Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Jóhann Jóhannsson

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
Interspot
Blip-båt og skrot på InterSPOT
- reportage fra InterSPOT på Train den 27. maj
1. jun 2011 [Artikel] Ligesom der findes passionerede og platoniske kærlighedsrelationer mellem mennesker, sker det, at musikalske splejsninger enten falder i hak eller mellem to stole.   

Imens arealet omkring Musikhuset i Aarhus er stuvende fuldt af musikbranchens spidser og pinger og andet revl og krat, har ganske få nysgerrige bevæget sig ned på Train, hvor aftenen står i Interspots tegn.

Interspot er et koncept, hvor en række bands parvis har slået pjalterne sammen på tværs af landegrænserne. De har søgt om at spille på Spot – dog med en række retningslinjer at følge. Blandt andet skal der være en ligelig fordeling af bagkatalogerne, og under hele koncerten altid være det ene bands musikere tilstede, når det andet bands materiale bliver fremført.

Da jeg bliver ringet op og spurgt, om jeg vil anmelde dansk/bosniske Akiris stævnemøde med kinesiske B6, siger jeg ja, men jeg er alligevel en kende skeptisk, da nogle af kodeordene i telefonrøret er 8-bit og Nintendoinstrumenter. Kunne man ikke have spurgt Ras Bolding, er min første indskydelse. Han kan da i det mindste udtale sig kvalificeret.

Nuvel. Jeg har set koncerter, hvor lignende legetøj har spillet den primære rolle, og hvor resultatet har været både pinlig, ustruktureret larm eller decideret falden-på-halen nonsens. Kort sagt: gimmicks prioriteret højere end den seriøse og vedkommende oplevelse. 

Hun er ikke typen, man farer i flint med
Akiri & B6Forventningsniveauet er derfor sat på vågeblus, også fordi mit kendskab til bandene er ikke-eksisterende. Men i den rette Spot-ånd føler jeg mig lovligt undskyldt.

Fra start kastes de værste fordomme om en gimmickplaget koncert over bord.

Alle mand er på scenen fra starten. Ved laptop og håndholdte devices står en ranglet fyr i en Eminem Emerica T-shirt og hørebøffer om halsen. Yderst til højre en gut i malerdragt og katteagtig maske ved sin keyboardpult. Hvorfor dette skalkeskjul af en udklædning kan jeg ikke afkode.

To violinister står i midten og spiller ukomplicerede klangflader. Bagerst står B6 fra Kina iført t-shirten ”I Pacman Akiri”. Hans job ser ud til at være at manipulere de lyde, det store ensemble kører hen over PA-anlægget. Et PA-anlæg, der fodres med rigelig mængder bas og ganske fornuftig høj decibelrate.

Det, der starter som en afart dreampop med blide klange, tilføres hurtigt et boost af røde blodlegemer, og en kærkommen eksplosion af attitude og råstyrke har indfundet sig på Train. Og selvom Anna Lidell er en meget selvbevidst performer med en ligeså selvsikker vokal(pragt)præstation, synes jeg alligevel, hun afspejler Juliette Lewis’ rockede image, Björks gryntende udtryk og Marina Diamandis’ meget sprælske og særdeles feminine sceneenergi.

”Nothing could be further from the truth” er den misbilligende overbevisning, Anna melder ud. Så kontant at hun nok ikke lige er typen, man får lyst til at fare i flint med.

Mørket melder sig i musikken
Akiri & B6
Det elektroniske bagland er meget smagfuldt orkestreret. Der er detaljerigdom i lydbilledet, og Nintendo DSI’en og 8-bit’en er brugt i sympatisk målestok, så det på intet tidspunkt stjæler fokus fra de fyldigere og mere alsidige instrumenter.

Anna smider den figursyede blazer, hun netop har båret, og står nu i et kropsnært jumpsuit. Hun modtager det beskedne publikums ubetingede applaus.

Tilbage på scenen står de to gutter i t-shirts. Det ser mest ud, som om vores danske ven står og sender beskeder, hvilket grænser til det småprovokerende, fordi man ikke får et videre indblik i skabelsesprocessen af livematerialet. Rent performancemæssigt når koncerten et statisk, lavtliggende plateau, hvorimod selve musikken sætter skub i det nysgerrige og øjensynligt veltilfredse publikum.

Et kantet og teknoficeret udtryk med et smidigt og smittende groove panorerer i salen. Mens bassen pumper på højtryk, giver beatet opfriskende lussinger i det diskante spektrum. Stroboskoplyset blinker af, og nummeret fader ud.

Med et talstærkere lineup præsenterer Anna ”Dead Dumb Dolls”. En beretning fra barndommen om hendes ondsindede dukker, der med tomme blikke kiggede hende lige ind i sjælen, og truede med død og elendighed. Spændende. Det er det altid, når der kommer lidt mørke ind i musikken. Sekvensen er også Annas personlige øjeblik. Omdrejningspunkt er hendes vokal, der også køres igennem et maskineri, så den både loopes, overdubbes og manipuleres. Seancen afsluttes med et abrupt trommebeat.

Det sidste skud energi
Akiri & B6Endnu en instrumental passage med B6 i forgrunden er under opsejling. Det er strømlinet, bastant, og besidder et sundt drive. Pludseligt sker en hastighedsforøgelse, og et nyt movement kan tage over. Violinisten vender tilbage.

”Here’s the story of a little boy”, synges der, og samtidig præsenteres små historier undervejs. Desværre bakket op af en lidt for banal melodisammensætning med boom-chi og violinsødsuppe. Det ser dog ud til at give mening for bandet. Violinisten får et stort kram af Nintendo-Mathias, inden han fortrækker til backstageområdet.

”Day Off/New Beginning” finder Akiri og B6 i en mere tilbagelænet og kølig, dubbet afkrog, og de vokale fraseringer er jazzede. Det klæder dem godt at variere udtrykket, og de kan samtidigt trække nummeret behageligt ud. De får endda et velfortjent ”Wooh!” med på vejen.

Det sidste skud energi skal dog fyres af, inden den obligatoriske tidsramme på 40 minutter sætter stop for mangt en Spot koncert. Det sker med Nintendopopschlageren ”Intuition”, hvor lydbilledet fuldbringes, og endegyldigt sætter det publikum i kog, der nok mest af alt kom på grund af en kort notits i programmet.

Som showcase formåede Akiri og B6 i særdeleshed at bruge tiden fornuftigt. Den fløj af sted. Anna Lidell er en frontkvinde, der tør stå ved det, og som giver meget af selv. Og bag en stærk kvinde i nutidens musikindustri, står som oftest et par gæve gutter.

Selvom undertegnede ofte løfter en pegefinger af nutidens smarte indie-tendenser, må han endnu engang vende tilbage til et citat fra 1979, hentet i Rush-hittet ”Spirit of Radio”:

“All this machinery making modern music can still be open-hearted. Not so coldly charted, it's really just a question of your honesty. Yeah, your honesty.”

Ja. “Sådan er der så meget”, som min bipolare latinlærer i gymnasiet altid sagde, når han skulle sætte trumf på en konversation.  Og det bringer os til næste indslag på Train.

X-factor audition
Orka & Ben OsborneTi minutter før den programsatte koncertstart, står den på aktiv lydprøve. Den dj, der står i midten, bliver også et midtpunkt med sine ”fancy” breaks og beats. Det borger ikke synderligt for en uforglemmelig oplevelse, og da mikrofonerne skal testes græmmes jeg over de overgjorte ”yay-ahahha, wooh yearh…”, som synes taget ud af en tåkrummende X-factor audition.

Kommerciel avantgarde står der i programmet om Orka. Ak ja, såmænd. Fordi man finder sit udtryk på en skrammelplads, så er man ikke nødvendigvis de næste Faust eller Einstürzende Neubauten. Hvorfor hele tiden denne fokusering på hvad, der spilles på? Der kan ikke koges mere suppe på instrumenterne alene. Nyhedsværdien er for længst væk. Det beviste forrige indslag noget så eftertrykkeligt men med positivt eftertryk. Selvfølgelig kan det også pege i stik modsatte retning.

Imens temaet fra ”Peter Gunn” spilles på en slags kontrabas, og industrielle slag på jern intoneres, deler en ung mand flygtigt flyers rundt.

”Deltag i debatten om livemusikkens udvikling” står der på sedlen. En af de to smukke, unge piger, der har taget plads ved samme bord som mig, ytrer fremdeles: ”Man skal høre musikken, ikke snakke om den”. Jeg smiler for mig selv, og føler mig lidt dum ved at have nedgriflet flere sider i min kinabog, alt imens jeg fremkalder det kendte citat – ”at skrive om musik er som at danse om arkitektur”. Til tider kan meningsløsheden godt ramle ned over én, og jeg misunder deres uforpligtende tilgang.

Koncerten starter med en lidet prangende didgeridoodrone. Eksistenser i tre elastiske, kulørte dynebetræk vrider sig på scenen.

Til kamp mod popsmart elektronik
Orka & Ben OsborneOrka fra Færøerne står for en tænderskærende, afskallet Kaizer’s Orchestra-agtig industrial. Den inviterede Ben Osborne og hans to dj-kolleger får ikke et ben til jorden. Rent fyld er de. Nærmest under tøflen. Da et nummer begynder med et programmeret trommebeat, har de to vildbasser i publikums venstre side hurtigt smadret al popsmart elektronik. De tordner løs på jern og skrot, mens de til tider fægter med deres jernrør. Vokaler = råb.

Derfor må jeg også undre mig over sammensætningen. Hvorfor ikke få – nu slynger jeg et tilfældigt navn ud – Hatesphere ind over og lave noget gemen Skambankt rok og rul?

Orka besidder nemlig en oplagt metalfriskhed, der ikke kan matches af smarte UK djs. Det er langt at foretrække, når der til tider synges færøsk falset, frem for de triggede kvindesamples og hårdt programmerede beats. Derudover synes alt overskygget af vores samboer mod nord. Et regulært samarbejde er der ikke tale om.

Efter tyve minutter sker en forløsende energiudladning. Publikum ser ualmindeligt veltilfredse ud. Og så går det ned ad bakke. Potentialet synes udåndet og tabt. Danserinderne, der har indtaget gulvet, overtager al opmærksomhed.

Der er ikke mere at skrive hjem om.

Med afsavnet af de fræsende guitarer begiver jeg ti minutter før tid ned på pladsen ved Musikhuset for at finde teltet med de meget hypede Iceage.

 

Af Jacob Pertou, 1. jun 2011
Foto: Jacob Pertou


Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen