Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Diefenbach

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
Årets Musikoplevelser
Årets Musikoplevelser
- del 1
5. jan 2012 [Årets albums] Geiger fortsætter traditionen og samler op på det nyligt afsluttede år med en sproglig buffet af musikalske oplevelser. Hvor vi de sidste år har kigget ud over musiklandskabet, har vi i år vendt blikket ind mod Geigers egne. Find ud af, hvad der har begejstret Rasmus Steffensen, Jacob Pertou og Martin Hornsleth.

Artiklen bringes i to dele - det næste kapitel byder på oplevelser fra Jannik Juhl Christensen, Simon Leth Stolzenbach og Mads K. Christiansen. Læs anden del her.

 

Rasmus Steffensen

Musik findes efterhånden så mange andre steder end i det traditionelle albumformat, selvom det stadig oftest er det, vi musikjournalister forholder os til. Jeg tror også stadig på det store album, men når jeg kigger tilbage på året, der er gået, må jeg også sande, at det bare ikke rigtig er dér, jeg har fået mine primære musikalske oplevelser.

 

Wundergrund og Festival of Endless Gratitude

På et personligt plan har det været mit første hele år i København (efter at jeg flyttede fra Aarhus i november 2010), og det har i sagens natur også haft indflydelse på mit musikliv. Helt konkret har det betydet, at jeg har kunnet udforske nye koncertmiljøer, og at jeg har kunnet besøge en masse festivaler, som jeg ellers kun har kigget langt efter eller haft flygtig berøring med. Her skal fremhæves Festival of Endless Gratitude og Wundergrund.

Festival of Endless Gratitude havde lidt svært ved at trække nok gæster til i år, men forhåbentlig fortsætter den til næste år. Det er i hvert fald en interessant og meget sympatisk lille festival med en profil, der bør tiltale alle med hang til de mere eksperimenterende egne af folk, rock, drone, psych og lignende. For mit vedkommende var festivalens højdepunkter to kunstnere, som jeg ikke kendte i forvejen (og jeg elsker, når en festival faktisk præsenterer mig for noget nyt - der er alt for mange festivaler herhjemme, der satser på de sikre kort) - amerikanske Marisa Anderson og portugisiske Norberto Lobo. Rootsmusik med spiritualitet og nærvær. Og absolut noget at være taknemmelig over.

Selvom Wundergrund altså også bød på gode koncerter, var højdepunkterne på den festival for mit vedkommende sjovt nok to indslag, som ikke var koncerter. Nemlig et slags live-hørespil af tyske Felix Kubin og en dokumentarfilm om den islandske Grandma Lo-fi, Sigrídur Níelsdóttir. Efter at have levet et liv i ubemærkethed begyndte Níelsdóttir som 70-årig at indspille kassettebånd under meget primitive omstændigheder i sit køkken, og hun nåede at indspille intet mindre end 59 album, som hun selv på ægte DIY-vis skabte covers og hele balladen til. Filmen Grandma Lo-fi, som hun desværre ikke selv nåede at se færdiggjort, da hun døde kort forinden, er et varmt og magisk portræt af en musikalsk ener - og en film, som forhåbentlig også kommer i regulær distribution herhjemme. Og Kubin, ja, han skabte under noget fejlcastede omstændigheder (der var lagt op til electropop-koncert) en meget original blanding af foredrag, radiomontage og musikalsk performance. Med både humor, vid og utilsløret fascination lukkede han os ind i en verden af spøgelsesstemmer, telepati og paranoia i forestillingen Paraelektronoia.

 

Tung musik

Da jeg var teenager sang jeg troligt med på Manowars slaglinie: "If you're not into metal, you are not my friend". Siden er jeg jo blevet en blød mand, men i 2011 har jeg om ikke andet for alvor genopdaget glæden ved at lytte til metal. Den blev til dels banet af Mount Eeries mesterværk Wind's Poem fra 2009, som jeg også hørte opført live i 2010. Og nej, det er ikke metal, men altså musik, der trækker klart på en black metal-inspiration og skaber noget helt nyt med den. Black metal var i øvrigt ikke noget, jeg lyttede til, da jeg faktisk dyrkede metal i mine unge år. Der lyttede jeg derimod til dødsmetal og Death. Og da Death genudsendte en 20-års jubilæumsudgave af deres magnum opus fra 1991, Human, var det en kærkommen lejlighed til at dykke ned i dette band og denne genre igen. Nu er Human så meget mere end en death metal-plade, for her løsriver bandet sig for alvor fra genrekonventioner og omskriver dem med inspiration fra både progressiv jazz, verdensmusik og shoegazer. Men samtidig formår de at samle inspirationerne i et massivt, stramt og brutalt death/thrash-angreb, der knuser alt på sin vej - og samtidig holder hele vejen igennem den dag i dag. Det er pladeselskabet Relapse, der står bag genudgivelsen. De udsendte flere luksuriøse reissues af Death-udgivelser i 2011, og dem skulle jeg selvfølgelig også have. Og når jeg nu var i gang, hvorfor så ikke også lige snuppe grindcore-kongerne Brutal Truths nye album, End Time,med. Brutal Truth lyttede jeg også gerne til i min ungdom. Siden har jeg ikke fulgt dem overhovedet, hvorfor jeg blev meget glædeligt overrasket over at høre, hvor fremragende et band, de faktisk stadig er. Meget anbefalelsesværdigt. Og meget brutalt!

Men der har også været nyere orkestre, der har taget den tunge musik i interessante retninger i 2011. Et af dem er italienske OvO, som jeg længe har været fan af, og som jeg også havde fornøjelsen af at arrangere en koncert med i Danmark i påsken. Det er eksperimenterende doom/sludge med sært cabaretlignende indslag og også en velkommen humor. Bør ikke mindst opleves live, men med albummet Cor Cordium skabte de altså også et stort album. Udsendt af selskabet Supernatural Cat i en limited edition på 300 nummererede eksemplarer med fantastisk artwork, blodrød vinyl og en medfølgende dvd, hvor man netop kan se duoen udfolde sig live, var det sandelig kræs for kendere.

Og så alligevel også en black metal-anbefaling, nemlig Wolves in the Throne Room, der med Celestial Lineage skabte et fremragende værk med stolt knejsende og stort orkestreret black metal, der møder en sær hippie-vibe og katedrallignende skønhed med ekkoer af Dead Can Dance. Lyttede meget til den på en bustur fra København til det mørke Jylland her til Jul. Fuld fart gennem Hadsund med "Astral Blood".

 

Bedste nye label - Hubro

Det er altid fedt at opdage et nyt pladeselskab, hvor man føler, at her er der nogen, der har fat i noget særligt. Og det har norske Hubro. Selv stødte jeg første gang på dem med Sigbjørn Apelands Glossolalia, der udkom først på året. En plade helt og aldeles helliget kompositioner for harmonium. Apeland var igen aktiv som del af trioen 1982, der så sidst på året udsendte albummet Pintura. Begge plader er fornemme eksempler på noget af det, der gør Hubro til så fint et selskab. Musik med det ene ben plantet i djærv nordisk spillemandstradition og det andet plantet i trodsig eksperimentalmusik. Og med følere til både nordisk jazz, folk, gamle salmer og meget mere. Hold øje med Hubro. Der er meget mere godt på vej i 2012 kan jeg allerede nu afsløre (det er jo det privilegerede ved at være anmelder, at man af og til får lov at få lidt indblik i kommende udgivelser).

 

Karl Aage Rasmussen

Der blev brugt meget tid på at diskutere musikkritik i Danmark i 2011, hvilket som udgangspunkt var godt. Det endte dog forudsigeligt nok primært med perspektivløs mudderkastning. Så kom der heldigvis også hele to bøger fra Karl Aage Rasmussen - en fremragende musikessayist, der er way beyond den fladpandede debatkultur, vi endnu en gang fik demonstreret i medierne. Både Tilnærmelser til Mahler og Musik i det tyvende århundrede er meget læseværdige bøger. Dog skal min anbefaling først og fremmest gå til sidstnævnte. En substantiel, levende, inspirerende og pokkers velskrevet fortælling om - ja - musik i det tyvende århundrede. Og dermed også en åbning til en masse fantastisk musik. Her har jeg i årets løb især nydt at fordybe mig i George Crumbs sublime Black Angels for "elektrificeret strygerkvartet" og hele Harry Partchs enestående værk.

 

Årets nye opdagelser

To virkelig fine album og kunstnere, som samtidig er nyopdagelser, skal også fremhæves her. På en tur til London i starten af året faldt jeg over engelske Alex Monks tredje album, The Safety Machine, udsendt på dobbelt vinyl af det belgiske selskab Smeraldina-Rima. De specialiserer sig i både pladeudgivelser og grafisk tryk og laver følgende nogle udsøgte udgivelser. Det var da også selve indpakningen, der tiltrak min opmærksomhed, da jeg så Alex Monk-pladen, men heldigvis for mig viste musikken sig også at være helt fantastisk. En for mig næsten perfekt blanding af ambiente passager, hypnotiske droner og shamanistisk folk. Alex Monks to første album kan i øvrigt downloades kvit og frit her. De er også gode, men befinder sig dog mere ovre i den rendyrkede ambient/drone-genre, hvor det virkelig klæder ham at indarbejde folkmusikken på det nye værk.

Begejstret er jeg også blevet for italienske Ezramo, der bor i Berlin og i 2011 udsendte albummet come ho imparato a volare på det berlinske selskab Corvo Records. Ezramo er en meget interessant udforsker af grænselandet mellem poesi, lydkunst og stemmeeksperimenter. Både pladen og hendes liveoptrædender blander præparerede instrumenter, lydobjekter, field recordings og altså en særpræget og kraftfuld stemme. Udfordrende, men også smukt og sanseligt og bestemt en anbefaling værd.

 

Tre hits

Hits er jo i dag snarere noget, man "har" på YouTube og andre steder, end noget man lytter til i radioen. Og jeg har i 2011 da også haft en håndfuld sange, som jeg i tide og utide har afbrudt mit arbejde ved computeren med, fordi jeg lige skulle se/høre én gang til. Så her mod slutningen årets tre tophits for mit vedkommende:

1) En sang, der for alvor genoplivede min tro om popsangen som format, må være belgisk-australske Gotyes "Somebody That I Used to Know". Sangen blev i årets løb et stort viralt hit, især på grund af sangens både enkle og overrumplende video, der var en lækkerbisken at sprede på Facebook og andre steder. Det var dog ikke bare pæn indpakning til endnu en ligegyldighed. Sangen præsenterede nemlig også Gotye som en klassisk sangskriver af format, der formåede at få popsangens hook og ørehængerkvalitet til at gå op i en højere enhed med intelligent refleksion og ægte smerte i en dissektion af et brud med en kæreste. Der så igen blev løftet effektivt af en duet med Kimbra. Og så kan en fireminutters popsang pludselig være en hel verden.

2) Det finske label Fonal har et stykke tid hørt til blandt mine favoritter. I 2011 fik jeg ligefrem den ærefulde tjans af at hjælpe lidt til med noget promo-arbejde i Danmark. Her kunne jeg begynde at fremhæve en masse god musik fra Fonal i årets løb, men jeg vil dog begrænse mig til anbefale en sang, som må siges at være årets sang for mig i det hele taget - og dermed selvfølgelig også et af årets hits. Især fordi også den var ledsaget af en besættende billedside. Det drejer sig om Eleanoora Rosenholms "Valo kaasumeren hämärässä" . Videoen er instrueret af Fonals egen labelchef Sami Sänpäkkilä, der også er en fornem billedmager. Og sangen stammer fra Eleanoora Rosenholms album Hyväile minua pimeä tähti. Det er i sig selv et glimrende album, men højdepunktet var altså denne sang. Jeg ved ikke, hvad den handler om, men jeg er ved at bryde grædende sammen, hver gang jeg hører den (og jeg har altså hørt den meget!). Det lyder som pop fra en fjern galakse, men stadig pop, selvom det fungerer på et helt andet mystisk plan end Gotye. Og tjek så den blanding af florlet finsk skønsang, retrofuturistiske synths og sovjetisk marchmusik.

3) Helt ned på jorden igen skal vi med en sang, som måske ikke rummer den helt store mystik, men som altså alligevel har været et tophit her i huset hele året - og tilmed et ret godt generationsportræt. Det drejer sig naturligvis om "Gamle dreng" af Jøden & Jonny Hefty. Sangen har nærmest fået mig til at mumle "gamle dreng" i søvne, og så er det noget som sjældent som en "sjov" sang, som jeg ikke straks bliver træt af. Jøden og Hefty har formået at bygge en hel verden af remakes, remixes og seriøst sjove kortfilm op omkring et enkelt nummer. Det trækker ud med deres plade, men først skal de lige have kaffe. Av av ... Og så må Hefty jo være vor generations svar på Otto Brandenburg.

 

FFFF

For at afslutte på det mere personlige plan vil jeg da absolut også sige, at en af de største musikalske oplevelser for mig i 2011 uden tvivl har været endnu en gang at være med til at skabe Fanø Free Folk Festival. Her skal ikke fremhæves enkelte navne, for hele festivalen var for mig en varm musikalsk omfavnelse, der handler om så meget mere end enkeltstående acts. Men i høj grad en stor tak til alle musikere, der medvirkede, samt alle de frivillige og lokale folk, der også var med igen at gøre festivalen til en vidunderlig oplevelse. Vi ses på Fanø i 2012!

*

Jacob Pertou

 

For første gang siden 1987

At den unge mand bag disse ord er en dedikeret Tangerine Dream-entusiast, ved nogle nok, men entusiasmen fik dog ekstra ekstase at gå på, da Johannes Schmoelling trodsede det manglende selvværd og lod sig overtale til at give koncert igen. Sidst var til en koncert med andre af datidens tyske hotshots inden for elektronicaen i Køln, 1987. Det var Jerome Froese (søn af Tangerine Dreams ankermand, Edgar Froese), der med tålmodighed og persuasivt talent fik manden på scenen igen. Dengang i firserne, var han (nok egentlig) den bærende kraft i pionergruppen Tangerine Dream, med sin melodiske tæft og kompositoriske snilde, der gav bandet en forsmag på den kommercielle og brede anerkendelse. Efter Tangerine Dream blev det kun til førnævnte koncert.

I oktober 2011 optrådte han igen live ved den smalle, retro-festival E-Live i Eindhoven, under navnet Loom, med Jerome Froese og den berlinske producer, Robert Waters. Koncerten var en smuk tour-de-force af numre fra Tangerine Dreams velmagtsdage, blandet med finurlige og sentimentale skæringer fra Schmoellings bagkatalog, og Jerome Froeses karakteristiske guitartronica. Lejlighedsvist udkom en ganske fremragende EP. Slibrige detaljer vedrørende EP og koncert kan læses på min blog.

 

Reader's Digest

Igen bringes Tangerine Dream på bane. Ikke fordi at bandet nødvendigvis skal fremhæves. Gudfaderbevares nej. Lige så meget jeg beundrer dem, i samme målestok er de som sten i skoen. Jeg kritiserer gerne højlydt deres mangel på dømmekraft, når kompilation efter kompilation sættes til salg. Når Edgar Froese træder vande i alarmerende grad på album efter album efter album. Jeg præsterede sågar at udvandre fra deres Royal Albert Hall-koncert sidste år, da det var en pinlig omgang ...ja ...playback. Men når rosen er berettiget, så skal den også gives. I 2011 introducerede ensemblet Eastgate Sonic Poem Series, der tager tunge, tunge litterære klassikere under kærlig hånd. Og når forlægget holder, så gør det musikalske det oftest også i Tangerine Dream kontekst. Edgar Allan Poes The Island of the Fay, Gustav Meyrinks The Angel From The West Window og senest den ypperligt sublime Finnegans Wake af James Joyce. Sidstnævnte er så god, at der må granskes i annalerne for at opstøve et album af lignende karakter. 2012 kommer til at byde på en fortolkning af Franz Kafkas The Castle,og forventningerne er selvsagt skruet højt op.

 

Episk musik, lige om hjørnet

En dag modtog jeg en tilfældig henvendelse omkring et album, en Frederik Olsen havde bikset sammen af nogle løse ender fra arkivet. Frederik var aktiv på min Tangerine Dream-blog og har et band med nogle af sine venner på Den Fri Lærerskole. Tidal Force hedder bandet, men deres første egentlige udgivelse er Frederiks geniale homage til Berlin. En kløgtig, todelt konceptplade i stil med Jean-Michel Jarres Oxygene og Tangerine Dreams hellige gral, Force Majeure. Fra berlinerskolens klassiske dyder til et fyldt Wembley stadion anno 1986 med en Gilmour-agtig skikkelse og 50.000 watt i ryggen. Løse ender? Man tror det næppe. Ikke ét kedeligt øjeblik på denne udgivelse, der kan hentes helt og aldeles gratis lige her .

 

Et band finder sit ståsted

Opeth har alle dage fascineret. Siden første lyt, da en penneveninde sendte et uddrag fra My Arms, Your Hearse, på kassette, engang i 1998. Rejsen har været fascinerende, emotionelt betinget, og selvfølgelig også ret aggressiv. Da Ghost Reveries udkom i 2005 meldte trætheden sig, og med Watershed, kom ligegyldigheden. Blandingen af prog og ekstremmetal havde udraderet bandets egentlige potentiale. På Heritage (givetvis navngivet efter plademærket Harvests budgetlabel, Heritage), gik Opeth hen og fandt en lyd, der hvilede i bandet. Det er støvet, nusset og ret så retro-dejligt. Ingen påtaget growlen, blast beats eller overkomplicerede passager. Lige fra Jazz på Svenska introen, over en genial Ritchie Blackmore-hyldest og den flotte konklusion på albummet kan man ikke undgå at blive fascineret. Opeth er i dag det tætteste vi i dag kommer på de danske proglegender Day of Phoenix og Culpeper's Orchard. Og hvor er det skønt.

 

Skinnet betager

Engang i et kedsommeligt øjeblik tog jeg turen forbi svensk P3. Som var det det mest naturlige i verden præsenterede den kvindelige vært eller gæst nummeret "Madness and the Damage Done" af norske Shining. Jeg selv var mildest sagt konfus. Egentlig havde jeg affejet musik som en statisk størrelse, der ikke kunne udvikle sig videre. Men da nummeret føjede en ny dimension til den ellers så døde metalmusik, med den gradvist, groteske hastighedsforøgelse, var jeg solgt. Blackjazz (2010), Grindstone (2007) og In the Kingdom of Kitch You Will be a Monster (2004) blev impulskøbt på nettet, og begejstringen kendte ingen grænser. Shining har udviklet sig fra akustisk avantgardejazz til det mest nådesløse mismatch af King Crimson og Meshuggah. Endda med støtte fra selveste A-Ha's musikfond. Shining var årets mest behagelige wake-up call, og Live Blackjazz er 2011s bedste udgivelse. (Bandet må i øvrigt ikke forveksles med svenske Shining, der er en samling dybt patetiske, selvmordsglorificerende klovne).

 

Tro på ingenting

På internettet trives det letkøbte mishag. Da Morbid Angel udgav Illud Divinum Insanus, udviklede det sig til lidt af et meme, at man per definition skulle hade dette album. Kunne et album være så rædderligt? Tværtom er Illud Divinum Insanus lyden af et band, der tør gå egne veje. "Hvis jeg siger, det er Death Metal, så er det Death Metal," er Morbid Angel omtrent citeret i Metalized, og det opsummerer fint skellet mellem de konservative dødsmetalfans og de visionære metalmusikere. Introen og outroen er måske lettere grinagtige, men sådan er der så meget i metallen (tænk blot på, hvad Nightwish fans må bære over med). Men storslåede, metalslagsange som "I Am Morbid", "Radikult", "Existo Vulgore" optegner et band fint i tråd med, hvad metalpublikummet i virkeligheden trænger til. Lyden af noget nyt, der kan blæse spindelvævene væk!

Heldigvis gik den (seriøse) danske presse ikke med på smædekampagnen; Gaffa, BT, Metalized og nu Geiger, formulerede sig i saglige - og rosende - vendinger.

 

Herlige genlyt

Frem fra gemmerne dukkede The Doors, Mike Oldfield og i særdeleshed Rush op. God musik vokser ved lytterens modningsproces.

 

I den gode sags tjeneste

Kort tid efter tsunamien slog revner i en af reaktorerne på Fukushima, lykkedes det Mellow Jets labelboss, Bernd Scholl, at stable en kompilering på benene. Uden at forfalde til tilstande lignende danske, smagløse støttesange eller geldorfske visioner gik Electronic Music For Life desværre lidt hen i glemselen. Idéen var bestemt ikke at kimse ad, for ikke alene var det musikalske bundniveau sindssvagt højt. Alle administrative hurdler var clearet, således at pengene for ethvert købt album gik ubeskåret til tysk Røde Kors. Absolut beundringsværdigt.

 

Fine Festival

I 2010 kunne Silkeborg lancere første ombæring af den himmelstormende elektroniske festival, No.9. I marts 2011 nåede den et midlertidigt plateau af succes, da den på fornemste vis kombinerede både den kommercielle appel med den kompromisløse avantgarde og de decideret generende indslag. Formålet var heller ikke at please publikummet, men derimod præsentere hele bredden af den elektroniske musik, både i et retrospektivt og fremadskuende perspektiv. De elektroniske sværvægtere på No. 9 lader vente på sig, men visionerne fejler ikke noget. Og hvem ved, måske bliver Silkeborg dansk kulturhovedstad for elektronisk musik?

 *


Martin Hornsleth

Hvordan gør jeg året op i noget som helst? Året gik, og det var fuld af goder, dårligdomme og oplevelser, der gik forbi mit hoved, fordi jeg måske ikke var tilstede, fysisk eller mentalt. Og når året er omme, hvor er oplevelserne lagret, og hvor meget har jeg glemt?

 

Jeg ser tilbage på et godt år. Hvad er der hændt i året, der gik, hvad ser jeg tilbage på? Blandt andet masser af distraktion, i læssevis, for meget, og det er da ikke blevet bedre af, at vi her i landet endelig har fået Spotify (som ellers på mange måder er en god ting).

Jeg har ikke ubegrænset plads at gøre godt med, så jeg kan lige så godt springe mellemregningerne over - de udfoldede argumenter - og gå direkte til det, jeg egentlig prøver at sige: Vi var i 2011 og er nu i 2012, og vi lever i midten, eller i starten eller måske i slutningen, af en tidsalder, hvor distraktionen i højere grad end tidligere er blevet vores lod. Det sker som følge af, at vi har for mange skærme at kigge på, for mange mails at læse og besvare, for mange ettaller og nuller at bekymre os om og så fremdeles. Nogle gange betaler det sig blot at slukke computeren og gemme den væk indtil i morgen. Vi hører så meget, og der er så meget, vi kan høre, og der er så meget godt derude, og det handler om at få sig noget på den kulturelle oplever. Oplevelsesøkonomisk set (jo en stærk trend i tiden) er logikken vel, at jo flere og jo bedre kulturelle oplevelser man har haft, jo bedre et år. Det er på sin vis også sådan, det tager sig ud, når man læser et menneskes beretning om, hvilke store kulturelle og musikalske oplevelser hun har haft et givent år. Der er jo ikke meget sjov ved at læse om, at nogen havde kæmpe optur på over at høre Abbey Road og se Godfather og ellers ikke så meget mere end det. Når jeg læser Geigers Årets Musikoplevelser fra 2010 (del et her, del to der), der var forfattet af kunstnere og musikere, tænker jeg, at bare det var mig, der kunne liste så inspirerende og omfangsrigt. Jeg vil måske nok påkalde mig en "less is more"-tilgang og erklære eksistensen af en kvote for, hvor mange store oplevelser, hvad enten vi taler musik eller litteratur eller noget tredje, jeg kan have på et år. Og med den svada og de afsluttende ord vil jeg bede dig, kære læser, om at undskylde mig, at mit år måske ikke tager sig så interessant ud. Jeg kan forsikre dig for, at det var et glimrende år med mere ånd, tanke og energi end det forrige. De største oplevelser er måske ikke engang med her, men jeg har gjort forsøget.

Noget af det, jeg husker, gjorde mig glad i starten af 2011, var Ebo Taylor. Såvel pladen Love and Death og koncerten på Atlas omfavnede mig med sprudlende, rørende og meget melodisk afrobeat fra en livserfaren ældre ghanesisk herre og guitartroldmand. Livsbekræftende. Cirka samtidig - men uden sammenligning - udgav de purunge lokale postpunkere i Iceage deres debutalbum, New Brigade, som er et eksempel på et album, der fortjener hypen: hit på hit på energi på energi med bismag af 80'er-romantik. Sammen med blackmetalpunkbandet (eller noget i den dur) og ligeledes lokale Sexdrome skabte de tumult på spillestedet V58 i Aarhus. Bogstaveligt talt, for efter Sexdromes koncerter var der både blodnæser og flækkede øjenbryn at spore blandt publikum, der gik i ivrig clinch med forsangeren. Selv hørte jeg koncerten i sikker afstand fra pitten. Men musikken var også knaldhård og god, mens det sejlede rundt for Iceage senere på aftenen. Aftenen efter spillede Dragontears stærk syrerock på Kulisselageret i Horsens.

Jørgen Teller & the Empty Stairs lavede en LP med mindblowing vanvidssyre eller freaknoise (kært barn har mange navne), Jeg så det godt. Senere på året skulle de spille en lige så sindsomstyrtende og intens koncert på Headquarters i Aarhus. Heromkring udsendte Radiohead også en ny plade, King of Limbs, som var god, også selvom den hverken var spektakulært fængende eller spektakulær, og selvom man ikke kommer uden om, at Radiohead blandt andet får den opmærksomhed, de får, fordi de netop er Radiohead. Men pladen er altså god i al sin stilfærdigt eksperimenterende, besjælede natur. Spektakulære er TV On The Radio heller ikke, i mindre grad i dag end for syv-otte år siden, men jeg har nydt deres fjerde studiealbum, Nine Types of Light, meget. Group Doueh fra Vestsahara lavede forbilledlig ørkenblues både på plade, Zayna Jumma, og live på Atlas. Der blev moshet til punk/new wave-bandet Cola Freaks i skatebutikken Surface, hvor de spillede gratis i foråret. Og der blev danset diskret til Konono No.1, live på Atlas og på forrige års glimrende Assume Crash Position. I sommermånederne blev der rejst og besøgt museer, blandt andet det anbefalelsesværdige Franz Kafka Museum i Prag, som nærmest var en totaloplevelse med lyd, billeder og mystik flot integreret.

Hjemme i Aarhus midt i juli kom støjrockguitarhelten J Mascis forbi og gav en perfekt sommersolokoncert. Senere på sommeren og under lige så hyggelige omstændigheder under Aarhus Jazz Festival læste digter Peter Laugesen op flankeret af jazzmusikerne Astrids fødselsdag feat. Pauseland og R.J. Miller (DK/US) på restauranten L'estragon. Det var en god aften. Samme Peter Laugesen medvirkede også et på et godt album fra 2011, Den her planet glemmer vi aldrig med Singvogel, og det er næsten snyd, at jeg nævner det som højdepunkt, da den jo er udgivet af Geiger Records. Men lige god er den altså - fantastisk skramlerock møder fantastisk poesi med diktion og rytme i oplæsningen som få andre digtere. Nu vi er ved det nepotistiske, var der også en række gode koncerter på dette års Fanø Free Folk Festival arrangeret af Geiger. Især koncerten med Aron på Fanø Kunstmuseum. I november kom, så og sejrede Bill Callahan som en motherfucker på VoxHall godt hjulpet af et godt band og et par Smog-numre. Og nå ja, Larsen & Furious Jane udgav albummet Dolly som fri download, og det er nok det bedste og mest gennemførte danske album, jeg har hørt de senere år. I det hele taget et godt år for dansk musik med gode udgivelser også fra :Of the Wand and the Moon, Svin og Thulebasen.

Midt i al distraktionen lykkedes det mig i øvrigt også at færdiglæse et par romaner og bøger, hvoraf Lars Movins Captain Beefheart-biografi, Captain Beefheart, og science fiction-romanerne Oryx and Crake af Margaret Atwood og War of the Worlds af H.G. Wells varmt kan anbefales. Og Patti Smiths selvbiografi, Just Kids, for Guds skyld! Aldrig har en invasion fra marsmænd taget sig så poetisk ud som i Wells' roman, og Atwood er en badass punk. Og Patti Smith, don't get me started! Og Captain Beefheart var en nutcase, men han har lavet fantastisk musik, og biografien indfanger begge dele. Endelig skal David Simons tv-serie Homicide - Life on the Street anbefales - en amerikansk 90'er-politiserie med samfundskritisk og realistisk kant (og bare kant i det hele taget) på samme niveau og à la hans senere The Wire, der også foregår i Baltimore. Jeg vil også nævne par biografoplevelser her på falderebet: den direkte skræmmende og stærke Black Swan af Darren Aronofsky, den fascinerende spirituelle Onkel Boonmee som kan huske sine tidligere liv af Apichatpong Weerasethakul og den skandinavisk deprimerende og tankevækkende Oslo, den 31. august af Joachim Trier. Og den underholdende Banksy-dokumentar Exit Through the Giftshop om forlorenhed i kunstverdenen og street art. Endelig blev det til et par teaterbesøg, hvoraf jeg dog kun vil formaste mig til at fremhæve Teaterkoncert med sange af Leonard Cohen i Aarhus Teater, som var virkelig velopført, veloplagt og veltilrettelagt.

Godt nytår!

*

Af Redaktionen, 5. jan 2012
Foto: Mads K. Christiansen


Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen