Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Signe Høirup Wille-Jørgensen

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
Genesis P-Orridge
Den der vækker de levende
Reportage fra Genesis P-Orridge / Nan Goldin, Statens Museum for Kunst, 10. november 2011
13. nov 2011 [Artikel] Reporteren hæfter kameraet fast til bæltet med en karabinhage, smider notesbogen i lommen, åbner samtlige sanser og drøner afsted til den måske mest interessante koncert på Statens Museum for Kunst i år: Performancekunster og musiker Genesis P-Orridge optræder på baggrund af en samling af fotokunstner Nan Goldins hæderkronede værk The Ballad of Sexual Dependency. Det kan ikke blive uinteressant.

Ordet fænomen kommer af de græske udtryk for ”at vise sig”. Ud fra den betragtning er Genesis Breyer P-Orridge et fænomen i ordets egentlige forstand. Fra de tidlige art-punkede dage i performancegruppen COUM til hans bizarre pandrogyne forsøg på at smelte sammen med, nu afdøde, kone Jaye Breyer, har han altid søgt ud i ekstremerne af, hvad kunsten kunne, så langt og så meget, at et tidligere medlem af det britiske parlament satte mærkaten ”wreckers of civilisation” på ham og hans daværende kumpaner. Undervejs har han også lige nået at danne grupperne Throbbing Gristle og Psychic TV, hvis betydning for moderne musik næsten ikke kan overvurderes. Uden Genesis, ingen industrial, og acid house havde næppe været det samme heller.

Jeg går frem og tilbage i kulden foran Statens Museum for Kunst, mens det seneste Skinny Puppy-album drøner i hovedtelefonerne. Spændvidden i ordet industrial står tydeligere og tydeligere for mig. Én af mine gode bekendte insisterer på, at det eneste band, der med rette kan kalde sig selv for industrial, er netop Throbbing Gristle, Genesis P-Orridges’ vehikel fra de sene 70ere. En performancekult af et band, der sammen med grupper som Suicide og Cabaret Voltaire var blandt de første til at gøre punken elektronisk. Siden er der løbet meget vand i åen, og Genesis’ personlige mærkværdigheder har realistisk set nok overskygget hans musikalske udgivelser de sidste ti-femten år, men man fornemmer stadigvæk den originale syreristede hjerne inde under sminken, hormonbehandlingerne og de falske bryster. Ser man interview med ham, er han ligeså flagrende konfrontatorisk som nogensinde. Ingen musikanmelder med respekt for sig selv, ville heller driste sig til ikke at kalde Skinny Puppy for industrial, men de er bare ikke industrielle på samme måde: For Genesis P-Orridge er alt på spil i kunsten, intet må kunne begrænses og den kompromisløshed har bragt både op- og nedture med sig, hvilket han altid har slugt.

Det er en råkold torsdag aften, trippende rundt i november, svært for undertegnede at vide, hvad man går ind til, bortset fra selve projektets præmis: Genesis P-Orridge vil efter sigende fremføre sit elegiske værk til ære for sin afdøde viv Jaye Breyer understøttet af Nan Goldins fotografier, og i den proces tør man kun håbe at få en slags forklaring på, hvorfor Genesis de senere år har spenderet så meget energi på at smelte sammen med Breyer, næsten til det punkt hvor han ikke længere har en fysisk identitet.

Lovende dansk opvarmning

Vi bliver lukket ind, behørigt stemplet og slippes løs i det grandiose auditorium som Statens Museum for Kunst huser. Ikke mange mennesker synes at møde op, umiddelbart. Teknikere løber rundt og piller ved udstyr, sætter ting op, og der er en livlig aktivitet i kulissen, men stemningen er underligt flad på tilskuerpladserne.Tæt inden kampstart begynder folk så småt at dukke op, og lur mig om der ikke er et opvarmningsband. En duo af dansk oprindelse kaldet Nachtliche. Deres setup er guitar, synth og en masse elektronisk grej, der bl.a. ser ud til at omfatte et par sequencere. De starter langsomt, bygger stille og roligt første nummer op. Baggrundsrytmen kører udelukkende med trommemaskiNachtlichener, og det er næsten som om drengene lægger lag på lag i musikken, tweaker rytmerne og lyden til den er dér, før de smider sig ud i nummeret. Flere af numrene kører over i hinanden, mens der skrues på knapper, hvilket giver en fin flydende fornemmelse. Musikken kan vel bedst beskrives som mørk elektro-rock, sporadiske rytmehug fra forvrænget guitar og med et konsekvent lag susende ambient støj, der klæber sig til lydbilledet - jeg får associationer til Sort Sol i perioden omkring Unspoiled Monsters, bl.a. fordi det vokalmæssige minder mig om Steen Jørgensens drævende, dramatiske baryton serveret med en accent så dansk, at den burde beskattes. Blot leveres musikken med langt mere tyngde, elektroniske effekter og stram tøjlen af musikkens forløb. Eneste anke kunne være det lige lovligt danske sprog i både tekstmæssigt indhold og vokal aflevering. Hele suppen bliver krydret med flotte filmstumper i baggrunden, effektfuldt udført i upspeedet tempo, med allusioner til metamorfose. De formår ikke at rive salen med sig, men det er et meget svært publikum at spille op. Dog et lovende udgangspunkt for, hvad der lyder som et relativt ungt band.

Teatralsk recitation

Ikke meget senere, og heller ikke særligt forsinket, tripper Genesis op på scenen, som en anden Barbara Cartland-klon i florlette gevandter og hvid paryk. For første gang viser publikum virkelig jubel. Sammen med Nan Golding introducerer Genesis værket, hvor man ikke bliver i tvivl om, at meningen er, at der primært skal lægges vægt på den fotografiske side af sagerne. Flankeret af Edward O’Dowd og Bryin Dall fra Thee Majesty sættes skibet i søen med en længere instrumentalseance, hvor Genesis stryger den elektriske violin og lyden af et nærmest messende kor ruller sig ud i baggrunden. Jeg er glad for at se en elektrisk guitar på scenen, og håber på lidt gammeldaws støj hen ad vejen.

Blik over auditorietEfter introduktionen træder Genesis op til mikrofonen og åbner op for sluserne. På nuværende tidspunkt i karrieren synger han/hun ikke meget længere, og vokalen kan også denne aften bedst beskrives som en teatralsk recitation af længere tekster. Man bemærker, at stemmeføringen er blevet mere dramatisk, højtidelig og præcis i sin narration i forhold til den unge gut, der råbte ”I want discipline” for mere end tredive år siden. Faktisk lyder Genesis i lange perioder som en klassisk skuespillerinde, der reciterer Shakespeare, eventuelt en raspende ældre kvinde, der taler til sin undulat. Stemmemæssige referencer kunne være David Tibets spinkle elegance eller Judi Dench i gruppen Coils inkarnation på albummet The Angelic Conversation. Genesis udviser en forfinet kontrol over stemmen, som giver den en fantastisk egenartet musikalitet. Derudover beviser han, at han stadigvæk kan rive en ondsindet tudse frem af halsen, og oven i købet fremføre noget der lyder som vintage William Burroughs, når det skal være. Det er svært ikke at lade sig hypnotisere af stemmeføringens kald og teksternes indsmuglede edder.

Gennem marv og ben

Det meste af musikken er rytmisk og ambient. En meget udflydende, og tør man formode, improviseret, affære. Guitaren vrænger og vævrer, kører en smule op og ned i kadence, men bruges mest ambient. Både gong-gongen og kæmpetrommen fungerer som demonstrativt rytmiske understregninger hist og her. Hele tiden snurrer en masse snigende baggrundslarm for at holde publikum på tæerne, men ikke mere end som så, kun lige på kanten. Koncertens forløb veksler mellem længere stræk, hvor Genesis reciterer tekster, og fokus mestendels er på det oplæste, hvorefter mere udsvævende instrumentalpassager erstatter ordene, hvor han/hun anstryger violinen i mellemtiden, og der udvikler sig et samspil mellem de tre musikere på scenen.

Sådan kunne man frygte lidt for meget af et skema i koncerten, men det viser sig, at publikum får spændt ben for sig et par gange. På et tidspunkt begynder det at gå op for mig, hvad nogle af instrumenterne på scenebordet skal bruges til, og at det der ligner en slags mikrofoninstrumenter også skal benyttes. De danner lBillede fra Nan Goldins serieyd efter hvordan de bruges i rummet. Hvordan de fungerer, aner jeg ikke, men da Genesis retter én af disse himstregimser mod scenegulvet udsendes der en hyletone, der går direkte i min tinnitus, for ikke at nævne marv og ben. Effektivt set kan den bruges som et selvstændigt instrument, og her begynder jeg at tro på, at der er mere end en snert Throbbing Gristle tilbage i Genesis’ legeme.

Nan Goldins fotografier, det egentlige samlingspunkt for koncerten, kører samtidigt sømløst i baggrunden som et slemt mareridt. De er allesammen fotografier af mennesker, hun har kendt i de overvældende dage i 70erne og 80ernes New York. Der er ingen sammenhæng mellem hvad der foregår på scenen, og hvad der drøner over lærredet. Det er to forskellige verdener, der tørner sammen i en partikelaccelerator og udløser en tredje. Billedsiden er ikke for mig det vigtigste denne aften, men fortjener dog et bifald for sin dristigt bevidste og grimme no wave-prægede æstetik.

Come in / sit down

Hvad der er så fabelagtigt ved koncerten, er at man fuldstændigt suges ind i det vortex, der foregår på scenen. Musikken danner et snurrende baggrundstæppe for de tekstmæssige udladninger. Jeg hæfter mig mest ved Genesis’ fantastiske evne til at smide rundt med sin stemme og narrativ. Der er masser af referencer til et jeg,der henvender sig til et du på den anden side af spejlet og et slags ønske om et vi. Genesis’ selvdialog centreret omkring mantraet ”come in / sit down” er dog min tekstmæssige favorit – her formår han at lyde som en ældre kvinde, der inviterer sig selv indenfor og taler til sit eget jeg i en pseudodialog. En person, der ikke kan finde sit eget problem, selvom han/hun/de sniksnakker sig frem til, at det nok har noget med en manglende sjæl at gøre.

På intet tidspunkt har publikum været oppe at danse og huje, selvom enkelte brøl og klapsalver behørigt uddeles fra tid til anden. Det er heller ikke nødvendigt, måske endda ikke muligt, da langt de fleste gennem koncerten sidder med sanserne klampret fast på scenens spektakel. Sjældent har jeg oplevet et publikums stilhed så intenst.

Da hele affæren er overstået lader de tre på scenen sig modvilligt overtale til en enkelt skrub-af-sang, og det er faktisk eneste gang Genesis reelt synger denne aften. Som overværende efterlades vi med disse profetiske ord: ”Jesus raised the dead, but who will raise the living?” Som jeg kort efter finder min jakke og forlader Statens Museum for Kunst for at finde vejen hjem, mener jeg egentlig, at Genesis har besvaret sit eget spørgsmål. Nærmere kommer man ikke Genesis.

Af Thurston Magnus, 13. nov 2011
Foto: Thurston Magnus


Yderligere information

http://www.genesisbreyerporridge.com/

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen