Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Gravy

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
Årets albums 2004
Årets albums 2004 - del 1
1. mar 2005 [Årets albums] Traditionen tro har Geigers skribenter – også med vanlig forsinkelse i grundighedens navn – kåret de 50 bedste plader anno 2004. Det er blevet til en bred liste, der rækker fra selvfinancierede cd-r udgivelser til de helt store plader, alle talte om – og fra ligefrem dansksproget indie over original elektronisk musik til stærkt mærkværdige genrehybrider. Listen offentliggøres i to blokke, hvoraf denne er den første.

2004 var på mange måder året, hvor tidligere tiders fasttømrede genrer for alvor stødte sammen i én stor babelsk forvirring. At ”folktronica” og ”punkfunk” på godt og ondt var periodens modeord siger meget om, hvor opblødte skellene efterhånden var blevet. Og selv når man kunne sætte nogenlunde faste prædikater på en plade, havde tingene det med at flyde kraftigt alligevel – for selvom Man's Best Friend kunne kategoriseres som hip hop, kunne projektets musik nok få mangen en inkarneret hjemmedreng til at gribe ud efter UZI'en. Vel spillede TV on the Radio til syvende og sidst en slags soul, men gud nåde og trøste den, der satte deres album på til en romantisk date. Og CocoRosie stod nok for en videreførelse af folktraditionen, men satte man dem på plakaten til Skagen Festival, ville de sandsynligvis drukne i en regn af barkede næver og rådne fisk. Men neden under al forvirringen fandt man selvfølgelig stadig en mere diskret understrøm af fremragende genreplader, og garvede folk som Nick Cave & The Bad Seeds og Mark Lanegan lyste også året op med nogle af deres karrierers bedste plader.

I Danmark havde den ny eklekticisme – som f.eks. udgivelser med Trio Trash og Übermench beviser – også så småt fundet en grobund, men ellers havde den dansksprogede indie på godt og ondt kronede dage. Folk som Peter Sommer og specielt Nephew stod oftere end ikke på skamlerne, når der skulle deles roser ud, mens Johnny Deluxe lyste mangen et diskotek op i de små timer. Men selvom specielt Michael Simpson lavede et fremragende album på sit modersmål med De Ti Skud, var alt for mange repræsentanter for den nye, dansksprogede rockgeneration enten udtryk for en fornyet provinsialitet eller mere eller mindre rendyrkede novelty acts. Sådan synes stemningen i hvert fald at være her på skribentholdet, hvor kun Sterlings Solo Danser Mama Sjus og til dels Übermench's Glorieprotese repræsenterer tendensen.

Listen, der traditionen tro opstilles alfabetisk frem for hierarkisk, har sine mangler - og det skal den have. Musikken – såvel her i landet som internationalt – er en frodig frugthave, som ikke engang et helt skribenthold blot kan komme i nærheden af at dække ordentligt, og for hvert valg, man træffer, ryger der noget vigtigt væk. Det gør sig også i allerhøjeste grad gældende for dette udvalg, der med garanti er udvalgt på en 110 procent subjektiv basis. Men samtlige plader er der fordi de har betydet noget for én eller flere af os i løbet af året – og kender du dem ikke allerede, kan de måske også komme til det for dig.

Bon appetit!

Med venlig hilsen

Geigers redaktion

!!!
Louden Up Now
(cd, Warp/VME)

!!!!!!, som vistnok skal udtales Chk Chk Chk, indfriede på Louden Up til fulde de forventninger, man havde til dem efter det forrygende single-udspil ”Me and Guliani Down by the School Yard (a True Story)”. De viste sig at være en storslået berigelse af den dansable neo-punk-bølge, der er kommet ud af New York gennem de seneste par år. Det, som i høj grad kendetegnede det syv mand høje ensemble, var dets på én gang amorfe og aldeles medrivende rytmiske ”drive”. Man skulle tro, at alle spillede percussion – også guitaristerne! Som forsanger Nic Offer ganske profetisk råbte: ”If this don't make U move, then nothing will”. Dertil kom en provokerende politisk retorik, man sjældent havde hørt mage til. Der var således tale om et slagkraftigt og helt igennem vellykket album for både øret, benene og bevidstheden.

90 Day Men
Panda Park
(cd, Southern)

90 Day MenMed Panda Park fuldbyrdede 90 Day Men deres udvikling fra at være et dygtigt mathrock-band fra samme scene som Rodan og June of 44 til en fuldblods-psykedelisk eksplosion af farverige strukturer. Modsat de andre bands fra scenen, som var inspireret af posthardcore-scenen og især Slints klassiske Spiderland, lod 90 Day Men sig også påvirke af især 70'ernes artrock med David Bowie, Brian Eno og Roxy Music som tydelige inspirationskilder. På Panda Park udmøntede det sig i et energisk, komplekst og til tider hysterisk sammensurium af bl.a. storladne klaver-passager og sælsomme breaks. Den største udfordring på albummet er Brian Cases vokal, der veksler fra at være croonende eller reciterende til at overgeare fuldstændig i en nærmest desperat falset. Albummet fremstår som et af årets svulstigste og mest eventyrlystne udfordringer.

Animal Collective
Sung Tongs
(cd, FatCat/VME)

Animal CollectiveSung Tongs var formentlig årets bedste bud på småskør, lettere psykedelisk pop. Det illustrerede meget vel hvordan Brian Wilson kunne have lydt i dag, hvis han ikke var kommet på småborgerlige lykkepiller. Animal Collective gav os tolv drilske og legende kompositioner, der førte lytteren tilbage til dengang, hvor musik blot var lyd og bevægelse. For Avey Tare og Panda Bear var det ikke meningen, der stod i forgrunden, men lyden og den drømmende skønhed i selve klangen. Sung Tongs var som sådan et lillebitte, vellykket utopisk bevis for, hvor smuk, enkel og forunderlig musikken – og måske mennesket i sig selv – stadig kan være i dette senmoderne, globaliserede morads af en verden.

Martin Archer
Heritage and Ringtones
(cd, Discus)

Martin ArcherDette album er andetsteds blevet haglet ned for sit noget uprætentiøse syn på genreoverskridelser. Heritage and Ringtones tager ganske tydeligt udgangspunkt i fri improvisation, men giver samtidig, gennem sin konsekvente brug af især folk-elementer, men også træk fra støj- og EBM-felterne, i den grad fingeren til denne ofte selvsmagende genre. Archer tager ordet fri i ”fri improvisation” for pålydende og går planken ud. Hurra for det!

Autofant
Family
(cd, Ilk)

AutofantMed Family har Henrik Sundh, Johan Segerberg og Kresten Osgood produceret et af de mest spændende danske albums i lange tider. Med en hybrid af postrock og frit improviserede jazz-influenser fremstår Autofants udtryk som lidt af en gåde med en skæv, men samtidig også utroligt imødekommende og ikke mindst original charme. Hvordan i alverden kan det være, at gruppen ikke har fået mere omtale, når diverse andre mere og især mindre originale grupper bliver rost til skyerne og roses over en bred kam? Der er åbenbart ikke megen retfærdighed til.

Devendra Banhart
Rejoicing in the Hands
(cd, Young God Records)

BanhartMed et album, der var en del mindre excentrisk og en del mere straight end debuten, fik Devandra Banhart omsider et fortjent gennembrud. Pladen rummede dog stadig en sælsom, smuk folkmusik med en tidløs aura, der flød sammen i et lille mirakel af et slidstærkt album, som over årene uden tvivl kommer til at antage klassikerstatus.

Black Dice
Creature Comforts
(cd, Fat Cat)

Black DiceVed at benytte sig af en producer på deres nu fjerde album, har amerikanske Black Dice i den grad fået strammet op på deres til tider overkaotiske udtryk, hvor ideerne nærmest synes at vælte ind over hinanden i et stort, sonisk kaos. I stedet er de enkelte numre nu blevet kortere samtidig med, at de kreative inputs virker mere filtrerede og står langt klarere frem. På denne måde er Black Dice blevet et langt mere ligetil, men absolut ikke mindre interessant bekendtskab.

Blonde Redhead
Misery is a Butterfly
(cd, Touch & Go 2004)

Blonde RedheadDet er ingen hemmelighed, at japansk/italienske Blonde Redhead lydmæssigt har udviklet sig fra at være en hidsig møgunge til en smuk sommerfugl, men det betyder nu ikke, at særkendet er væk og slaget tabt. Trioens sjette album, Misery is a Butterfly, er gennemsyret af en vidunderlig symfonisk lyd, der fremstår mere sofistikeret og gennemarbejdet end på den ellers fremragende forløber – Melody of Certain Damaged Lemons fra 2000 – og den konstante vekslen i lune, stemning og frontfigur gør Misery is a Butterfly til et uomgængeligt, men velgørende greb i armen. Og i hjertet.

Boyracer
Happenstance
(cd, Happy Happy Birthday To Me)

BoyracerIkke nok med, at det engelsk-amerikanske støjpop band Boyracer i 2004 spillede sin første koncert i Danmark – det var også året, hvor bandet og frontmanden Steward Anderson slog sin egen rekord i hyperproduktivitet med udgivelsen af intet mindre end tre ep'er og et fuldlængde-album. Det hele blev endda udsendt i løbet af blot et par måneder! Det ville ganske vist have gavnet helhedsindtrykket en smule, hvis Boyracer i lidt højere grad havde ladet kvantitet vige for kvalitet og ladet sig nøje med blot ét album og én ep, men selvom Happenstance ikke når helt de samme højder som 2002's næsten-mesterværk, To Get a Better Hold You've Got to Loosen Yr Grip, rummer pladen stadig masser af hurtige, støjfyldte og medrivende popsange, der er fyldt med såvel kærlighed som småbitter sarkasme. Også nok til at gøre enhver indiepop-fetichist våd i bukserne og varm om hjertet.

Br. Danielson
Brother Is to Son
(cd, Secretly Canadian)

Br. DanielsonDen kristne superhelt Daniel Smiths skærebrænderfalset stikker Guds englekor med et par oktaver på dette forrykte, ømme og rablende fantasifulde album, der – udover at skabe en treenig unio mystica mellem harmoni og sabotage, barnlighed og guddommelighed og ikke mindst surrealisme og kristendom! – simpelthen er en tordenkile af melodisk overskud. Det er mageløst og manio-religiøst sangskrivervanvid af høj kaliber. Hvis Gud har nogen smag, har han for længst sendt harpespillerne på pension og smidt Brother Is to Son på det himmelske stereoanlæg.

Candie Hank
Brandy Cramps
(lp, Wwilko)

Candie HankAlle forventninger til Patric Catanis Candie Hank-projekt blev indfriet på dette superkoncentrerede minialbum, hvis eneste fejl var, at man gerne ville have haft meget mere af det! Et tegnefilmsagtigt vanvid skabt af hyperaktiv electroclash, mystisk futurist-pop og psykotisk cirkusmusik - og drevet af en tilsyneladende grænseløs musikalsk opfindsomhed. Fyldt til bristepunktet med uimodståelig og spraglet underholdning, men så alligevel også sært bevægende.

Nick Cave & The Bad Seeds
Abattoir Blues/The Lyre of Orpheus
(2lp, Mute)

CaveEfter den noget jævne Nocturama er den efterhånden knapt så mørke mørkemand tilbage med karrierens første dobbeltalbum. Og denne gang med et album, der kontrastfyldt og samtidig formfuldendt indrammer den skizofrene brydekamp, Cave's sind mere og mere har været skueplads for gennem de seneste år. For nok er lyset for alvor brudt igennem med gospelkor og lovprisende hymner til det guddommelige, men skeletterne rasler fortsat i klædeskabet, mens ligene bæres ud. Abattoir Blues/The Lyre of Orpheus er lyden af synderens skrøbelige råb om aflad og amnesti, men er samtidig forankret i mørkets kontinuerlige nærvær og fristelse. Kort sagt: Nick Cave har sat alle sine dæmoner og engle på en stærk musikalsk formel.

Chicks on Speed and the No Heads
Press the Spacebar
(cd, Chicks on Speed/VME)

ChicksAt electroclash-genren efterhånden enten var stagneret eller forvandlet til moderigtigt festfyld, stod vel klart for de fleste i 2004, og derfor var det så meget desto mere herligt at se Chicks on Speed, som skrev en stor del af dens regelbog, henrette dens hensunkne rester i selskab med bl.a. Christian Vogel. Press the Spacebar var nemlig mindre electroclash end et pivåbent musikalsk spillerum, der gav plads til både psykedelisk punk-funk, cybernetisk swing og lydsammensætninger så originale, at de svært lod sig beskrive. At der sideløbende blev langet verbale øretæver ud til bl.a. Courtney Love og George W. Bush gjorde selvsagt ikke denne kunstneriske energiudladning mindre engagerende.

CocoRosie
La Maison de Mon Rêve
(cd, Touch and Go)

CocoRosieI Paris blev den operauddannede sopran Sierra opsøgt af sin søster Bianca, der ville trække hende væk fra den klassiske musik og udnytte hendes stemme i sine egne sange. Det var en særdeles god beslutning, for det kom der et fantastisk album med skramlede, halvelektroniske folksange ud af. Religiøse motiver og racespørgsmål pakkes ind i søstrenes smukke stemmer, der er dragende som sirenesang. Samtidig skaber legetøjsinstrumenter en vimsende baggrund for de indsmigrende sange, der lyder som et levn fra 30'erne. I 2004 blev folk-genren ellers også bragt til live igen af så forskellige folk som Devandra Banhart og Joanna Newsom, men CocoRosies La Maison de Mon Rêve var dog det mest originale bud på en nyfortolkning af traditionen.

Cult of Luna
Salvation
(cd, Earache/Target)

Cult of LunaAt vores svenske naboer kun skulle være til fisefornem, finurlig indierock er en fordom, Cult of Luna hamrer en stor, styg pæl igennem. Som en korpulent sværvægter på jagt vugger og hugger Salvation sig fremad med skiftevis en knusende tyngde og en drømmende sindighed. Opskriften er en umanerligt brutal klon af post-hardcore, tungmetal og dronerock, der over godt og vel 70 minutter - fordelt på blot otte numre - forvaltes med en udpræget sans for både det eksplosive og det mere sfæriske. Glem alt om lejrbål og idyllisk kanoferie i de lyse svenske sommernætter. Fra Umeå, hvor Cult of Luna stammer, kan man utvivlsomt skimte helvedes forgård med en arrig, dovent rokkende Beelzebub i porten!

Destroyer
Your Blues
(cd, Acuarela/Dotshop)

DestroyerDestroyer, alias Daniel Bejar, vendte ryggen til sine forunderlige lo-fi-rødder på sit sjette album Your Blues. I stedet kastede han sig over synthesizere, sequenzere og grandiose arrangementer for plastic-strygere. For de fleste ville et sådant skridt nok have haft fatale følger, men ikke for Bejar, der på ikonoklastisk vis serverede tolv nye fantastiske sange placeret lige midt imellem Stephin Merritt og Scott Walker. Your Blues var et album, der i høj grad stillede skarpt på overgangen til voksenlivet, men som sædvanlig også fandt plads til at hudflette den forstillelse, der hersker overalt - især i de små, ”meget rigtige” kunstneriske miljøer. Bejar vil nok for nogen være lidt for meget af en intellektuel og ikke særlig hip klovn, men det forhindrer ham omvendt ikke i, at være en af de mest spændende og mest sjove amerikanske sangskrivere netop nu.

Dillinger Escape Plan
Miss Machine
(cd, Relapse/Target )

Dillinger Escape PlanDillinger Escape Plan havde over to albums taget pusten fra de fleste med deres superkomplekse punkjazzmetal, der foregik i forskellige høje tempi. Med Miss Machine skete der to forandringer: Dels fik de en ny forsanger, som kunne spænde en hel del videre end de tidligere, hvilket udvidede deres palet betragteligt. Den anden forandring var, at de fik integreret melodier, der gjorde deres hardcore-kompositioner langt mere spiselige, uden at de af den grund gik på kompromis med udgangspunktet. Tværtimod er Miss Machine en endnu større ekskursion ud i alle afkroge af musikkens væsen, hvor bandet også tør at stoppe helt op i ambiente passager, inden de raser af sted i en anden retning. Dillinger Escape Plan fik forenet deres bedste kvaliteter i et album, som på alle måder er udfordrende og af enorm kaliber.

Eternals
Rawar Style
(cd, Aesthetics)

EternalsRawar Style bygger den Chicago-baserede gruppe Eternals sit udtryk op omkring et par af de senere års mest markante musikalske modefænomener. De tager således udgangspunkt i postrockens minimale tromme- og bas-rundgange, som de garnerer med postpunkede funk-influenser samt diverse latinrytmer. Det, der adskiller Eternals fra de andre grupper, som for øjeblikket arbejder inden for nogenlunde samme musikalske felt, er en særdeles veludviklet fornemmelse for at skifte kurs i stort set alle retninger med den største selvfølgelighed – og på den måde bliver Rawar Style årets uden sidestykke bedste festskive.

Franz Ferdinand
Franz Ferdinand
(cd, Domino)

FranzDet er yderst sjældent, at årets mest hypede albums også hører til blandt dets bedste, men hos de skotske nykommere Franz Ferdinand var der intet paradoks i at gå efter begge pokaler. I hvert fald leverede de – med den velsyngende krydsning af Bryan Ferry og Simon le Bon, der lyder navnet Alex Kapranos, i forgrunden – det ene velsignede skud højmelodiske punkfunk efter det andet. Og selvom gruppen i historisk perspektiv nok lå nærmere Blondie eller Madness end Gang of Four og Public Image Limited, kunne man ikke beskylde sange som ”This Fire” eller ”Take Me Out” for at mangle kant.

Guided By Voices
Half Smiles of the Decomposed
(cd, Matador)

Guided By VoicesRobert Pollard – ankermand i den tyve år gamle hitløse hitmaskine Guided By Voices – valgte med dette album at stoppe, mens legen er god. Half Smiles of the Decomposed blev udsendt som bandets svanesang, men heldigvis var albummet mere end bare en værdig måde at sige farvel på. I stedet var der tale om gruppens mest vellykkede forsøg på at lave en gennemproduceret plade siden Pollard fra omkring 1997 begyndte at gøre Guided By Voices til et "hi-fi"- fremfor et lo-fi-foretagende. På Half Smiles of the Decomposed falder tingene i hak: Den store rocklyd virker overbevisende, uden at der gives køb på variationen. Excentriciteten er intakt, lige så vel som de gode melodier er det, og som sædvanlig er der intet overflødigt fedt på nogen af dem. Og som beroligelse for tilhængere af den opløste gruppe, har Pollard sikkert allerede sangene til de næste 15-16 soloalbums klar.

PJ Harvey
Uh Huh Her
(cd, Island 2004)

PJ Harvey”I'm not like other girls / You can't straighten my curls” – sådan lyder de barske ord på den hidsige ”Who the fuck”, og der er vitterligt ingen som PJ Harvey. Hun er blevet standardpensum, anerkendt og friet til af Klaus Lynggaard, men hun har aldrig lydt som en kompromisløsning. På Uh Huh Her aner man tydeligt hendes flittige visitter hos navne som Mark Lanegan og Joshua Homme – numrene er svøbt i den støvede, one take-agtige og rå produktion, der er kendt fra netop denne whiskystemmernes verden – men Uh Huh Her er stadig vintage PJ Harvey. Førstedamen, når hun er bedst.

Simon Joyner
Lost With the Lights On
(cd, Jagjaguwar)

Simon JoynerMed Lost With the Lights On har den amerikanske singer-songwriter Simon Joyner skabt et album, der emmer af både liv og død, kærlighed og selvhad, blåt vemod og afdæmpet livsglæde. Få forstår som Joyner at skrive intime og vedkommende sange, der på en ganske overbevisende vis formidler store, eksistentielle følelser på en måde, der hverken virker påtaget eller patetisk. Trods mange af sangenes betydelige længde – flere når op over syv minutter – synes ingen af dem ét sekund for lange, og bandet formår på fornem og subtil vis at trække linjerne op i Joyners melankolske univers. ”Halleluja to the heart that burns, that breaks and heals and never learns” – så kan det vist ikke siges meget bedre!

Mark Lanegan
Bubblegum
(cd, Playground)

Mark LaneganMed tilpas meget røg og skramlet barstemning viser Lanegan endnu engang, at han mestrer kunsten at skrue potent midnatsrock sammen. Selvom tonen er mere eksplosiv end ellers på flere af numrene - ikke mindst i kraft af bidrag fra P.J. Harvey, Josh Homme og Nick Oliviera - forlader Bubblegum aldrig helt Lanegans vanlige sti. Smerten og den introspektive rundtur er sikker som amen i kirken - og i rundt regnet halvdelen af tilfældene serveret som tilbagelænet mørkerock, der er som tvunget ud af halsen på den nærmeste barrotte. Et typisk, men fornemt sammensat udspil fra Lanegans hånd, der i al sin monstrøse mørkejagt fungerer som et herligt soundtrack til de fortrøstningsfulde timer med selvvalgt ensomhed, der giver én rigeligt med rum til at grunde over sjælens smertekvaler.

Jens Lekman
When I said I Wanted to Be Your Dog
(cd, Service/Secretly Canadian)

Jens LekmanDen svenske popcrooner slog på overbevisende facon sit navn fast med dette debutalbum, der præsenterede en række forsøg udi den store kærlighedssang - forsøg, som på én gang helt levede op til genrens krav om en oprigtigt gribende blanding af eufori og weltschmerz, men samtidig også skævvred skabelonerne. På den lyriske side var Lekman tilmed uovertuffen med tekster, der hævede sig langt, langt over den gængse standard.

Like A Tim & Gina V. D'Orio
Bass Girl
(lp, Like Records)

Like a TimSjældent har en plade med rene coverversioner fremstået som en så helstøbt kunstnerisk sejr som Bass Girl, hvor gamle evergreens omskabes til Like A Tims helt egen nostalgiske science fiction-pop - på én gang fremmedartet og imødekommende, futuristisk og dybt, dybt charmerende. D'Orios overraskende blide vokal klæder den drømmende plasticlyd perfekt, og resultatet er så uimodståeligt, som det er enestående.

LFO Demon aka Mental Hell
Genocide Memoria
(2lp, Sprengstoff)

LFO DemonPå sit debutalbum lagde LFO Demon midlertidigt eksperimental-gabber og ragga-core til side, for i stedet at koncentrere sig om en iskold musikalsk fortolkning af verden anno 2004, udtrykt gennem mørk og knugende electronica. Med elementer af klaustrofobisk døds-dub, electro og endog postrock - og befriet for overflødig digitalknitren - lød Genocide Memoria ikke som noget andet i øjeblikket. Et dybt personligt og bevægende værk fyldt med sorg, desperation og grusom skønhed.

Af Geiger, 1. mar 2005


Yderligere information

Medvirkende skribenter: Kim Elgaard Andersen, Peter Tapdrup Andersen, Morten Bruhn, Jannik Juhl Christensen, Robert Christensen, Claus Falkenstrøm, Niklas Steffensen H, Pernille Jensen, Carsten V. Nielsen, Martin Nielsen, Steffen B. Pedersen, Rasmus Elm Rasmussen og Rasmus Steffensen.

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen