Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Magnus Olsen Majmon

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
Årets albums 2008
Årets albums 2008
15. jan 2009 [Årets albums] Som i efterhånden mange foregående år har Geigers stab sat sig ned for at kåre årets vigtigste udgivelser - denne gang som bekendt anno 2008. Og som man er vant til, spænder den fra dubstep til singer-songwriting, fra salsa til støjrock, fra tradition til rendyrket weirdness. Denne gang med kunstnere som TV on the Radio, Ital Itek, Toumani Diabaté, Bob Dylan, Diamanda Galás, Of Montreal og The Residents.

Så er det atter blevet tid til Geigers liste over det forgangne års bedste plader, der som sædvanlig ankommer uden hierarki - for er det i virkeligheden relevant at bruge krudt på hvilken, der var den bedste? - men til gengæld serveres frisk fra skribenternes hjertekuler. Af samme grund er antallet også skævt, som det gerne plejer at være, for hvorfor fylde på for bare at gøre det?

Måske er det også symbolsk, at der i år kun er 34 udgivelser på listen, for reelt har 2008 ikke været den mest inspirerende årgang i Geigers levetid. I så bredt et felt som det musikalske er det selvsagt umuligt at erklære et helt år overflødigt - og det har det gamle så sandelig heller ikke været - men er der noget, som har kendetegnet de brugte kalenderdage, har det faktisk været en lidt forstemmende tendensløshed. Hvor de første år efter 2000 stadig var præget af nye, dominerende tendenser, mens dem midt i årtiet så en lang række fascinerende hybrider opstå i én stor, lækker pærevælling, er det som om, at selve originaliteten har fået et mindre knæk i 2008. Fra Svartbag til Santogold, fra Wildbirds & Peacedrums til Nisennenmondai, eksisterede eksperimentet stadig i bedste velgående, skal det siges, men om noget tegnede disse albums den tendens, at der ingen tendens var. Det var vellykkede, men enkeltstående sonderinger af nye terræner.

Omvendt gled selve det besværlige ord "kvalitet" i højsædet, hvad angik både nye og, ikke mindst, gammelkendte navne. Sjældent har der været så mange retrospektive udgivelser med på listen - fra Dylan over The Move,Robyn Hitchcock & The Egyptians, Baden Powell / Vinicius de Moraes og Genesis til Basic Channel - men en stor del af de øvrige navne, som er på, har ligeledes været markante i adskillige år. Ja, for visses vedkommende endda årtier. Den poetiske fakkel Patti Smith, den morbide furie Diamanda Galás, de surrealistiske moralister The Residents og den bittersøde Elvis Costello sneg sig alle med - og ganske retfærdigt, eftersom de begik nogle af deres respektive karrierers bedste plader. Men hverken Portishead, Of Montreal, TV on the Radio, Last Step, American Music Club, Rob Mazurek eller Toumani Diabaté kunne ligefrem kaldes nykommere heller, og også i disse tilfælde gav det dividender at have alder og erfaring med sig. Af nyere navne brød f.eks. Beach House og Ital Tek måske heller ikke på afgørende nye indspark, men gode, det var de. Og - måske i mangel af bedre - synes det helt afgørende i 2008 at have været netop god frem for revolutionær. Hvilket måske dog er lidt formildende set i lyset af en tidsånd, hvor tom provokation stadigvæk synes at stå i vejen for reel nytænkning, mens man uhæmmet søger efter det nye, der næsten altid viser sig at være det gamle med et twist så lille, at man knapt nok bemærker det.

Men her er de så: De 34 bedste plader anno 2008 ifølge Geiger. Læs og lyt blot løs. De er nænsomt håndplukkede.

***

Acid Mother's Temple & the Melting Paraiso U.F.O.: Recurring Dream and Apocalypse of Darkness (cd, Important)

Acid Mother's Temple & the Melting Paraiso U.F.O.: Recurring Dream and Apocalypse of DarknessTo numre. Hvert nummer af omkring 36 minutters varighed. Det første kommer væltende ned over lytteren som en lavine af støj, der ruller hen over sjælen som en damptromle, langsomt og knusende, før det finder et helt andet eksplosivt kværulerende tempo. Andet nummer er tungt, dvs. endnu tungere og dundrende, men også fyldt med flyvske, uforudsigelige guitarhyl og gurglende feedbacklyde oven på det Black Sabbath-agtige groove. Dette album kan kun høres højt, og så meget desto bedre, hvis den travle, psykedeliske støj samtidig giver lytteren et mentalt lavement, der kan sende enhver erindring om årets comeback fra Metallica, AC/DC og Guns N' Roses ud i den kosmiske glemsel, for ved sammenligning trækker Acid Mother's Temple & the Melting Paraiso U.F.O. seriøst tænder ud, mens de førnævnte tandløse rockdinosaurer bør stedes til hvile snarest muligt.

American Music Club: The Golden Age (cd, Cooking Vinyl/Bonnier Amigo)

American Music Club: The Golden AgeUanset om sanger og sangskriver Mark Eitzel optræder solo eller sammen med sit gamle kultband American Music Club, så synes det længe ventede gennembrud at blive udskudt gang på gang. Eitzels hjerteskærende sange fortjener at blive hørt af alle med blot en perifær interesse i rocklyrikkens kunst. Man kan håbe, at det aktuelle album The Golden Age, der endnu gang forener ham med American Music Club, kan få lov til at sparke dørene op til det brede publikum som Eitzel så inderligt fortjener. Lyden og sangene er i hvert fald til det. Aldrig har hans musik budt sig så lysende til med fængende, næsten poppede sange og guitaristen Vudi bidrager endnu en gang med sit sfæriske guitarspil. "All My Love" er muligvis en af Eitzels bedste kærlighedssange og som altid er grænsen mellem den eksistentielle dybde og det banale hårfin. Humoren skinner også (selv)ironisk igennem uden at blive til en vrængende maske, f.eks. på oden til San Fransisco: "All The Lost Welcome You To San Fransisco". I forbindelse med et interview udtalte Eitzel sin bekymring for, at hans til tider noget dystre sange kunne ende med at blive selvopfyldende profetier. The Golden Age lyder som et forsøg på at bryde igennem mørket og trænge ind i lyset, såvel lydligt som tekstligt. Eitzel er således et nyt sted i sin efterhånden lange musikkarriere. Spørgsmålet er, om lytterne endelig er parat til at høre efter?

Jacob Anderskov & Airto Moriera: Ears to the Ground (cd, ILK/VME)

Jacob Anderskov & Airto Moriera: Ears to the GroundJacob Anderskovs rejse mod en stadig mere uafrystelig kunstnerisk identitet fortsætter med Ears to the Ground, der er et møde mellem mellem den lyrisk abstrakte impressionist og den fyrige perkussiontroldmand Airto Moriera. Dette er er en musik, der smelter grænser mellem rytme og melodi, sang og stilhed, varmt og koldt, urskov og koncertsal, perkussion og klaver. Til tider tider bruger Anderskov klaverets kasse som en tromme, andre gange fremkalder Airto lyde, der mimer regndråber og eksotiske fugle med spraglede fjer. Det er musik, der er levende og livsbekræftende. Et kunstnerisk nærvær, der skærper lyttesansen og kommer den åbne lytter i møde med en invitation om at være tilstede i nuet med både krop og sjæl. Hermed også være sagt, at dette ikke er kold teoretisk tankemusik, men derimod en forbindelse til en mere umiddelbar, organisk lytning, der er nysgerrig og legende. Bag genrernes konstruktion af måden, vi skal opfatte på, gemmer sig en mere oprindelig puls og et bankende hjerte. Det er denne rytme, Anderskov og Moriera søger og finder på Ears to the Ground. Læg ørerne mod jorden og lyt!

Baden Powell / Vinicius de Moraes: Os Afro Sambas / A Vontade (cd, él / Cherry Red)

Baden Powell / Vinicius de Moraes: Os Afro Sambas / A VontadeOs Afro-Sambas de Baden e Vinicius, som albummet oprindeligt hed, udkom i 1966 og var et møde mellem to af de helt markante figurer i brasiliansk musik og kultur i forrige århundrede: Den ultimative samba/bossa-guitarvirtuos Baden Powell og den betrageligt ældre lyriker, sangskriver og altmuligmand Vinicius de Moraes. I deres kompositioner fra perioden søgte Powell og Moraes at gå imod den kvalmt forfladigede bossa nova, der var ved at blive fremherskende - en bølge, deres egen musik ironisk nok havde været med til at sætte i gang - ved i højere grad at søge tilbage mod afro-brasilianske folkemusiktraditioner og religiøs-rituel musik. Bestræbelserne kulminerede på Os Afro Sambas, på den ene side spontan og primitiv, men samtidig ultradelikat og svulmende af subtil rytmik og graciøs harmonik. Derudover nyder materialet godt af medvirken fra vokalgruppen Quarteto Em Cy, hvis egne indspilninger har høj status blandt jægere af eksotisk easy listening. Denne genudgivelse på él bringer det originale album frem i lyset igen, efter at en mere poleret genindspilning, som Powell følte det nødvendigt at lave i 1990, i en årrække har været den lettest tilgængelige. Desuden tilføjes et tidligt Powell-album, den ligeledes fremragende A Vontade (1963).

Basic Channel: BCD-2 (cd, Basic Channel)

Basic Channel: BCD-2Er man det mindste interesseret i nyere elektronisk musik og i særdeleshed technoens historie, er Basic Channels blot andet opsamlingsalbum BCD-2 et must. Her præsenteres nemlig det Berlin-baserede labels pionérarbejder fra 1990'ernes første halvdel, hvormed de støbte et solidt og umådeligt langtidsholdbart fundament for utallige, senere afarter af minimalistisk orienteret techno og andre beslægtede kategorier. Som bekendt har de to bagmænd Mark Ernestus og Moritz Von Oswald siden videreudviklet Basic Channels nyskabende take på genren i retning af den elektroniske dub, som nyder stor popularitet i dag. Musikken på BCD-2 fremstår imidlertid som en mere rendyrket techno-lyd. Ja, faktisk som en decideret udkrystallisering af et basismateriale, et strømførende sonisk grundstof, som sidenhen er blevet varieret igen og igen - ikke kun af Basic Channel selv, men også af et hav af efterfølgere. Trods de efterhånden 15 år på bagen lyder næsten samtlige af albummets tracks - oprindeligt 12" udgivelser fra perioden '93-'95 - bemærkelsesværdigt friske, som kunne de være produceret i går. Respektindgydende.

Beach House: Devotion (cd, Bella Union)

Beach House: DevotionBeach Houses andet album er lige så gådefuldt, forførende og foruroligende, som titlen - der både kan betyde opofrelse, hengivenhed og gudsfrygt - indikerer. Støvede og ofte ganske fåmælte trommemaskiner snurrer spøgelsesagtigt, minimale og dronende orgeltoner blandes med waltzende harpsichord, mens Victoria Legrands ekkofyldte vokal højstemt messer linjer som "Come over to my house / I'll pour some tea for us / One sugar or two" og forlener dem med en mystisk tyngde. Visse kritikere har lagt megen vægt på det uheldsvangre aspekt i musikken, men den anden side af mønten er en besynderligt sensuel eller post-orgastisk vibe, der løber som en sugende strøm gennem samtlige af de elleve, sløve skæringer.

At lytte til Beach House er, som indikeret i en af den Baltimore-baserede duos videoer, en smule som at stirre for længe og insisterende ind i solen. Omverdenen opløses i lys og flimrende pletter, det ene lader sig ikke længere skelne fra det andet, og man har fornemmelsen af at blive berøvet synet, måske til fordel for dybere erkendelser. Sangene glider således umærkeligt ind i hinanden, man glider lige så umærkeligt med og føler sig momentant hevet ud af tid og sted, plantet i en sær paralleldimension, der også tekstligt er foruden mange rumlige eller temporale markører: Vi kan lige så vel befinde os i fortryllet fordums tid (dér var en brønd) som i vores egen forheksede baghave (dér serverer Legrand lemonade!). Man skal måske tilbage til Cocteau Twins' bedste albums (uden videre sammenligning i øvrigt) for at finde musik, der i den grad fortjener betegnelsen 'otherworldly'.

Brightblack Morning Light: Motion to Rejoin (cd, Matador)

Brightblack Morning Light: Motion to RejoinBrightblack Morning Light er en "god historie". Et hippiepar, der kalder sig Rabob og Nabob, som identificerer sig så stærkt med indianere, at de ofte foretrækker at bo i en teepee, og som valgte at indspille deres 2008-album Motion to Rejoin udelukkende via solenergi i New Mexico-ørkenen. Men musikken kan og bør stå for sig selv, også selvom pladen i forhold til dens forgænger ikke bringer større nye tiltag til torvs. Alt foregår stadig i absolut slowmotion og stadig - selvom der er tilført lidt flere instrumentkrydderier denne gang - så minimalistisk som muligt: Minimale bluesmanøvrer, minimale southern soul-blæsere og ditto kor, minimal og æterisk leadvokal, og minimale fraser og licks på det Fender Rhodes-keyboard, der udgør et centrum i gruppens lyd. En lyd, der superdovent stiger op som en art damp fra jorden eller en slags gospel på sovemedicin med bevidsthedsudvidende sideeffekter. En musik, der flimrer meditativt i luften som varmedis. Transcendentalt, mand...

The Bug: London Zoo (cd, Ninja Tune)

The Bug: London ZooDen engelske producer, DJ m.m. Kevin Martin har gennem årene opereret under diverse alias'er. Mest kendt er han dog blevet som dancehall-, grime- og dubstep-jonglerende selector i skikkelse af The Bug. Og med London Zoo lader navnet til at være slået grundigt fast. Musikken på dette album ligger imidlertid milevidt fra MTVs og populærradioernes blankpolerede dancehall/reggae-karikaturer. I stedet fremmaner The Bug dystopiske soundscapes og sub-urbane rytmiske strukturer, der i kombination med rækken af inviterede - og for fleres vedkommende fremragende - gæstevokalister udgør en foruroligende og intens lydkonstruktion. Det er bestemt hverken rart eller pleasende, men til gengæld ganske befriende og vitalt, når The Bug på London Zoo vrider de faste strukturer ud af form, så fernisen skaller af og åbenbarer en musik, der både er helstøbt og som river ubehageligt kradsende.

Keith Canisius: Ferris Wheel Makeout (cd, Quince / Darla)

Keith Canisius: Ferris Wheel MakeoutKeith Canisius, ankermand i de danske dreampop-genoplivere Rumskib, kastede sig med Ferris Wheel Makout i 2008 ud i en soloekskurs, blot et år efter bandets debut. Teksturen er om muligt endnu mere glat og krystallinsk end hos Rumskib, og også mere elektronisk. Her er omtågede vokaler, der svæver rundt i baggrunden, og en lys, nærmest sen-80eragtig lyd. Ligesom hos Cocteau Twins stræbes der mere mod det himmelsk-sfærisk-oceaniske end det guitargrumsede, men Canisius besidder sin egen tæft for at opbygge tilstande og skabe en hypnotisk, på én gang massiv og fjerlet, lyd. Her er både plads til funklende opium-popøjeblikke og til den rene og skære udflyden i have af hastigt fluktuerende lyserøde skyformationer - hvilket alt sammen gør Ferris Wheel Makeout til ubegribeligt sirligt kunsthåndværk og en gribende lytteoplevelse.

Elvis Costello and the Imposters: Momofuku (cd, Lost Highway)

Elvis Costello and the Imposters: MomofukuEt mønster har dannet sig i Elvis Costellos output i de senere år. Først et par år med samarbejder og sideprojekter i diverse gråzoner stødende op til det jazzede og det klassiske, derefter et decideret "rock"-album. I 2008 blev det igen tid til sådan et, og Momofuku viste sig at bestå af en håndfuld tændte og overskudsprægede sange, indspillet lynhurtigt, igen i selskab med backingbandet The Imposters plus en bunke gæster. Lyden er flere steder mere guitarmættet end sædvanlig, og på "American Gangster Time" parodierer Costello og band næsten lyden på deres egen 30 år gamle This Year's Model, med Steve Nieves Vox-orgel hentet frem fra skabet og det hele. Lyrisk kører Costello stadig frydefuldt sig selv op i en spids af romantisk kynisme og obskure ordspil. Musikalsk kombinerer han stadig sin snerrende-melodiske stil med en sværmerisk fornemmelse for præ-rockæraens populærmusik. Ja, kender man til Costello, er Momofuku ikke just en eksplosion af uforudsete overraskelser. Alligevel virkede pladen som en kærkommen og energisk gestus og et mere tæt og fokuseret udspil end den mere Americana-inficerede forgænger The Delivery Man (2004) - omend der stadig tilføjes diskrete countrynuancer her og der.

Toumani Diabaté: The Mandé Variations (cd, World Circuit Records/Playground)

Toumani Diabaté: The Mandé VariationsDet ville være synd at lade musikken fra denne plade falde i baggrunden, selvom den måske godt kunne indbyde til det. Pladen er så nedbarberet, afdæmpet og vellydende, at der er en vis velvære forbundet med den. Medvirkende er kun den maliske virtuos Toumani Diabaté, fra hvis instrument, koraen, kaskader af skønne melodier vælter ned over én. Der vækkes en utrolig melodiøsitet og en polyrytmisk kunnen, så det faktisk er muligt at bringe den fordybede lytteoplevelse i fokus, hvis man levner pladen plads. Og det bør man gøre, for den indeholder noget af den smukkeste musik fra 2008.

Bob Dylan: Tell Tale Signs - The Bootleg Series Vol. 8 (2cd, Sony)

Bob Dylan: Tell Tale Signs - The Bootleg Series Vol. 8Med fare for at begå helligbrøde må man konstatere, at det ikke er samtlige udgivelser, der har været lige skelsættende i Bob Dylans fortløbende række af "officielle bootlegs", som indledtes med udgivelsen af den fornemme, tredobbelte samling The Bootleg Series Vol.1-3 i 1991. Efter en stribe liveudgivelser er vi imidlertid tilbage ved det monumentale udgangspunkt med det forløbne års udgivelse af Tell Tale Signs - The Bootleg Series Vol. 8. Der er tale om en samling studieouttakes, garneret med enkelte liveoptagelser, fra perioden 1989-2006, og værket antager karakter af mesterværk i egen ret, idet materialet i mange tilfælde ikke blot lever op til, men oven i købet overtrumfer de officielle udgivelser fra den respektive periode.

eRikm & akosh S.: Zufall (cd, Ronda)

eRikm & akosh S.: ZufallDet franske label Ronda udsendte blot to albums i 2008, men begge hørte til gengæld blandt årets mest skelsættende lytteoplevelser. Både eRikm & akosh S.'s Zufall og Sun Plexus 2's En souvenir de l'horreur tog én med på svimlende udflugter i lyd. Sun Plexus 2 var måske mest radikale, til gengæld skabte eRikm & akosh S. en mere rummelig og dermed også mere langtidsholdbar musik med Zufall, hvor mødet mellem akosh S.'s freejazzede improvisationer og eRikm's mesterlige håndtering af turntables og elektroniske manipulationer slog gnister. Indspillet live var Zufall en fascinerende og poetisk samtale mellem to stærke musikalske temperamenter og et af de sjældne møder, hvor udfaldet bliver noget større end summen af enkeltdelene.

Diamanda Galás: Guilty Guilty Guilty (cd, Mute)

Diamanda Galás: Guilty Guilty GuiltyDe tusind tungers sangerinde er måske nok blevet mindre ekstrem med alderen, men på disse liveoptagelser fremstår Galás ikke desto mindre som en infernalsk Nina Simone-zombie, der er vendt tilbage fra graven med nye, sataniske covernumre. "Interlude (Time)" fremkalder en fremmedgørende ømhed, og "Autumn Leaves" med sine springske jazz-udfald en desorienteret livfuldhed; ellers lever Galás' ubønhørlige klaverbuldren og besættende stemmemanipulationer op til enhver forventning om bloddryppende gospel og gyserblues. Stærkest står den forpinte version af Ralph Stanleys "O Death", der både kunne være en sindssyg kærlighedserklæring til Galás' utvivlsomt vigtigste muse eller en endnu levendes desperate eksorcisme. Efter de ni minutter, nummeret varer, kan man næsten ikke bære mere, men udfris heldigvis af den afsluttende "Heaven Have Mercy", der tøvende tangerer det håbefulde.

Genesis: 1970-1975 (13sacd/cd/dvd-boks, Virgin)

Genesis: 1970-1975Det tredje og sidste i serien af monstrøse bokssæt med Genesis' (næsten) samlede værker er det, som mange har glædet sig mest til. Det indeholder nemlig pladerne fra de første år frem til '75 (undtagen From Genesis to Revelation og Live) - gruppens gyldne, "progressive" periode. Man har denne gang ikke nøjedes med at remasterere det gamle materiale - det er ligefrem remixet, vel at mærke med Tony Banks' og Mike Rutherfords input. Hvert album ledsages derudover af en DVD med filmmateriale fra perioden, nye interviews osv., samt musikken i 5.1 surround mix. Umiddelbart lyder de nye stereomix som en drøm, der er gået i opfyldelse, og et væld af detaljer, der tidligere var halvt tildækkede, springer frem. Alligevel bør en advarsel nok udstedes: Mange audiofile lyttere mener, at en alt for omsiggribende EQ-justering og komprimering, foretaget for at tækkes moderne krav om volume og "punch", simpelthen har smadret lyden. Hvad de fans, der har siddet med ørerne på stilke, til gengæld er mere enige om, er kvaliteten af selve musikken. Sjældent har noget rockmusikalsk udtryk udvist et så kompositorisk overskud som hos 70ernes Genesis. Ikke et sekund spildes. Pastorale passager med klingende lag af 12-strengede guitarer og mellotron snoer og bugter sig som vandløb gennem en svunden tids engelske bakkedale, for siden at vokse sig til komplekse, dramatiske elektriske udladninger. Den unge Peter Gabriel tager sig ud som en fætter til Barrett og Bowie og skaber et lyrisk univers, der kan rumme komik, absurditet, engelsk identitet, mytologi, religion, spiritualitet og, som i "The Return of the Giant Hogweed", alvorlige ukrudtsproblemer.

Robyn Hitchcock & The Egyptians: Luminous Groove (5cd-boks, Yep Roc Records)

Robyn Hitchcock & The Egyptians: Luminous GrooveRobyn Hitchcock relancerer i disse år sit omfangsrige bagkatalog og fremviser obskuriteter fra arkivet ved samme lejlighed. Luminous Groove tager sig af den periode i midt-80erne, hvor backingbandet hed The Egyptians og pladerne hed Fegmania!, Gotta Let This Hen Out! (et livealbum) og Element of Light. Udover udvidede genudgivelser af disse får man her en dobbelt-cd, Bad Case of History, med flere livenumre og outtakes. En lidt isnende og flad 80er-produktion formår ikke at skæmme skarpe og excentriske påfund og melodiske kultfavoritter som "The Man with the Lightbulb Head", "Heaven" og "If You Were a Priest". Sættet byder i det hele taget på en overflod af stærke sange, der - hvadenten de lyrisk synes direkte hevet op fra underbevidsthedens frie strøm eller befolkes af fugle, fisk eller bizarre eventyrfigurer - repræsenterer et af de mest egensindige udtryk, nogen i en popkontekst har skildret hjertets og hjernens uranselige veje gennem.

Akane Hosaka: Nikoniko denki muzic (cd, Sonore)

Akane Hosaka: Nikoniko denki muzicAkane Hosakas fjerde selvproducerede cdr Nikoniko denki muzic (smilende, elektrisk musik) fra 2007 foreligger nu genproduceret af Kazunao Nagata, siden 90erne en central aktør i Tokyos elektroniske musik. Nikoniko bevæger sig som de øvrige af Hosakas udgivelser inden for en iørefaldende, let poppet elektronisk musik, dog med egenskaber som formår at vende popelementets potentielle slethed til det gode. Hovedsageligt appellerende er en art "dumhed" i lyde og melodier ikke ulig den, man finder hos Frank Zappa. Blandt Hosakas egne referencer er Raymond Scott og Perrey & Kingsley; en inspiration, der kommer til udtryk i et vist, ligeledes Zappa-agtigt, noveltypræg. Det indledende nummer "Brown Game" er i denne popsfære svært ikke at værdsætte. Om titlens konnotationer er tilsigtede er svært at afgøre; nummerets blævrende synth-lyd gør dog intet for at modvirke den umiddelbart oplagte fækale læsning. Alt sammen har Akane Hosakas musik et præg af noget, der måske ikke helt kan betegnes ironi, men ikke desto mindre udmærker sig på lignende vis ved at fjerne sig fra det, vi ville se som udtryksfuldhed og, under alle omstændigheder, inderlighed. Dette er en anbefaling!

Ital Tek: Cyclical (2ep, Planet MU)

Ital Tek: CyclicalImens der blev udsendt stribevis af fremragende dubstep-singler i 2008, så kneb det mere med albumformatet, som først og fremmest blev domineret af småkedelige forsøg på at fusionere stilen med smagfuld minimal-techno. Blandt de få undtagelser var Ital Teks debutalbum Cyclical, som godt nok langt fra levede op til forventningerne fra den industrielt skurrende og dybt originale ep-forløber Blood Line, men til gengæld fik stilfærdig stemningsbaseret dubstep til at fungere på sine egne præmisser. Den obligatoriske understrøm af ulmende subbas blev blandet med komplekst underspillede rytmer og en frysende sorgfuld atmosfære, og selv om det på en måde var en meget oplagt opskrift på drømmende album-dubstep, så havde Cyclical også så meget substans, at resultatet blev et af de hidtil mest overbevisende forsøg i den retning - en slags filmisk udadvendt slægtning til den indre skyggeverden, som Burial har vendt op og ned på dubsteppen med.

Last Step: 1961 (3ep, Planet MU)

Last Step: 1961Heldigvis blev sidste års Last Step-album ikke en enkeltstående strøtanke i Aaron Funks karriere, og med 2008s fremragende opfølger 1961 synes projektet nu helt at overskygge hans mere eller mindre fastkørte Venetian Snares-pseudonym. Udgangspunktet er muligvis stadig en form for nostalgisk futurisme, med brugen af ældre analog-udstyr som en vigtig ingrediens, men det er vel at mærke uden det mindste spor af fortidsdyrkelse eller dogmeagtig selv-autenticitet. Snarere fremstår 1961 befriende kulørt og uhæmmet, gennemsyret af en iderigdom, inspiration og musikalsk begejstring, som det kan være svært at finde andre steder på electronica-scenen i øjeblikket. De evigt muterende strukturer virker aldrig påtaget mærkelige, men er tværtimod båret af en nærmest paradoksal legende lethed, og resultatet er lige så rytmisk og melodisk indtagende, som det er bizart og originalt. Samtidig afbalanceres den muntre og farverige overflade af en sær, nagende melankoli, en tvetydighed, som fuldender indtrykket af en fortabt plasticverden, hvis tid aldrig kom, og som nu kun findes i vores drømme.

Rob Mazurek: Abstractions on Robert D'Arbrissel (cd, Adluna Records)

Rob Mazurek: Abstractions on Robert D'Arbrissel2008 blev året, hvor Rob Mazurek færdiggjorde de optagelser, han gjorde i klosterkirken Abbaye de Fountevraud. Resultatet var et kunstværk ladet med eksistentiel patos og religiøs inderlighed uden på nogen måde at være omklamrende eller formanende. I stedet fik man elleve numre, hvor Mazurek kombinerede en næsten asketisk tilgang til sit solospil med udforskningen af rige teksturer fra det religiøse rum. Field recordings, improvisationer med muted trompet, underspillet elektronik og en udpræget forståelse af stilhedens betydning gjorde Abstractions on Robert D'Arbrissel til et album udover det sædvanlige og den foreløbige kulminationen på Mazureks solistiske arbejde. Den flotte booklet med malerier, fotografier og tekst var også et eksempel på, hvordan et musikalbum kan aspirere til at være et kunstobjekt. En på alle måder smuk udgivelse.

The Move: Anthology 1966-1972 (4cd-boks, Fly / Salvo Music)

The Move: Anthology 1966-1972I 1967 var de en kvintet, der var kommet til London med firetoget fra Birmingham, og som under påvirkning af lige dele bister mod-attitude og sprudlende psykedeliske strømninger smadrede tv-apparater på scenen med økser. I 1971 var de en særdeles hårfager trio, der gik og specialiserede sig i den eksperimenterende og progressive popsangs kunst, mens de ventede på at pladeselskabet ville lade dem skifte endegyldigt navn til Electric Light Orchestra. I 2008 udkom Anthology 1966-1972, der fortæller bandets historie med særligt fokus på nyligt fundne sjældenheder og alternative mix. Lige så sofistikerede som sangskriveren og multiinstrumentalisten Roy Wood og kompagni med tiden skulle blive i studiet, lige så fandenivoldske kunne The Move være live. Det viser nogle vellykkede nye stereo-remix af det materiale fra to heftige aftener på The Marquee Club, der oprindelig blev brugt til EP'en Something Else i 1968. Men selv den energiudladning bliver overgået af den opfindsomhed og variation, der prægede studieindspilningerne fra gruppens sidste par år.

Nisennenmondai: Neji/Tori (cd, Smalltown Supersound)

Nisennenmondai: Neji/ToriDette er ikke et album som sådan, og materialet strengt taget heller ikke fra 2008. Men med den samlede udgivelse af disse to ep'er nåede japanske Nisennenmondai i det forgangne år ud til et (primært vestligt) publikum, der ikke har haft mulighed for at høre nogen af deres talrige, selvudgivne cdr-skiver. At bandet således ikke er et ubeskrevet blad demonstreres af trioens eminente sammenspil, der med sine både improviserede og økonomiserende elementer skitserer en egensindig form for stort set instrumental kraut-noise con no wave. Særligt trommeslageren binder mange af de grynede, piblende og skrattende stemninger sammen til en lysende mosaik, der gang på gang truer med at slå fatale revner, men trods alt skriger til himlen om et uomgængeligt talent.

North Sea Radio Orchestra: Birds (cd, Oof! Records)

North Sea Radio Orchestra: BirdsMed udgivelsen af deres andet album Birds i december nåede engelske North Sea Radio Orchestra lige akkurat inden årets udgang at understrege deres position som én af de mest originale og uklassificerbare musikalske størrelser, der er aktive i dag. Gruppen, der er centreret omkring komponisten, dirigenten og guitaristen Craig Fortnam, har tråde tilbage til det udknaldede kolbøtteforetagende Cardiacs, men her er stilen langt mere pastoral og har mere at gøre med en tidløs hybrid af klassisk kammermusik og en sofistikeret, engelsk form for folk end med noget som helst "rocket". Og så er man ikke engang begyndt på en fyldestgørende beskrivelse af Birds, der kan byde på alt fra middelalderlige stemninger, rene vokal-og-guitar-duetter, til mere mættede, postminimalistiske orkesterkompositioner, tonesætninger af Tennyson, Chaucer og Blake og megen generel skønhed.

Of Montreal: Skeletal Lamping (cd, Polyvinyl)

Of Montreal: Skeletal LampingHørte man til de Of Montreal-lyttere, der håbede, at ankermand Kevin Barnes' transformation fra skæv, men bedårende 60'er popper til skiftevist depressiv konkylie, skiftevist hyperliderlig electro- og soulmotherfucka på 2007s Hissing Fauna, Are You the Destroyer? var et svinkeærinde, må Skeletal Lamping være en slem skuffelse. Barnes ikke bare fortsætter i samme spor, hanaccelererer, idet der skrues ned for den dansevenlige depressivitet og i dén grad sættes turbo på den sjaskvåde og forskruede hvide faux-soul/funk. Eller, knap så hvide, måske - i hvert fald hvis vi tager Barnes' nye glam-agtige alter ego, den midaldrende sorte transvestit Georgie Fruit, for pålydende. Med Fruit som hovedperson føres vi igennem 15 krinkelkrogede numre, der er lige så forpustende og skizofrent uforudsigelige, som de er rasende kønsovermodne. "We can do it softcore if you want/ but you should know I take it both ways" tager man sig selv i at istemme, (halvt) håbende, at ingen tager opfordringen for gode varer. Som en række lunkne anmeldere har indvendt, er det alt for meget - men det er jo for helvede meningen; og selvom det forrige albums imponerende kobling af diskomaskineriet med mere "eksistentielle" tematikker sikrer Hissing Fauna... en status som Barnes' foreløbige mesterstykke, fungerer Skeletal Lamping mere end upåklageligt på egne præmisser. Om man så får lyst til at danse med eller fortrække med røde ører og feinschmeckerattituden i behold må i sidste ende være et temperamentsspørgsmål; men skal der endelig gender bendes, er Of Montreal klart årets bedste bud.

Portishead: Third (cd, Universal)

Portishead: ThirdEt gammelt ord siger, at "tredje gang er lykkens gang", men i tilfældet Portishead er der snarere tale om en tyk sky af ulykke, der lægger sig omkring lytteren. Efter 10 års pause vendte gruppen, anført af Beth Gibbons, tilbage med deres stærkeste udspil til dato. Albummet er med sine hårde, maskinelle rytmer og dissonanser en krads omgang i forhold til det klassiske triphop-album, Dummy. Man behøver blot at sammenligne singlen "Glory Box" fra dette album med "Machine Gun" fra det nye opus for at få en idé om det radikale skift i gruppens identitet. Portisheads genopfindelse af sig selv har dog båret frugt, og det dragende mørke fra de lydlige strukturer modsvares af Gibbons hudløse tekster, hvor den eksistentielle angst for alvor griber fat om struben. Som det hedder i sangen "Deep Water": "I'm drifting in deep waters / Alone with myself doubting again / Try not to struggle this time / For I will weather the storm." Oven på det enorme foventningspres gruppen har været udsat for er der ingen tvivl om, at Portishead rent musikalsk har redet stormen af, og Third er beviset med en række sange, der tør tage livtag med det klaustrofobiske mørke og ud af det skabe en knudret, kuldslået skønhed.

The Residents: Present The Bunny Boy (cd, The Cryptic Corporation/Mute)

The Residents: Present The Bunny BoyEfter i årevis at have trådt vande ved tolkninger af den amerikanske sangskat og ikke helt gennemførte konceptalbums, gjorde "The Eyeball Ones" et stærkt kreativt comeback med et værk, der fortjente sammenligning med deres største albums fra 70'erne. En musikalsk fortælling, der skingrede sit helt eget sted mellem galskab og normalitet, altopofrende godhed og ædende ondskab. Og mens det bevægede sig fra lydpoesi over industrial og ambiente stemninger til børnesangsinspirerede mareridtsvisioner, formåede det ikke desto mindre at fastholde gruppens meget personlige musikalske weirdness. Det er altså åbenbart ikke kun forbeholdt aldrende ikoner som Cash og Dylan at lave solide albums i karrierens efterår - undergrundens grand old eyeballs kan også!

Santogold: Santogold (cd, Downtown/Lizard King)

Santogold: Santogold Hvis man som tilskuer til Santogolds optræden på Roskilde Festival 2008 havde forventet en lidt mattere og mindre insisterende idiosynkratisk udgave af aflyste M.I.A., ventede der én en positiv musikalsk overraskelse af de større. Nok har Santi White både producer (Switch) og en frygtløst forskruet genreekvilibrisme til fælles med Maya Arulpragasam/ M.I.A.'s dancehallfunderede party bangers, men Brooklyn-baserede White er hverken kopi af eller stand-in for den fyrige sri-lankansk-englænder. Det selvbetitlede debutalbum er - ikke mindst anskuet i dansegulvshøjde - en mindre milepæl i sin egen ret: Der er tale om en veritabel musikalsk molotovcocktail, som selvsikkert blander elementer fra dub, reggae, grime, electro og indierock, og som både formår at favne clubrummet og intimsfærens blødere træfpunkter. Som sådan maler Santogold næsten med en bredere palet end M.I.A., idet lytteren levnes tid til at puste ud mellem de overstyrede og aggressivt bjæffende instant-hits, ligesom flere af de køligere, dub-inficerede numre nærmest bliver decideret foruroligende. Efter igennem længere tid at have været ghost writer for diverse mere eller mindre suspekte amerikanske popsangerinder, er Whites debut som solokunstner således en kærkommen og original destillation af popmusik, der bliver i reolen, også efter at radioen har glemt den.

Michael Santos: The Happy Error (cd, Baskaru)

Michael Santos: The Happy ErrorMichael Santos' udgivelser The Happy Error, der blev udgivet på prestigefyldte spanske selskab Baskaru, kom som en behagelig påmindelse om, at det rent faktisk kan være en umiddelbar nydelse at høre eksperimenterende musik. Santos' nænsomme kompositioner med blide klik og krusninger, sugende maleriske strøg og varm, underspillet intensitet på grænsen til melodier, hvis "tema" dukkede op i en sluttet helhed, var ikke bare virtuose, de var også uskyldige og dejligt befriede for den selvbevidsthed, der kan plage eksperimenterende elektronisk musik. The Happy Error dyrkede ikke det perfekte, men gav plads til fejlene i musikken og disse "fejl" gjorde blot musikken mere varm og smuk. Albummet var således en triumf ikke bare for Santos, men også for Baskaru i det hele taget, der fortsætter med at være toneangivende i udviklingen af elektronisk musik.

Patti Smith og Kevin Shields: The Coral Sea (2cd, Pask)

Patti Smith og Kevin Shields: The Coral SeaTag et stk. lyrisk rockikon, der ældes med sjælden ynde, og en semilegendarisk guitarist/undergrundsskikkelse, hvis største bedrift i de seneste mange år har været, at han ikke har lavet musik, og sæt dem sammen på en scene et par aftener - og så har du i det mindste omridset af noget interessant. Men at dette samarbejde mellem Smith og Shields i Queen Elizabeth Hall, London - et langt, tonesat lyrikforedrag, som er dedikeret til Smiths mangeårige, nu afdøde ven Robert Mapplethorpe - skulle blive så gennemført, som det er på denne dobbelt-cd, var ikke nødvendigvis forventeligt. Som altid er Patti en ren naturkraft, når hun foredrager tekster, men at Shields ikke har blæst sin evne til at vride usædvanlige klange ud af en guitar helt ud i galaksen på syre, viser hans flotte og velfungerende baggrunde, der går smukt i tandem med lyrikken. Et must for kendere af begges produktioner.

Svartbag: Svartbag (cd, Rump/VME)

Svartbag: SvartbagBlandt årets bedste, danske udgivelser finder man denne dystre sag, som møder lytteren med repetitiv instrumental kraut-rock, der hvor mørk og kradsbørstig denne måtte være, synes både smuk og fokuseret. Man lukker øjnene, bider tænderne sammen og sendes ud på en flyvetur gennem luftlag domineret af støjende monotoni fra guitarer, maskinelle rytmer og elektroniske inputs. Samtidig indeholder den post-rockede tendenser, som f.eks. afspejles i den udvikling, pladens fem numre tager undervejs. Musikken kan have en let hypnotiserende effekt, så pas på.

Times New Viking: Rip It Off (cd, Matador)

Times New Viking: Rip It OffEt nyt år er lig med endnu en bunke nye og oftest relativt imbecile genremærkater, der død og pine må opfindes for at beskrive kunstnere, hvis hypeability sjældent står mål med de musikalske milespring. En af de mere besynderlige subgenrer, vore "kolleger" fra det britiske musikmagasin NME er kommet på i nyere tid, er shitgaze. Mens shoegazerne i sin tid fik deres navn pga. kunstnernes angivelige vane med introvert at glo på fodtøjet under koncerter, stirrer de såkaldte shitgaze-bands (så vidt vides) ikke i højere grad end deres medmennesker på kropslige affaldsprodukter. Termen sigter derimod på den ekstremt kradse og "tykke" lyd, der karakteriserer bands som Psychedelic Horseshit og Eat Skull. Der er tale om en hardcore form for lo-fi, der ikke - som mange af '1. generations' slackerne gjorde - hævder, at den "dårlige" lyd blot er en nødvendighed dikteret af økonomiske omstændigheder (i en Cubase-tid ville dét da også klinge hult). Tværtimod opdyrkes en særdeles offensiv og konsekvent fejlmastereret lyd, der nok trækker visse tråde til tidlig punk, men ingenlunde følger dens dogmatik på et kompositionsmæssigt niveau. Trioen Times New Viking fra Columbus, Ohio er bannerførerne for denne nye generation af dumme drenge og piger, og deres tredje album Rip It Off er deres hidtil bedste. Der veksles ubesværet mellem anti-fi punk anthems, nærmest no wave-klingende sydestøj og øjeblikke med nær-twee sensibilitet, alt sammen klaret med tre instrumenter (guitar, keyboard, trommer) og uden på noget tidspunkt at forlade det røde felt. Og så ender det sågar med at lyde som en art totalskadet popmusik fra en bedre planet. Vi kan kun istemme bagcoverets opfordring: "please play loud".

TV on the Radio: Dear Science (cd, 4AD/Playground)

TV on the Radio: Dear ScienceInteressant er det, hvordan en plade kan være så underlig, men dog så poppet på én og samme tid. Dear Science kendetegnes meget godt ved sine mange modsætningsforhold: kølig men varm, funky men steril, glad men trist, osv. Det er, som om den rammer noget, der er meget oppe i tiden, men den udnytter dette helt til sin egen fordel. Det er derfor fristende at betragte TV On The Radio som de nye Radiohead med musik, der både er let eksperimentalt rumsterende og fængende på samme tid, skønt de musikalsk har meget lidt tilfælles. Ørehængende omkvæd er der nok af, mens musikken hviler på en bund af funk-bas og -guitar, doo-wop- og falsetvokal og post-punkede tendenser. At den forholdsvis tilgængelige musik visse steder ledsages af lettere forstyrrende lyrik, styrker pladens ambivalente natur: I den ellers kønne ballade "Family Tree" lyder det f.eks.: "In the shadows of the gallows of your family tree".

Various Artists: Cavage 14 exist in Loving Memory of Albert Hoffman (1906-2008) (lp, Cavage)

Various Artists: Cavage 14 exist in Loving Memory of Albert HoffmanI slutningen af 2008 vendte det mærkværdige franske selskab Cavage tilbage efter fire års pause, som altid med en slags opsamlingsplade, og som altid med hovedmanden Saoulaterre, aka. DXMédia aka. Gorki Plubakter, som det gennemgående element, flankeret af diverse allierede. Den forvredne breakcore, som selskabet nok primært forbindes med, er her fuldstændig fraværende, og i stedet kombineres sammenbrudt hardcoretechno med regulær avantgarde på helt unik vis. De metalskærende og abrupt tærskende trommer samler sig aldrig til egentlige rytmer, men fungerer snarere som endnu et element i den kompositoriske struktur, hvor opklippede stemmer, uvirkelige synthesizer-lyde og sorgfulde orkesterfragmenter vikler sig ind og ud af hinanden i svimlende kalejdoskopiske mønstre. På en og samme tid rystende kaotisk, forfærdende smukt, og så afgrundsdybt psykedelisk, at pladens dedikationen til opfinderen af LSD, Albert Hoffman, som døde i 2008, er absolut passende.

Wildbirds & Peacedrums: Snake (cd, Caprice Records/A:Larm)

Wildbirds & Peacedrums: Snake2008 blev året, hvor den svenske duo Wildbirds & Peacedrums virkelig brød igennem lydmuren og ud af den lidt snævre jazz-niche, som de ellers har færdedes i. I Danmark spillede de adskillige koncerter og vakte fortjent begejstring med deres besættende blanding af slagtøj og shamanistisk blues-sang, som også kom til udtryk på albummet Snake. En plade, der trods de næsten skeletlignende arrangementer, var en mageløs hyldest til kroppen, blodet og hjertets rytme. I starten kan blandingen af Andreas Werliins trommespil og Marian Wallentins skæve soulfraseringer virke som en gimmick, men man indser snart, at det giver næsten kosmisk mening, og at der intet som helst mangler i lydbilledet. Wildbirds & Peacedrums viste med Snake, at den nøgne form bød på talrige variationsmuligheder og sagtens kunne rumme stor sangskrivning, der også lyrisk var i mesterklasse.

Af Geiger, 15. jan 2009


Yderligere information

Listen er sammensat af flg. skribenter: Peter Tapdrup Andersen, Thomas Bjørnsten, Jakob Bækgaard, Jannik Juhl Christensen, Niklas Steffensen H., Thomas Kyhn Rovsing Hjørnet, Martin Hornsleth, Martin Nielsen, Steffen B. Pedersen, Rasmus Steffensen og Espen Strunk.

Kommentarer (1)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Steffen B. Pedersen - 39 indl�g20/01/09 03:24
Af steffen
Sød gris!

     
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen