Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Gæsteanmelder: Esther Maria & The Song Horse

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
Årets albums 2005
Årets albums 2005
1. feb 2006 [Årets albums] Endnu er et år gået og et nyt punkteret. Og det betyder, at Geiger har sammensat endnu en liste over de, efter diverse skribenters mening, bedste udgivelser i de tolv måneder, der nød massebetegnelsen 2005. Også denne gang er det blevet til en broget, men interessant stak, der spænder fra Dälek til Elektronavn, fra Jakob Bro til Depeche Mode og fra Magik Markers til Mount Eerie.
Det er nu femte år i træk, at Geiger kan løfte sløret for en årsliste, der ligner få andre publikationers; måske fordi den vitterligt mere er baseret på, hvad der rent faktisk roterer hjemme på de enkelte skribenters hjemmeanlæg, end forventninger og hype. Bevares: Det er vel forventeligt nok, at navne som f.eks. Arcade Fire, Animal Collective, Kraftwerk og Depeche Mode stikker snuden inden for – hvorfor fornægte kvalitet, der sælger? – men som så ofte før i disse tider, hvor genrer for det meste er noget, musikjournalister af ren og skær praktisk nødvendighed må operere med for at sætte ord på de toner, der til syvende og sidst ikke kan beskrives koncist, har vi begået en gennemført eklektisk liste. En liste, der rækker fra cdr-mediet til den stort anlagte produktion, fra danske obskuriteter til klassiske musiknavne, fra hiphop over singer-songwriting, noise og breakcore til umulige hybrider som ”click’n’poetry”, ”støjjazzsoul” og ”orkestral-hardcore”. Og det er vi sådan set stolte af. For i disse år, hvor mere og mere forskelligartet musik sniger sig ud gennem såvel de etablerede udgivelseskanaler som diverse indie-labels og hjemmesider, må en liste, der afspejler tiden, nødvendigvis pege i både øst og vest, indad og udad. Det er ikke nok at slå ned på årets mest omtalte og markedsførte plader længere – om det på noget tidspunkt i musikhistorien har været det – heller ikke selvom mange kåringer i diverse musikmagasiners julenumre prøvede at sige noget andet. For i så fald er det ikke længere kvalitet, det handler om, men lidt for nemme løsninger på et meget vanskeligt spørgsmål. Hvad stiller man så i stedet? Tja, måske netop en subjektiv liste, der er indsamlet hos en større gruppe med antennerne ude i forskellige retninger. Og en sådan liste er Geigers. Disse 53 plader kan ikke siges at være årets bedste i nogen absolut forstand, men de afslører, hvad den nærmeste inderkreds omkring tidsskriftet har nydt med både dybde og intensitet gennem det seneste år. Og det er i det mindste et ærligt udspil på sin egen sære, delvist irrelevante og forhåbentligvis alligevel givende måde. Vi håber, den smager; og at 2006 vil smage af noget helt andet igen! Animal Collective Feels (cd, Fat Cat/VME) Animal CollectiveDer synes ikke rigtig at være noget, der kan stoppe de shamanistiske lejrbåls-avantgardister i Animal Collective. De bliver bare ved og ved. Efter en perlerække af fine albums kom Feels, der indeholdt ni nye bud på, hvordan moderne musik trives langt ude mellem folk, barok og psychedelia. Der var tale om sfæriske hymner, der åbnede op for en helt forunderlig, magisk verden. Et nummer som den syv minutter lange ”Purple Bottle” var et vidunderligt studie i, hvordan vokalharmonier og trommer kan blive ved med at regenerere ny, drømmende energi; og ”Bees” var fluorescerende, summende skønsang. Feels var uden tvivl det hidtidige højdepunkt i Animal Collectives endnu korte karriere. Antony and the Johnsons I Am a Bird Now (cd, Rough Trade) Antony and the JohnsonsI løbet af året er kæmpemennesket Antony Hegarty blevet omfavnet af både presse og publikum, som en sjældent eksotisk fugl i popmusikkens hønsegård. En himmelfalden stjerne i boaens fjer. Han har endelig fået den vind i sejlene, som guderne ved, at han har fortjent, men som de færreste ville have troet mulig for ganske få år siden. I Am a Bird Now er en lydefri samling af sortrandet pop og soul, med kun vage anelser om Antonys udgangspunkt i den New Yorkanske midnatskabaret. Hvad der adskiller Antony fra så mange andre, hvis kuriøsitetsværdi kan købe dem en kort stund i søgelyset, er den ukrukkede, hjerteskærende oprigtighed, der ligger bag de tårevædede sange om køn, kærlighed og forandring. ”Sincerity is the new punk,” som han selvironisk har udtrykt det. Arcade Fire Funeral (cd, Rough Trade) Arcade FireArcade Fires debutalbum udkom egentlig i 2004, men det fandt først i 2005 officielt vej til Europa. Arcade Fire kan siges at være en del af hele to pt. hypede strømninger indenfor indierocken: Dels er de i nogen grad inspireret af slut-70’ernes engelske post-punk/funk-punk, dels kommer de fra Canada, der på det seneste har leveret mange anmelderroste indiebands. Funeral blev da også fra starten hypet så kraftigt, at man kunne tvivle på, om sangene reelt kunne bære det. Det kunne de og af flere årsager: For det første maler Arcade Fire med en bredere musikalsk pensel end de fleste andre grupper, der trækker på post-punken. Der er tale om et ekvilibristisk genremix med elementer af orkestral pop, melankolsk singer/songwriting, sortrandet 80’er indie og sågar enkelte verdensmusikalske afstikkere. For det andet giver den dystre, passionerede lyrik, der er inspireret af dødsfald i bandmedlemmernes familier, Funeral den fornødne emotionelle tyngde til at komme én ved, også når retro-postpunk bølgen har lagt sig. Architecture in Helsinki In Case We Die (cd, Bar/None Records) In Case We DieDen australske oktet, Architecture in Helsinki, overraskede i år med et stort orkestreret artpop-album, der bød på masser af skæve toner i charmerende melodier, der i højere grad blev spillet på horn og tangenter end de sædvanlige strengeinstrumenter. En god balance mellem naivt storladne sange og lystige danseviser, der var lastet med rigelige håndklap, gjorde In Case We Die til en afvekslende sag, det var umuligt at spille tynd. En skæv humørbombe med masser af spræl og poppede overtoner. B’eirth Birch Book (cd, BlueSanct Recordings) Birch BookDen første plade under eget kunstnernavn fra hjertet i In Gowan Ring, (Jon Michael) B’eirth, lader for første gang de amerikanske rødder skinne tydeligt igennem. Iørefaldende, afdæmpet og lyrisk psych-folk der uden store armbevægelser beskriver og udstiller spændingen mellem udlængsel og hjemve hos den omflakkende sangskriver. Alting er perfekt afstemt og aldeles ukrukket i sin intimitet, og den stille melankoli flyder så uforceret, at man ikke kan undgå at fatte sympati for fortælleren. B’eirth har formået at kondensere og forfine sit musikalske udtryk til en række sange, som må regnes blandt hans allerbedste. Boards of Canada The Campfire Headphase (cd, Warp/VME) The Campfire HeadphaseDer var ikke så meget nyt under solen på Boards of Canadas tredje album – det skulle måske lige være den smule guitar, der havde sneget sig ind hist og her. Ikke desto mindre beviste den elektroniske duo, at de stadig var i stand til at levere små-psykedelisk drømmemusik af højeste klasse. De tre år, der var gået siden forgængeren Geogaddi, var ikke blevet brugt på at genopfinde sig selv, men på at finpudse deres karakteristiske nostalgi-lyd til det yderste. Stilmæssigt viste pladen ikke den store opfindsomhed, men som helhed var den deres hidtil mest sammenhængende og gennemførte. Bonnie ’Prince’ Billy & Matt Sweeney Superwolf (cd, Drag City) SuperwolfDen mystiske Will Oldham, der har beriget verden med mange gode plader – bl.a. som sit alter ego Bonnie ’Prince’ Billy – fandt i 2005 sammen med guitarfreelanceren Matt Sweeney, der ellers har hængt ud med Billy Corgan og Guided By Voices. De to klæder hinanden på et afdæmpet album, der langsomt åbner sig, mens Will Oldhams følsomme stemme knager og skramler derudaf og Matt Sweeneys folkede guitarspil bider på de rette steder. Sweeney synger også, og sammen bliver de to mænds ikke altid lige krystalklare vokaler til en vidunderlig og sælsom melankoli. Som en stemme fra en fjern fortid og samtidig en moderne påmindelse om, hvad den nye amerikanske eksperimentelle folkscene formår. The Books Lost and Safe (cd, Tomlab) Lost and SafeEt album som Lost and Safe kan ikke anbefales nok: På sjælden vis har The Books formået at skabe en helt, helt egen lyd, som på fornem vis blev yderligere forfinet på den amerikanske duos tredje album. Et album, der bød sig til med en flimrende og sært uhåndgribeligt, men samtidig umiddelbart appellerende cut-up- og samplerbaseret folk. Der er egentlig ikke så meget at sige: Lost and Safe var en ubetinget førnøjelse at fare vild i og samtidig føle sig så ganske, ganske hjemme i. Jakob Bro Sidetracked (cd, Loveland Records) SidetrackedMed sit andet album i eget navn tog guitaristen Jakob Bro et skridt i en ganske uventet retning. Instrumentalisten Bro trådte nærmest helt i baggrunden. I stedet skabte han – med hjælp fra både hjemlige og udenlandske bidragydere – en markant og velklingende hybrid af electronica og jazzens akustiske univers. Lydbilledet på Sidetracked fremstod således både som ambient og melankolsk drømmende, ligesom det som helhed var gennemsyret af et stort melodisk overskud. Dybden og variationen i Bros kompositioner – og de enkelte solisters fornemme præstationer – gjorde albummet til et langtidsholdbart bekendtskab, der trods dets umiddelbare tilgængelighed også rummede subtile detaljer og nuancer nok til stadigt inspirerende lytteoplevelser. Vashti Bunyan Lookaftering (cd, Fat Cat) LookafteringSå skrøbelige og fortryllende som dugdråber i et spindelvæv toner sangene sig ud på Vashti Bunyans første album i mere end 30 år, før man rigtigt har nået at fange dem i bevidstheden. Med elleve tyste og intime sange på lidt mere end en halv time er Lookaftering langt fra nogen mastodont, men hos Bunyan findes storheden i detaljerne. Hendes lyse stemme og næsten ubærlige indføling bærer de refleksive tekster, omhandlende tidens gang, forældreskabet, opløste forhold og ungdommens drømme direkte ind i lytterens hjertekule, mens Max Richters kongeniale og romantiske arrangementer udvider rummet og varierer lyden tilstrækkeligt til at holde ensformigheden på afstand. Ikke et ord er nødvendigt om de prominente gæstemusikere. Lookaftering tilhører helt og aldeles Vashti Bunyan og er uden sammenligning årets allersmukkeste udspil (måske det smukkeste i 35 år). Kate Bush Aerial (cd, EMI) ArielEndnu en plade, der kom som et lyn fra en klar himmel, efter lang tids radiotavshed. Man kunne savne de energiske ekstremer og den pågående eccentricitet fra hendes mere produktive periode, og pladen lægger sig ved første gennemlytning op af de mere afdæmpede, balladeorienterede udspil The Sensual World og The Red Shoes, men Aerial vinder ved nærmere bekendtskab stadig nyt land for Kate Bush. Musikken trækker selvbevidst på både poppede og eksotiske elementer, mens teksterne igen og igen overskrider grænserne mellem det dagligdags og det transcendente for til sidst at lade dem flyde helt ud. Causa Sui Causa Sui (cd, Nasoni) Causa SuiNew wave- og postpunkbølgen red videre i 2005, og leverede endnu en stribe bands med masser af attitude, men uden de helt store musikalske visioner. Ud af ingenting dukkede imidlertid, mod slutningen af året, danske Causa Suis selvbetitlede debut-album op, der satte helt nye dagsordner. Læderjakker og stramme cowboybukser var veget for hawaii-skjorter og surfer-hår. Tiden var skruet tilbage til 1969 og den psykediske rockmusik, der med navne som Jimi Hendrix, Blue Cheer og MC5 førte publikum til astrale bevidsthedsniveauer. Oveni havde det hele fået et ekstra skud tyngde og energi fra stonerrock-bands som Kyuss og Colour Haze. Det var blevet tid til en heftig omgang syrerock, og Causa Sui ledte vejen. Nick Cave & the Bad Seeds B-Sides & Rarities (3-cd, Mute) Causa SuiMr. Cave skulle angiveligt selv have kaldt den tredobbelte cd B-sides & Rarities for sin yndlingsplade med sig selv og sit altid fremragende orkester. Og man forstår næsten, hvad han mener, for hvor diverse udgivelser med løfter om ”previously unreleased” materiale og allehånde uimodståelige ”rarities” ofte antager karakter af fis i hornlygter, hvor de sjældne optagelser er garneret med greatest hits, så selskabet kan sælge en tredobbelt i stedet for en enkelt cd, leverer denne udgivelse nøjagtig hvad den lover, og det til en rimelig pris. Her er ingen ”48-page-full-colour-booklet” eller bonus-dvd, men derimod heller ikke en eneste overflødig optagelse. Chevron Everything’s Exactly the Same (lp, Planet MU) Everything’s Exactly the SameChevron er noget så sjældent som en elektronisk altmuligmand, hvis fusion af samtidige stilarter hverken virker påtaget eklektisk eller blot fremstår som summen af delene. På Everything’s Exactly the Same benyttede han både breakcore-rytmer, fængende melodisk rave-pop og mørkt drømmende electronica, men det hele smeltede uden videre sammen til noget, der, de velkendte ingredienser til trods, var både originalt og uimodståeligt friskt. En lille, charmerende perle. Depeche Mode Playing the Angel (cd, Mute) Playing the AngelPlaying the Angel er ikke på højde med gruppens bedste materiale fra 80’erne, men mere vellykket end de seneste udgivelser fra de lettere syntetiske engelske mørkemænd. Selvom Playing the Angel sine steder synes søgt moden, især hvad de tilbagelænede ballader angår, så vinder albummet ved flere gennemlytninger, og man må samtidig konstatere, at gruppen lyder generelt stadig bedre end dens mange mere eller mindre udtalte kopister. Doleful Lions Shaded Lodge and Mausoleum (cd, Parasol) Shaded Lodge and MausoleumDen North Carolina-baserede gruppe, Doleful Lions, fortsætter på yderst elegant vis med at iscenesætte sig selv som et melodisk powerpop-band med en underliggende mørk side. På Shaded Lodge and Mausoleum var Doleful Lions barberet ned til en duo, men lyden blev ikke mindre storslået af den grund. Her mødtes atmosfærisk barok-folk og psykedeliske lydbilleder med en sprudlende guitarpop, hvis umiddelbare melodier stod i skærende kontrast til sangskriveren Jonathan Scotts til tider ironiske, til tider gravalvorlige flirten med det okkulte. Et album, der fik sammenføringen af store, iørefaldende, imødekommende sange og subtilt ildevarslende, truende stemninger til at føles som det naturligste i verden. Dove Yellow Swans Live During War Crimes (cd, Release the Bats) Din billedtekstDove Yellow Swans, som impro-noise-duellanterne Pete Swanson og Gabriel Saloman i øjeblikket kalder sig, leverede med Live During War Crimes et af årets bedste bud på fremtidsmusik, om ikke ligefrem fremtidens musik (desværre). Med tårnhøje ambitioner og en nærmest sart free noise, der overstyrer i retning af det ambiente – opskriften i grove træk: to dele skælvende miniaturemelodiske katastrofer til en del skærende plæneklipperfræs – skaber de en art dadaistisk musikkirurgi. Det er hvidglødende meditationsmusik for amputationsfetichister og gribende dansemusik for autistiske munke i en storm af ildfluer. Dungen Ta det lugnt (cd, Subliminal Sounds) Ta det lugntIndrømmet, Ta det lugnt udkom i 2004, men det er ufatteligt, at danskerne ikke rigtigt har fået øjnene op for dette helt utrolige band. Dungen med unge Gustav Ejstes som hovedmand laver smålandsk psykedelisk pop, der er så ’gammeldags’ spillet og produceret, at man kunne kalde det anakronistisk. Inspirationen er hovedsageligt hentet i hjemlandets 60-er-psykedeliske tradition. Og det er bare så JÄVLA BRA! Efter de seneste års massive rock’n roll retro er det befriende at lade håret hænge løs, smide skoene og tåge rundt på gulvet i en forestillet hashrus og skråle med på svensk. Mens man så i øvrigt måber over, hvor velskrevne og genialt arrangerede de 13 numre er. Dälek Absence (cd, Ipecac) AbsenceEfter et par indledende eksperimenterende manøvrer fik Dälek deres noise-hiphop med industrielle rytmer til at gå op i en højere enhed på dette års Absence. Med udfald mod de sortes position i det amerikanske samfund leverede projektet en intelligent politisk hiphop, der på fornemste vis blev bakket op af et hårdtslående lydbillede, som stod i kontrast til genrens ellers foretrukne sample-jagtmarker: Funk, jazz og soul. Absence hamrede en buldrende metalplade ned gennem genrekonventionerne og skabte en fusion, der forhåbentlig vil tjene som inspiration for mange andre fremover. Elektronavn A L’inexistant Centre d’un Espace Sans Forme / Audelà L’inconnu (2 cdr, eget selskab/Bloated Sasquatch Beer Theatre Audio) Din billedtekstMagnus Olsen Majmons tredje udgivelse under Elektronavn-banneret bestod af to halvdele, hvoraf den første kom gennem et væld af tider og traditioner – fra stammesang til industrial – mens den anden byggedes op omkring tre digitalt efterbehandlede soli, der var optaget i en tunnel under en jernbane i en sen aftentime. Og både på trods og på grund af dobbeltudgivelsens ekstreme pluralisme, der skabte fusioner ud fra de mest uforenelige ingredienser mindede den om en dybt original og stærk digtsamling, man utallige gange kunne dykke ned i for at afdække nye sammenhænge og pointer og sågar ane endnu større mønstre, som vanskeligt lod sig beskrive sprogligt. Brian Eno Another Day on Earth (cd, Opal) Another Day on EarthMåske ikke helt lige så spændende som Enos vokaldrevne albums fra halvfjerdserne, men stadig af høj kvalitet. Enos melodier er nok diskrete, ikke overraskende grænsende til det ambiente, men også dragende, især efter flere gennemlytninger. Sammenlignet med netop halvfjerdserværkerne kunne man godt her og der savne de gale, punkagtige udbrud, der karakteriserede netop disse albums, men på sine egne præmisser fungerer Another Day on Earth helt og aldeles fint. The Fall The Complete Peel Sessions 1978-2004 (cd, Sanctuary) The Complete Peel Sessions 1978-2004Denne boks med seks cd’er er en udgivelse af pyramidalske dimensioner, men fuld af undergravende besværgelser og kontrær Manchester-sarkasme fra Mark E. Smiths rablende repertoire af lunken bajer-filosofi og speedet kynisme. Med bandets turbulente historie in mente er kontinuiteten i disse optagelser noget nær mirakuløs; det rastløst tvangsrepetetive guitarpløre og den hullede sangskrivning løber som en rød tråd gennem optagelserne. Hvis turen går til Manchester, er dette den maniske rejsekammerat til Joy Divisions Heart and Soul. Jacob Faurholt & Sweetie Pie Wilbur Queen of Hope (cd, Quartermain Records/VME) Queen of HopeMed Marc Kellaway som en kreativ medspiller, der åbnede døre mod rummet, tilfældet og skævheden, skabte Jacob Faurholt & Sweetie Pie Wilbur et album, der elegant balancerede mellem tristessen og legesygen. Hvert nummer rummede, den solide, traditionelle sangskrivning til trods, mindst én frapperende overraskelse; og oftere end ikke bidrog den eksperimenterende impuls blot til at gøre Faurholts sange om afsked og fremmedgørelse dét mere indtrængende og hjerteskærende. Og som helhed føltes Queen of Hope som at ligge lige under et vandspejl – med uendelige dybder under sig – og stirre op på solens spillen i bølgerne. Gang Gang Dance God’s Money (cd, The Social Registry) God’s MoneySom det var tilfældet med to af tidens andre interessante New York-bands, Animal Collective og Black Dice, bevægede Gang Gang Dance sig i løbet af det seneste år hen over populærmusikkens territorium. Heldigvis gjorde nedtoningen af støjen og de kortere, mere fuldendte numre ikke bandet mindre spændende. De spillede bare anderledes end på de lange ekskursioner fra debutpladen og deres fantastiske live-optrædener. Gruppens dybest set ubestemmelige, hypnotiserede lyd, der befinder sig et sted mellem new age, free jazz og østasiatisk pop, var på God’s Money strammere og knap så udsyret, men stadig lige æterisk. Og så har gruppen i Lizzi Bougatsos og hendes leg og manipulation med egen vokal hele tiden haft en fantastisk dragende og original frontfigur. Jan Jelinek Kosmischer Pitch (cd, ~scape/VME) Kosmischer PitchTredje udspil fra tyske Jan Jelinek var et lydmæssigt svamptrip i den helt store stil. Stumper af 70’ernes kraut-rock-musik var røget en tur igennem sampleren og på ny klippet sammen med click’n’cuts-genrens gængse repertoire af cd-skips, loops, glitches etc. Det kom der otte udsvævende psykedelia-collager ud af, der snarere end narrative forløb formede langsomt udvidende bevidsthedstilstande. Med et kreativt kig tilbage i musikhistorien lykkedes det således Jelinek både at lave en af 2005’s mest spændende og forfriskende electronica-plader og bevise, at click’n’cuts-genren ikke var kørt helt i tomgang. Karl Marx Stadt 2001-2004 (mini-lp, Lux Nigra) 2001-2004I et år, hvor breakcorescenen i højere og højere grad viste tegn på udmatning og tomgang, var der heldigvis stadig enkelte originale udøvere, der viste, at ikke alt var tabt. Karl Marx Stadts forrygende mini-album 2001-2004 indeholdt både brutal orkestral-hardcore, tindrende electronica og ustyrlige computerspilsmelodier: Det var en hyperaktiv overflod af ideer koncentreret på så lidt plads, at man næsten mistede pusten. Det står ikke helt klart, om det var sjov eller alvor – måske begge dele på én gang – men måske netop derfor forblev pladen dragende. Også efter at rusen fra det umiddelbare sansebombardement havde lagt sig. Kirsten Ketsjer – The Rockband Jeg Skal Snart Ind (cd, Loco/Ninth World Music/VME) Jeg Skal Snart IndKirsten Ketsjer – The Rockband, der ligesom Slutspurt og Fjernsyn Fjernsyn tilhører kunstnerkollektivet yoyooyoy, viste sig på deres debutalbum som en flok hamrende dygtige musikere, hvis svovlende musikalske heksekedel lod en improvisatorisk impuls smelte sammen med alt fra country over Otis Redding og støjrock á la Sonic Youth til ren pop. Og med en udpræget uhøjtidelig tilgangsvinkel, der lyrisk lod bandet komme omkring både eksamensfrustrationer, sex, Daniel Johnston og en båd ved navn Kronprins Frederik uden at give køb på seriøsiteten i den musikalske tilgang. Et friskt, skægt og inspirerende udspil, man sågar kunne danse til ind imellem! Kraftwerk Minimum – Maximum (2cd, EMI) Din billedtekstEt live-album, der lyder bedre end de fleste gør i et studie. Og så indeholder det perlerækken af Kraftwerk-klassikere – alle velarrangerede til lejligheden, hvilket alene burde være anbefaling nok. Her er robotter og motorveje, modeller og lommeregnere, helt som man kunne forvente, og Kraftwerk har forstået at ramme en meget fin balance mellem opdateret lyd og respekt for de gamle klassikere. Man er således ikke et øjeblik i tvivl om, hvad man lytter til, og hvis den elektroniske musik er din religion, så er Kraftwerk stadig dine ypperstepræster. Larsen and Furious Jane Tourist With a Typewriter (cd, Morningside Records) Tourist With a TypewriterDa Torsten Larsen og co. i 2004 udgav I’m Glad He’s Dead, stod det klart, at man havde med et band at gøre, der i høj grad overgik det niveau, man er vant til i den hjemlige indie-andedam. Denne gang vendte bandet tilbage med ti fængende, bittersøde sange, der effektivt byggede videre på debutens fundament. Musikalsk befandt man sig endnu engang i grænselandet mellem amerikansk inspireret singer/songwriter-pop og melankolsk indie, men orkestreringen var blevet fyldigere, arrangementerne mere komplekse og produktionen mere sikker. Larsens fine tekster kredsede stadig om tilværelsens stikpiller samt kærlighedens op- og nedture (med kraftigt eftertryk på det sidste). Den eneste anke måtte være, at sangene af og til fremstod som lige lovligt ”pæne”, ikke mindst tekstsidens eksistentielle kvaler taget i betragtning. Man kunne savne vildskaben fra gruppens koncerter. Dette lille opstød ændrede dog ikke ved, at Tourist With a Typewriter var et fremragende album. LCD Soundsystem LCD Soundsystem (cd, DFA/EMI) LCD SoundsystemJames Murphy har sammen med Tim Goldsworthy længe været hovedarkitekten bag den massive bølge af konstellationer, der får sylespids punk til at rime på rå, pulserende funk. Murphy kan i hvert fald godt tage æren for, at koklokken er blevet et acceptabelt musikalsk redskab igen. Som LCD Soundsystem har Murphy siden 2002 udgivet en række fremragende singler – heriblandt ”Losing My Edge” – men tiden har ikke været til et helt album. Det kom så omsider i 2005 og skuffede på ingen måde. Med fornem akkuratesse og et vidunderligt gehør for musikhistoriens genealogier blev man slynget rundt under den glitrende, nådesløse discokugle. Ingen andre steder i år fik man bedre beats eller bedre svirpende basgange og koklokker at danse til. Som uhørt bonus fulgte en ekstra cd med LCD Soundsystems tidlige singler. Low The Great Destroyer (cd, Rough Trade) The Great DestroyerDette album var lidt af et hamskifte for Minnesota-trioen Low, der, da den dukkede op i 1994, mest af alt tog sig ud som et rekordforsøg i at spille langsomt, tyst, hypnotisk og frem for alt minimalistisk. På dette syvende album fra gruppen havde de nemlig hyret produceren Dave Fridmann, der er kendt for sine mere højt belagte lydbilleder for bl.a. Mercury Rev. Fridmann og Low viste sig imidlertid at være mere end almindeligt gode til at lege sammen, for på albummet går en detaljeret og frembrusende lyd i spænd med gruppens spartanske sangopbygninger og spøgelsesagtige melodier, så der opstår en højere, nærmest perfekt enhed. Her serveres både iørefaldende og smuk indiepop, spændte og støjende udladninger samt sange i bandets velkendte langsomme, meditative stil. Et varieret og sammenhængende udspil fra et band, der mestrer kunsten at balancere drømmende monotoni med bevægende melodi. Magik Markers I Trust My Guitar (lp, Ecstatic Peace) I Trust My GuitarMagik Markers lever deres musikalske liv på gravens rand. Deres opdaterede no wave er – som det hører sig til inden for genren – under konstant lydlig nedbrydning, lige som bandet synes at være det fysisk, mens de spiller. Som det var tilfældet i New York for 25 år siden, viger eller skjules teknisk kunnen og rene toner for en sonisk blanding af øjeblikkelig begær og udmattelse, der alligevel virker gennemtænkt. Når tempoet sænkes ind i mellem de voldsomme energiudladninger – når Magik Markers giver sig selv og lytteren tid til at trække vejret – er det som om, at åndedraget er fyldt med en rockenergi, der sjældent føles nu om dage. Også selv om de paradoksalt nok erklærer genrens død endnu en gang. Thomas Mannsfeldt Dukkerne (cd, egen udgivelse, 2005) DukkerneFor os, der ikke allerede havde stiftet bekendtskab med Thomas Mannsfeldts debutalbum Lille Menneske fra 2004, var et af det forløbne års større positive overraskelser opfølgeren Dukkerne, et ualmindeligt inspireret og ambitiøst indspil på den hjemlige rock- og singer/songwriter-scene. Ganske enkelt er mere interessant bud på kontemporær dansk sangskriverhåndværk end de par hypede danske navne med sans for MTV-defineret tidsånd, der fyldte i musikpressens spalter i 2005. Mannsfeldt kommer næppe foreløbig til at optræde i A. P. Møllers operahus, og ville muligvis også betakke sig, selv om han og Nick Cave måske nok kunne have éet og andet at tale om. På en vis måde er Dukkerne en paradoksal størrelse. Lyrisk lugter den af mellemkrigstidsmodernisme, men er ikke desto mindre et knivskarpt samtidsbillede anno 2005. Og musikalsk trækkes store veksler på Sebastians teatralske folk-rock fra 1970’erne, ligesom de flittigt benyttede synthesizers synes at være fra samme periode, uden at pladen kommer til at virke anakronistisk. Manuskript Digt #1 (cd + digtsamling, Bloated Sasqatch Beer Theatre Audio) Digt #1Trioen Manuskript, der foruden musikerne Jacob Brixen og Martin Luckmann består af digteren Mirian Due Steffensen, gjorde egentlig blot som så mange andre: Hapsede de klikkende beats og ringende temaer fra Múm, de store piano-temaer og guitarflader fra Sigur Rós og lidt elektronisk stemmeleg fra Björk. Men ud fra de ingredienser – og ikke mindst Steffensens æteriske diktion – skabte de en forjættende, fortættet og gribende click’n’poetry, der så let som ingenting kunne knuse éns frostsprængte hjerte og reducere én til et tudende spædbarn. Et oplagt bevis på, at format og indlevelse vitterligt kan overtrumfe originalitet, når det gælder. The Mars Volta Frances the Mute (cd, Universal) Frances the MutePå debutalbummet fyldte The Mars Volta lydbilledet ud med så mange indtryk, at det overstyrede lytterens nervesystem. På deres andet album gør de det samme. De mange vilde guitarsoli og Cedrix Bixlers hysteriske stemme er med til rive lytteren omkuld i et voldsomt lydangreb, men denne gang har gruppen suppleret udtrykket med længere passager, der enten er mere afdæmpede med bløde basgange og fuglefløjt eller fyldt med storladne, emotionelle blæser- og strygerarrangementer. Det giver en større dynamik i dens prog-emo-kompositioner, der yderligere garneres med tex-mex, tango og free jazz. Som sædvanlig er det tale om et uigennemskueligt koncept-album med både spanske og engelske tekster, men ambitionsniveauet gør Frances the Mute til et overvældende mesterværk, der udtværer myten om rockens død. M.I.A. Arular (cd, XL Recordings) ArularI en verden fyldt med navlepillende bands, der synger om, hvor svært det er for MIG, er Maya Arulpragasam med kunsternavnet M.I.A en lysende stjerne. Hun har en anglo-sri lankansk baggrund og stærke meninger om relevante emner, hvilket gør Arular til noget så sjældent som et politisk album - og et, der leverer sine pointer med stor humor. Musikalsk umulig at sætte i bås. Dub, 2step, hiphop, rap. Alt sammen mikset sammen i en egen stil, der får alle kropsdele til at bevæge sig. Revolutionær global pop, der både fortæller om at fare vild i den ’rigtige’ og den urbane jungle. Mountain Goats The Sunset Tree (cd, 4AD) The Sunset TreePå Mountain Goats’ forrige album, We Shall All Be Healed, kastede John Darnielle sig for første gang over den svære kunst at skrive (mere eller mindre) selvbiografiske sange. Hvor temaet dengang var Darnielles oplevelser med stoffer, er det på The Sunset Tree af en endnu mere dyster karakter, idet sangene denne gang omhandler hans dramatiske barndom med en voldelig stedfar. I hænderne på en mindre talentfuld eller afklaret sangskriver kunne resultatet let have været en overdrevent ekshibitionistisk eller ubærligt dyster omgang, men det er ikke tilfældet her. Nok er albummet et opgør med fortidens dæmoner, men det er ingenlunde lyden af en mand, der bukker under for vægten af disse. Ligeså knugende og foruroligende Darnielles folkpop-perler kan være, ligeså trodsigt livsbekræftende er de ofte, som på ”This Year”, hvor det mundrette omkvæd lyder: ”I am gonna make it through this year if it kills me”. Lad det være et nytårsforsæt! Mount Eerie No Flashlight (cd, Play/Rec) No FlashlightPhil Elvrum formår som få at skabe en musik, der ligner umiddelbare strøtanker og legende indfald samtidig med, at den bevæger sig ud i vildtvoksende, komplekse strukturer. No Flashlight, som Elvrum udgav under sit nye projektnavn, Mount Eerie, gennem danske Play/Rec, kunne forekomme mindre ambitiøs og overrumplende end hovedværkerne under Microphones-navnet, Glow pt. 2 og Mount Eerie, idet de sære lo-fi montager fra disse plader var afløst af et mere intimt og genkendeligt rum. Dog kun tilsyneladende genkendeligt, for pladen var også et af Elvrums mest gennemførte bud på en sangskrivning, der nærmede sig zen-buddhistiske gåder; en plade, hvor man som lytter blev rykket bort fra sine faste orienteringspunkter og ud i paradoksale tankebaner. No Flashlight var først og fremmest en opfordring til at lægge den mentale lommelygte fra sig og bare lytte til sig selv, til verden og til Mount Eerie, som var overalt og intetsteds. Mouse on Mars Live04 (lp, Sonig) Live04Efter i årevis at have haft status som et af den elektroniske scenes absolut bedste koncertnavne tog Mouse on Mars sig langt om længe sammen og udgav et live-album. Studiealbummenes komplekse og vildtvoksende lyd blev her erstattet af et mere fokuseret drive, der på én gang var både tungt og elastisk, beskidt og fjollet. Selv numrene fra 2004’s lige vel polerede Radikal Connector fremstod som intenst rykkende, og i det hele taget lykkedes det Live04 at indfange gruppens overgearede, medrivende live-lyd næsten lige så godt, som man kunne have håbet. Olesen-Olesen Solsort og Forstærker (cd, Melodika) Solsort og ForstærkerOlesen-Olesen vendte på deres nye udspil Solsort og Forstærker tilbage til det rockprægede udtryk. Teksterne er så gode som nogensinde, og eksistentialismen er mere udtalt end nogensinde, det er efterår og ”Alt er Ørnsbo i dag, alt er halvt hejste flag / alt giver mig ubehag i dette satans nabolag”. På netop sådan en dag er denne plade en ven i nøden, sammen med kaffen og cigaretterne, og den nytilkomne elektriske leadguitar er både herligt konservativ og ganske vidt favnende, fra at lyde som noget fra et Ennio Morricone-soundtrack til at lade guitarerne hyle og fræse i bedste Crazy Horse-stil. Og hvad vigtigt er: uden at overdøve den dobro- og lap steel, der er et helt centralt element i Olesen-Olesens musikalske udtryk. Et udtryk, der denne gang er på én gang finjusteret og skramlende, og ganske enkelt ikke lader noget tilbage at ønske. Out Hud Let Us Never Speak of It Again (cd, Kranky) Din billedtekstPå Out Huds andet album lod de pigerne i bandet lægge vokal til flere af sangene, og det var lige dét, der skulle til for at hæve deres musik op på et højere niveau af popkvalitet. Tre af bandmedlemmerne kommer fra !!!, men Out Hud er en mere elektronisk variant af det bands idéer. De bibeholder postpunkens vemodige toner og de funky rytmebunde, men lader sig i højere grad inspirere af 80’ernes electro- og alternative dance-scene blandet med 90’ernes progressive house- og big beat-bevægelser. Og dubbens produktionsmåder får også plads i kraft af, at der er ekko på næsten alt. Ligesom !!! er Out Hud altså én stor smeltedigel, der formår at skabe et helt unikt lydunivers, som er opdateret til det 21. århundrede. Desuden er celloen sjældent brugt så innovativt i moderne dansemusik som her. Andrew Pekler Strings + Feedback (cd, Staubgold) Strings + FeedbackMed udgangspunkt i komponistens Morton Feldmans værker samplede og improviserede den tyskboende amerikaner Andrew Pekler sig frem til et album, der både i lyd og fremgangsmåde tog afsæt i 50’erne og 60’ernes avantgarde-tradition. Form- og strukturmæssige hensyn var veget for et entydigt fokus på klange og lydteksturer, som fri af deres oprindelige kontekst skabte sommetider dystre og foruroligende, sommetider smukke og betagende ambiente lydcollager. Uden på noget tidspunkt at se sig blind på musikalske koncepter formåede at Pekler at skabe et værk, der ligeså meget som at forholde sig til og viderebygge en kunsthistorisk tradition leverede 10 aldeles lytteværdige numre. Rivers, Street, Osgood Violet Violets (cd, Stunt) Violet VioletsSaxofonveteranen Sam Rivers kunne høres i særdeles frisk form på denne udgivelse, der blev til på initiativ af den noget yngre trommeslager Kresten Osgood. Violet Violets var anden del af en indspilning, hvor Osgood sammen med bassisten Ben Street vævede både farverige, luftige og kraftfulde fundamenter, som Rivers’ eminente spil kunne hvile på. Med sine 81 år på bagen – og ikke mindst en jazzhistorie, der startede før bebop’ens fødsel – var det imponerende at opleve, hvor ekspressivt og befriet for klichéer en mand som Rivers håndterede sit instrument i denne triokonstellation. Fri, sjælfuld og nysgerrig musik, der er blevet til i det spontane møde mellem tre generationer. Josh Rouse Nashville (cd, Rykodisc/VME) NashvilleDet femte album fra Josh Rouse, som helt enkelt hed Nashville, var mod forventning ikke en hyldest til byen eller dens status som countrymusikkens mekka, snarere tværtimod. De ti sange handlede om et nødvendigt opbrud fra Nashville og viste oven i købet Rouse som en vidunderligt ferm sangsnedker, der på mærkværdig vis tog det bedste fra såvel The Eagles som The Smiths. Kald det soft-rock med et bittert og let tragikomisk islæt! Mesterstykket hed måske ”Winter in the Hamptons” – en krystalklar popsang af de sjældne – men fra den ene ende til den anden stødte man på stærkt overbevisende og intelligente sange, der kun havde et skuldertræk til overs for tidens forskellige luner og ”trends”. Bruce Russell & Ralf Wehowsky Midnight Crossroads Tape Recorder Blues (cd, A Bruit Secret) Selvom Russells idé med denne vidunderligt antydningsfulde plade var at forene god, gammeldags elektroakustisk musik med blues-traditionen, er der intet som helst bedaget over resultatet. Forvent ingen rundgange, men derimod en konstant leg med de ofte udstrakte, manipulerede toner et sted, hvor stilstand og voldsom spændingsopladning bliver ét og det samme. Disse lydbilleder oser i al deres tilbageholdenhed af stemning. Som det soundtrack til Alain Robbe-Grillets Jalousi, der aldrig blev lavet. Eller som Kevin Drumm langt, langt ude på landet. Klaus Schulze Moonlake (cd, SPV/Target) MoonlakeEfter en længere periode med svulstige bokssæt af svingende kvalitet koncentrerer Schulze sig nok engang om et enkelt værk, hvor han bevarer fokus hele vejen igennem. Lyddesignet er flot, idéerne gode og selvom udgangspunktet på sin vis er det samme, som Schulze har benyttet sig af siden halvfjerdserne, så forstår den tyske electronica-pioner rent faktisk nok engang at finde en ny indgangsvinkel. Musikken er således på en og samme tid ny og velkendt, og af høj kvalitet hele vejen igennem. Serena Maneesh Serena Maneesh (cd, Honeymilk) Serena ManeeshHer gik man og undrede sig over, hvor det norske band Serena Maneesh egentlig blev af efter at have udgivet den fremragende ep Fixxations i 2002. I 2005 kom svaret som et lyn fra en klar himmel i form af dette overrumplende debutalbum, der vel bedst kunne beskrives som ét langt berusende ”Ja!” til rockmusikken: Dens dybeste afgrunde såvel som dens mest svimlende højder. Det er få kunstnere beskåret at kunne fylde et debutalbum med en hel times materiale af så besættende en karakter, og man kunne næsten ikke få vejret for de storslåede melodier, hypnotiske beats og knivskarpe riffs, der føg om ørerne på én. Alt sammen pakket ind i et lydbillede, som trak på både elektrisk blues, psychedelia, drømmende pop og dionysisk støjrock. Sufjan Stevens Illinois (cd, Asthmatic Kitty Records) IllinoisNew Weird America er en paraplybetegnelse for den gruppe af unge amerikanske indiekunstnere, der med udgangspunkt i folktraditionen går nye veje. Tvister og vrider både musikken og de oprindelige tekstidealer om historien, folket og det liv, det lever. Illinois er et både smukt og spændende album. Man ved aldrig, hvor man har Sufjan Stevens, og derfor lytter man. Han er en vidunderlig ledsager til enhver lejlighed og er med rette blevet hypet. Den unge mand spiller omkring 20 instrumenter, hvilket gør det musikalske udtryk mangefacetteret. De mange numre på pladen spænder fra indiegospel over isnende smukke klaverballader og rock til lige-ud-af-den-støvede-landevej banjoballader. Sunburned Hand of the Man Wedlock (2lp, Eclipse) WedlockMens de flyder frit rundt mellem old-school hiphop, funk, psykedelisk 60’er rock og folk, tager Sunburned Hand of the Man på Wedlock lytteren med på en musikalsk rejse af den mere forunderlige slags. Det ceremonielle har altid været del af musikerkollektivets univers, men bliver det i endnu højere grad på dette dobbeltalbum, som består af live-optagelser og improvisationer fra Alaska, hvor to af gruppens medlemmer giftede sig. Wedlock emmer af smerte, begær og skønhed i forsøget på at fylde de forandrende timer med blivende betydning for alle involverede; noget, der til slut lyder til at lykkes. Og om ikke andet er det en fornøjelse at lægge ører til de intense sessions, også hjemme i stuen. Track72 Rockin’ (cd, Good Music, Playground) Rockin’En af dansk hiphops fremmeste producere og ord-artister sendte langt om længe sin solodebut på gaden. Anders Brixen Christiansen – alias Tue Track eller Track72 – havde på Rockin’ godt gang i den store sampler, de obligatoriske 1210’ere og sine vintage synth- og trommeapparater. I skikkelse af Track72 afholdt Christiansen sig fra selv at rappe. I stedet overlod han de verbale kunster til diverse gæster, der blev hentet ind til lejligheden. Rockin’ blev dels udformet som en personlig hyldest til de mange inspirationer, Christiansen gennem årene har hentet hos diverse electro-pionerer, dels som et bud på, hvordan nutidig hiphop kan være både original og tro mod genrens konventioner på samme tid. Venetian Snares Rossz Csillag Alatt Született (2ep, Planet MU) Din billedtekstSelvom Venetian Snares stadig producerede alt for meget alt for enslydende breakcore i løbet af 2005, skabte han også dette uventet originale og personlige album, hvor drill’n’bass-amokløbene nærmest blev brugt orkestralt og i forbilledlig symbiose med sorgfulde, østeuropæisk farvede strygere og blæsere. Sin svulstige dramatik til trods viste Rossz Csillag Alatt Született, at dyster breakcore kan være en helt anderledes flertydig og indadvendt oplevelse, end stilens typiske tegneserie-goth lader ane. Vex’D Degenerate (2ep, Planet MU) Din billedtekstHvor det meste dubstep er kendetegnet ved unaturligt synkoperede rytmer og et gennemført syntetisk plastic-lydbillede, beviste Vex’D, at man kan udvikle sig i en stik modsat, stilistisk mindre revolutionerende retning samtidig med, at man alligevel kan skabe noget fuldstændig nyt, originalt og overbevisende. Degenerate indeholdt både udslukt goth-dub, maskinudbenede fragmenter af techstep-drum’n’bass samt nogle af de mest svulstigt fascistoide arrangementer siden ”James Brown is Dead”. Meget mere brutalt, tungt og frydefuldt umenneskeligt laves den slags ikke. Wäldchengarten Electrical Bonding (cd, Desolation House) Electrical BondingPå deres seneste – og indtil videre bedste – album, søgte Lars og Dennis Hansen at jævnføre den elektricitet, der driver vores apparater, og den energi, der bor i vores kroppe. Der skulle bygges broer mellem teknikken og biologien, og i dét spil blev selve strømmen den kosmiske fællesnævner. Med sine ophobninger af elektroniske impulser, sugende effekter og hypnotiske guitarflader – elektrisk energi injiceret i kroppen gennem ørerne – pegede albummet på lytteren som én energiform blandt myriader af andre, der er så forskellige og dog fundamentalt så ens. Og man gnistrede gerne med. Medvirkende skribenter: Kim Elgaard Andersen, Ras Bolding, Jannik Juhl Christensen, David Folkmann Drost, Claus Falkenstrøm, Niklas Steffensen H., Lars Brund Jensen, Thomas Bjørnsten Kristensen, Martin Nielsen, Steffen B. Pedersen, Rasmus Steffensen, Mette Mortensen, Peter Tapdrup Andersen, Robert Christensen, Espen Strunk og Rasmus Elm Rasmussen.

Af Geiger, 1. feb 2006


Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen