrykkerkunsten: Nogle har brugt det til store litterære værker, og andre har brugt det til at skrive De Grå Sider i Rapport. Det er jo ikke mediets skyld. Det er det, man bruger det til."

Dialektik og melankoli som drivkræfter

Dobbelthed og ambivalens er heller ikke noget, der ligger Torsten Larsen fjernt. Jeg spurgte ham, hvordan han på den ene side kan sige i sit blogindlæg, at han gerne vil høre et mesterværk fra sin tid, men på den anden side mener han, at musikhistorien skrives med skræmmende hastighed. Det forekommer selvmodsigende.

"Lad mig første sige, at ambivalens og forhold, der er modsatrettede, ikke er noget, jeg opfatter som uhåndterligt. Det synes jeg, der er alt for lidt af. Er det ikke dialektik? Og udviklende? Det er et netop et punkt, hvor jeg finder, at den danske anmelderstand er uskarp. Når jeg skrev, det var et mesterværk, jeg længtes efter, var det for at være Rasmus Modsat. For hvad er et mesterværk? Det er der ingen, der ved, før det har stået i nogen tid. Du kan ikke gå tilbage til 1979 og sige London Calling af The Clash, det er bare et mesterværk. Det kan du i 1982, 1992 eller 2012, hvor du kan tage det frem og sige 'jamen, for helvede, det her hænger stadigvæk sammen'. De har skabt noget, som både har lyden af det sted, de kommer fra, og deres musikalske baggrund, men samtidig en egenart og en umiskendelig tone. Det er det, der er et mesterværk. Jeg vil hellere høre mange flere gode plader, end jeg gør i dag, end så mange, der sigter efter at være et mesterværk, sigter efter at være totalt ambitiøse og sonisk udforskende."

Så det forsøger I ikke selv på, at skabe et mesterværk?

"Nej. Det, jeg forsøger at lave, er noget, der har en indre logik. Noget der er rodfæstet i og omkring mig og har en sammenhæng med mit liv."

Men er det ikke vigtigt at have en identitet? En unik lyd, så man ikke bare reproducerer kultur?

"Nu er jeg jo ikke en teknisk musiker. Jeg er jo ufatteligt begrænset i min kunnen både instrumentalt og vokalmæssigt. Det er klart, når man starter med at spille musik, så gør man det for at møde damer og alt det der. Og man starter med at imitere et appellerende udtryk og følelser, som måske naturligt ligger senere i livet. Men det, som trækker i mig, er at bruge musikken som et vehikel til at undersøge min egen introversion og melankoli, som til tider i mit liv har været nærmest handikappende for mig. Det har jeg haft en frihed til at undersøge og begrave mig i via musikken, og derved har jeg fået et mere modent og afbalanceret forhold til det."

Har jeg så forstået det rigtigt, hvis det er et personligt projekt primært og et musikalsk projekt sekundært?

"Ja, det tror jeg, du har forstået rigtigt. Men det er jo min del af et projekt, der omfatter en gruppe på tidligere fem, nu fire. Det er jo uheldigt for mig, at vi har valgt så dårligt et navn, som placerer mig misvisende centralt, for der er jo også andre, der har en aktie i det her. Og for de andre, der ikke skriver tekster, er det primært et musikalsk projekt."

For at vende tilbage til diskussionen og internettet: Hvorfor handler det så meget om anmelderne, når vi kan konkludere, at det er forbrugerne, der hører den dårlige musik?

"Ja, kan man tillade sig at brokke sig over, at der er folk, som æder noget med et lavt lixtal? Selvfølgelig kommer flertallet aldrig til at lytte efter de samme elementer som mig og sikkert heller ikke dig, når du skriver for et magasin som Geiger. Mange bruger udelukkende musik til at signalere, at de er en del af det, de gerne vil tilhøre. Larsen & Furious Jane spillede koncert i samme bygning som Lukas Graham i Horsens. Der var der 5-10 Barcardi Breezer-drikkende kvinder mellem 18 og 45 år, som havde forvildet sig ned til den koncert. Og de gik ret hurtigt igen. Det er klart, at dem kommer jeg aldrig til at diskutere musik med. For vi er helt forskellige steder. De mener jo, at det, de hører, er smart. Du og jeg bruger så til gengæld musik til at vise, hvor intelligente og reflekterede vi er, ikke? Jeg vil så nødig sige, at det, jeg gør, er det rigtige, og det, andre gør, er forkert. Det, jeg godt kan lide, er konsekvens i det verdensbillede, kunsteren postulerer, og den form for autenticitetskonstruktion som ligger i, at jeg køber en kunstner som ægte og oprigtig. Men den forhandling er jo ikke væsensforskellig fra den, som en 25-årig makeup-artist har med Lukas Graham."

Hvad gør jeres lyd autentisk?

"Det gør det store arbejde, der er gjort med at få lyden til at reflektere den støj, jeg har i mit følelsesliv, når jeg er nede. Det kommer nok ikke bag på mange, at det er, når jeg er nedtrykt, jeg skriver musik, fordi den tilstand netop blotlægger min introversion og melankoli. Vores musik er melankolsk; det er lyde og harmonier, som jeg genkender, fordi de rammer noget i mig. Nogle siger, at vores plader er forskellige. Men lyt til de tonale billeder i musikken, så har rejsen alligevel ikke været så lang. Jeg mener, der er en gennemgående tone i min sangskrivning."

Men er pladerne ikke skrevet i forskellige humørbilleder?

"Jo. Det er de. Den eneste musik, jeg har skrevet, der virker, er den, hvor jeg har været nedtrykt. Vi troede, at vi med vores plade Tourist with a Typewriter skulle lave en single og i radioen, og at man skulle være sådan lidt mere imødekommende og åben, og der lavede vi virkelig det, man kan kalde en inautentisk plade."

Smart at være dum

Jeg har fået en mere nuanceret opfattelse af dit blogindlæg. Men jeg er også blevet forvirret på et højere plan: Du har fortalt mig, at I havde været færdige som musikere, hvis I var gået den traditionelle vej uden internettet. Hvorfor så rejse denne kritik af unuancerede anmeldere og Kierkegaardske spidsborgere, som følger trends uden at reflektere?

"Hvis jeg nu skal være helt ærlig, så synes jeg, det er blevet smart at være utrolig dum. Det er blevet smart at kunne lide noget ironisk, men når den ironiske distance forsvinder, så kan man bare lide noget, der slet og ret er dumt."

Har du nogle eksempler? Snakker du tv-programmer som X-factor og Paradise Hotel, snakker du musik?

"Jeg snakker om alt det der. Det er klart, at i så småt et land som vores, er der ikke økonomisk eller talentmæssigt grundlag for, at vi kan forvente, der kommer store mesterværker. Der kommer nok aldrig en dansk The Wire [den amerikanske tv-serie, red.], men kan vi ikke gøre det bedre end Lykke?"

"Jeg har det også sådan med al den nye danske musik, som alle synes er åh-så-god. Og her kommer anmelderne ind i billedet igen: Hvordan kan man give en dansk plade 4, 5 eller 6 stjerner, når teksterne simpelthen er røvelendige!? Når musikerne ikke behersker det sprog, de synger på og øjensynligt slet ikke har nogen erfaring at formidle?"

Jeg har stadigvæk en bestialsk lyst til at placere en skyld: Er det dem, der køber eller sælger, der er problemet?

"Det er sgu et godt spørgsmål. Musikken er ikke så vigtig for de mange, som den er for de indviede få. Jeg mister interessen, når alting fokuserer på marked. Når alting bliver SPOT-festival, og bands står bagefter og bliver interviewet som fodboldspillere: 'Jamen, vi kommer godt i gang i dag, og jeg kan også se op på lægterne, at der sidder nogen med den rigtige akkreditering.' Kom nu lidt! Har man noget på hjerte, eller har man ikke noget på hjerte? Det er det, det drejer sig, når man skriver, udgiver eller lytter til musik. Hvad er det, man vil?"

Og det hænger vel sammen med, at det skal være et personligt projekt primært og musikalsk projekt sekundært?

"Det er ærgerligt, hvis det handler om, at man skal ses i gadespejlet frem for at se ind i sig selv."

Af Niels Villads Petersen, 9. maj 2012


Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen