Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Marc Kellaway

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
Årets Musikoplevelser
Årets Musikoplevelser
- del 1
25. jan 2011 [Årets albums] Geiger fortsætter den stadig nye tradition og har igen inviteret en stribe musikere, arrangører, pladeselskabsfolk og andre fra musikmiljøet til at dele deres bedste musikoplevelser i 2010 med Geigers læsere. Find ud af, hvad der har begejstret Christian Villum, Maria Faust, Karl Aage Rasmussen, Heidi Mortenson og Rasmus Graff.

Artiklen bringes i to dele - det næste kapitel byder blandt andet på oplevelser fra Phisteria, Solveig Sandnes og Maria Bertel. Geiger-redaktionens egen liste over årets plader er også på vej og bringes snart her på siden.


Rasmus Graff

Forfatter Rasmus Graff udgav i 2010 bogen Folkets Prosa (After Hand), der var udgangspunkt for installationen Re Act Or på Roskilde Festival, samt lydværket Sprogbrugseksempler i oplæsning v/ 29 individer. Han spiller også i gruppen Dat War So. 

http://rasmusgraff.blogspot.com/

-

Endnu et år er gået, og det er ikke noget nyt, for år går, hvis det er det, de gør, og det gør de, det er det, vi siger. 

I december totusind og ni var jeg (og blandt andre en veninde, som sidenhen er blevet udvist fra DK; dette lorteland; forestil dig kommende regeringers og altså i demokratisk forstand - hvis ordet demokrati i dag og til den tid kan siges at betegne 'folkets herredømme': den enkelte danskers udlændingepolitik i en ikke uoverskuelig fremtid, hvor det anslås at to milliarder mennesker står til at skulle migrere pga. ændrede klimaforhold) til koncert i Lille Vega med Selvhenter, jeg kom ikke for sent, men da jeg trådte ind i koncertsalen, var koncerten i gang, et ca. tyve personer stort kor, som stod bag bandet, gjorde som kor gør, sang i kor, men jeg husker ikke hvordan, kun at det lød godt, og at det var et godt tidspunkt at komme ind i koncertsalen, rummet var ligesom sat, og så begyndte Selvhenter at spille, i forlængelse af koret eller efter koret, husker det ikke, to trommeslagere, en violinist, en saxofonist, en trombonist, PLAY, støjet og jazzet og dronet og vildt og accelererende, nogle gange ekstatisk, smukt, i hvert fald, for mit vedkommende, en følelse af ny musikalsk energi, de rykkede, og de rykker, og de har udgivet en tier på eget label, som hedder Eget Værelse, med hilsen til Virginia Woolf. 

Og så blev totusind og ni til totusind og ti.    

I begyndelsen af året var jeg gæsteredaktør på radiowy.se, hvor jeg præsenterede nogle værker, deriblandt Når man ikke kan noget, må man være parat til alt af Amalie Smith, som er en optagelse af Amalies strube under hendes indenadslæsning af »As portræt« af Henri Michaux. Et møde mellem teknologi, krop og tekst, temmelig fascinerende og buldrende, læs og lyt her: http://www.radiowy.se/rw33.htm

Det var en lang og kold vinter i totusind og ti, og jeg fik fat i Vuonna '86 af Pekko Käppi, som heldigvis er varm musik i snevejr eller sådan noget. Musik, der i sin frie omgang med (finsk?) folkemusik, med droner og klokker og field recordings, med foruroligende personlig finsksproget sang og andre åndedrætsbårne ud- og indbrud, fører en ind i rum og tider, man både kender og ikke kender. Måske er udtrykket anakronistisk, der er noget (bevidst) arkaisk over det. Det er en pissegod plade. 

Og så var det pludselig sommer, og jeg var på Roskilde Festival, hvor jeg for første gang oplevede Nisennenmondai, som var noget af en rejse, vistnok for hele publikumsmængden, jeg havde følelsen af at være del af én krop, hengiven til noget meget dansabelt, meget stringent, loopende, varieret, udvidende noget

I begyndelsen af juli var der jazzfestival på Mayhem, hvor jazzen var vild og det ikke rigtig gik at kalde den "jazz", fordi den var så meget andet, og det er for helvede det, det til enhver tid må handle om, at gøre noget andet, at transformere eller overskride traditioner, eller hvordan man nu synes, det skal formuleres. Til Johns Lunds (ved udgangen af hans koncert tog Sune TB Nielsen over) og trioen Toke Tietze Mortensen/Claus Haxholm/Kristian Poulsen kunne jeg bagefter bare sige what the fuck! Nå ja, og tidligere på året, på Mayhem: T B Kirstein/Johns Lunds; what the fuck! Det vil sige: Der kom nogen og gjorde noget, jeg næsten ikke kunne forestille mig nogen kunne gøre. Og hvad gjorde de så? Det ved jeg stadig ikke.

Og det var en varm sommer, og Frisk Frugt alias Anders Lauge Meldgaard udgav et forrygende værk: Dansktoppen møder Burkino Faso i det himmelblå rum hvor solen bor, suite. Metamorfosemaskine! Billedstorm! Plasticitetshyldest! Det er nok bedst at du læser Andreas K. Rasmussens kyndige og forbilledlige anmeldelse. Men pas på med at tage syre og lytte til den her plade, det bliver næsten for meget forvandling på én gang.                  

Revisited: Bach-fortolkninger af Glenn Gould (Die Kunst der Fuge og Goldberg Variations).     

Og det blev naturligvis (utroligt nok på tilsyneladende naturlig vis) efterår, og jeg har lyttet meget til diverse album af The Fall, diverse album af Kevin Ayers, nogle numre af Skeppet, nogle kompositioner af Edgar Varèse (som får mig til at tænke på og gyse over en linje, der står som det eneste på højre side af et opslag i Helena Erikssons bog De, bara: »JAG VET MAN KAN BLI GALEN«), og Parable of Arable Land af The Red Crayola har i perioder kørt på repeat.  

»Towards the end of 2010, Goodiepal apparently borrowed 500.000,00 DKK, equalling around 92.865,19 US Dollars, from a friend in Ukraine and gave them away in an attempt to fight growing racism in Europe,« står der på Wikipedia om (og af?) Goodiepal, som udgav Mort Aux Vaches Xtra Ekstra, Route 66 Eksperimentet under heteronymet Gæoudji Sygnok. De fleste Geiger-læsere kender sikkert til udgivelsen og har formentlig også en holdning til den og til Goodiepals praksis. Hvad er musik i dag, og hvad kan og måske ligefrem skal musik i den højteknologiske tidsalder? Hvad er objekter, og hvad står de i forbindelse med og hvordan i en verden overlæsset af objekter? Hvad er værdi og for hvem og hvorfor? Hvilke positioner er mulige at adressere fra i musikerrollen, og hvordan forskydes 'lytterens' position? Femhundredekronesedlen brugte jeg på blandt andet blomkål, kaffe, cognac, sojafløde og flødeboller.

          ¡¿Peter Brötzmann Chicago Tentet i Huset i Magstræde!?

»You tollerday donsk? N. You tolkatiff scowegian? Nn. You spigotty anglease? Nnn. You phonio saxo?« Finnegans Wake af James Joyce, en bog; a long the 628 riverrun, past af Andreas Führer og Anders Lauge Meldgaard, en tre uger lang begivenhed, hvor Finnegans Wake var udgangspunkt for diverse fortolkninger af diverse kunstnere. Finnegans Wake er slik for akademikere, men alligevel går deres skrifter ofte sukkerkolde, gør de ikke? a long the 628 riverrun, past var et ambitiøst og storslået projekt, der for mig at se handlede om at - ikke begribe, men - gribe Joyces virtuose bog, og efter at have grebet bogen: slippe den, gerne uden at tilbyde den noget sted at lande. Jeg håber meget, at yoyooyoy udgiver a long the 628 riverrun, past som mp3-lydbog. Læs og se mere her: http://www.yoyooyoy.dk/riverrun/riverrun.htm og lyt her.

Og det blev december, og verden er stor, og hjerter er små og mange, og på Dagmar Krøyers hjemmeside kunne man følge med i en julekalender. To skiver rullepølse klappede, et mynteblad spillede blokfløjte på en banan, en figen sang tenor osv. etc. Hver julekalenderdag tilførtes et nyt stykke mad til det animerede landskab, hver dag tilførtes et nyt spor til den altid tredive sekunder lange sang.       (Bababadalgharaghtakamminarronnkonnbronntonnerronntuonnthunn-trovarrhounawnskawntoohoohoordenenthurnuk!)

 

 Christian Villum

Indehaver af pladeselskabet Urlyd og formand for pladeselskabssammenslutningen Labelkollektiv. Er en del af gruppen omkring Platform4 i Aalborg og medarrangør af bl.a. Blip Festival Europe.

http://autofunk.dk/ 

-

Af danske udgivelser er der en håndfuld plader som jeg virkelig har sat pris på. Dels vil jeg fremhæve Systems anmelderroste B (Rump Recordings, LP), der på smuk vis markerede gruppens tilbagekomst og viste, at Skaaning, Remmer og Knak så sandelig stadigvæk har masser af musikalske idéer at byde på i fællesskab. Også Sunas Stille Storm (Ubåd Records, LP) har været en stor positiv overraskelse; et særdeles originalt album, der elegant forener folk, balkan og elektroniske flader og samtidig trækker stærke referencer til andre hjemlige navne som fx Under Byen og Savage Roses Annisette i form af forsanger Malene Madsens flotte vokal. Også det nye danske selskab UrbanWorld's Global Bass Vol. 1-opsamling (2LP) var en stor nydelse og gav kompetente bud på digital cumbia, balkan beats, electro swing, bollywood breaks og meget mere fra den globale club musik - fra bl.a. navne som Analogik og Unkle Ho.

Et andet højdepunkt var det andet udspil fra Simpson, Leth og Toksvig alias Vi Sidder Bare Her, der bar den meget rammende titel Ikke Euforisk (Alarm, 2LP). Jeg er vild med næsten alt, Simpson og Leth hver især rører ved, og dette var ikke nogen undtagelse - og som på debuten udkom LP-udgaven på genial vis med instrumental-plade også (sådan noget betaler jeg meget gerne ekstra for). Også i livekonstellation i et fyldt Musikhuset i Århus var trioen virkelig god. Glæder mig til mere fra den kant. Sidste danske album, jeg vil fremhæve, er One-Eyed Mule's Drifting To A Happy Place (Artiscope/Vinylen, LP), som i høj grad åbnene mine øjne for alt-country genren - og efter at have oplevet dem til årets SXSW i Austin måtte jeg investere i albummet.

Af udenlandske udgivelser var der også et par håndfulde, som virkelig gjorde indtryk. Først og fremmest havde jeg en totalt berusende oplevelse, første gang jeg hørte nummeret "Home" med Edward Sharpe & The Magnetic Zeros. Sjældent før har et nummer i den grad blæst mig omkuld af bar begejstring lige fra første lyt, og albummet (som egentlig er fra 2009, men vist først har nået europæiske kyster i år) Up From Below (Community Music/Fairfax Recordings, LP) formåede i ganske stor udstrækning at følge op på den stærke single, bl.a. med opfølgersinglen "40 Day Dream". Musikmæssigt begår bandet sig i feltet mellem amerikanske folk-, hippie- og psykedeliske rock-traditioner og er i høj grad musikalsk beslægtet med fx Devandra Banhart. Bandet har vist i nogen grad opnået lidt af et fortjent gennembrud i USA.

Videre inden for den amerikanske rock, specifikt New York-Postpunk-New Wave-scenen, var der jo også meget stærke nye plader ude med både Interpol (Interpol, Matador, LP) og The National (High Violet, 4AD, LP) - to bands, som jeg altid sat pris på og i øvrigt minder om hinanden på mange måder med deres Joy Division/New Order/The Smiths-inspirerede lyd. Fra England synes jeg, at Morcheebas nyeste album, Blood Like Lemonade (PIAS), var rigtigt godt. Bandets signatur i melodiske arrangementer, slæbende beats og den tilbagevendte oprindelige sangerinde Skye Edwards skabte et meget helstøbt og, for bandet, usædvanligt lyst album. Også engelske Mount Kimbies debutalbum var et friskt pust i det forgangne år. Deres blanding af dubstep, glitch og breakbeats (som de vist selv kalder for 'post-dubstep') ramte helt rigtigt i min smag. Det samme gælder Magnetic Man-projektet, som er navnet på Skream og Bengas samarbejde med dubstep-kollegaen Artwork på albummet af samme navn (ude på Columbia Records, LP). Fra vores skandinaviske broderlande synes jeg, at veteranen Håkan Lidbos Tech Couture Vol. 2  (Audio Exit, digital download) var noget af det bedste, han nogensinde har lavet. Stramt komponeret eksperimenterende electronica med stærke minimal techno/Detroit-referencer. At den er tilgængelig gratis under Creative Commons licens, gør bestemt heller ikke noget. Stor-rotation på min mp3-afspiller.

Og denne gratis download bringer mig frem til en helt central betragtning omkring året der gik. 2010 blev nemlig året, hvor jeg for alvor dykkede ned i netlabel-scenen, som efterhånden har vokset sig så stor, at det er umuligt at holde trit uden enten enorme mængder tid eller kyndig guiding i blogosfæren. Jeg meldte mig derfor tidligt på året på mailinglisten Inq-Mag (inq-mag.com), som har som formål at præsentere deres bud på bedste netlabel udgivelser hver dag - og det gør de godt. Jeg henter alt hvad de anbefaler, lytter det hele og gemmer ca. en trediedel. Netlabel-scenen udmærker sig (for dem, som ikke ved det) ved at udgive udelukkende digitalt (med enkelte undtagelser) og samtidig gøre deres udgivelser gratis tilgængelig til ikke-kommerciel download, ofte under førnævnte Creative Commons licens, så man nemt, lovligt og bekvemt kan downloade og give musikken en lytter på sin ipod. Dette åbner op for - netop på lovlig vis - at gøre dét, de fleste gør alligevel, nemlig at downloade noget af nysgerrighed for at lytte lidt, inden man muligvis investerer i en plade eller en koncertbillet.

I det forgangne år har netlabel-scenen virkelig tilføjet en ny dimension til mit musikforbrugsmønster, ikke mindst fordi man derved opdager labels, bands og albums, som er meget langt under radaren - og jeg har gjort det til en praksis at skyde et par Euros afsted med PayPal som donation til de plader, jeg ender med at beholde. Et nyt musikalsk økosystem er vokset frem for mit vedkommende.

Blandt de bedste netlabel-udgivelser i løbet af året vil jeg fremhæve Christopher McFalls A Long Time Running for The Suicide Strays (Resting Bell, hentes fra restingbell.net). Mørk og dyster electronica EP med fire numre, som vel nærmest kan betegnes som dark ambient. Resting Bell er i øvrigt et godt sted at starte, hvis man vil hente nogle virkeligt stærke netlabel-udgivelser inden for elektronisk lyttemusik.
Også Arrogallas Royal Trunc (Mime, mimenetlabel.com) står som et af de stærkeste udspil. Tre ambient dub-numre af Berliner-skuffe sovset til i rumklang, så tankerne falder hen på Basic Channel, Rhythm & Sound og Burial Mix.
Samme stemning finder man på en stærk opsamling med titlen Aesthesia på Energostatic-netselskabet (energostatic.com), som bortset fra startnummeret er en meget stærk samling numre, hvor bidragene fra Arkaios (UK) og Jimmy Myhrmann (Sverige) i min optik er klare højdepunkter. En lidt mere skæv udgivelse finder man på albummet S.I.V.A. EP (9 numre på en EP?) fra gruppen med det underlige navn Yem Senha, som det er utroligt svært at finde baggrundsinformation om - andet end at de (han?) har base i Toulouse i Frankrig. Kendetegnet ved en afart af hiphop klippes tonstunge beats og samples op til vaklende og underligt funky konstruktioner, som på trods af deres tilsyneladende sjuskede fremtoning er alt andet end det. Tilmed skal det nævnes, at albummet er selvudgivet på Bandcamp (senha.bandcamp.com), og dermed understreger, hvordan gode originale udgivelser ikke nødvendigvis længere behøver noget pladeselskab for at finde sit publikum.

Alt i alt et særdeles spændende år, 2010, hvor jeg afslutningsvis vil give et tip til et nyt label, som jeg virkelig tror kommer til at gøre en forskel i det nye år: nemlig Svetlana Industries fra Beograd i Serbien. Uden yderligere introduktion vil jeg lade selskabets musik tale for sig selv - tjek svetlanaindustries.com, der er bl.a. mixtapes til download, der gør det nemt - og gratis - at stifte bekendtskab med selskabets helt særlige lyd.

 

Maria Faust

Saxofonist, født og opvokset i Estland. Spiller blandt andet i sin egen Maria Faust Group, der i 2010 udgav deres 2. album Warrior Horse (Barefoot Records).

http://www.mariafaust.com/

-

It is easier to analyze a piece of music theoretically than to describe the feeling I am getting when I am listening to it. I can try to describe my favorite concert of the year, I can even maybe find a word for my emotions but the truth is that to talk about music really is like dancing about architecture (T. Monk) and the story that I am going to tell is telling more about myself than the actual concert. Hereby I have to forgive to the narrow minded, stupid reviewer who was extremely drunk during my concert in Helsinki, fell asleep after the couple of tunes and of course wrote an excellent article about Maria Faust Group´s “messy” performance.

A month ago I had an interesting conversation with my Estonian colleague. We talked about the different styles, tastes and aesthetics in music and he said to me that free jazz is dead. “Why are you still so into it?” he asked and told me that the style has not been moving anywhere the past 35 years. I could say the same about all the old styles of music, some of these staying the same nearly 100 years. I don´t agree with him. I think that free jazz has become something more. It may have changed name from free jazz to improv, but as long as the main focus in the music is to improvise freely, it is the same music for me that was played by Derek Bailey and is played by Peter Brötzmann, Evan Parker, Michael Zerang, Fred Lonberg-Holm, Ken Vandermark and many more. I might be a little too involved in that kind of music, but I think we are in the middle of the second coming of that amazing style. There are many very young musicians who think that this is the “shit” they want to play. Call it whatever: improv, free jazz, underground jazz, avant-garde, idiomatic, non idiomatic etc.

To come back to the actual purpose of this article I have to name two concerts. The best of the bests last year were for me the trio with Evan Parker/Chris Corsano/Nate Wooley at the Copenhagen Jazz Festival and Peter Brötzmann Chicago Tentet at the Copenhagen Improv Festival at Huset i Magstræde. I cannot compare these concerts with each other, but both of them surprised me and I was not ready for it.

Communication, freedom, sensitivity, beautiful nothingness and surprisingly a huge amount of musical discipline. Absolutely amazing!

 

Heidi Mortenson

Heidi Mortenson udgav i 2010 kassettebåndet Circular Tape. Et dobbeltalbum med nye numre samt venner og kollegaers fortolkninger af Mortensons bagkatalog er på trapperne.

http://www.nosnetrom.net/

-

Instrumenten Museum Berlin: Et museum fuld af orgler og harpiscorder og nogle af verdens første synther. Mærkelige horn og fløjter der lyder som synther. Et såkaldt glasharmonika der består af en masse glasskåle sat efter hinanden. Fodpedalen får en stang med glasskålene til at dreje rundt. Så dypper man fingrene i et lille indbygget glas vand og spiller således på glasskålene, hvoraf de ”sorte tangenter” er markeret med en guldstribe. (Se billede

We Can Love You: Signe Høirups nye band spillede i Musikhuset, og jeg måtte selvfølgelig ind og høre, hvad hun nu havde fundet på, hende som ellers kalder sig Jomi Massage. Det specielle ved den her koncert var, at Signe var højgravid og spillede på et enkelt-opsat trommesæt - mest tammer - og så havde hun en luciakrans på hovedet. Det var, som om musikken strålede ud fra den her stærke visuelle fremtoning, og følelserne flød med tonerne ud over scenekanten. Det var enkelt og med plads til at drive musikken ud af en tangent. Jeg sad på gulvet og lyttede intenst, og på et tidspunkt imens Signe synger,  begynder hun at rejse sig op fra stolen og ordene bliver højere og mere og mere udtryksfulde udkrængende sjæl, ja hun har noget på hjerte, og nu, lige nu, bliver det sagt, og alvoren forstås. Pyha, man holder lige vejret engang og svæver med.

B&O højttalere: Jeg må lige fortælle om nogle gamle B&O højttalere fra sidst  i 70erne, som jeg har købt. Det er dem med karton membran! De er 3-vejs, og de lyder sindssygt godt. Det første, jeg hørte på dem, var en Enya-plade. De kostede under 200 kr. Så hvis du vil gøre et godt køb, så kig dig om efter sådan et par fine gamle. (Se billede).

Konokone: Et musikalsk samarbejde med kvindelige danske og maliske kunstnere. Bl.a. Lise Westsynthius, Jomi Massage og Solveig Sandnes. Det var en udfordring at arbejde med de rå lydfiler fra Mali og skabe ny musik, men ikke mindst noget helt nyt og spændende at lære disse mennesker at kende. Afrika! Stolte, dygtige og nysgerrige efter elektronik, læs:  loop-station og effektpedaler. De talte fransk! så komunikationen for mit vedkommende foregik gennem tegnsprog og lyde. Min første øver var med Mouneissa (44), African queen mama over for en bleg, tynd, nørdet dame,  som var mig. Det var, som om hun ikke helt havde lyst til at forholde sig til, hvad jeg var for én, som jeg stod der med min laptop. Men hun smed sandalerne, satte sig på gulvet og gjorde klar til at tromme på et udhulet græskar. Jeg spejlede hende, smed skoene og satte mig overfor med laptop på gulvet over for græskaret. Det faldt i god jord, og der kom et smil. Det var virkelig skønt at arbejde med alle de her damer og være omgivet af så meget kvindelig energi. De danske musikmamaer havde de små med, som vi skiftedes til at bære lidt på, når en mor skulle lave lydprøve. Der var samhørighed, ånd og dedikation til musikken.

Goodiepal på orgel: Den gode Goodiepal spillede "suppe, steg og is"-orgel på en thairestaurant på Nørrebro. Den frygtløse mand med de store ideer. Bla. spillede han "Under Byen flip flop mix", som ganske vist er lavet på dette halv-fancy programerbare plastikkeybard, som han sad så fint og spillede på med vandkæmmet hår. (Se billede).

Mulatu Astatke: Etiopisk soul. Jamen, det vidste jeg slet ikke fandtes. Min reol er fuld af gamle soulplader, og jeg havde en skøn koncertoplevelse på Atlas med dette band. Er i øvrigt glad for, at Atlas har så meget eksotisk musik på programmet.

First Aid Kit i Berlin: To svenske søstre på 19 og 21. Fuldstændig følsomme og uspolerede små personer, der allerede har et kæmpe musikalsk bagland. En dame blandt publikum tryglede om en speciel sang. ”Ok, til sidst spiller vi den sang for dig”. Og så stillede de sig ud på gulvet blandt publikum og spillede denne sang akustisk. No problemo. Det handler om musik, øjeblikke og komunikation. Nævnte jeg deres cover af Fever Rays ”When I Grow Up”?

Laurie Anderson – remix: Damen der har lavet eksperimenterende pop-agtige sange og opført dem med indlevelse humor og teknologi, udstedte en remix-konkurrence. Jeg er ikke særlig meget konkurrencemenneske, men tog udfordringen op, og det endte med en honourable mention og det nye album signeret. Hvis du ikke kender Laurie Anderson, så check hendes første album, Big Science, og videoen "Home of The Brave"

(Lyt til remixet her , se præmien her )

Grønland!!!: I maj måned var jeg med det norske center for kunst Flaggfabrikken inviteret til Grønland på inspirationstur via en udstilling og koncert deroppe. Det er det mest eksotiske sted, jeg kan komme i tanke om, og der er næsten ingen lyd deroppe bortset fra slædehundendes hylen. MEN der er en fantastisk akustik. Flotte ekkoer, og vi var heldige at opleve en kælving (et stykke isbjerg, der knækker af og falder i havet og kan skabe tsunami). En kælving lyder som en kort torden, når isen flækker, og så har man 2 sekunder til at komme væk derfra. Vi boede i Ilulissat, som er fredet af UNESCO. Det er der, hvor indlandsisen bliver presset ud i havet som isbjerge, der flyder langsomt af sted. Grønlænderne har båd og slæde men ingen bil, for der er ingen veje. Forestil dig en by med 5000 mennesker uden veje og biler. Kun lyden af både mellem isbjerge i et landskab, der konstant forandrer sig. Da vi råbte ud i is-landskabet ved Kællingekløften (billede), var der et multisvar tilbage fra forskellige retninger og med det samme tænkte jeg: "åh, hvem der bare havde Kællingekløften som et plug-in."

 

Karl Aage Rasmussen

Komponist, forfatter, professor, debattør m.m. I 2011 er både en bog om Gustav Mahler, John Cage og tekstmassen Musik i det 20. århundrede - en fortælling planlagt til udgivelse fra Rasmussens hånd.

http://www.karlaagerasmussen.com/

-

For mange, der er bekendt med navnet Theodor Adorno, er den tyske megatænker blevet lidt af et hadeobjekt - sprogligt knudret, nærmest ulæselig i oversættelse, rethaverisk i sine synspunkter og, værst af alt, en super-elitær intellektuel, hvad man i tidens tankemiljø bestemt bør afstå fra at skilte med. At Teddy Adorno ikke nøjedes med at formane sin tids komponister om, hvordan de bar sig ad med at være "moderne" på en filosofisk holdbar måde, men faktisk selv skrev en hel del musik, er mindre kendt (Adorno var i en periode elev af selveste Alban Berg). At han faktisk besad en vis selvironisk humor - han skrev til tider under pseudonymet "Hektor Rottweiler" - er også ret overset. Og at den senere USA-hader som 30-årig arbejdede på en Mark Twain-opera om Tom Sawyer, Huckleberry Finn og Indianer-Joe kan nok fremkalde måbende forbløffelse hos én og anden, gætter jeg på. Han afbrød arbejdet, da han i 1934 forlod det nazistiske Tyskland, og operaen blev aldrig skrevet færdig. Jeg kender en del klaverlieder af Adorno og en række satser for strygekvartet. Men orkester, opera? Det uundværlige YouTube gav mig ved et tilfælde mulighed for at høre et par sange fra denne ufuldendte opera (i en Wergo-optagelse fra Operaen i Frankfurt ). Og med ét blev mit oplevelsesrum udvidet: Her iscenesætter Gustav Mahler Schönbergs "Erwartung" i Fritz Lang-belysning med Tom Sawyer i hovedrollen. Jamen altså!
http://www.youtube.com/watch?v=OSgLuVmIQl0&feature=related 

Trio con Brio, elegantier-ensemblet i dansk kammermusik, gav i marts en koncert som en del af det danske islæt på forårsfestivalen i Budapest. På programmet var Bent Sørensens fem-satsede klavertrio med den karakteristiske titel Phantasmagoria fra 2007 - "et skyggespil (…) hvor musik, stemmer og instrumenter dukker op bag hinanden", forklarer komponisten selv. "Det minder mig om noget jeg aldrig har hørt," påstod den norske komponist Arne Nordheim om et værk af Sørensen, og det er svært at forestille sig et mere snurrigt-rammende udtryk for det dobbeltbundede, nedtonede, længselsfuldt drømmende udtryksklima i denne trio, som jeg her hørte for første gang. Blidt og sørgmodigt nynnende stemmer, tusmørke og længsel, ja, men sandelig også fortrøstning, absolut ikke noget med dødsbevidsthed og sortsyn. En inderlighed og enkelhed, som ikke blot er ny hos Sørensen, men som måske også giver hans lytter - denne lytter, i hvert fald - et nyt og friere fortolkningsrum. Pulseringer der stiger og falder i tempo, sart enkelhed, sitrende triller og tremolo, dynamik der bølger som åndedrag, små drømmende ekkoer af dur/mol tonale koraler, og frem for alt denne stadige følelse af kontakt med en fællesmenneskelig erindring, med "sorger man ikke har kendt, synder man aldrig har begået eller tragedier der ikke er ens egne", som Oscar Wilde engang udtrykte det.

Endnu inden Gustav Mahler var fyldt tyve, havde han komponeret sit første storværk, det umådeligt ambitiøse, opera-agtige eventyrdigt for solister, kor og orkester Das klagende Lied (vist bedst oversat som "den anklagende sang"). Og det ufattelige er, at han ingen som helst erfaring havde som komponist for orkester. Alligevel er hans visionære kraft og senere håndværksmæssige sikkerhed allerede tindrende åbenbar. Hans sans for klang, for instrumenters og stemmers særlige særpræg, for sindrigt udtænkte effekter og for imaginært teater i en koncertsal, må have været medfødt, selv om han kom fra små, provinsielle kår helt uden musiktraditioner. Og kimen til alt, hvad vi forbinder med Mahler, er her: magisk og makabert, tragedie og spot. Men ingen ville opføre værket. I februar 1901, nu verdensberømt dirigent og chef for Hofoperaen i Wien, uropførte han selv en revideret og reduceret udgave, men derefter kom værket til at sove tornerosesøvn i mange år, og blev det opført, var det i en uheldig blanding mellem originalen og hans tyve år senere revision. Først i 1997 fik den unge Mahlers storværk en samlet uopførelse i sin oprindelige form. 

I sommeren skrev jeg en lille bog om Mahlers musik, et resultat af en livslang kærlighedsaffære. Jeg var overbevist om, at den modne Mahlers udgave af sit ungdomsværk var den "egentlige", men indså, at jeg retfærdigvis måtte høre det i sin urform (det blev i en optagelse med Londons Philharmoni fra 2007 ledet af Vladimir Jurowski). Og jeg var komplet uforberedt på min reaktion, kun det savtakket flimrende lys fra min skrivebordslampe afslørede, at mine øjne pludselig var våde …

Fingrene på én hånd er nok til at tælle sammenlignelige storværker i verdenskunsten skabt af en teenager. Alene i Europa har jeg optalt i hvert fald tretten opførelser af dette kæmpeværk i den originale version i løbet blot af de første få måneder af 2011, hundredåret for Mahlers død. Så nu erobrer også teenageren Gustav Mahler verden!

 

Af Redaktionen, m.fl., 25. jan 2011


Kommentarer (1)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

... - 7 indl�g11/02/11 18:27
Af JacobPertou
Heidi Mortensons Circular Tape er et genialt, humoristisk og unikt stykke kunst.

     
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen