Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Jonas Munk

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
No.9, elektronisk musik, reportage, festival
Mens vi venter på den næste lille sensation
Reportage fra No. 9 – A Technicolor Dream, Silkeborg, Kulturtorvet ved Bindslevs Plads, 30/9 2011.
8. okt 2011 [Artikel] I Geiger#20, som udkom i foråret, omtales Silkeborgs No. 9 festival som en sensationspræget begivenhed med en bred vifte af forskellige eksperimenterende og spirende artister. Et halvt år senere lancerer foreningen en mere nedtonet, mindre karismatisk besætning af optrædende musikere, og et bredere fokus på workshops til fremme af den kommende elektroniske generation. Men det kan også sagtens gå an.

Silkeborg er et af landets kulturknudepunkter. Vil man være noget inden for den bildende kunst eller morgendagens musik, er der gode vækstbetingelser i området. Performers House – en af byens kreative institutioner – tilbyder undervisning på den elektroniske musiklinje, der bliver ledet af Stefan Kvamm fra Wong Boys. For bare at nævne et af byens tiltag.

Fredag 30. marts slår foreningen No. 9 dørene op for workshops fra om formiddagen og koncerter om aftenen. Workshopperne koncentrerer sig om afgrene af, hvad man kan rubricere som og associere med elektronisk musik. Foruden en indføring i diverse softwareprogrammer, circuit bending og alternative lydkilder, tilknyttes også visuelle eksperimentarier og breakdance clinics.

Workshopperne foregår i dagtimerne, og de henvender sig primært til gymnasieelever, der i dagens anledning har mødepligt her i stedet for på skolebænken. Nogle af resultaterne fremføres så til den reelle festival om aftenen.

Jeg gør min ankomst ved sekstiden, og indløser den madbillet det venlige crew har overrakt mig. Halvvejs inde i chili con carnen, bliver jeg beordret straks ind i koncertsalen, hvor Nordborg formidler sin koncert. ”Det her SKAL I høre,” lyder reprimanden.

Bestået med bravur
NordborgNordborg er et enmandsprojekt bestående af Thomas Vedel, en afgangselev på Esbjergs Tonespace uddannelse. No. 9 overværede Thomas' eksamensprojekt, og bad ham åbne koncerterne i Silkeborg og undervise til en af de mange workshops.

Nordborg er et laptopforetagende, hvor iagttagerens fokus skal rettes mod det visuelle akkompagnement. Thomas har givetvis indset, at man ikke kan drive koncertvirksomhed med en laptop og forvente, at folk dermed har nok i musikken og hans, i takt med musikken, rokkende sceneoptræden.

Til musikken præsenteres to stykker prosa. Et på engelsk og et på dansk. Mens jeg prøver at karakterisere det, jeg hører, på min lille medbragte blok, er publikum meget opsat på at sætte sig ind i den lyrik, der ruller langsomt over lærredet. De sidder i klynger á 5-10 personer og læser de eftertænksomme tekster, der går hånd i hånd med landskabsbilleder og falmende, sløje violette nuancer.

Da det er musikken, jeg bemærker mest, og føler mig mest kompetent til at udtale mig om, er det med glæde at kunne godkende Nordborg ud fra det rent musikalske. Han præsenterer en smagfuld, melankolsk Shoegaze (pleonasme?) med mere rockede og groovede overtoner.

I første sæt er dramatikken i højsædet. Dybe mandekor mikset med para-arabiske melodimotiver, underbygget af tablaer og metalliske synteser. Bastonerne, der kanaliseres gennem det udtjente lydanlæg, skaber en irriterende interferens af raslende metal fra bagerste halvdel af den mennesketomme sal.

Med et crescendo for øre suppleres de svævende klange med breakbeats og en forøgelse af tempoet. Motiverne er fængende uden at være decideret melodiske. Jeg noterer mig den gode spændvidde mellem æter og beats, og kort tid efter kommenterer Nordborg selv sfæren i sin musik på lærredet bag sig.

”Det kommer til at koste dig,” står der hen over en nedbrydningsproces, hvor myrer er i gang med at tilintetgøre en brumbasse på nogle fliser. Her har Nordborg også brudt definitivt op med det musikalsk smukke udtryk, han havde under opsejling. Det ender, før man har set sig om. Salut fra publikum.

I andet sæt, der bruger uddrag fra et digt (eller digtsamling) ved navn ”Talerør”, introduceres et beroligende klokkelignende tema (ikke helt ulig noget man kunne forvente Schiller lave). Og ligesom før degenereres det langsomt, uden det magelige publikum tager synderlig notits. Enkelte har lagt sig ned i udstrakt eller krumrygget positur med lukkede øjne for helt og holdent at suge det musikalske indtryk til sig.

Det begynder langsomt at ebbe ud. Små 25, særdeles imponerende minutter er allerede et mindeværdigt levn fra fortiden. ”Det var stort for mig, jeg håber i nød det,” siger Thomas, og det ellers så bomstille publikum donerer en respektfuld salve af klap og hujen.

Glade amatører og såkaldt ambient, med trommer der ikke er der 
hs
Dernæst er det tid at præsentere et resultat af de mange workshops. Her et samspil mellem dans og musik. Midt på scenen står et par teenagepiger indhyllet i røg fra røgmaskiner og grønt lys fra projektoren. Med simple kropsbevægelser og slow-mo dans lægges der ud. Et par minutter senere går det mere vildt for sig, da vennerne ude på sidelinjen skruer op for tempoet på den lille pult, de bruger til at kreere underlægningen med. Hurtigt ind – hurtigt ud. Et sjovt, men ikke videre vigtigt indslag.

Festivalboss Mike H. griber mikrofonen og introducerer esbjergensiske Home Surgery. Han beskriver musikken som ambient, men løber tør for ord i introduktionen, og spørger om hr. Home Surgery har nogle tilføjelser. ”Ja, så skulle det være ambient med trommer,” siger han, mens han går sit lille instrumentsetup i møde.

Endnu et enmandsprojekt, hvor de lange passager kører ufortrødent derudad. Home Surgery vinder dog ubetinget respekt for, synligt over for publikum, rent faktisk at have en, i konventionel forstand, fysisk kontakt med et regulært instrument. Med vibrafoniske klange jammer han sig igennem lange ekskursioner, bakket op af sit backingtrack på den obligatoriske, stålskurede grå Apple laptop.

hs2Fint er det, også fordi der ikke sjældent sniger sig nogle ”bum notes” ind, og det i realiteten er venstrehåndsarbejde, da højre arm i relativt lange tidsstræk hænger og dingler ubeskæftiget, mens de monofone melodier passerer. Dejligt forfriskende.

Jeg noterer mig, at VJ'en laver et decideret stykke sjuskearbejde. Den cgi-genererede LP roterer i den forkerte retning, og på labelen står der ”Home Surgey”. En dum og pinlig stavefejl, vi i cirkulære bevægelser gentagne gange får kastet i smasken. Det begynder at blive et irritationsmoment. Desuden ligner store dele af grafikken noget, der er direkte planket fra Windows Media Player.

En usikker og uprøvet dissonant karakter træder ind i musikken. Under de rette former er jeg vild med dissonans, med da jeg af en af festivalafviklerne bliver tilbudt en kort rundvisning i kulturkomplekset Bindslevs Plads, slår jeg til.

Jeg fik ikke hørt det sidste, men jeg fik hørt det ubetinget bedste fra Home Surgerys træden op på de skrå brædder. Det var alt for pågående til at være ambient, og afsavnet af trommeslageren lidt for udtalt. Jeg føler dog, at han som artist har et langt stykke vej, før han for alvor kan gøre sig som shooting star på den rummelige, danske himmel for elektronisk musik

Afholdt ven i live
Danmark er et lille land. Der er altid nogen, der kender nogen, der har hørt om nogen, der kender nogen, und so weiter und sofort. En billig måde at få tiden fyldt ud er at få sådanne bekendtskaber til at træde til, når festivalbudgettet er stramt. Og for at undgå den politik som sikkert mange festivaler har om ikke at lade samme artist optræde igen og igen, optræder den unge Sebastian med et nyt pseudonym og udtryk for tredje gang i træk. Til allerførste No. 9 kaldte han sig Sibilant Tape, stod ved et cafébord i mands højde, og serverede uslebne støjkaskader til mig og et fadølsserverende, ungt stykke kvindemenneske, hvis efterfølgende lovprisninger lød lige lovligt nepotistiske.

Dead FriendMere oprigtig ros stødte jeg på til festivalen i marts, hvor en næsten faderlig stolt Mike H. Fortalte, at Sebastian, denne gang under navnet Sebbe, havde en uforlignelig evne til at omsætte idéer i hovedet til regulær musik. Arrangøren pønsede ligefrem på at få ham en route til konservatoriet.

I ordløs, nikkende konsensus gjorde jeg på daværende tidspunkt min ligesindede mening til kende. Dog føler jeg, at Sebastian, denne gang som Dead Friend, har valgt en lidt for glat musikalsk løbebane. De skyhøje potentialer er der stadig, men jeg savner melankolien, det reflekterende og alt det, der gjorde hans Sebbes optræden så god. Han virker overordentlig selvsikker, musikken er mere positivt funderet og gør ansatser til dans. Der er grooves og breaks en masse.

Dead Friend tildeles ikke mere end små 25 minutter. Men i den tid festen varer, observerer jeg en mere selv- og stilsikker Sebastian lire monotone beats af til lyden af, til tider, ofte ret så teknoid musik. Det er ikke partout dårligt, men i historiens perspektiv bliver jeg alligevel en anelse indigneret. Alt synes at klappe ufejlbarligt i synkronicitetens tegn, hvor elektroniske ikoner havde et sisyfosk arbejde af monstrøse dimensioner et par dekader forinden. Når fordums anstrengelser så upåagtet besjofles med tidens alt for lettilgængelige software, slukkes min entusiasme lidt efter lidt. 2011 jovist, men sådan er der så meget. Desuagtet ser jeg frem til, hvad Sebastian har i ærmet næste gang.

Misforhold
Mens jeg interviewer den velsmurte snakkemaskine Timescape, bliver der ikke tid til at overvære næste workshopformidling. At dømme efter de sporadiske bifald og den slunkne menneskemængde er her aftenens ubetingede succes. Om det er godt eller ej, kan jeg af gode grunde ikke udtale mig om, men uden skepsis kan jeg ikke forholde mig. Kammeratskab og venligsindet hepperi er dejlige ting, men ikke nødvendigvis proportionel med reel kunstnerisk kvalitet. Det så jeg under sidste års ELECTRONIC MUSICFESTIVAL SØNDERBORG, hvor den elektroniske musiklinje på Engelsholm Højskole udgjorde størstedelen af publikum, og efter kammeraterne trådte ned fra podiet, sygnede energierne langsomt hen.

Det samme skete på denne No. 9. Her blev de dog lige og fik hovednavnet Lulu Rouge med. De var dog engageret et sted i Storkøbenhavn klokken et, og burde nok have været placeret som sidste, eller næstsidste indslag, for at have holdt liv i arrangementet. Timescape og Lights of Euphoria måtte hver slås med et publikum på ikke meget mere end 10-15 individer.

Lala Rouge
LR

Hovedattraktionen (efter publikum at dømme) er Lulu Rouge. Bag hvert sit instrument står to skikkelser, der ligner garvede laboratorierotter. De skaber et professionelt flow fra famlende, industrielle klange til næste sekvens med spacet dub. Ikke helt ulig hvad System har slået sig op på.  Der er uendeligt med rumklang på lilletrommen, og bassen er ligeså afgrundsdyb. Lydsystemet transporterer dog bassen knap så musikalsk. Den er fysisk og kan mærkes i de vitale organer uden direkte parallel til tonerne.

Derpå sker en glidende overgang til mere nonchalant techno. Der danses. Lulu Rouge svarer igen med at skrue ned for BPM'erne, og der danses i slow-mo. Et sjov interaktion i koncerten, som der sagtens kunne have været flere af. Dead Friend går dog lige op med et sæt øl, og ham med skægget er ikke mere fin på den, end han lige kan skrue ned for volumen og udbringe en skål.

Lulu Rouge leverer et holdbart sæt, men jeg føler mig en anelse tom indeni. Det er for glat og 2011-smart. Modsat førnævnte System graves der ikke dybere i musikkens emotionalitet, og derfor bliver seancen hurtigt fordøjet og glemt.

Tid til Timescape
timeEfter Lulu Rouge takker de fleste af for aftenen, selvom den stadig er ung. Og selvom Timescape  efterfølgende forklarer, at det er deres lod at spille for så få folk, er det sgu ærgerligt, at den ansats til fest, Lulu Rouge etablerede, ikke får lov at komme Timescape til gode.

Det er ingen hemmelighed, at jeg har rejst de mange kilometer for at opleve Timescape. I både forventninger og realisering deraf er Timescape hovednavnet. Med mange kvalitetsudgivelser i diverse forgreninger af electronica, og ikke mindst i berlinerskolesideløberen, Navigator, har de to ophavsmænd lavet noget ganske solid elektronisk musik.

”De hverken bider eller smider ting imod jer,” siger Mike H et forsøg på at skrabe resterne af folk sammen. ”They won't throw things at you,” siger han til gud-ved-jeg-hvem, der ikke forstod beskeden i første ombæring.

Det eneste, der bliver kastet med, er nogle uregelmæssige knoer, som en reminder om musikkens hårde natur. Timescape har lavet dystre ambientplader, spændstige livealbums, et næsten lounget hovedværk og to uptempo, knap så attråværdige, tranceformaliteter. At repertoiret favner vidt og bredt er ingen hemmelighed. At setlisten måske er lidt fejlbedømt, har duoen ikke kunnet taget højde for. De har tænkt at for at være ung med de unge, er stenhård trance den hest, de skal spille på. Personligt havde jeg foretrukket et mere afdæmpet, melodisk momentum. Trance trækker, til tider, lidt for mange uheldige halvfemserreferencer med i slipstrømmen. Opbygningen bliver hurtigt forudsigelig, udtrykket overgearet, og man ved præcis, hvornår lilletrommehvirvlen sætter ind.

TimeTimescape er dog hele banden af de optrædende overlegen. Sættet virker ualmindeligt velforberedt, og klart bedre live end på compact disc. Tony Andersen og Kent Eskildsen ping-ponger professionelt, og det ses, at de sammen har et 15-årigt samarbejde bag sig. Kombinationen hård rytmik og opblødende akkorder præger særligt et af numrene i anden halvdel af showet.

De mere afdæmpede broer mellem koncerterne er særligt gode, og numrene trækker ikke ud, hvilket de gjorde for samtlige artister mellem dem og Nordborg.

Timescape er aftenes største udstyrsstykke. De har adskillige synths at deles om. Da Kent griber sin elspade, får koncerten yderligere en håndværksmæssig opjustering. Til at matche de dunkende rytmer, flås der på gribebrættet et hidsigt riff. Fotograf-Kristian udbryder entuastisk ”Dire Straits!”. En mildt sagt aparte reference, men ikke helt ved siden af. Tænk riffet til ”Money For Nothing” tilsat vækstfremmere. Lydmanden er dog ved at gå panik over, at tidsplanen ser ud til at blive overskredet, og signalerer med febrilske håndbevægelser, at nu må guitaren altså sættes væk og keyboardene slukkes. Men det anfægter ikke duoen, og de slutter af uden at hutle sig gennem resten af koncerten, og afslutter en pænt god én af slagsen – lige i underkanten af deres reelle potentiale.

Homoeuroticdance
Ligth”For en god ordens skyld, vil jeg gerne have bragt til protokols at jeg ikke er ansvarlig for dette,” formaner Mike H. mig. Hermed gjort. Dermed ikke sagt, at man som festivalarrangør skal skamme sig over at præsentere artister, hvis artistiske udtryk træder én over integriteten.

Lights of Euphorias to personager tager sig ud som en vulgær udgave af et hvilket som helst, homoerotisk keyboardenensemble fra firserne. Vokalisten er langt mere ”dressed to impress” end den kedeligt udseende og småtvære Novationkeyboard-spiller. Som en sort puma i Berlins Zoo går forsangeren rastløst og ubeslutsomt i fast rutefart mellem de to monitors og sætter sin ene miliærstøvle på dem, som en rigtig, selvbevidst rockstjerne ville gøre. Også den velkæmmede grydefrisure kører han konstant en hånd igennem på sådan en egolækker facon.

Duoen virker i starten usikre på, hvordan de skal formidle koncerten. Det ser ud til at gå dem på, at de må spille for de 10-15 tiloversblevne. De prøver lettere anstrengt at piske en stemning op, men indser, at det klæder dem bedre at tage pis på situationen.

Og andet havde heller ikke virket. Med åbneren ”Schwarze Sonne” trækkes Rammstein-kortet, og som substitut for guitarerne har man brugt en signaturmelodi, der ville gøre selveste Basshunter blød i knæene. Situationsfornemmelsen ville have været dårlig, hvis man ikke i en eller anden grad signalerede, at det her var kitsch.

Hvordan bortforklarer man ellers en østeuropæisk lydende gothic-dance, hvis ikke humor spiller en rolle? Især er de ”stille” passager, hvor vi opfordres til at bølge armene fra side til side, urkomiske.  Da konfettikanonerne skal fyres af, placeres de som fallossymboler i 45 graders opret position udfor musikanternes respektive skridt. Kun keyboardmanden er viril nok, og sangeren må opgive ævred, da præstationsangsten tager overhånd.

Eurythmics-klassikeren ”Sweet Dreams” får vi også, med ubegrundet brug af megafon. Keyboardmanden præsterer sågar at spille luftkeyboard. Som sidste nummer et medley med Nephews monumentalt irriterende ”Igen og igen og”, Turboweekends forrygende ”Trouble Is” og sporadiske strofer fra ikoniske Depeche Modes ”Enjoy The Silence”.

Forsangeren, der har gejlet sig selv op og skabt sin egen fest, kommer ned blandt publikum og giver samtlige hånden. En hurtigt overstået manøvre.

Lights of Euphoria kommer aldrig til breake på nogen måde. Men tag det som en oplevelse, hvis de af uransagelige årsager skulle komme din vej forbi.

Summen af No. 9 – A Technicolor Dream
Denne aften på Silkeborgs Bindslevs Plads fortoner sig i det middelmådige og dermed under standarden for foreningens virke. Nordborg og Timescape hævede sig over samtlige af de implicerede, men som event var der langt til to-dages festivalen i marts. Organisatorerne forklarede også, at aftenen blot var et skridt på vejen til forårets næste store festival, og så vidt jeg er orienteret,  arbejder de stadig ufortrødent på at skaffe de store, internationale elektroniske mastodonter til Jyllands kulturhovedstad.

Af Jacob Pertou, 8. okt 2011
Foto: Kristian Feldvoss


Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen