Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Gæsteanmelder: Lars Kivig / Acorn Falling

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
Årets albums 2009
Årets albums 2009
2. feb 2010 [Årets albums] Aldrig vil et år passere revy, uden at Geiger præsenterer en liste over dets bedste plader. Således kårer vi her 2009's bedste plader, der i vores optik inkluderer alt fra Merriweather Post Pavillion af de hypede hipstere Animal Collective til et yoyooyoy-kassettebånd med lydoptagelser af musik fra Mali og Burkina Faso. Derudover indeholder den navne som Bob Dylan, Disrupt, Paavoharju, Omar Souleyman og Yo La Tengo.

Animal Collective: Merriweather Post Pavillion (Fat Cat/VME)

Dette var Animal Collectives mest tilgængelige plade til dato med en blød organisk lyd. Kollektivets melodier er fortsat udfordrende og varierede, hvilket gør, at den fungerer som en popplade, man med udbytte kan vende tilbage til igen og igen. Panda Bears sange er de mest dominerende, og den Beach Boys-inspirerede lyd, som han luftede på Person Pitch, er også her i centrum, men den har med Geologists og Avey Tares mellemkomst fået et mere komplekst udtryk.

The Antlers: Hospice (French Kiss)

Peter Silbermans højdramatiske fortælling om en uheldssvanger og uforløst kærlighedsaffære mellem en sygehjælper og hans sindsforvirrede, døende patient kunne meget vel være faldet sammen under vægten af egen insisterende alvor. Heldigvis modsvares teksternes højtråbende febervielser af et væsentligt mere afdæmpet lydbillede, der i sin skrøbelige og let sammenknugede skønhed næsten virker forsonende. Det underspillede, knitrende og til tider næsten ambiente lydtapet forlener sammen med Silbermans sørgmodige vokal fortællingen med en emotionel kraft, der får Hospice til at løbe ligeså ubønhørligt ind under huden som de hospitalsslanger, der figurerer i albummets tekstunivers.

Balstyrko: Jagten Paa Noget (Fakediamond/ArtPeople)

Omslaget fik Balstyrkos debutalbum til at ligne etautentisk syrerock-album fra starten af 70'erne, selvom teamet bag det var nogle af de mest hypede navne i dansk musik lige nu: Ane Trolle, Blæs Bukki og produceren Anders Christophersen. Og syrerock var det da heller ikke ligefrem, de tre bedrev, selvom musikken var lige så opfindsom og frit flydende – et strålende eksempel på, at popularitet til tider kan gå hånd og hånd med reel innovation. I hvert fald krydsede programmerede beats, dubpulseringer og elektroniske lydlag sig ubesværet med håndspillede etniske indslag og tekster, der på en gedigent poetisk vis zoomede ind på alt fra hjertesorg til tidens jag efter vind. Og dét på et stærkt og sammenhængende værk, som på én gang føltes moderne og urbant, rustikt og tidløst.  Balstyrko søgte – og fandt!

Bill Callahan: Sometimes I Wish We Were an Eagle (Drag City)

Denne plade er et mesterværk, som alle, der lytter til sanger/sangskriver-musik, bør eje! Pladen er bundet sammen af Callahans køligt messende stemme og depressive, billedspækkede tekster om den mørke smerte og ikke mindst vejen tilbage til lyset. Naturen, især fuglene og træerne, er en gennemgående tematik, som på ”All Thoughts are Prey to Some Beast”, hvor naturen og følelseslivet kobles sammen: ”The leafless tree looked like a brain/The birds within were all the thoughts and desires within me / Hopping around from branch to branch or snug in their nests listening in”. Tekstuniverset fremstår så varieret, at det på intet tidspunkt bliver til en kvalm overfladisk flora/fauna-liderlighed (som mange musikere ellers forfalder til).

Jarvis Cocker: Further Complications (RoughTrade/A:Larm)

Lad det straks være sagt: Jarvis Cockers andet soloalbum er væsentligt mere ujævnt end den helstøbte, selvbetitlede debut fra 2006. Der hersker dog fortsat ingen tvivl om, at vi har at gøre med en af tidens skarpeste sangskrivere, om end han efterhånden har været i branchen i tredive år. Titlen siger det hele: yderligere komplikationer, fortsatte udforskninger af det temafelt, som alle dage har været sangskriveren Cockers revir – evigt utilpasset tristesse i en middelklassemelankoli, der trods Cockers forankring i et umiskendeligt britisk univers, gav Pulp et sent, men eftertrykkeligt kommercielt gennembrud over hele den vestlige verden med generationspladen Different Class i 1995. På Further Complications kredser Cocker fortsat om det moderne vestlige menneskes eksistentielle vakuum og samlejet som flugt fra dette – blot ikke længere i den utilpassede ungdoms optik, men derimod fra den ikke mindre fremmedgjorte midaldrende mands synsvinkel. Mens solodebuten præsenterede en række formfuldendte rocksange er den seneste plade karakteriseret ved et skitseagtigt udtryk og en garagerocket kant, som blandt andet er resultat af et samarbejde med den tidligere Nirvana-producer Steve Albini. Formlen fungerer kun delvist, men begrænsninger til trods ragede Cocker fortsat op over mængden og placerede sig forrest i feltet, hvad angår seriøs sangskrivning anno 2009.

Leonard Cohen: Live in London / Live At The Isle of Wright (Columbia/Sony / Legacy)

Ikke et øje var tørt og næppe et anmelderord negativt, da Leonard Cohen i 2008 drog ud på sin første turné i femten år, og en dokumentation af den i øvrigt fortsat igangværende tour var således selvskreven. For os, som oplevede en eller flere af koncerterne undervejs, bringer dobbelt-cd’en i sagens natur de sjældent bevægende maratonkoncerter i behagelig erindring, mens de knap så privilegerede kan høre pladen for, hvad den er; en vellydende – næsten for vellydende – tour de force gennem mandens imponerende bagkatalog med maestroen selv i vokal topform. Til sammenligning fik vi fra arkiverne Cohens koncert fra Isle of Wight-festivalen i 1970 – naturligvis selskabets forsøg på at lukrere på den fornyede opmærksomhed omkring Cohen, bevares, men ikke en mindre interessant koncert af den grund. Med de første tre, sublime album i ryggen og rollen som sanger/sangskriver stadig forholdsvis ny (den allerede veletablerede digter pladedebuterede i december 1967), er der på sin vis mere på spil på denne fortættede festivalkoncert end på det forudsigeligt fremragende triumftog fra 2008.

Dinosaur Jr.: Farm (PIAS/VME)

Farm lyder Dinosaur Jr., helt som de plejer, hvilket i øvrigt også gjaldt for forgængeren Beyond: Bittersøde sange indhyllet i en mur af gnistrende guitar fra J. Mascis, der sædvanen tro fyrer de tunge skyts af: pyrotekniske guitarsoli og overflod af distortion. Det er paradoksalt, at den apati, han udfolder i lyrikken, kan levne plads til sådan en opløftende, triumferende og fængende lyd. Lyt bare til det fantastisk smukke popnummer ”Plans” med omkvædet, der lyder ”I got nothing left to be / do you have some plans for me?” Det er ufatteligt glædeligt, at et af de mest indflydelsesrige støjrock-bands nogensinde har gjort et glimrende comeback de senere år, og Farm indkapsler meget af det, der er godt ved Dinosaur Jr. på vanlig no nonsense-manér.

Discovery: LP (XL Recordings)

Discovery har med deres debutudgivelse LP skabt et lille, stramt komponeret og veldisponeret album med en enorm variation, idérigdom og tilgængelighed. Her har man ikke følt sig for fin til at tage det helt store kartotek af popklichéer i brug, og der er bestemt ikke sparet på hitambitionerne, hvilket er særdeles befriende. Man overgiver sig fra starten til de beskedne virkemidler, der hovedsagligt består af samplede trommebeats, synthesizere, masser af vokal, kor og temposkift. Numrene er bygget op omkring et spinkelt skelet, der blot får de forskellige elementer til at fremstå endnu stærkere og stykkerne til at bange endnu hårdere. Rostam Batmanglijs vokal fungerer glimrende i det minimale musikalske udtryk, ikke mindst i selskab med Angel Deradoorian fra Dirty Projectors på den lille kærlighedsduet ”I Wanna Be Your Boyfriend”.


Disrupt:
The Bass Has Left the Building (Jahtari)

Hvor Disrupts blanding af dub og computerspilsmusik tidligere har haft en tendens til at trække lidt for meget på de mest forudsigelige dubklicheer, der skabte han med The Bass Has Left the Building – såvel som med singleforløberen Berzerk Dub / Echobombing – et helt uventet og overbevisende nyt udtryk, der ikke så meget var summen af delene, som det var en mutation og fuldkommen nytænkning af dem. Under den humoristiske b-filmsoverflade lå et endeløst, isnende og kulsort tomrum, der var lige så mystisk og fascinerende, som det var uheldsvangert og paranoidt.

 

Bob Dylan: Together Through Life / Christmas in the Heart (Columbia/Sony)

Hele to nye studieudgivelser med Bob Dylan blev det til det forløbne år – først og væsentligst Together Through Life, hvor mandens udtryk tager en ny drejning oven på de seneste to gennemarbejdede og i nærmest antropologisk grad roots-bevidste albums. Ikke at årets album var mindre traditionsbevidst, men det indeholder større melodisk mangfoldighed end de overvejende bluesorienterede forgængere og virker væsentligt mere skramlet og løs i strukturen. Lyrisk videreføres den kalejdoskopiske og uigennemtrængelige stil, som er mandens adelsmærke – om end den har udmøntet sig på temmelig forskellig vis gennem karrieren – men skærer man ind til benet er temakredsen stadig forskellige nuancer af tab, savn og forgængelighed.

Anderledes munter var efterårets overraskelse, hvor Dylan veloplagt fortolker  tolv amerikanske juleklassikere med lige dele vægt på Jesus og Julemanden. Musikalsk smagfuld og vokalt vellydende – hvis man altså hører til dem, der kan se skønheden i Dylans raspende, harkende og bjæffende sangstil. Vemodige perler som ”Do You Hear What I Hear” og ”The Little Drummer Boy” flankeres af den overstadige ”Must Be Santa”. Albummet føjer sig logisk til den ældre Dylans fortløbende udforskning af amerikansk folklore og komplimenterer som sådan de seneste studiealbums. Man kan holde af det eller lade være – men loyal over for sit materiale er pladen i hvert fald.

Tlahoun Gèssèsse: Ethiopian Urban Modern Music Vol. 4: Tlahoun Gèssèsse (1940-2009) (L’Arôme)

I det forgangne år døde en af de store koryfæer inden for etiopisk musik. Tlahoun Gèsèssè. En mægtig sanger, som fortjener samme udbredelse i udlandet som landsmanden Mahmoud Ahmed, der gav en fabelagtig koncert på Roskilde Festival i 2007. Gèssèsses version af ethio-jazzen er sumpet, hjerteskærende og swingende som alverdens James Brown-grooves. Han synger med en ufattelig indlevelse og et udstrakt vokalregister, så stemmen lyder, som kunne den knække midt over hvert et øjeblik, men man følger hans sangforedrag ud i hver eneste krog. Mens bassen trækker funky spor gennem numrene, guitaren funkler og blæserne blæser hidsigt derudaf. Det er en spruttende lyd, der samtidig indeholder filmisk skønne jazz-pop-numre. Må han hvile i fred.   

 

Martin Hall: Hospital Cafeterias (Panoptikon/A:Larm)

Hall åbnede årtiet med den barokke og mesterlige Metropolitan Suite og lukkede det med den ikke mindre barokke Hospital Cafeterias. Der er en opsummerende fornemmelse på pladen, men samtidig en afventende tone, der netop indkredses i titlens frysende limbo. Hall har med skiftende held tidligere udgivet plader, hvor han taler gennem et kor af musikalske gæster. Aldrig er den strategi dog lykkedes så tilfredsstillende som på Hospital Cafeterias, hvor gamle kendinge og nye stemmer tager del i dødedansen på hospitalsgangen, mens Hall med sikker sans for gruens æstetik trækker i de musikalske tråde. Uden tvivl et hovedværk i Halls i forvejen imponerende produktion.


jj:
jj n° 2 (Sincerely Yours)

En plade, der lå i forlængelse af en klar musikalsk tendens i 2009: Mange bands benyttede sig af en let og blød, poppet middelhavssommerlyd. Ikke mange af 2009’s udgivelser inden for denne genre var dog så godt udført som hos jj. Selvom pladens sange er relativt simple, findes der på jj n° 2 et nærvær, der gør den interessant. Albummet levede op til anmelder- og blogosfærehypen, og det kan stadigvæk høres, hvis man trænger til en sommeropfrisker i vinterens mørke. At pladen samtidigt blev pakket ind i vanlig Sincerely Yours-mystik gjorde ikke oplevelsen dårligere.

Leyland Kirby: Sadly the future is no longer what is was (History always favours the winners)

Det første originale materiale fra kunstneren bag Caretaker-navnet var musikalsk måske ikke voldsomt fornyende. Til gengæld bar de 20 kompositioner deres skrøbelighed som intet andet i 2009. Kirby har tidligere samlet og samplet heftigt fra 1920'ernes og 30'ernes ballroommusik i et forsøg på at genskabe en anden tid og ikke mindst for at forholde sig til erindringen af denne. På Sadly… befandt vi os i feltet mellem fin de siécle-romantik og en art industriel ambient i slowmotion. Visse steder nærmest dryppede pianoet og thereminen med melankoli og forfaldsæstetik, mens de æteriske og knitrende synthflader mest bare indrammede forfaldet alene. Kirbys fortjeneste var i den sammenhæng ikke mindst, at han, gennem de støvede kompositioners stemninger og associationer, gav både lyst til og rum for ømhed og vilje til at opdage nyt liv i det, der nu er tilbage.

La Roux: S/T (cd, Polydor)

“All the shadows that I walk in are just my volatile second skin”, synger Elly Jackson, frontfigur i den britiske electropopduo La Roux, i sangen “Reflections Are Protection”. På duoens debut bærer Jackson og producermakkeren Ben Langmaid unægteligt et så tykt lag af second skin, at man kan komme i tvivl om, hvorvidt der gemmer sig nogen selvstændig musikalsk identitet i det velpolstrede korpus af skarpe beats og svirrende synthfigurer. Men hvad gør det, at forbillederne er til at tage og føle på – og de hedder Yazoo, Eurythmics og Erasure – når La Roux fører arven så formfuldendt videre, uden spor af ironi eller lugt af letkøbt retro-cash in? Jackson og Langmaid er ikke bare et par gravrøvere ved højlys dag; de er selv mere end almindeligt habile popsmede, hvilket hitsingler som ”Bulletproof”, ”In for the Kill” og ”I’m Not Your Toy” vidner om. Jacksons androgyne look er helt i tråd med musikkens aseksuelle sensualitet, hvor dekadence og sårbarhed går hånd i hånd (albummet byder også på en håndfuld fine, ømskindede ballader): ”Am I your possession? Am I in demand?” synger Jackson på “Quicksand” – og på det sidste spørgsmål må man så afgjort svare: Ja!

Greg Malcolm: Some Other Time  (Kning Disk)

Med Some Other Time fik vi årets måske bedste pakkeløsning. Mens filmmaterialet fungerede glimrende som et eksperimenterende up-close studie i Malcolms guitar- og pedalteknik, beviste optagelserne på cd’en fra en koncert i Göteborg tilbage i 2006 newzealænderens uovertrufne evne til lade simple riffs og rytmer hypnotisere i deres langsommelige fremdrift. Drevent, slæbende og tålmodigt intenst er der få, der lige nu fanger fornemmelsen af dirrende, vild, fortabt og mulighedsfyldt verden som Greg Malcolm. Kompositionerne, guitarerne og dronerne – fra deres oprindelsessted i en verden, der synes tæt på tømt for nutidigt referentielt indhold, men fyldt med udefinerbar fortid – fremstod ved denne lejlighed tilpas rå, og igen blev der kæmpet for hver en tomme liv på trods. Smadret, men virksomt.

Manic Street Preachers: Journal for Plague Lovers (Columbia/Sony)

Ligesom Pink Floyd aldrig helt overvandt tabet a fskaberen Syd Barrett, har Manic Street Preachers album efter album slæbt skyggen med sig af guitaristen, tekstforfatteren og idémanden Richey Edwards, der uden videre forklaringer – og efter et mildest talt plaget levned – forsvandt ud i det blå i starten af 1995 og, mener mange, tog bandets oprindeligt så konfrontatoriske attitude med sig. Men han efterlod en pæn stak tekster, som de resterende medlemmer på dette album omsider vovede at sætte musik til. Og selvom man med rette kunne frygte, at der var gået noget tabt i løbet af al den tid, blev Journal for Plague Lovers en særdeles vellykket opfølger til hovedværket The Holy Bible – lige så energisk, lige så skarp og rå i lyden, lige så melodisk sikker og så tilmed udstyret med de til dato mest lammende blikke ind i Edwards’ mørke, men lynende intelligente bevidsthed. Førte albummet The Manics tilbage i den alternative rockmusiks frontlinje? Nej. Men et gammelt sår blev nogenlunde helet, og det skete med både stil og konsekvens.

Maxwell: BLACKsummers’night (Columbia/Sony)

Det er ikke sikkert, at nævneværdigt mange Geiger-læsere vil bryde sig om dette ellers funklende album. Vi har nemlig at gøre med neo-soul fra en af 90’ernes vigtigste eksponenter for denne stil. Maxwell. For mange lyttere hører han helt givet til under kategorien ”flødetenor”. Pladerne, der kom før BLACKsummers’night, havde da også mere karakter af lidt for lækre, men temmelig funky caféudgivelser med tydelige nik til Prince, især hans vokal, uden at de dog var i nærheden af at nå op på gigantens niveau fra hans bedste plader fra 80’erne. Det er stadig muligt at høre Prince i Maxwells vokal, men de nye sange er så gennemarbejdede og velskrevne, lyden så organisk, funky og cool, at det er let at blive henført af Maxwell sangforedrag om hjertesorger og alverdens længsel, der får ham til at synge corny, men fede linjer som ”Global warming ain't got nothing on this chick / she's not to play with” i den forpinte ”Cold”. BLACKsummers’night er første led i en planlagt albumtrilogi fra Maxwells side med plan om inden for de næste to år også at udsende blackSUMMERS’night og blacksummers’NIGHT. Lad det være klart, at nummer to og tre i trilogien skal være gode, hvis de skal leve op til dette aldeles fremragende og helstøbte udspil.

Memory Tapes: Seek Magic (Sincerely Yours / Something in Construction)

Pladeselskabet Sincerely Yours har i de senere år udgivet en række medrivende popudgivelser af høj karat. Det gælder blandt andet The Tough Alliance: A New Chance og Air Frances No Way Down EP fra i fjord, samt fra i år ikke mindst jj: jj n° 2 og Memory Tapes: Seek Magic. Særlig sidstnævnte har været en opløftende oplevelse dette efterår. Memory Tapes har på Seek Magic formået at skabe et sammensurium af elektroniske udtryk og stilarter kombineret med akustiske elementer, der både fremstår drømmende og progressive. Dayve Hawk, som er Memory Tapes’ enlige medlem, viser på denne udgivelse en særlig evne til at skabe en balance mellem den elektronisk funderede bund, der går igen på mange af numrene, og en stribe organiske lag. Alt i alt er dette med til at give Seek Magic en stor genremæssig vidde og et legende udtryk, artikuleret gennem både drive-baserede hooks og mere langstrakte lydpassager.

Neon Indian: Psychic Chasms (Lefse)

”Glo-fi”; ”dream-wave”; ”hypnagogic pop” – eller ”hipstergogic pop” (ifølge ondere tunger). Muteret barn har mange navne, men uanset hvilket prædikat man hælder til, er det et faktum, at 2009 bød på en lind strøm af udgivelser med (fortrinsvis) amerikanske soveværelsesmusikere, der blandede en lo-fi/D.I.Y.-æstetik med udtalte elementer fra synthpop (Washed Out), ambient (Sun Araw), new age (Ducktails) og sågar trance (Pictureplane). Kunstnere, der på forskellig vis filtrerer musikkulturelt vraggods fra (primært) 80’erne, som for længst var blevet dømt ude, men alligevel har bundfældet sig igennem en forstadsbarndom med rigelige doser syntetisk populærkultur. Skærer man igennem de tykke lag af erklæret hype fra Pitchfork og co., gemmer fænomenet faktisk på en mængde interessante udgivelser, og Neon Indians Psychic Chasms-ep hører til de allerbedste. Her er masser af sorgløst gurglende solskinssynth, svært dechifrerbar hashvokal og desuden et særdeles eksplicit Todd Rundgren-sample (indledningen til ”Izzat Love” transformeres elegant til grundstammen for slackersommerhittet ”Deadbeat Summer”). Ariel Pink fremstår som en slags forerunner for Neon Indian og flere af de andre glo-typer – og hvem havde lige troet, at han skulle være forløber for noget som helst? Ep'en viser i øvrigt meget godt den lidt uskyldige eller villet naive grundtone, der er dominerende hos de fleste af de nye soveværelseshelte (måske foregreb Psychedelic Horseshit fænomenet i deres venlige smædesang ”New Wave Hippies” (”hugging all kinds of trees”)?): Blandt de få linjer, der umiddelbart trænger igennem sløret af mumlen og båndsus, er: ”Should have taken acid with you / take our clothes off in the swimming pool / should have taken acid with you / tell my parents that I’m staying with you”.

Nosaj Thing: Drift (Alpha Pup)

Med sin lurende indkapsling af et voldsomt drama i små, underspillede miniaturer var Nosaj Things Drift først og fremmest et sjældent eksempel på, at det faktisk er muligt at omforme ravemusikkens eksplosive udtryk til en dybt bevægende stemningsmusik, uden at den af den grund mister sin medrivende futuristiske essens. På papiret lignede det den forventelige lyd af tidstypisk electronica anno 2009, med elementer af både klassisk indietronica og moderne wonky dubstep, men ikke desto mindre lykkedes det Nosaj Thing at skabe en dybt original og dragende musik, som blot blev endnu mere hemmelighedsfuld af, at det var nærmest umuligt at sætte fingeren på lige præcis dét, der gjorde den så speciel.

Oh No Ono: Eggs (Morningside Records/Playground)

En af de mest ambitiøse musikalske udgivelser i Danmark til dato. Bandet formåede på denne plade at videreudvikle sig fra den kreative blindgyde, deres debut potentielt satte dem i. Hvor Yes var plastisk og i længden tåkrummende at lytte til, er Eggs langt mere holdbar i sin lyd. De tydelige referencer til især det sene Beatles fremstilles på en nyskabende vis, med mange lag. Den kompositoriske kompleksitet til trods, fremstår pladen alligevel let og simpel i sit udtryk. Og alt dette på et niveau sjældent hørt i Danmark.

Paavoharju: Laulu laakson kukista (Fonal/Playground)

Strengt taget udkom Laulu laakson kukista allerede i 2008. Det var dog først i 2009, at pladen blev gjort tilgængelig i Danmark i anledning af de finske særlinges visit på Roskilde Festivalen. Og tak for det, for sjældent har musik lydt på én gang så besynderligt og så umiddelbart appellerende. Paavoharju formår at skrive næsten arketypisk smukke sange, der rummer både salmens højtidelige, hymniske kvaliteter og vuggevisens renhed, men samtidig lyder som musik fra en fremmed galakse eller en fjern drøm. En stemning, der navnlig opstår i mødet mellem sublim melodifornemmelse og et sært krøllet, flimrende psykedelisk lydbillede. Popmusik for mosekoner!

The Pains of Being Pure at Heart: S/T (Slumberland Records)

Bevæbnet med en ualmindeligt stilsikker opdatering af et klassisk C86/støjpop-udtryk og en tilsvarende cutesy og presseklar hipsterattitude fremstod Brooklyn-firkløveret The Pains of Being Pure at Heart som den mest iøjnefaldende repræsentant for den vitale udvikling, amerikansk indiepop lige nu er inde i. Det betyder ikke, at bandet nødvendigvis er det mest langtidsholdbare skud på stammen – den ep, der efterfulgte den selvbetitlede debut, var uden store overraskelser. Men der er noget afsindigt inciterende over den type solbrændt Prometheus-pop, som laves af, handler om og sikkert primært taler (synger!) til højtflyvende youngsters. Og når det kommer til denne disciplin, var The Pains of Being Pure at Heart ganske enkelt uden banemænd i 2009.

Phoenix: Wolfgang Amadeus Phoenix (V2)

Det lå ikke just i kortene, at Phoenix skulle stå bag en af 2009’s mest veldrejede og næsten usømmeligt dansable popplader. Nuvel, franskmændenes tidligere udgivelser har haft deres øjeblikke. Men intet af det, bandet tidligere har præsteret, kunne forberede én på Wolfgang Amadeus Phoenix, hvis selvsikre, tongue in cheek titel så afgjort matches af et træfsikkert musikalsk indhold. Sangene er stramt eksekverede, lyden er homogen og glat uden at blive slick (takket være Phillip Zdar fra houseduoen Cassius, der agerede mixer på United, men her indtager en mere aktiv rolle i producerstolen). I det hele taget rammer bandet en perfekt balance mellem emotionel indføling (tjek teenagetristessen på ”Girlfriend”), kontrolleret og småkølig synth-attitude og rendyrket feststemning – af og til i ét og samme nummer. Sanger Thomas Mars træder i højere grad end nogensinde i karakter med en skæv, indtrængende og momentvist desperat vokalføring, der leverer fjollede linjer som ”Who’s the boy you like the most? Is he teasing you with underage? Could he be waving from a tropical sunset?”, som om de besad en dybere poetisk logik.

Prefab Sprout: Let’s Change the World with Music (Kitchenware Records)

Forventningens glæde var opblandet med en del bange anelser, da man som lytter endelig fik mulighed for at lægge øre til Let’s Change the World with Music – det sagnomspundne, uudgivne Prefab Sprout-album, der oprindeligt blev indspillet i 1993, men først udsendtes i 2009 i en nymixet version. For nok skabte Paddy McAloon, der egenhændigt har både skrevet og spillet alt på Let’s Change the World…, nogle af det 20. århundredes mest formfuldendte popsange på Prefab Sprouts nyklassiske 80’er-plader. Men de to seneste udgivelser under Sprout-navnet har langtfra levet op til de standarder. I værste fald ville dette album, snarere end at være McAloons pendant til Brian Wilsons Smile, lyde som en indvarsling af derouten med Andromeda Heights fra 1997, hvor McAloon blev mere interesseret i minutiøst at føje sig efter en gængs popskabelon end virtuost at strække dens rammer. Lykkeligvis kunne intet være mere forkert: Let’s Change the World… er noget så sært som et idiosynkratisk mesterværk, der samtidig er en misforstået bestillingsopgave. McAloon troede fejlagtigt, at Sonys A&R-mand ville have ham til at fokusere mere snævert på ét aspekt i det overflødighedshorn af sange, han oprindeligt havde skrevet til pladen. Det førte til en kommercielt anløbent metapopplade, der handler ligeligt om religiøs hengivelse (”God Watch Over You”, ”Sweet Gospel Music”) og musik som en frelsende og skabende kraft (”Let There Be Music”). Den eksplicit kristne tematik - idéen om musikken som ”Guds sprog” – faldt pladeselskabet for brystet og vil utvivlsomt støde lyttere fra sig. Men den er for så vidt en naturlig kulmination på et emne, der har været til stede på samtlige Sprout-plader. Mere end noget andet er der tale om et album, der i sin besyngelse af populærmusikkens livgivende skaberkraft demonstrerer selvsamme kraft så overlegent, at man næsten tager den demonstrativt drømmeriske albumtitel for pålydende.

Daniel Savio: Dirty Bomb (lp, Flogsta Danshall)

Med Dirty Bomb viste Daniel Savio, at den skandinavisk udviklede mutant-electro kaldet skweee, som hidtil mest havde stået som et meget fjollet og single-orienteret undergrundsfænomen, sagtens kunne danne udgangspunkt for et nærmest tidløst elektronisk album. Formen var på sin vis stadig lige skæv og bevidst idiosynkratisk, men Savio videreudviklede den samtidig til et yderst elegant og underspillet udtryk, en glødende verden af syntetiske farver og stilfærdige melodier, som langsomt folder sig ud i mere og mere betagende mønstre. 

Solanaceae: S/T (Heidrunar Myrkrunar/Tesco/VME)

Selvom Kim Larsen med projektet Of the Wand and the Moon længe har været en af de få danske neo-folk-navne med international gennemslagskraft, er han ikke just noget kendt navn i Danmark. Det vil udspillet Solanaceae næppe ændre på. En skam, for her lykkedes det for Larsen at skabe et udtryk, der burde nå langt bredere ud end til en snæver neo-folk-klike. Ikke alene ramte Larsen med dette projekt en næsten perfekt afstemt blanding af middelalderlig europæisk musik, psykedelia og dyster folk, han præsterede også et stykke fornemt musikalsk håndværk. Fængende sange, smukt svungne instrumentale figurer og et rigt lydbillede. En gennemført plade og et hovedværk i nyere neo-folk historie.

Omar Souleyman: Dabke 2020 (Sublime Frequencies)

Efter den overrumplende første opsamling på det fantastiske Sublime Frequencies label, Highway to Hassake, nærede man måske en bekymring for, at den syriske festsanger og poet Omar Souleyman, var løbet tør for tricks. Dabke 2020 gjorde den mistanke eftertrykkeligt til skamme og viste i stedet, hvordan Souleyman var vokset med opgaven. Den overrumplende hypnotiske energi, som karakteriserede hans debut for et internationalt publikum, var stadig til stede til overmål, mens de originale ideer stod i kø og viljen til at tage chancer var øget. Det gjorde Dabke 2020 til en langt mere varieret plade end dens forgænger og desuden til et godt eksempel på en radikal demokratisk indgang til det at tænke musik. Med Souleymans insisteren på at tage selv de billigste tricks i brug undgik han ikke enerverende momenter, men hvad der stod tilbage var et vidunderligt levende indblik i forskellige dele af den arabiske musiktradition og dens fremadrettede forvandlings- og udviklingspotentiale.

Supermelle anbefaler: Ved hilsen tager de trommer i munden – musik fra Mali og Burkina Faso  (yoyooyoy)

 At vestlige musikere tager på musikalske turistudflugter, hvorefter de på godt og ondt synes, vi skal høre deres lydlige postkort, er ikke noget nyt – og hvad angår Mali har Damon Albarn allerede været der – men denne lille kassette, der blev privatudsendt i et lille, men stærkt efterspurgt oplag, gav den slags aktivitet et godt navn. For egentlig var denne spraglede række optagelser, Anders Lauge Meldgaard lavede under en ferie i områderne sammen med Kirsten Ketsjers Anja Jacobsen, blot tænkt som private dokumentationer af indtryk. Da han kom hjem og fik klippet dem op i passende småbidder, begyndte de dog at minde om et værk af en art, selvom der efter sigende ikke skulle findes to eksemplarer af udgivelsen med samme rækkefølge af sekvenser. Og han havde ret: Dette er ikke et glittet postkort à la Albarns, men selve lyden af stederne – fra optagelser af “Free-jazz høns“, æsler og cikader over interviews med lokale kunstnere til et mylder af forskelligartede musikalske udfoldelser på ethvert plan. Ja, i en vis forstand bliver det hele til musik undervejs, og det er lige før, at man kan smage støvet fra de fjerne, travle gader. En smittende etnologisk ekskursion.

Cortney Tidwell: Boys (City Slang/Bonnier Amigo)

En hyldest til de smukke ”boys” i Cortney Tidwells liv og ikke mindst en stor og rummelig kærlighedserklæring til musikkens mange facetter. Hvor Nashville-sangerinden på debutalbummet Don't Let Stars Keep Us Tangled Up var en såkaldt lovende tilføjelse i den store familie af indiefolk-navne, tog hun med Boys et syvmileskridt ind i et helt eget univers, hvor folk, country, støjrock, indiepop, jazz og Cocteau Twins-inspireret drømmepop indgår i helt naturlige forbindelser. Der er intet påtaget demonstrativt over pladens eklekticisme, blot et kæmpe overskud og en dristig forelskelse i den gode sang. Og hvilke sange! En sofistikeret popplade med kant, charme, sensualitet og intelligens.

Tinariwen: Imidiwan (Independiente/VME)

Tinariwen er et af de mest kendte rockbands, du kan finde i Sahara-ørkenen, og det er der flere grunde til. Deres magnetiske bluesrock appellerer tydeligvis til rockpublikummet, hvorfor alverdens musikpresse helt forståeligt har kastet sig over dem. Men derudover har de en ganske karakteristisk lyd, hvor den gyngende rock blandes med vestafrikanske dyder, som især kan høres i korsangen, som albummet er præget af. Albummet er lyden af et band, der har fuldstændig styr på deres virkemidler og svinger med glimrende melodier og stemninger. Den støvgroovy ”Tenhert” indeholder nogle af årets bedste guitarriffs og indfanger fint den huggende og hypnotiske lyd, der kendetegner Imidiwan

Tiny Vipers: Life on Earth (Sub Pop/A:Larm)

At arbejde med dystre temaer i folk-genren er langt fra usædvanligt, men at dyrke en så konsekvent   langsomhed og et så knusende mørke, som Tiny Vipers gør på Life on Earth er ikke hverdagskost. Jesy Fortino, der gemmer sig under navnets medusa-maske af små hugorme, skræller på Life on Earth sangskrivningen ned til en tungt, rumlende kerne, der i ånden er mere beslægtet med doom og drone end med mere midtersøgende indiefolk-navne. Og at hun med meget få toner på en elektrisk guitar og en monoton stemmeføring kan tryllebinde i over en time siger ikke så lidt om dette frygtindgydende talent.

Tonstartsbandht: An When (Dæs Are)

Lo-fi og skramlet noisepop med Beach Boys-inspirerede harmonier og psykedelisk overbygning har været en af årets mest bemærkelsesværdige tendenser fra den anden side af Atlanten; som det var det sidste år og sidste år igen. På en måde var canadiske Tonstartsbandht delvist et skvulp fra en bølge, der måske vil falde til ro, inden for mange fattige og idérige neo-slackers begynder at støde panden mod en mur. Men duoen var også det gode eksempel på en behagelig og oven i købet vidt spredt generel tendens i det nordamerikanske musikliv: En fantastisk uforudsigelighed og udforskningslyst af mulighedsfeltet ”pop”, som det stadig kaldes, men som hos efterhånden mange innovative musikere langsomt er i gang med at forvandles til noget andet og mere. Læg mærke til overfloden af gode melodier og hør, hvordan hiphop er muteret ind i Indien på ”5FT7”, et nummer, der samtidig viser tilbage til en dybt forankret folk- og country-tradition, så man ikke længere ved, hvor det hele begyndte. An When var ikke et decideret mesterværk, men viste, hvordan viljen til at gå nye veje stadig er vejen at gå.

V/A: Pioneers – The Beginning of Danish Electronic Music (LJUD)

Med en bedrift af en udgivelse belyses en vigtig periode i dansk musikhistorie nu endelig på ordentlig vis. Hen over to cd'er og en omfangsrig booklet præsenterer Pioneers en række værker af de væsentligste komponister fra dansk elektronisk musiks barndom. Optagelserne er blevet renset overført fra spolebånd, og den ambitiøse dokumentation levnede både plads til allerede udpegede nøglepunkter som f.eks. Else Marie Pade, men også de pionerånder, hvis plads i den danske musikhistorie først præsenteres på ordentlig vis i denne sammenhæng. En vigtig og central udgivelse.

V/A: Skweee Tooth (Ramp/Flogsta Danshall)

Den bizarre skandinaviske skweee-bevægelse nåede en slags foreløbig kulmination i 2009, hvor en række opsamlinger og albumudgivelser syntes at ville fastslå langtidsholdbarheden af en scene, som indtil da mest havde opereret med 7”-singler og mp3-udgivelser. Den bedste introduktion til stilens kulørte forvridning af electro-funk var sandsynligvis opsamlingen Skweee Tooth, som indeholdt en perlerække af hårdt synkoperede, melodisk medrivende og i det hele taget dybt charmerende numre fra de fleste af scenens bedste navne.

Wet Hair Dream LP (Not Not Fun)

 Med de fire tracks på Dream LP fandt den amerikanske duo Wet Hair deres egen vej ind i den frie rock. Det psykedeliske element har efterhånden været i vælten nogle år i den rytmiske musik, men Wet Hair pegede med deres Suicide- og Silver Apples-inspirerede synth-trance andre steder hen end mange bands’ blues- og roots-orienterede referencer. Kvalmende, introvert og alligevel med sin del underspillede humor i Shawn Reeds spacede mellemting mellem growl og crooning; Dream LP var en sær størrelse. Med ”Ordinary Lives” som et perplekst bud på et soundtrack til en stofpåvirket sangers rejse blandt arkadehallers udvalg af 80'er-konsolspil, eller til vores alles shopping i farvestrålende megasupermarkeder, og på finalenumrets hypnotiske smadderrock, viste Wet Hair vej rundt i desorienteringen på en meget intens og til dels ubehagelig plade, hvor skønheden dog lå på lur lige bag alle lydlagene.

Jenny Wilson: Hardships!(Playground)

Svenske Jenny Wilsons andet soloalbum, Hardships!, var et godt soloalbum. Wilson formåede på eminent vis at koble sprød r'n'b, sjælfuld soul og skandinavisk kulde ind i et lækkert og moderne miks, der lød som lige dele savanne og svensk skov – organisk, nedbarberet og pokkers groovy. Ikke bare formåede sangene at være, hvad der kræver sig af en god popsang: Fængende, medrivende og behagelige. Nej, de var samtidigt også interessante lydkonstruktioner bygget op af et net af forskellige melodier, korarrangementer, knips og Wilsons tekster, der kredsede om specielt det at være mor, og at vokse med og til opgaven. Albummet har ikke skyggen af elektriske virkemidler, og så meget desto mere imponerende, at den så hårdt prøvede popmusik stadig kan virke så original og udforskende med et hav af perkussion og xylofoner. Hvis ordet raffineret kan sættes på soul og r’n’b, skal det gøres her. Og her: Raffineret!

Yo La Tengo: Popular Songs (Matador/Playground)

Popular Songs er vintage Yo La Tengo. I vanlig eklektisk stil dirigerer de lytteren gennem alt fra lange, støjende ekskursioner til jangly pop over akustiske meditationer. Der er noget lunt, hjemligt og frem for alt elegant over de fleste af deres sange. Pladen præsenterer som sådan ikke meget, vi ikke allerede har hørt på deres tidligere plader, men som titlen antyder, er det overordnet set et af de mest poppede udspil fra gruppen fra Hoboken i USA. Med ”By Two’s” har de tilmed lavet et af årets suverænt smukkeste numre – et nummer, der præsenterer deres slæbende, skumringsmutte side, som de perfektionerede på And Then Nothing Turned Itself Inside-Out.

 

 

Af Geiger, 2. feb 2010


Yderligere information

Listen er sammensat af følgende skribenter:
Robert Christensen, Jannik Juhl Christensen, Mads Kampp Christiansen, Niklas Steffensen H. Martin Hornsleth, Lars Brund Jensen, Henrik Noe, Steffen B. Pedersen, Rasmus Steffensen, Espen Strunk, Christian Hagen Thomasen.

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen