Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Tone

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
Solveig Sandnes
Sluk for verdensmusikken
- et kritisk essay om verdensmusik og verdens musik
26. maj 2011 [Artikel] I 2009 drog musiker Solveig Sandnes til Mali for at starte et udvekslingsprojekt mellem kvindelige musikere fra Danmark og Mali, til trods for at hun af musiketnologen Lucy Durán personligt var blevet rådet til at lade være. Et politisk minefelt mente Durán, og Sandnes måtte da også snart sande, at hendes oprindelige idealisme måtte vige for en mere pragmatisk holdning. Alligevel førte projektet til musikerkoalitionen KonoKone. I følgende essay ser Sandnes tilbage på processen og argumenterer samtidig for, hvorfor vi må lægge begrebet "verdensmusik" på hylden uden af den grund at opgive kulturel dialog mellem verdens mange musikformer.

I 1999 proklamerede musikeren David Byrne, at han hadede verdensmusik. Budskabet blev sendt ud til læserne i The New York Times, hvor Byrne uddybede kritikken med eksempler på, hvor diskriminerende og misvisende det kan være, når der bliver sat genremæssige lighedstegn op mellem så forskelligartede stilarter som bulgarske kvindekor og indisk Bollywood trance. Som forsøg på at udviske skillelinjen mellem vestlig og ikke-vestlig musik startede Byrne allerede tilbage i 1990 pladeselskabet Luaka Bop, hvor kunstnere fra hele verden lanceredes side om side med vestlige kunstnere. Lig David Byrne har også Damon Albarn brugt sin indflydelsesrige position på rockscenen til at promovere ikke-vestlig musik. Ved at lade sine mikrofoner stå åbne for en bred vifte af musikere fra hele verden har han de seneste år sat skæve musikalske møder i stand foran et publikum, der sandsynligvis ikke ville have fundet frem til musikken af sig selv. På den måde har Albarn banet vejen for fremtidige musikprojekter, der ikke blot lader sig inspirere, men også lader sig infiltrere af ikke-vestlig musik. Forhåbentlig uden at få påduttet det på en gang degraderende og intetsigende label "verdensmusik".

Den grædende kamel
Måske husker du filmen om kamelen, der ikke ville kendes ved sit nyfødte føl. Det var hjerteskærende at se det lille føl ligge der helt alene på den mongolske steppe, mens dets mor stod og stirrede ud i luften med et blik så tomt som kun en traumatiseret kamels kan være. Derfor gik nomadekvinden, dyrenes menneske, hver dag ud og sang for dyrene. Det råd havde hun fået af egnens åndemaner. Og hun sang så smukt, at kamelmoderens hjerte stille og roligt begyndte at åbne sig. Kort tid efter fik føllet endelig lov til at komme hen til sin mor og die. Musikken forsonede dem. Jeg har set filmen flere gange, og hver gang gør budskabet om musikkens helende egenskaber indtryk på mig. For selvom det er en fiktiv fortælling, er der noget, der klinger autentisk i budskabet om, at musik er et sprog, der kan få sjælen i tale - endda på tværs af arter! Og tanken er da heller ikke grebet ud af den blå luft. Over hele verden bruges musik som en genvej til andre tilstande. Både når det gælder børns nattesøvn, katarsis, ekstase og trance. Eller som et medie, mennesker kan mødes igennem, knytte sig til hinanden og battle om alt muligt. At komme i en anden tilstand via et musikalsk møde var netop hensigten, da jeg i vinteren 2009 -2010 og atter i juni 2010 rejste rundt i Mali for at indspille musik med en række lokale kunstnere. Det var starten på kunstnerkoalitionen KonoKone.

Det startede med et crush
Måske begyndte rejsen i virkeligheden nytårsaften 2009, da jeg dansede til Fela Kuti, Lizzy Mercier Desclaux og Kid Creole & the Coconuts natten lang. Set i bakspejlet var denne nytårsaften epokegørende. For 2009 blev året, hvor endnu en Afrika-bølge toppede. Man mærkede det først og fremmest i form af de svedigere rytmer på byens dansegulve. Men også på mere subtile måder. Snart begyndte jeg at lægge mærke til Afrika-motiver overalt. Det var, som om der var blevet opfundet en ny synthesizer eller farveskala, som alle med hang til trends nu var i gang med at definere sig igennem. Albummene Bitte Orca med Dirty Projectors og Bird Brains med Tune Yards er efter min mening nogle af bedre bud på, hvordan indie-musikere lod sig inspirere af afrikansk musik i 2009. På Roskilde Festivalen var der samme år fokus på musik fra Mali. Både Amadou & Mariam, Toumani Diabaté, Vieux Farka Touré lagde vejen forbi, og det samme gjorde den maliske sangerinde Rokia Traoré, der oven i købet høstede en pris af det nystiftede Roskilde Fond. Og det var åbenbart lige det, der skulle til for, at også jeg i 2009 for alvor begyndte at åbne ørerne for malisk musik. Jeg fik fat i en balafon, som jeg matchede med en moog og en ukulele, og som året skred frem, voksede min samling af Mali-lyde støt. I august gik jeg i gang med at planlægge en rejse til Mali med indbygget musikprojekt og feltstudier med henblik på mit kommende universitetsspeciale. Og 1-2-3... så var eventyret i gang. Næsten da.

Ligestilling via musik - en mulighed?
Solveig Sandnes interviewer Kèmè Sidibé
I mit researcharbejde stødte jeg på nogle tekster af musiketnologen Lucy Durán, der er lektor på SOAS (School of Oriental and African Studies, red.) i London. Durán er en imponerende kvinde. Hun har rejst i Mali de seneste 35 år, taler flere af de lokale sprog, spiller fortryllende godt på kora OG laver verdensmusikprogrammer på radiokanalen BBC 6. I sine tekster, der er baseret på etnografisk feltarbejde, beskriver hun blandt andet, hvordan en voksende scene af kvindelige, maliske kunstnere i løbet af de seneste 20 år er begyndt at sætte ligestilling på den offentlige dagsorden via deres musik. Jeg læste også om fænomenet andre steder, og efterhånden fik jeg mere og mere lyst til at se, hvordan de kvindelige kunstnere bar sig ad i praksis. Jeg undrede mig over, hvordan det kunne være, at maliske kvinder fra trange kår har held til at sætte ligestilling på dagsordenen via musik, når deres vestlige kolleger kun i yderst sjældne tilfælde gør forsøget. Og jeg var nysgerrig efter at se, om det kønspolitiske indhold i kvindernes musik bare var varm luft, eller om man kunne koble det til konkrete forbedringer af kvinders livsvilkår. Tænk hvis man kunne. I så fald ville jeg gerne være med til at bringe budskabet videre.

Den velmente mavepuster
Der skulle dog lige lidt malurt i bægeret først. Inden jeg rejste, satte jeg et møde i stand med Lucy Durán. Da jeg fortalte hende, at jeg havde tænkt mig at rejse til Mali for at indspille musik med lokale kvinder som led i et udvekslingsprojekt, klappede hun ikke i hænderne, som jeg havde håbet. I stedet advarede hun mig imod at gennemføre projektet, fordi hun mente, at jeg var i gang med at bevæge mig ud i et politisk minefelt og risikerede at komme galt af sted. Hun frygtede desuden, at jeg med min begrænsede forhåndsviden ville komme til at videregive et alt for unuanceret billede af de maliske kunstnere. Det var som at få en velment mavepuster af en fra ottende, mens man selv gik i første: Svært at fordøje. Jeg valgte dog at tage af sted, selvom det var uden Duráns velsignelse. Det måtte briste eller bære. Og sådan gik det til, at jeg den en kold torsdag morgen i december 2009 boardede flyet og satte kursen mod Malis hovedstad, Bamako.

Welcome to Mali
Ud over varmen var noget af det første, der ramte mig,flerkoneri. Første gang jeg blev inviteret hjem til en malisk familie, viste det sig, at husstanden var polygam, og at jeg som gæst blev tilbudt at spise sammen med husets overhoved, manden i familien, mens kvinderne måtte vente med at få noget at spise, til vi var færdige. Seancen foregik i en forstad til Bamako hjemme hos en musikproducer, hvis ene kone var sanger, og egentlig var det hende, jeg var kommet for at snakke med. Men det skulle åbenbart gå igennem ham. Jeg kunne næsten ikke få noget ned, kan jeg huske. Dels fordi jeg lige havde haft en slem omgang med maven, og derfor ikke havde lyst til at spise spaghetti med kødsovs med fingrene af et fælles fad. Men egentlig var det nok mest, fordi jeg var så rasende over, at han ikke lod sine koner sidde med ved bordet.

Et par dage efter jeg var ankommet, blev jeg introduceret for koraspilleren og sangeren Madina N'Diaye og trommeslageren Mouneissa Tandina. De har det tilfælles, at de som professionelle, instrumentspillende musikere er kvinder i et mandefag. Deres karrierevalg er højst atypisk - og ikke uden personlige omkostninger. For ifølge gammel skik må kvinder ikke spille på instrumenter. Det er de mandlige skjaldes domæne, og hvis kvinder alligevel gør det, har det store sociale omkostninger, ligesom de ifølge den lokale tro/overtro risikerer at påkalde sig frygtelige ulykker eller brænde i helvede. Jeg fik da også klart indtryk af, at Madina og Mouneissa var frustrerede over en række forhold. Generelt oplever de at blive valgt fra som musikere på grund af deres køn. Samtidig har de begge oplevet, at deres ønske om at spille musik holder dem tilbage i deres personlige liv. De muslimske normer for "godt hustru- og moderskab" og den rivalisering mellem kvinder, der er indbygget i den polygame model for ægteskab, tvinger mange kvindelige musikere til at vælge imellem musikken og et civilt liv i ære og økonomisk sikkerhed.Med den unge sanger og kamale n'goni-spiller Doussou Koulibaly er det noget anderledes. Hun er gift med en canadisk antropolog, og det virker, som om mandens status giver Doussou immunitet og mod til at sige, hvad andre maliske kvinder knap tør tænke. Hendes rolige og nøgterne måde at dele ud af sin livsklogskab på gjorde også mig klogere. Via Doussous beretninger fik jeg blandt andet indblik i, hvad det indebærer at skulle navigere i en musikbranche, hvor manglen på udstyr og teknisk knowhow skaber gunstige forhold for lurendrejere. Ifølge Doussou går de polygame familiestrukturer igen i musikbranchen. Kvindelige solister er på en måde hinandens værste konkurrenter, fordi vejen til succes går gennem de mandlige produceres gunst, men på overfladen bedyrer de deres medsøsterlige solidaritet.

Oumou - en global diva
En del af mit formål med at rejse til Mali var, som sagt, at lave feltarbejde til mit universitetsspeciale i Retorik. Det, jeg specifikt endte med at undersøge, var de kønspolitiske budskaber i den lokale superstjerne Oumou Sangarés tekster. Noget af det enestående ved Oumou Sangaré er hendes ekstremt sammensatte publikum. I Mali fylder hun let et stadion i en hvilken som helst del af landet. Hendes fans tæller unge, gamle, mænd, kvinder, landsbyboere og bymennesker. Og som en kvinde af folket er hun kendt og elsket for sin på én gang jordnære og glamourøse persona. Selv ser Oumou Sangaré sig som lige dele kunstner, rollemodel og underviser, og hun har kaldt musik for "et våben, der ikke skyder folk ned".

I sin musik kombinerer hun traditionelle vestafrikanske stilarter med vestlige instrumenter og en mere moderne lyd. Igennem sine tekster rådgiver hun sine lyttere om mange af livets spørgsmål, både de små og de store. Når budskaberne i hendes sangtekster er i risikozonen for at vække anstød hos den ældre generation, skruer hun op for folkloren på lydsiden. Alt i alt har hun ramt en formel, der har appel på tværs af segmenter - og kontinenter. I vestlige medier beskrives Oumou Sangaré som en af verdensmusikkens største divaer, der bidrager til maliske kvinders ligestillingskamp. Hun er af kritikeren Robert Christgau blevet kaldt "A natural feminist, fearlessly expressing women's politics and erotics in the teeth of Muslim West Africa's male supremacy", ligesom musiksiden GlobalVillageIdiot har omtalt hende som "A loud voice for women's rights in Africa." Mine læsninger af Oumou Sangarés sangtekster peger dog på, at hun som tekstforfatter belægger sine ord med en sådan grad af tvetydighed, at det kan lade sig gøre at tolke hende i overensstemmelse med temmelig forskellige ideologier om ligestilling. Det gælder i særlig grad hendes tolkninger af traditionelle bryllupssange som fx "Sigi Kuruni" og "Worotan", hvor hun fortæller bruden, at hun skal samarbejde med sin nye mand og svigerfamilie, selv hvis hun bliver udsat for vold. I vestlige medier har Sangaré forklaret, at hendes tolkninger er "ironiske", men mange af hendes mere traditionelt orienterede lokale lyttere tolker teksterne bogstaveligt. Under mit feltarbejde interviewede jeg en række unge kvinder om Sangarés tekster, og besvarelserne antydede, at der var en sammenhæng mellem kvindernes familiære baggrund, det vil sige, om de levede i polygame husstande, og hvorvidt de afkodede Sangarés tekster bogstaveligt eller ironisk. Oumou Sangaré ved tydeligvis, hvad Vesten mener om ligestilling. Og samtidig ved hun, at hendes vestlige fans ikke kan kontrollere, hvordan hendes tekster afkodes i Mali. Og på den måde fremstår Sangaré som en kompleks figur, der parallelt citerer vestlige og maliske normer for ligestilling i sin musik.

Verdensmusik, empowerment eller eksotisme?
Biry Egé
Begrebet verdensmusik blev introduceret af den amerikanske musiketnolog, Robert E. Brown i 1960'erne. Verdensmusik er siden blevet til en genre, efter at musikindustrien i 1980'erne begyndte at tage termen i brug i forsøget på at skabe et nyt marked. Et forsøg, der i høj grad er lykkedes, trods David Byrnes og andres ihærdige forsøg på at sabotere den hegemoniske opdeling mellem vestlig og ikke-vestlig musik, der ligger til grund for genren. I Mali er det vestlige verdensmusikmarked de seneste 20 år blevet en vigtig kilde til økonomisk fremgang. Men ifølge den internationalt anerkendte musiker Rokia Traoré blokeres muligheden for kulturel dialog af det, som hun i et interview i The Times fra 2010 har omtalt som "Europas musikalske eksotisme og puritanisme på vegne af afrikanske kunstnere." Traoré mener, at mange vestlige lyttere har nogle utidssvarende normer for, hvad afrikansk æstetik bør indebære. Og på grund af at mange afrikanske musikere drives af et økonomisk incitament, får præferencerne blandt vestlige lyttere en stor indflydelse på maliske kunstneres valg. Den manglende efterspørgsel på det vestlige marked betyder med andre ord, at nutidige strømninger i afrikansk musik har hårde odds, mens traditionel musik har succes.

Négritude og solstrålehistorier
Den puritanisme, som Rokia Traoré kritiserer, kan spores tilbage til den kulturelle bevægelse négritude fra 1930'ernes Paris. Bevægelsen sigtede mod at bevidstgøre afrikanere og vestindere om deres egenværdi som medlemmer af den sorte race. Ideen om négritude som en afrikansk fælleskultur kritiseres i dag af yngre afrikanske intellektuelle for at tendere mod racisme og skygge for de aktuelle årsager til undertrykkelse. I Vesten elsker vi de gode historier fra Afrika. Tag for eksempel det congolesiske band Staff Benda Billili, hvis polioramte medlemmer lever på gaden, men har trodset alle handicaps og turneret verden rundt. På samme måde er Oumou Sangaré er et eksempel på en kunstner, der fremhæves for sine mønsterbryderegenskaber. Men solstrålehistorierne har også en bagside. For lige så vel som der findes afrikanske subkulturer og nutidskunst, der er mangelfuldt repræsenteret i vestlige medier, er der er brutale sider af livsvilkårene og kulturen i Afrika, som ikke holder op med at eksistere, så snart en mønsterbryderfigur vinder Vestens gunst. Tværtimod puster kunstnere som Oumou Sangaré liv i mange unge maliseres drømme om ligeværdig romantik og økonomisk velstand, der slet ikke kan realiseres inden for rammen af den nuværende samfundsmodel.

Samplingens etik
Ikke-vestlige lyde i musik har ofte en suggestiv og forførende kraft for den vestlige lytter. Måske hænger det sammen med, at de i mødet med et (musik-)sprog, som lytterne ikke kender ud og ind, associerer mere frit, end de plejer, og på den måde får oplevelsen af at være med til at give musikken indhold. Dette kombineret med, at meget afrikansk musik endnu ikke er kortlagt og derfor pirrer pionérnerven hos mange musikere og dj's. Af samme grund er afrikansk musik attraktivt som samplingsmateriale for mange vestlige musikere. Men er det etisk OK at sample, hvis det råmateriale, som man sampler fra, er af afrikansk oprindelse? Og hvad hvis slutproduktet er tiltænkt et vestligt publikum som det primære? De spørgsmål har jeg ofte stillet mig selv i forbindelse med mit arbejde med KonoKone, hvor vi er 21 danske og maliske kunstnere, der har et langdistancesamarbejde kørende. Vi fortolker hinandens musik så kreativt og nænsomt som muligt og har indtil videre kun udgivet vores musik i Danmark. I KonoKone-projektet har vi løskøbt rettighederne til at bruge de afrikanske musikeres materiale, sådan at det er muligt for de danske kunstnere i projektet at sample fra det. I nogle tilfælde har de maliske kunstnere også været inde og fortolke de danske musikeres musik, men muligheden for at lade malisere fortolke danskernes musik har generelt været begrænset af, at de ikke har adgang til lydstudier. Et argument for at anvende afrikanske samplinger eller referencer i vestlig musik er, at det ofte er gennem samplinger, at verdens mindre kendte musikstilarter finder nye publikum. På den måde kan vi som vestlige musikere være med til at forstærke vores globale kolleger og teoretisk set skabe større ligestilling globale musikere i mellem. Det kommer dog an på, hvordan samplingerne eller referencerne bruges. I praksis isoleres de ikke-vestlige lyde ofte helt fra deres kontekst og ophavsmænd, når de copy/pastes ind i Pro Tools for siden at blive bearbejdet til ukendelighed. Derfor er det vigtigt, at man som den, der har det teknologiske fortrin, er bevidst om sin magtposition. Specielt når man bruger eller fortolker andres musik i sammenhænge, som de ikke selv har kontrol over. Når det er sagt, kan det somme tider være uoverskueligt at følge op på, hvis kunstneren ikke har en mailadresse eller en bankkonto.

KonoKone på dansk jord
Som jeg nævnte i starten, tog jeg til Mali med det formål at komme i en anden tilstand via et musikalsk møde og for atstarte KonoKone. Som sagt så gjort. Foreløbig har vi udgivet ep'en Hvorfor Græder Nattens Fugle, og senere i år kommer der et dobbeltalbum med et udpluk af de mange timers lyd, som vi har fået indspillet efterhånden. Det bliver efter alt at dømme en række meget varierede bud på, hvordan man kan tolke ordet "møde". I september 2010 kom tre af KonoKones deltagere til Danmark for at drage på turné med My World Images Festivalen. Mødet mellem maliserne og danskerne under turnéen var en fantastisk oplevelse. Også selvom der opstod mange forviklinger undervejs. De danske KonoKone-deltagere er uden undtagelse hjemmevante i musikalsk D.I.Y.-kultur, som vi automatisk gled ind i, når vi skulle arbejde. De maliske deltagere, der jo var på udebane, bidrog helt klart med en anden, mere hierarkisk og territorial arbejdskultur, og deres tillid til de danske kollegaer var ikke givet på forhånd. Musikalsk fungerede samarbejdet dog utrolig godt. Det var, som om tågen og tordenskyerne forvandt, hver gang vi tog instrumenter i hånden og begyndte at spille. I bagklogskabens lys kan jeg sagtens se, at Lucy Durán nok havde ret i mange af sine kritiske pointer. Der var meget, som jeg ikke var godt nok forberedt på. Frem for alt var jeg ikke bevidst om, at jeg ved at initiere et tværkulturelt samarbejde indskrev mig i en lang historik af musikalsk kolonialisme og af samme grund ville blive mødt med fordomme, der ikke matchede min selvforståelse. I mine egne øjne var jeg jo idealist og feminist. Jeg forstår nu, at når jeg agerer uden for Skandinavien, kan jeg ikke forvente, at mine normer om samarbejdsetik, lighed, D.I.Y-kultur og ligestilling alene sætter dagsordenen. Hvis jeg gør det uden at italesætte mit eget ståsted, bedriver jeg vel nærmest en form for humanistisk missionsvirksomhed.

Tænk på kamelen!
Solveig Sandnes
I mit møde med Mali har jeg ofte haft følelsen af at skylde nogen noget. Måske fordi jeg opdagede Malis musik via en vestlig trend og brugte mødet med kulturen til at realisere nogle af mine egne drømme. Men relationen udviklede sig. Jeg kom tættere på musikken og begyndte at føle ansvar og en interesse for musikkens ophavsmænd. Mennesker blev indblandet. Nogle af dem troede helt klart, at jeg kunne udrette mere for dem, end jeg reelt kunne. Og jeg måtte indse, at drømmen om at bygge en solid og langtidsholdbar musikbro mellem kvindelige danske og maliske kunstnere ikke kan realiseres så hurtigt, som jeg havde sat mig for. Ulighedens kløft er meget dybere, end jeg anede, og der er stadig uendelig meget, som jeg ikke forstår. Samtidig befinder jeg mig på en måde trygt og godt i min outsiderposition - indtil videre. Jeg er ikke færdig med at iagttage. Men der er forskel på den måde, som jeg lytter til malisk musik på nu, og den måde, jeg lyttede på, før jeg tog til Mali. Dengang handlede det mest om at finde mad til min egen fantasi, men nu interesserer jeg mig også for afsenderens intention, og jeg føler, at jeg har fundet nye veje ind i sproget og kulturen, efterhånden som jeg har lært musikken bedre at kende. Når de er bedst, kan kulturmøder via musik fungere som en smutvej til sjælens kulturfri zoner. Samtidig kan de være en prisme, der udstiller kulturens og perspektivets magt eller afmagt.

Jeg har det godt med, at jeg ikke fulgte Lucy Duráns råd, selvom hun ved gud har ret i, at meget kan gå galt i mødet mellem to kulturer. Som verden ser ud, bør vi netop kaste os ud i kulturmøder i stedet for at afskrive dem på forhånd som værende dømt til at mislykkes. For selv når de mislykkes, rummer kulturmøderne en række erkendelsesmuligheder og et incitament til at gøre det bedre næste gang. Glem ikke, at musikkens evne til at forsone er stor. Tænk på kamelen!

Omstart
Med globaliseringen er det blevet sværere at opretholde et selvbillede fritaget for kolonialt medansvar. I Skandinavien befinder vi os i den privilegerede ende af den globale uligheds spektrum, og vores bevidsthed om det har for længst ødelagt vores tornerosesøvn og spoleret muligheden for at hvile i uvidenhed. Mange vil gerne gøre noget ved tingene, men ved ikke, hvor de skal sætte ind. Pengenes vej fra velgørerens lomme til den afrikanske småbørnsmor er lang og snørklet. Det ved alle. Og landevejsrøverne ligger også på lur. Her kommer et forslag, der nok ikke kommer til at løse verdens ulighedsproblemer med et trylleslag, men prøv alligevel. Det er både nemt og billigt, og det kan udføres, uanset hvor du befinder dig: Sluk for verdensmusikken og eliminér ordet fra dit ordforråd. Lav en omstart. Begynd nu at lytte til verdens musik og forhold dig åben og afventende over for, hvilke labels musikerne selv sætter på den musik, som de spiller. Overvej. Hvad har musikken på hjertet? Tag dig god tid til at føle efter. Ved at følge denne opskrift tager du første skridt til at skifte Vestens musikalske eksotisme ud med en mere go steady og forpligtende relation. En musikalsk samværsform, der inviterer til nuancerende indblik i hinandens kulturer.

Af Solveig Sandnes, 26. maj 2011
Foto: Lise Blom


Yderligere information

Solveig Sandnes og KonoKone
Solveig Sandnes er komponist, musiker og cand.mag. i retorik med speciale i feministiske strategier i malisk popmusik. Som musiker har hun udsendt to soloplader samt udgivelser med blandt andet Lovebites og Er de sjældne. I 2009 tog hun initiativ til KonoKone - en koalition af 21 musikere fra Mali og Danmark, der kører indtil 2012. Navnet KonoKone er en sammenskrivning af ordet "kono", der betyder "sangfugl" på bambara, og det danske ord "kone". I december 2009/januar 2010 og juni 2010 har Solveig Sandnes opholdt sig i Mali for at indspille musik med kunstnerne Doussou Koulibaly, Kèmè Sidibé, Mouneïssa Tandina, Biry Egé, Rokia Traoré og Chæur Passarelle. Foruden Solveig Sandnes selv tæller de danske deltagere Maria Laurette Friis, Jomi Massage, Heidi Mortenson, Rosa Lux, Cæcilie Trier, Alberte Winding, Valby Vokalgruppe, Maria Køhnke, Disa, Lulu Roost Wille-Jørgensen og Lise Westzynthius.

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen