Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Christian Kann

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
Electronic Music For Life
LIVREDDENDE ELEKTRONISK NÆSTEKÆRLIGHED
19. okt 2011 [Artikel] Hvordan kan man lave velgørende, musikalsk støttevirksomhed med bibeholdt artistisk integritet og slippe uden om administrative pengeslugere? Tysklands uafhængige Mellow Jet label viste vejen i forsommeren.

De fleste af os kan nok huske, hvor vi befandt os, da tsunamien ramte Japan den 11. Marts. På samme måde som med 11. september, månelandingen og mordet på Kennedy. At en af reaktorerne på atomkraftværket Fukushima begyndte at slå sprækker oven på rystelserne, fik folk til at skælve yderligere.

Naturkatastrofen i Japan var et brutalt eksempel på, at verden anno 2011 var i opbrud. Alligevel kunne hoben af danske mainstreamartister ikke stables på benene for en fælles støttesang.

Den 6. maj kunne pladeselskabet Mellow Jet til gengæld præsentere en dobbelt-cd, Electronic Music For Life, med 27 af pladeselskabets artister. Blandt andet med bidrag fra elektroniske stormestre som Spyra, Harald Grosskopf, Robert Schroeder og You.

Umiddelbart efter udgivelsen kontaktede Geiger to af bidragsyderne, københavnske Dennis Dithmar og tyske Moonbooter. Sidstnævnte kendt som Bernd Scholl - tovholder på projektet og direktør for Mellow Jet. Med en god portion dansk skepsis blev de to gået på klingen. For er der i virkeligheden noget mere tarveligt eller udspekuleret end sådanne opsamlinger?

Vi løfter i flok
Eftersom der synes at være horrible naturkatastrofer alle vegne, bedes Bernd Scholl uddybe, hvad det var, der fik ham op af stolen.

- Først så jeg, ligesom alle andre på kloden, de forfærdelige billeder i fjernsynet. Ødelagte huse og både. Bølgerne og menneskene, der kæmpede for deres liv. Nogle få dage efter eksploderede taget på Reaktor 1 på Fukushima.

På det tidspunkt gik det op for mig, at katastrofens omfang havde stor betydning for hele verdenssituationen. Jeg donerede nogle penge, men jeg fortrækker at gøre en aktiv indsats. Jeg har tidligere lavet noget velgørenhed her i Tyskland, men Japan er for langt væk, så jeg kom på idéen til opsamlingen.

Dennis Dithmar - en af de 27 bidragydere - var en anelse splittet, da tilbuddet tikkede ind.

- Min allerførste indskydelse var et rungende ”ja” af helt indlysende årsager. Jeg var dog en lille smule tilbageholdende, men det var mere af personlige årsager. Jeg har haft et album på trapperne i over et år nu, men på grund af al mulig virak i privaten har det været ekstremt svært at få slået krølle på det album. Så jeg risikerede at sige ja til noget, som i princippet kunne fastlåse mig på samme måde. Men jeg trængte omvendt til at pushe mig selv lidt, så jeg sagde ja. Og det var lige dét der skulle til.

Der har generelt været stor opbakning omkring projektet fortæller Bernd Scholl. Han oplevede en større interesse for og tilslutning til projektet, end hvad han havde turdet håbe på:

 - Alle, og jeg mener alle, har været meget begejstrede for at støtte projektet. Jeg kan nævne mindst hundrede navne. Jeg begyndte med ti venlige artister på mit pladeselskab Mellow Jet.  Dernæst kontaktede jeg nogle flere, men jeg regnede ikke med, at alle var lige positivt stemte. Den vurdering viste sig at være helt forkert. Jeg fik mere end halvtreds mails fra kunder verden over, inden for projektets første dage. De støttede alle tiltaget, men ikke kun for formålets skyld. Sammensætningen af kunstnerne havde også en tillokkende effekt.

Når netop sammensætningen af kunstnerne lokker, kan jeg ikke lade være med at tænke på den tradition vi har i Danmark. Mediokre mainstreamartister stimler sammen efter større naturkatastrofer og indspiller en popsingle. Resultatet er dog altid temmelig rædselsfuldt, og artisterne synes at øjne en mulighed for selvpromovering. Dithmar mener dog ikke, at man kan sige, at han og de andre bidragsydere optræder for gratis goodwill:

 - Gratis og gratis. Man kunne måske diskutere det, hvis man blev bedt om det, og så bare sendte et track fra skrivebordsskuffen ind til albummet. Men du vil tydeligt kunne høre, at det, takt for takt, er lavet med Sendai i tankerne. Samtidig skal man holde sig for øje, at det her stadigvæk er en indie-udgivelse, så det er ikke, fordi man får kastet hverken et PR budget eller tv-tid i nakken ved at deltage.

Bernd Scholl tænkte heller ikke på, hvad han selv kunne få ud af projektet. Han gjorde det af hel andre årsager:

 - Jeg tænker slet ikke i de baner. Jeg startede projektet som en ren støtte-idé. Det eneste vigtige formål er at indsamle så mange penge, vi kan, til Tysk Røde Kors. Hvis jeg eller andre popvelgørenhedsprojekter promoverer sig selv ved at støtte sådanne tiltag, så er det bare en sekundær effekt. Hvis et barn pludseligt kan få et måltid mad, noget livsnødvendig medicin eller muligheden for at komme i skole, hvad som helst, så giver det ikke mening at spørge, hvor pengene kommer fra. Kunder kan redde liv ved simpelthen at købe cd’en eller downloadet. Og det er det vigtigste, når regnskabet skal gøres op.

Det lyder jo alt sammen prisværdigt, men hvordan med finansieringen? Vi har ofte hørt, hvordan velmenende velgørenhedstiltag ender med at betale en stor andel til administration. Bernd Scholl har fundet en god løsning, så alle indtægterne går til Tysk Røde Kors:

- Hele den fysiske dobbelt-cd er sponsoreret af Interdisc. Jeg har samarbejdet med fabrikken gennem årene. Uden videre forespørgsel gik de med til at støtte initiativet. Den digitale markedsføring er sponsoreret af Rebeat fra Østrig. Alle artister fraskriver sig også enhver honorering. Det er en del af kontrakten. Den glimrende masterering er sponsoreret af Eroc. Downloadet, artwork inklusive, er eksklusivt tilgængelig via vores webshop på www.mellowjet.de. Derfor er vi i stand til at donere alle indtægterne. Mellow Jet betaler al promotion og alle GEMA-udgifter. Vi lægger ikke mindst en masse gratis arbejdskraft i projektet.

På to måneder lykkedes det Bernd Scholl at stable en imponerende artistbesætning på benene. Processen var intens, men af indlysende grunde gik det særdeles godt.

- Alle involverede artister var 100% professionelle. Jeg lavede uoverskridelige deadlines, og alle parter overholdt dem. Jeg skrev omtrent 100 emails om dagen over en ugerække, og informerede holdet om hvert et givent fremskridt og resultat. Det var simpelthen et fantastisk og højst professionelt teamwork. 

Knusende, zen-agtig ro
Men hvordan med den kunstneriske vinkling? Dithmar forklarer:

- Det er klart, at man skal arbejde mere fokuseret, og man risikerer at skære et hjørne her og der. Men jeg synes, jeg fik både stemningen, udviklingen, dramatikken til at stemme overens med lydvalg, arrangement og produktion. I mit tracks tilfælde kunne jeg måske godt have tænkt mig, at der havde ligget et stærkt tema over hele produktionen. Men for mig er det altid det vigtigste at male baggrundslandskabet og så måske addere et tema som en eventuel bonus. Det er ikke særlig radiovenligt altid, men det plejer at være meget stemnings- og drømmevenligt.

Det leder os til musikken. Jeg forudså, at opsamlingen ville komme til at bestå mestendels af melankolske, dramatiske, og japansk-klingende bidrag. Dithmar kan med sit bidrag ikke erkende sig uenig:

- All of the above. Mit nummer er skrevet og komponeret lige efter katastrofen. Jeg var som alle andre dybt berørt af billederne og de skæbner, man uvægerligt så udstillet på tv. Nummeret hedder ”Zen Day” inspireret af Sendai. Det prøver at beskrive den knusende, zen-agtige ro japanere tager jordskælvet med. Men nummeret udvikler sig meget dramatisk som en beskrivelse af den rædsel, der pludselig gik op for de ellers så disciplinerede japanere. Det var anderledes og meget større, end hvad de ellers var vant til. Så et stykke inde i tracket smider jeg et ordentlig lag Taiko-trommer ind for at skabe, ikke det fysiske, men det emotionelle jordskælv, japanerne - og alle os andre - blev udsat for. Så ja. Det er inspireret af tragedien, det er både melankolsk og dramatisk, og der er en pæn portion japanske instrumenter og effekter indover.

Bernd Scholl, der har det forkromede overblik, ser anderledes på tingene:

- Det ville være kedsommeligt at lytte til en dobbelt-cd med 150 minutters ren dramatik og blå toner. Jeg fremsatte ikke en kreativ guideline eller tidsbegrænsning for artisterne. Jeg indsamlede numrene og var fascineret af de endelige, meget forskellige resultater. Selvfølgelig er der nogle japanske inspirationer, men de er meget omsluttede. Den generelle sindsstemning er meget forskellig på de respektive bidrag. I min personlige optik er dét det bedste udgangspunkt, når der skal produceres en ekstraordinær sampler.  Alle numrene er forskellige, og du kan identificere dem øjeblikkeligt, når du zapper igennem dem. Det er spændende og varieret.

Electronic Music For Life er afgjort spændende og varieret. Hvis ikke du har hørt om velgørenhedskoncerter i den forbindelse, er det ikke helt tilfældigt. For labelboss Bernd fremhæver det som et regulært album-initiativ. Dithmar er ligesom den resterende skare af artister ikke den mest rutinerede udi det koncerter. Men skulle lejligheden byde sig, afviser de to ikke muligheden.

Med god samvittighed kan man tjekke ind på  www.mellowjet.de og investere i Electronic Music For Life. Alle indtægter går ubeskåret til Tysk Røde Kors.

Af Jacob Pertou, 19. okt 2011


Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen