Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Jóhann Jóhannsson

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
Årets Musikoplevelser
Årets Musikoplevelser
- del 2
6. jan 2012 [Årets albums] Geiger fortsætter traditionen og samler op på det nyligt afsluttede år med en sproglig buffet af musikalske oplevelser. Hvor vi de sidste år har kigget ud over musiklandskabet, har vi i år vendt blikket ind mod Geigers egne. Find ud af, hvad der har begejstret Mads K. Christiansen, Simon Leth Stolzenbach og Jannik Juhl Christensen.

Artiklen bringes i to dele - det første kapitel, med oplevelser fra Rasmus Steffensen, Jacob Pertou og Martin Hornsleth kan læses her.

 

Mads K. Christiansen

Der er så meget lyd og liv i verdenen; på de allerfleste dage i de allerfleste år, på de allerfleste steder i de allerfleste ører. Og måske er det derfor, der bliver ved med at komme nye år til: fordi der fortsat er lyd og liv at fylde i dem?

Året begyndte for mig en januaraften med Jomi Massage på Testrup Højskole, hvor det sneede hele vejen til hjertebanken. Jeg har lyttet en del til hendes debutalbum, Aloud, ligesom vi lyttede en hel del til hendes senere album for nogle år siden, og jeg kan sige, at jeg elsker den måde, hendes musik er på. Det lille melodiske vanvid, den rummer.

I julegave havde jeg fået Herta Müllers Alt hvad jeg bærer, har jeg hos mig, der sang, hver gang jeg læste i den. Den var meget rørende og stærk. Levende og smuk. Den betyder meget for mig. Man burde glædes noget mere over, hvor heldigt det er, man ikke sidder i fangelejr. Trods alt. Sådan begyndte 2011 også.

For alligevel at blive lidt i fangelejren sad franske Olivier Messiaen som tysk krigsfange i 1941, da han skrev den smukke Quatuor pour la fin du temps (Kvartet for tidens ophør er min oversættelse, jeg ved ikke, om den har en anden dansk titel?). Jeg lærte stykket at kende engang, da Casper skulle spille det på cello (5. sats: "Louange à l'Éternité de Jésus" - lovssang til Jesu evighed, en fantastisk sats for grædende cello og trøstende klaver). Da jeg fyldte nitten, fik jeg en god indspilning, som jeg har lyttet meget til; de hoppende masser af lyd, der danser ind og ud af hinanden i en sindrig, smuk koreografi. Det er fantastisk komponeret, uden at jeg ved noget om den slags. Derfor har jeg brugt noget af året på at lytte til mere af Messiaen: Tarangurilia-symfonien og hans klaverværker mest. Jeg mangler endnu og især en masse orgel. En anden komponist, der har betydet meget for mig i 2011, er Benjamin Britten. Jeg vil gøre det kort og beskrive min bevægelse gennem ham sådan: Startende med en serenades smukke trompetåbning og endende et sted i cellosuiterne (Daniel Müller-Schott, Orfeo 2011 - en glimrende indspilning).

En oplevelse har det også været i embeds medfør at overhøre adskillige koncerter med Lyngsø/Osgood/Mondrup + Peter Laugesen & Singvogel. Især sidstnævntes turnéafslutning, 29. oktober på Atlas, sparkede alienrøv som ind i helvede. Det hele sang, sprudlende vitalt, med en syngende, brummende Laugesen i Zimmerman-coveret "Højvejen 61". Og i al beskedenhed: Hvor er Den her planet glemmer vi aldrig bare god! Selvsamme Laugesen, et par uger senere, på et alt for lille boghandlerloft, læsende op af og fortællende om sin Finnegans Wake-fortolkning for et ganske stort publikum. Det var rytmisk fornøjeligt (som Poul Erik Vejgaard kort derefterfølgende sagde: "Det er fandeme noget af det bedste, han nogensinde har skrevet!") Også Vejgaards selvudsmykkede automobil har været en musikalsk oplevelse. At man skal sidde på gulvet i denne spændende indretning, gør kun hele udstyrsstykket så meget desto mere interessant.

I oktober købte jeg en smuk klarinet, der smiler.

I sommeren var vi på Fanø Free Folk Festival. Alting klappede, og selvom jeg kun kunne være med for en kort bemærkning var Matt Howden/Sieben en oplevelse, med sin virtuositet og diskoviolin, ligesom Marie-Louise Munck var det. Hendes album The Birds Fly Up har jeg lyttet meget til, fordi det er så smukt og dejligt. Ligesom Fanø er det. Jeg er din fan, ø!

Kresten Osgood tog 350 kroner for sin nyudgivne plade Sound. Indianerne feat. Ed Thipgen. Kræmmer-Kresten talte varmt for den - og bevares, det er en møggod plade. Den er virkeligt vellykket og sprudlende og skøn! (Må den falde i pris!) På skrift har Stig Larssons nyoversatte poesi været meget musikalsk (snakkende), ligesom Frank O'Hara har været det. Oversættelsen Til minde om mine følelser er meget dejlig og fuld af smittende glæde og personisme. Man kan høre O'Hara selv læse noget op her.

Engang i sensommeren købte jeg på et loppemarked i Odder en masse halvfemser-guld. Især Lauryn Hills solodebut The Miseducation of Lauryn Hill har jeg haft svært fra at løse mig riv. Det fænger så fænomenalt, og hun kommer til Danmark her i januar.

Jeg vil også nævne det fantastiske spanske børnebigband Flautistas Da Pro Arte, som Røskva støvede op i Spanien engang. En livsglad yndling, der altid bringer sol og svajende palmer med sig. Jeg har ingen idé om, hvornår det er fra, måske starten af 00'erne? De spiller helt fjollet og fantastisk, og jeg ville ønske, at jeg var spansk barn og kunne være med. Til gengæld oplevede jeg Supreme Sex Syndromes koncert til Fødstival i en lade ved Bjerring - og hvilket mix! Ligesom Forgiver Forever på den brandsøde forelskede Girls Are Shite EP. Den har jeg lyttet meget til.

Keith Jarrett, hvad enten i hans eviggyldige Köln koncert, på den fra 2008 skønne udgivelse Paris / London eller på den nye RIO. Jarrett har jeg lyttet meget til i det færdige år, og vil forhåbentligt gøre det fortsat i de ufærdige og -begyndte.

Hopper vi igen ud over musikrammen, vil jeg gerne fremhæve fire film fra året, der har betydet meget for mig. De to første har fået rigeligt med opmærksomhed. Det er Terrence Mallicks Tree of Life, der - prætentiøst nok - er den smukkeste, mest organiske og bare visuelt bjergtagende portion levende billeder, jeg har kigget på. Den handlede for mig mest om en rastløs drengs forhold til sine forældre, og hvor vel- og godtgjort. På den fine blog Politikk Poetikk Praksis skriver Eirik Sjåvik noget om filmen. Jeg har ikke læst det, men kommentaren siger: "Veldig god tekst."

Veldrejet og god er også Nicolas Winding Refns Drive. Billederne smukke, den implicitte kærlighed og den eksplicitte blodhævn i samspil. Ikke mindst med en fabelagtig - forstået som imponerende velvalgt - musik. Soundtracket har sat sig fast i mine ører, som i så mange andres og derfor løber jeg videre til noget andet fremragende og rigtig godt. Joachim Triers Oslo, den 31. august. En lavmælt livlig og rørende stilstand. Den er meget smuk.

Afslutningsvist må jeg nævne Andrew Haighs dejlige "countdown to farewell romance" (anmelder-betegnelse!) Weekend, der ærgerligt nok kun har haft premiere på Mix Copenhagen. Var man noget ved filmen, ville man nok sende den lidt rundt i biograferne. Den er god.

Et andet godt album fra i år er søde Marie Keys fængende kærlige I Byen Igen. Kærlighedspop med konkretpolitik og dansende nærvær.

Året har for mig, derudover, foregået meget over og gennem radio. Især har den nyåbnede P8 Jazz har været et gennembehageligt bekendtskab. Bedst af alt var dog og naturligvis Martin Keller og Ketil Teisens Martin og Ketil går klassisk på P2. Hvor godtgørende og levende!

Marokkanske Ithran spillede op til fest af flere omgange, i en underlig blanding af fængende afrikansk disko og gammelmandsrock.

Jeg brugte meget tid på at forholde mig til TR Kirstein & Jacob Kirkegaards IMPERIA. Et spændende album, der, med Kirsteins ord (citeret frit efter hukommelsen), handler om at ondskaben, døden jo er over det hele, selvom "vi" (i bred forstand) hele tiden prøver at udpege fjendebilleder. Som William S. Burroughs siger det, og som det bliver citeret i cd'ens booklet: "Anyone who can pick up a frying pan owns death." Det handler cd'en om. En timelang optagelse af lyd på atomkraftværket Barsebäck, før det lukkede. Hvordan anmelder man dét?

For ikke at blive slugt af vintersortet lokkede december mig til mange af konservatoriets generøse og gratis arrangementer. Jeg cyklede ihærdigt (selvom jeg måske også tog bussen) til basunaftener, klavermatinéer, elektroakustiske udgydelser, prisoverrækkelser og andet. Den bedste oplevelse var tjekkiske Bohuslav Martinůs Trio for fløjte, cello og klaver og overrækkelsen af Harby-fondens legat til Bjarke Mogensen og Jakob Alsgaard Bahr. Især Bahrs virtuose opførsel af Camille Saint-Saëns Klaverkoncert nr. 2 var fabelagtig. Både Martinů og Saint-Saëns glæder jeg mig til at kende bedre. Trevor Wisharts elektroakustiske fireakter Encounters In The Republic of Heaven hos DIEM var også spændende. Alverdens stemmer i bølgende stereo.

I efteråret var jeg inde at se Hotel Pro Formas War Sum Up. En opera om krig. Jeg skulle skrive om stykket, men blev forhindret af noget loddent og dansende. Ikke desto mindre var det vældig vellykket, og Letlands Radiokor sang imponerende og smukt.

Selvfølgeligt bør jeg nævne Thomas Tranströmer med sin nobelpris og samlede meteoritter:

Det er foråret 1827. Beethoven
hejser sin dødsmaske og sejler

En anden svensker, jeg har brugt noget af året med, er Jonathan Johansson og hans følsomme popmusik. I koncert på Studenterhuset samt på albummet Klagomuren. Følsomt og fængende.

To andre gode udenlandske udgivelser: St. Vincents fængende, finurlige Strange Mercy og Beiruts solskinsfyldte, bølgende The Rip Tide.

Tre andre indenlandske: Mikkel Almholts fede, flotte og aldeles lytværdige debutalbum Music for Amplified Piano som Ghost Flute & Dice (det bliver interessant at følge!), Heidi Mortensons fængende coverprojekt Run For Covers samt vældigt vokale The Natural World of Pelle Gudmundsen-Holmgreen indspillet af Ars Nova Copenhagen. Åh!

Ja! Karl Aage Rasmussens velskrevne og gode musikhistoriske fortælling Musik i det tyvende århundrede bliver det sidste herfra. Lån den, læs den og lyt til det hele. Så skal det nok gå alt sammen.

Godt nytår!

*


Simon Leth Stolzenbach

 

Mika Vainio: life (... it eats you up) (Dobbelt lp udgivet på Editions Mego)

Den ene halvdel af Pan Sonic har udgivet en soloplade, der fortsætter Pan Sonics udforskning af støjende lyde. Ved første omgang et dystert udspil, men efter flere gennemlytninger snarere en roadmovie igennem et støjende elektronisk landskab med en punket fandenivoldskhed.

 

Andreas Führer: Obligatorisk undervisning (lp udgivet på yoyooyoy)

Første soloudgivelse i fuld længde fra Andreas Führer, der er bedst kendt fra musikerkollektivet yoyooyoy. Det er et album, som sprænger alle undertegnedes forventninger til genrer og ... ja, i det hele taget giver mig en fornyet tro på, at livet er mangfoldigt og ikke så kedeligt endda. Andreas Führer tager et humoristisk greb om den vestlige sangskriverkunst og moderne kompositionsmusik. Det er på mange måder et guitarbåret album, der byder på alt fra sitar, folk, klassisk fingerspil og noise - men hele tiden med kompositionen i fokus. Andreas Führer bevæger sig i et dunkelt og kantet univers, og mange af sangene bliver forvrænget til ukendelighed undervejs. Men sjovt nok er dét, som står tilbage, et indtryk af, hvor elegant en sangskriver Andreas Führer er. Man kommer til at tænke på George Harrison.

 

Koncert: Mats Gustafsson og Johns Lunds på Mayhem den 7. juli 2011 (Copenhagen Jazz Festival)

Mayhem var det helt rigtige sted til Gustafssons aggressive og på samme tid fintfølende håndtering af en barytonsaxofon. I sine soloshows tager han greb om musikkens grundlæggende parametre: lyd, udtryk, improvisation, melodi. Det er ikke musik som færdige sange, man kan nyde på en jazzklub, men en stadig søgen ud over de gængse grænser. Og her er det kun på sin plads, at det eksperimenterende spillested Mayhem lægger lokaler til. Selv om denne anmelder kunne ønske sig, at Gustafsson arbejder på at forny formen for hans soloshows lidt mere, er det stadig en fryd at lægge ører til hans voldsomme og insisterende output på en barytonsaxofon. Koncerten sluttede i en sand ekstase med en formidabel duo imellem Mats Gustafsson og hans danske broder i ånden, Johns Lund - en slags "battle of the baritone saxophones".

 

Koncert: Frisk Frugt på Mønstingshus den 7. oktober 2011

Frisk Frugt har haft et forrygende koncertår med både solokoncerter på mindre spillesteder og stort band på Roskilde Festival. Men denne aften på Frederiksberg tog Anders Lauge Meldgaard endnu engang musikken nye steder hen. Første del af koncerten var en drone imellem elektrisk forstærkede impulser fra en plante og fire keyboards. I anden del spillede han tenorsaxofon; melodistykker fra seneste udgivelse, der udviklede sig til et sandt freejazz-inferno. Med et blik, der ikke var til at tage fejl af, overrakte han én efter én 20 tilskuere en blokfløjte undervejs: Spil på den! synes han at sige - og det gjorde de så! Koncerten sluttede med Anders Lauge Meldgaard bag et flygel. Musikken var hele vejen igennem i fokus og utroligt veludført. Med enkle og stilsikre greb fortsatte Frisk Frugt sin musikalske opdagelsesrejse.

 

Koncert: Bill Callahan på Vega den 16. november 2011

Amerikanske Bill Callahan i topform. Hans fjerde soloalbum fra sidste år fik en blandet om end overvejende positiv modtagelse. Men oplevelsen var en helt anden live: Callahan sang og spillede akustisk guitar - akkompagneret af en trommeslager og en elektrisk guitarist. Samme form som på albummet. Men denne aften havde de skruet ekstra op for alle parametre. Hans sang og tekster fik undertegnede til at føle sig til stede i Callahans egen spisestue. Den elektriske guitar brød insisterende og støjende ind i Callahans sang - og hele lydbilledet var på én gang skramlet og behersket. Bill Callahan vekslede ubemærket imellem nye sange og klassikere fra tiden med Smog - og det gjorde koncerten til amerikansk singer-songwriter, når det er allerbedst.

*


Jannik Juhl Christensen

Der kan være gode grunde til at forholde sig skeptisk til den omsiggribende liste-mani, som hvert år i december - hvis ikke tidligere og tidligere - får alle musikmedier til at komme med bud på hvilke udgivelser der har været årets mest væsentlige. For det første er det ofte alt for tidligt at give kvalificerede bud, nogle gange før året overhovedet er gået, og typisk før man for alvor er nået til bunds i det man ville høre og kan bedømme, hvad der ser ud til at holde. Dertil kommer, at listerne, i hvert fald i medier hvor der er mere end én smagsdommer om buddet, ofte bliver et sært sammensurium, som tydeligt afslører, at der hverken er tale om et ærligt subjektivt eller et virkelig objektivt bud, men derimod om et kompromis mellem en række meget forskellige menneskers meget forskellige smage. Men alt det sagt, så er lister da i det mindste et forsøg på en art objektivitet, på faktisk at fælde en dom. I modsætning hertil er ideen om enkeltpersoners bud på "årets musikalske oplevelser", som det nu er tilfældet i årets geiger-opsummering, en langt mere ulden affære.

På den ene side giver det en langt mere gennemskuelig indsigt i den enkeltes overvejelser og bevæggrunde, i stedet for at skabe den illusion, at læseren børe tjekke alt muligt skidt og kanel ud, fordi det skam alt sammen er ligeværdigt. Dette er selvsagt noget vås, og rent personligt er det da en lise at kunne slippe for at se mine egne hjertebørn - de udgivelser, som jeg virkelig brænder for, og som jeg mener faktisk har udgjort en udviklingsmæssig musikalsk forskel - stå side om side med anakronistiske fortidslevn som ikke har andet end sin egen myte og cementerede status som "god smag" at byde på, og hvis tilstedeværelse i en årskavalkade kun kan give det indtryk, at det må have været et virkelig sløjt år hvad angår originalitet og nytænkning. At se ens egne favoritter "sidestillet" med Bob Dylan tager på en eller anden måde en del af magien fra dem, for hvordan kan de have noget spændende at byde på, hvis de er blevet smidt i samme kasse som Bob? I den personlige udgave får men mere den rene vare, og hører man til dem, der har fundet sig til rette med kanoniserede singer songwritere og indierock, ja så kan man omvendt lade være med at læse f.eks. mit bidrag, for der er der nok ikke så meget at komme efter.

Omvendt er problemet så, at den udpræget personlige tilgang hurtigt kan gå hen og gøre det hele temmelig irrelevant, hvilket måske ikke mindst hænger sammen med den del, der går på, at det skal være personlige musikoplevelser. Her kaster man den sidste rest af i det mindste tilstræbt objektivitet over bord, og går dagbogsagtigt ned i hjertegribende beskrivelser af, hvad det lige præcis var, der rørte mig dette år. Men hvilken interesse har læseren egentlig i det? Ud over at det måske kan være malende beskrevet og anbefale et eller andet spændende. Men hvorfor så lige gøre det som en års-refleksion? Hvis det drejer sig om, at jeg f.eks. har opdaget en eller anden spændende fortidig musiker eller genre, så giver det vel mere mening at forsøge at formidle begejstringen i en artikel, frem for blot at fortælle, efter at året er gået, hvor fedt det var at opdage dette. Var jeg til nogle fantastiske koncerter, så kan det jo være udmærket at formidle dette i umiddelbar forlængelse deraf, men som en retrospektiv refleksion over et år der gik, kan læseren vel ikke rigtig bruge det til så meget. Javel, den-og-den var eller var ikke i live-topform i 2011, og var eller var ikke en fantastisk oplevelse. Siger det noget om året?

Det problematiske i den personlige tilgang bliver sat på spidsen, når man som undertegnede selv begiver sig af med at lave musik. Det ville være løgn at sige andet, end at en af de absolut vigtigste plader for mig i 2011 var Genespleizers ep Skrotwerk, men det skyldes selvsagt, at jeg selv er en del af Genespleizer og selv har udgivet den. Men samtidig burde det være klart, at jeg netop derfor næppe er den rette til at bedømme den. I det personlige perspektiv er det en plade der har betydet en hel masse for mig, men samtidig er jeg udmærket klar over, at den ikke har haft nogen nævneværdig betydning for musiklivet sådan mere overordnet, at den knap nok er nået ud til et publikum, samt at den i øvrigt ikke er en del af de musikalske strømninger, som jeg selv har fundet umådeligt fascinerende i 2011. Taget til denne ekstrem underminerer det personlige perspektiv sig selv, så jeg vil stedet holde mig til i hvert fald at forsøge en objektiv og stringent årsgennemgang, koncentreret om at udskille hvad jeg har opfattet som den centrale og afgørende musikalske udvikling, samt de udgivelser, der har kendetegnet denne.

Ret beset har jeg allerede gjort dette én gang, nemlig i artiklen om post dubstep i sidste nummer af Geiger, og på mange måder har jeg ikke så meget at tilføje til denne. I 2010 fik jeg for alvor ørene op for post dubstep og opdagede, at jeg befandt mig lige midt i en overvældende og uoverskuelig musikalsk udvikling, som blot foregik under de almindelige musikmediers radar. Samtidig stillede jeg uundgåeligt mig selv det spørgsmål, om dette ville vare ved og fortsætte lige så overvældende i 2011, eller om 2010 var en slags kulmination. Heldigvis viste det første sig at være tilfældet, selv om året unægtelig startede lidt mat på post dubstep-fronten. Efterhånden begyndte de gode udgivelser at hobe sig op, og nu hvor året er gået, ser 2011 ud til, sådan samlet set, at have været lige så mættet med fantastisk post dubstep, også selv om det ikke bød på helt så revolutionerende, skelsættende milepæle som Slugabeds Ultra Heat Treated, Dam Mantles Purple Arrow, eller på skweee-fronten, Limonious' House of Usher.

Under alle omstændigheder: Da jeg nu har frie tøjler og en hel liste for mig selv, vil jeg tillade mig at lave en fyldig gennemgang af ikke bare ti udvalgte værker, men en virkelig bred vifte af alle de fantastiske plader der kom i 2011:

Pavan: Holy Volt (Harmönia)/ V.C.: The Trick (Donky Pitch)
Efter et par yderst ambitiøse og aktive år holdt skweee-scenen lidt en pause i 2011, og det er måske sigende, at årets skweee-album var Holy Volt, en forsinket opsamling af ældre numre fra Limonious' sideprojekt Pavan, som oprindeligt skulle have været udsendt i 2010. Ikke at det dog på nogen måde mindsker kvaliteten af albummets fascinerende små miniaturer. Ellers var scenens mest markante navn nok V.C., hvis vanvittige Puoli-ep kom så sent i 2010, at den først for alvor gjorde sig bemærket året efter, hvor han så yderligere udsendte den glimrende 6-spors ep The Trick, samt et par fine 7"-singler. I det hele taget foregik den meste skweee-aktivitet i 2011 på 7"-formatet, og det værd at bemærke, at en stor del af denne kom fra en række nye selskaber - Innocuous Records, Mazout, Lo Fi Funk -, som sprang op også uden for Skandinavien.

Dibiase: Machines Hate Me (Alpha Pup)/ Mono/Poly: Manifestations (Brainfeeder)/ eLan: Bleep Bloop Brmmp (Monkeytown)
Det var desværre symptomatisk for udviklingen på den californiske "post downtempo"-scene, at et par af dens bedste navne - Shlohmo og Dibiase - i 2011 udsendte virkelig skuffende albums - henholdsvis Bad Vibes og Sound Palace - som begge opgav de nyskabende 8bit/dubstep-influerede ideer til fordel for en regressivt smagfuld og helt traditionel instrumental downtempo-hip hop. Til gengæld udsendte Dibiases så tidligere på året Machines Hate Me, en forsinket udgivelse fra 2010, som blev et af 2011s absolutte hovedværker, og et overbevisende eksempel på, at dekonstrueret nintendo-nostalgi kan skabe svimlende, kalejdoskopiske afspejlinger af nutiden, frem for blot at indsylte fortiden i letkøbt postmodernisme. Derudover var scenens stærkeste repræsentanter nok Mono/Poly og eLan, som begge skabte glimrende ep'er med en god blanding af tungt kravlende beats og et bizart opklippet, psykedelisk lydkaos.

Débruit: Sis Sürpriz (Civil Music)/ Lunice: One Hunned (Lucky Me)/ Niño: Clase de 1984 (Donky Pitch)
Naïve Machine: Robot Ramification (Hit and Hope)/ Hovatron: Gypsy Trader (Low Riders)
DZA: Zoo Keper (Error Broadcast)/ DZA: Supershark (Projekt Mooncircle)
Pixelord: Fish Touch (Error Broadcast)/ Pixelord: Iron and Cream (Lesiure System)
Var der ikke så stor aktivitet som hidtil fra skweee og post downtempo, så skete der til gengæld en masse på det nært beslægtede felt, hvor avant garde-electro møder 8 bit/chip tune-inspireret dubstep. Fremragende og ofte ret forskellige ep'er dukkede løbende op, fra Débruits absurd synkoperede og mellemøstligt inspirerede hyperfunk, over den supersyntetiske og uvirkelige mutant-electro hos Niño, Hovatron og Lunice, til DZA og NaiveMachines ustyrligt spraglede blandingsformer. Bedst af dem alle var Pixelord, hvis to ep'er tog stilen i en desorienterende, sammenbrudt retning, med et evigt skiftende virvar af 8bit-kaskader og arpeggio-fragmenter, suppleret af sorgfuld, Burial-influeret spøgelses-2step på Iron and Cream.

Coco Bryce: Boesoek (Fremdtunes)
Et charmerende og helstøbt lille album, der ganske vist var knap så vildt og udflippet som Coco Bryces forudgående ep'er, men til gengæld fik skæv 8bit-influeret post dubstep til at fungere som forunderlig underspillet og sælsomt funklende drømmemusik.

Rustie: Glass Swords (Warp)
Helheden blev en smule spoleret af de gumpetunge firserklichéer, der sine steder blev smurt på i lidt for tykke lag, men det ændrer ikke ved, at Glass Swords på sin egen måde var et skelsættende værk, en slags kulmination på post dubsteppens fascination af grotesk plastikagtig lyd, som blev yderligere absurd af den hyperaktive og alligevel besynderligt kringlede måde, de opulent rundtossede numre blev skruet sammen på.

Slugabed: Moonbeam Rider (ep, Ninja Tune)
En på mange måder lige så kompleks ep som Slugabeds 2010-mesterværk Ultra Heat Treated, men samtidig også langt mere poleret og underspillet. Der mangler afgjort lidt af tidligere tiders råhed og vildskab, men til gengæld foldede de sælsomme melodier sig mere frit ud, hvilket var fascinerende på sin helt egen måde. Slugabeds anden 2011-ep, Sun Too Bright, Turn It Off, var ujævn og lettere frustrerende, med numre af mere velkendt "Slugabedsk" karakter side om side med næsten helt ordinær chill out/ambient.

Eprom: Pipe Dream (Rwina)/ Geste: Eating Concrete (Equinox)/NastyNasty: Poison Flavored (Rwina)/ Rachet: Hyper Dimention (Rwina)
Fire fremragende ep'er, som på hver deres måde skabte en optimal sammensmeltning af, på den ene side, de mest desorienterende og udflippede teknikker fra post dubstep, og så på den anden side de mest fysisk medrivende rave-tricks fra den populære ende af dusbsteppen.

Kuhn: Slime Beach (ep, Civil Music)
En stramt struktureret nedsmeltning af musikalske strukturer. Lignede ikke rigtig noget andet, trods mange genkendelige elementer, og nok det nærmeste man i 2011 kom en egentlig videreudvikling af 2010s dynsfunktionelle, kaotisk-psykedeliske post dubstep-strømning (Slugabed, Ghost Mutt, Dam Mantle etc.).

Egyptrixx: Bible Eyes (Night Slugs)/ Nguzunguzu: Timesup (Fade to Mind)/ Damu: Ridin (Keysound Recordings)
Den ellers ret kedelige form for post dubstep, som arbejder med en smagfuld blanding af funky house, "traditionel" dubstep og diverse street-autentiske beats, kom med flere overraskende gode udgivelser i 2011. Egyptrixx skabte med albummet Bible Eyes en glødende futuristisk blanding af bittersøde neonstemninger, søsygt slingrende synthlyde, og tungt pulserende beats, imens Nguzunguzus Timesup-ep tog stilen i en både minimalistisk og udsyret retning, der kunne være den house-influerede post dubsteps svar på Zombys mest mærkværdige tidlige ting. Endelig gik Damu i den modsatte retning med Ridin-ep'en (samt i nogen grad med det mere blandede Unity-album), der førte stilen ud i svimlende farvekaskader og en svulstig, nærmest febrilsk melodisk overflod.

Sully: Carrier (Keysound Recordings)
Den "traditionelle" post dubstep, med rødder i Burials spøgelses-2step, har sjældent været så hemmelighedsfuldt dragende som på denne fantastiske lp. De melodiske strukturer var så underspillede, så snedigt integrerede i den feberagtige rytmik, så elegant indlejrede i bas, ekko og opklippede stemmer, at man nærmest ikke bemærkede dem, før de havde bemægtiget sig bevidstheden som et mylder af uafrystelige mikroskopiske tankemønstre.

Kode 9 & The Spaceape: Black Sun (Hyperdub)
Apokalyptisk konceptalbum fra en af de helt store dubstep-pionerer. De stilistiske eksperimenter, såvel som The Spaceapes manende dommedags-toasting, kunne i første omgang virke en smule søgte, men skabte alligevel med tiden en besynderligt knugende undergangsstemning.

Zomby: Dedication(4AD)/ Zomby: Nothing (ep, 4AD)
Ser man bort fra de tre skitseagtige breakbeat-pasticher på Nothing, så var det først og fremmest en langt mere afdæmpet og indadvendt Zomby, der vendte tilbage i 2011. Måske ikke så revolutionerende som hidtil, men til gengæld med sin egen lille magiske niche. Sine steder tæt på Burail-afledt spøgelses-dubstep, eller sågar ambient indietronica, men stadig sat sammen på hans helt egen måde, båret af minimalistiske 2step-beats og ringlende arpeggio-løb, der foldede sig ud som levende lyskæder i et blæksort mørke.

Kuedo: Severant (Planet MU)
Et album som afsøgte de futuristiske visioner i tidligere tiders - og i særdeleshed Vangelis' - synthmusik, men som samtidig forvandlede de store romantiske panoramaer til små uvirkelige modeller, med et flimrende mylder af mekanisk tikkende beats, der hele tiden lå lige under overfladen, som ustoppelige nanomaskiner, der opåd de gamle fremtidsdrømme indefra.

Dam Mantle: We (ep, Getme!)
Mørke, knugende syner fra det måske mest konsistente post dubstep-navn overhovedet. Den digitalt fragmenterede stil fra de forudgående ep'er blev her erstattet af et mere afrundet og flydende udtryk, men det forhindrede ikke det sugende væv af druknede stemmer og klikkende beats i at være både endeløst dragende og dybt foruroligende.

Clams Casino: Rainforest (ep, Tri Angle)
En udflydende tåge af slæbende beats og halvt opløste stemmer, som på mange måder var en slags dekonstrueret dreampop, men som samtidig også helt oplagt skrev sig ind i den tradition for hjemsøgt elektronisk vokal-alkymi, der med udgangspunkt i Burial også er en central del af post dubstep.

DJ Diamond: Flight Muzik (Planet MU)
Den foreløbig mest alsidige og overbevisende - og slet og ret bedste - introduktion til den superhypede footwork/chicago juke-stil. Ikke bare et sammensurium af vanvittige rytmer og grotesk opklippede stemmer, men også dybt originale og gennemtænkte kompositioner.

Anti G: Presents Kentje'sz Beatsz (Planet MU)
En grotesk mutation af den hollandske undergrundsstil "bubbling" (i sig selv en mutation af dancehall), som her fik en nærmest skizofren karakter, på en og samme tid isnende minimal og smittende melodisk, metallisk skærende og euforisk fjollet, og fyldt med nogle af årets mest bizarre og rystende fremmedartede musikalske strukturer.

Post Dubstep Diskografi
Foruden alle de nye post dubstep-plader fra 2011 genhørte jeg også mange af de tidligere udgivelser i stilen, såvel som række fremragende udgivelser fra 2010, som jeg havde overset i første omgang. Den mest rammende opsummering af min personlige musikalske oplevelse af 2011 er derfor nok i virkeligheden alle disse plader, som jeg har levet med og forholdt mig til løbende (også dem, som klart har været betydningsfulde, men som for mig at se og af forskellige årsager bare ikke helt har været på højde med de bedste), og da der samtidig ikke var plads til en discografi i papirudgaven af geiger, vil jeg her slutte af med en virkelig udførlig post dubstep diskografi, hvor så meget som muligt er med, skidt som kanel. Så må folk selv gå på opdagelse:

Anti-G: Presents Kentje'sz Beatsz (Planet MU, 2011)

Balam Acab: See Birds ep (Tri Angle, 2010), Wander/Wonder (Tri Angel, 2011)

Beatbully: Kosmisk Regn (Dødpop, 2011)

Becoming Real: Fast Motion ep (Ramp, 2010), Becoming Real ep (Tough Love, 2010)

Bretzel Zoo: Baywatch ep (Eat Concrete, 2009)

Burial: South London Boroughs ep (Hyperdub, 2005), Burial (Hyperdub, 2006), Untrue (Hyperdub, 2007), Ghost Hardware ep (Hyperdub, 2007), Street Halo ep (Hyperdub, 2011)

Clams Casino: Rainforest ep (Tri Angle, 2011)

Coco Bryce: The Moon Zoop ep (split med Slugabed)(MYOR, 2009), Dis Cam Belie ep (Lowriders Recordings, 2010), Boesoek (Fremdtunes, 2011)

Dam Mantle: Grey ep (Halleluwah Hits, 2010), Purple Arrow ep (Growing, 2010), First Wave (amerikansk opsamling)(Growing, 2010), We ep (Getme!, 2011)

Damu: Ridin ep (Keysound Recordings, 2011), Unity (Keysound Recordings, 2011)

Daniel Savio: Dirty Bomb (Flogsta Danshall, 2009), Nekropolis (Losonofono, 2010)

Darkstar: Dead 2 Me/Break 12" (2010 Records, 2007), Lilyliver/Out of Touch 12" (2010 Records, 2007), Round Ours 12" (Clandestine Cultivations, 2008), Need You/Squeeze My Lime 12" (Hyperdub, 2008), Aidy's Girl is a Computer 12" (Hyperdub, 2009), North (Hyperdub, 2010)

Débruit: Coupé Décalé (Musique Large, 2008), Let's Post Funk 12" (Civil Music, 2009), Clé de Bras ep (Musique Large, 2009), Spatio Temporel ep (Civil Music, 2010), Sis Surpriz ep (Civil Music, 2011)

Dibiase/Mr Dibiase: Cakeology ep (Fat City, 2010), Machines Hate Me (Alpha Pup, 2011), Sound Palace (10 Thirty, 2011)

DJ Diamond: Flight Muzik (Planet MU, 2011)

DJ Elephant Power: Elepha in da Flash (Sonig, 2010)

Dynooo: Gum Dragon ep (Digsville, 2010)

DZA: Supershark ep (Project Mooncircle, 2011), Zoo Keeper ep (Error Broadcast, 2011)

Egyptrixx: Battle for North America ep (Aaah! Real Monsters, 2010), The Only Way Up ep (Night Slugs, 2010), Bible Eyes (Night Slugs, 2011)

eLan: Bleep Bloop Brmmp ep (Monkeytown, 2011), Alligator Snaps ep (Monkeytown, 2011), Fuzzy Numbers ep (Monkeytown, 2011), Next 2 Last (Monkeytown, 2011)

Eprom: Shoplifter 12" (Bad Acid, 2010), Humanoid ep (Rwina, 2010), Pipe Dream ep (Rwina, 2011)

Flying Lotus: 1983 (Plug Research 2006), Los Angeles (Warp, 2008), Cosmogramma (Warp, 2010)

Free the Robots: Free the Robots (Easel, 2008), Ctrl Alt Delete (Alpha Pup, 2010)

Geste: Eating Concrete ep (Equinox, 2011)

Ghost Mutt: Sasquatch 12" (Lowriders, 2010), Donky Stomp ep (m. Slugabed)(Donky Pitch, 2010)

Groundislava: Groundislava (Tall Corn Music, 2011)

Hovatron: Gypsy Trader ep (Lowriders Recordings, 2011)

Hudson Mohawke/Hud Mo: Ooops! ep (Lucky Me, 2008), Polyfolk Dance ep (Warp, 2009), Butter (Warp, 2009), Satin Panthers ep (Warp, 2009), Pleasure ep (Pleasure Principle, 2011)

Ikonika: Please/Simulacrum 12" (Hyperdub, 2008), Millie/Direct 12" (Hyperdub, 2008), Sahara Michael/Fish 12" (Hyperdub, 2009), Smuck 12" (Planet MU, 2009), Contact, Love, Want, Have (Hyperdub, 2010), Edits ep (Hyperdub, 2010), Dckhdbtch ep (Planet MU, 2010)

Illum Sphere: Long Live the Plan ep (Fat City, 2009), Incoming ep (Fat City, 2009), The Plan is Dead ep (Fat City, 2010)

Ital Tek: Blood Line ep (Planet MU, 2007), Cyclical (Planet MU, 2008), Massive Error ep (Planet MU, 2009), Midnight Colour (Planet MU, 2010), Gonga ep (Planet MU, 2011)

Jamie Grind: Foot Work ep (Fortified Audio, 2010)

Jamie Vex'd: In System Travel ep (Planet MU, 2009)

Kelpe: Chocolate Money ep (Fremdtunes, 2010), Margins ep (Team Acre, 2010)

Kode 9 & The Spaceape: Memories of the Future (Hyperdub, 2006), Black Sun (Hyperdub, 2011)

Kuedo: Dream Sequence ep (Planet Mu, 2010), Videowave ep (Planet MU, 2011), Severant (Planet MU, 2011)

Kuhn: Slime Beach ep (Civil Music, 2011)

Lazer Sword/Low Limit vs Lando Kal: The Golden Handshake ep (Numbers, 2010), Shot in the Nite/Koopa Boss Mode 7" (Innovative Leisure, 2010) Lazer Sword (Innovative Leisure, 2010)

Limonious: House of Usher (Flogsta Danshall, 2010)

Loops Haunt: Rubber Sun Grenade ep (Fortified Audio, 2010), Impact Omnihammer 7" (Team Acre, 2010), Ark ep (Black Acre, 2011)

Lorn: Grief Machine ep (VGRecords, 2007), Nothing Else (Brainfeeder, 2010)

Lukid: The Now ep (Werk Discs, 2007), Onandon (Werk Discs, 2007), Foma (Werk Discs, 2009), Chord (Werk Discs, 2010)

Lunice: One Hunned ep (Lucky Me, 2011)

Memotone: Multicolour ep (Team Acre, 2011), Memotone ep (Raised By Records, 2011), Lost Hours ep (Black Acre, 2011)

Mesak: School of Mesak (Harmönia, 2010)

Mono/Poly: The George Machine ep (Faces, 2009), Manifestations ep (Brainfeeder, 2011)

Naive Machine: Robot Ramification ep (Hit and Hope, 2011)

NastyNasty: Poison Flavored ep (Rwina, 2011)

Niño: Clase de 1984 ep (Donky Pitch, 2011)

Nosaj Thing: Drift (Alpha Pup, 2009)

Nguzunguzu: Nguzunguzu ep (Innovative Leisure, 2010), Timesup ep (Fade to Mind, 2011)

Quarta330: Sunset Dub/9 Samurai-remix 12" (Hyperdub, 2007), Sabacco/Homeless-remix 12" (Hyperdub, 2008)

Pavan: Holy Volt (Harmönia, 2011)

Pixelord: Fish Touch ep (Error Broadcast, 2010), Iron and Cream ep (Leisure System, 2011)

Rachet: Hyper Dimention ep (Rwina, 2010)

Randy Barracuda: Randy Barracuda (Flogsta Danshall, 2009)

Redinho: Bare Blips ep (Numbers, 2010), Edge Off ep (Numbers, 2011)

Rigas den Andre: Valla Torg ep (Harmönia, 2009), Guilty Feet, No Rhythm (Flogsta Danshall, 2009), Speed Run 2x7" (Flora & Fauna, 2011)

Robot Koch: Death Star Droid (Project Mooncircle, 2009), Songs for Trees & Cyborgs (Project Mooncircle, 2010)

Rustie: Jagz the Smack ep (Stuffrecords, 2007), Cafe de Phresh ep (med 215 TFK)(Stuffrecords, 2008), Bad Science ep (Wireblock, 2009), Sunburst ep (Warp, 2010), Glass Swords (Warp, 2011)

Shlohmo: Shlo-Fi ep (Error Broadcast, 2009), Shlohmoshun Deluxe (Friends of Friends, 2010), Bad Vibes (Friends of Friends, 2011)

Slugabed: Superphreak 12" (Stuffrecords, 2009), Gritsalt/Let's Go Swimming 12" (Ramp, 2009), The Moon Zoop ep (med Coco Bryce)(MYOR, 2009), Ultra Heat Treated ep (Planet MU, 2010), Donky Stomp ep (med Ghost Mutt)(Donky Pitch, 2010), Moonbeam Rider ep (Ninja Tune, 2011), Sun Too Bright Turn it Off ep (Ninja Tune, 2011)

SRC: Gold Coinz ep (Numbers, 2010), Going Out ep (Rwina, 2010)

Starkey: Local Headlines ep (Werk Discs, 2006), NC-17 ep (Dead Homies, 2007), Angel ep (Creative Space, 2008), Ephemeral Exhibits (Planet MU, 2008), Stars ep (Planet MU, 2009), Ear Drums and Black Holes (Planet MU, 2010), Space Traitor vol.1/vol. 2 ep (Civil Music, 2010/2011)

Suckafish P Jones: Mr. Midnight ep (Disboot, 2010)

Sully: Carrier (Keysound Recordings, 2011)

Take: Earthtones & Concrete (Inner Current, 2007), Only Mountain (Alpha Pup, 2010)

Tokimonsta: Midnight Menu (Listen Up, Art Union, 2010), Cosmic Intoxication ep (Ramp, 2010), Creature Dreams ep (Brainfeeder, 2011).

V.C.: Puoli ep (Mässy, 2010), The Trick ep (Donky Stomp, 2011), Skin n' Juice 7" (Mazout, 2011), Poly July 7" (Lo Fi Funk, 2011).

Zomby: Where Were U in '92? (Werk Discs, 2008), The Lie 12" (Ramp, 2008), Liquid Dancehall/ Strange Fruit 12" (Ramp, 2008), Mu5h/Spliff Dub 12" (Hyperdub, 2008), Zomby 2x12" (Hyperdub, 2008), One Foot Ahead of the Other 2ep (Ramp, 2009), Digital Flora 10" (Brainmath, 2009), Dedication (4AD, 2011), Nothing ep (4AD, 2011).

Af Redaktionen, 6. jan 2012
Foto: Mads K. Christiansen


Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen