Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Lake Placid

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
How Do I
Dansetrin under vandspejlet
Et årgangs-interview fra 1990 med How Do I-trommeslageren Anders Remmer
7. okt 2002 [Artikel] Før Geiger var der Underground - og før Dub Tractor og Future 3 var der How Do I. Geigers Robert Christensen og Steffen B. Pedersen kørte nemlig, mellem 1989 og 1992, et noget mindre ambitiøst hip hop / electronica / indie-fanzine under navnet Underground - og trods bladets beskedne størrelse kom der, fra tid til anden, mindeværdige historier i hus. Ét af de bedste bidrag fangede dansk electronicas grand old man, Anders Remmer, lige på overgangen mellem rock og electronica. Året var 1990, Underground kørte på sjette nummer og How Do I, hvor den kommende elektroniske troldmand var bænket bag trommerne, var på vej mod udgivelsen af én af dansk alternativ rocks helt store klassikere: Støjpop-extravaganzaen Submarine.

I 1988 udsendte pladeselskabet Dansk Sam en LP med et nyt, næsten ukendt dansk band. Pladens navn var Rainfakedrumfake, bandet hed How Do I - og begge blev rost til skyerne af en enig dansk presse. Albummet indeholdt en Woodentops-inspireret form for støjpop, og indtil flere mente at kunne se danskrockens fremtid i den. Men så gik der grus i maskineriet. Dansk Sam hejste det hvide flag, og gruppen gled atter over i de flestes glemmebog. Nu - to år senere - rører gruppen dog på sig igen. How Do I har været i studiet for at færdiggøre materialet til en ny LP, Submarine, som udkommer på Garden Records. Her serveres der stadig støjpop - men efter gruppens eget udsagn at dømme skal pop-elementet tages mere seriøst end nogen sinde før. Noget, den har tænkt sig at understrege i nærmeste fremtid.

Støj, disco og danserytmer

Der huserer rygter om, at den kommende How Do I single - en coverversion af ABBAs ”Knowing Me, Knowing You” - vil blive remixet af Dr. Baker i bedste indie-dansestil. Et træk, som kan forekomme noget moderigtigt. I How Do I´s tilfælde kommer det dog heldigvis fra hjertet:

”Folk kan sige, hvad de vil. Vi gør det ikke fordi vi regner med, at vi skal blive rige - men som så mange andre synes vi, at det fedeste i tiden sker inden for dansemusikken. Hvis der er nogen, der gider at sætte dansable rytmer under mine trommer, bliver jeg glad. Jeg vil gerne gå med på den. Men det er da klart, at det er det, så mange andre gør. Måske ikke så meget i Danmark, men i hvert tilfælde i England. De fleste af dem gør det enormt dårligt, så vi har tænkt os at gøre det godt”, forklarer gruppens trommeslager: Anders Remmer. ”Vi gør det primært fordi, vi godt kunne tænke os at blive remixet. Vi tænkte lidt over hvem vi kendte, der kunne have forståelse for den mere guitar-baserede musik - og vi kom meget hurtigt i tanke om Kenneth Bager. Han var helt med på idéen, selv om han ellers er en ret travl herre for tiden”.

Kenneth Bager faldt selv for singlens B-side: ”Birthday”. Gruppen mente dog, at deres version af ”Knowing Me, Knowing You” var bedre egnet til at blive remixet: ”Vi fandt det nummer mest oplagt, fordi det var lavet med en samplet stortromme. Han er dog igang med at forsøge sig med begge numre. Det kan være, at det kun er det ene af dem, som lykkes. ”Knowing Me, Knowing You” er et forsøg på at skære ABBA ned til det allermest basale - at gengive ABBA uden alt det dér hurlumhej udenom”.

Idéen om at indspille en cover-version havde sit udspring i, at How Do I altid afslutter deres koncerter med kopinumre fra forskellige tidspunkter i rockhistorien - bl.a. numre af Neil Young og netop ABBA. På bagsiden af en kommende 7”-single kan man da også passende finde en fortolkning af en Neil Young-klassiker.

Ti pedaler og en synthesizer

Selvom How Do I - som i dag består af Anders Remmer (trommer), Jesper Arentoft (akustisk guitar, sang), Peter Fjeldberg (keyboards), Thomas Bo Jensen (guitar) og Hans Holten Hansen (bas) - kun har en treårig historie bag sig som pladeudgivende band, strækker gruppens rødder sig helt tilbage til starten af 80´erne: ”Peter og jeg startede for 8-10 år siden ud med at lave synthesizer-musik hjemme i hans værelse på en gammel Korg. Ud af det voksede bandet, som nu har omtrent fire år på bagen. Vores første LP, Rainfakedrumfake, blev lavet i ´87 og udkom i ´88. Dansk Sam, som vi var på, var dengang det sidste overlevende uafhængige danske pladeselskab - og mest fordi de var lang tid om at indrømme, at de var gået nedenom og hjem. Der gik lang tid, hvor de skyldte en masse folk en masse penge - og af samme grund ikke ville sige noget. Det gjorde så at vi ikke anede, om vi var købt eller solgt. Efter et års tid fik vi dog løsnet os fra kontrakten. Så kunne vi gå ud og begynde forfra: Prøve at finde et nyt selskab. Det har så taget halvandet års tid. Vi har forsøgt i England (Cheree Records, som hovedsageligt er kendt for at udsende Bark Psychosis) og forskellige andre steder - men Garden dukkede op som en overraskelse.”

How Do I er kendt for deres personlige guitarlyd, men hvad man ikke umiddelbart kan høre er, at elektroniske instrumenter udgør en pæn del af udtrykket. Kun på ”Knowing Me, Knowing You”, titter elektronikken tydeligt frem bag de tykke tæpper af guitarstøj. Som Anders Remmer imidlertid siger: ”Der er meget mellem os og det færdige lydbillede. Vores guitarist, Thomas, har måske ti pedaler når det går værst til. Peter spiller på en sampler. Der er altså temmelig meget elektronik involveret i vores musik - også selvom vi altid skriver vores sange på en akustisk guitar. Men noget af det sjoveste ved vores sangskrivningsproces er netop at prøve at lave underlige lyde med forskellige pedaler, dimser og keyboards. Både den akustiske guitar, bassen, elguitaren og de forskellige keyboards bliver kørt igennem elektroniske pedaler og forskelligt halløj. Vi er ikke guitar-puritanere - som specielt de amerikanske bands har været det de sidste mange år. De har det sådan, at der simpelthen ikke må komme synthesizere ind i studiet, men sådan er vores tilgang til at spille heldigvis ikke.”

”Rock er blevet et bandeord for tiden”

How Do I´s forhold til deres tekster er meget anspændt - også selvom forsanger Jesper Arentoft har en stemme af dén type, der kan få alt til at lyde meningsfuldt. Som Anders Remmer siger: ”Det bedste ville være, hvis man kunne lave musik helt uden ord. Det er det, der er det fede ved house - man slipper for alt dét med ord. Man kan stå fem timer inde på Baby Club uden at høre en eneste stemme, og det synes jeg er rart. I vores musik forsøger vi bevidst at nedtone ordene. De har ikke noget med sagen at gøre. Vi har ikke noget, vi skal kommunikere eller fortælle.”

Også det meste af den danske rockverden får sin bekomst hos Anders Remmer: ”Jeg har ikke noget til overs for TV-2 og alle de dér ærlige bands, der fortæller om deres liv og verden. Det synes jeg ikke har noget med musik at gøre. Så kan man skrive en bog, et essay eller et læserbrev. Det er derfor, jeg godt kan lide My Bloody Valentine, hvor der næsten synges så man ikke kan høre ordene: Stemmen drukner totalt. Der er ikke meget i Danmark, der fortjener at blive kaldt rock. Jeg har det sådan, at jeg nærmest synes, at rock er blevet et bandeord efterhånden. Man kalder Grøn Koncert for en rockkoncert - man kalder TV-2 for rock og heavy for rockmusik. Så vil jeg hellere kalde god musik for popmusik. Det er faktisk det, man ikke kan finde ud af at lave i Danmark. Alt, der bliver lavet her i landet, er simpelt hen så kedeligt og almindeligt. Der har aldrig været en ærlig talentspejder inde på Barbue. Dansk musik ville få det bedre ved at opføre sig mere vildt - der skal altid ét eller andet stort amerikansk pladeselskab til, før den danske rockscene tør selv!”

Med dén bredside tager Remmer hul på andet kapitel af How Do I's historie - og efter Submarine at dømme, har gruppen langt fra tænkt sig at blive kedelig og almindelig med det første.

Af Robert Christensen og Steffen B. Pedersen, 7. okt 2002


Yderligere information

Artiklen blev bragt i musikfanzinet Underground #6 i 1990 og er redigeret og omskrevet i november 2001

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen