Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Lake Placid

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
ELECTRONIC MUSICFESTIVAL SØNDERBORG
SØNDERKNUSENDE OG FORFØRENDE ELECTRONICA PÅ FOLKELIG HØJBORG
Reportage fra ELECTRONIC MUSICFESTIVAL SØNDERBORG, Alsion, Sønderborg, 13-14/11, 2010
7. dec 2010 [Artikel] Ved Sønderborgs havnefront troner stolt kommunens prestigebyggeri, Alsion. Med en vision om at blive europæisk kulturhovedstad i 2017 kan Alsion få en væsentlig rolle. Koncertsalen skulle angiveligt være en af verdens bedste, når det kommer til akustik. Oprindeligt blev den tiltænkt til det husvilde Sønderjyllands Symfoniorkester. På aftener uden klassisk musik, er Alsion den sikre folkeligheds højborg. Foreningen Ny Kunst Sønderborg har for andet år set potentialet i bygningen, og arrangeret en elektronisk musikfestival med højt til loftet. I flere henseender.

Da Christian X’s bro krydses, forlader jeg fastlandet og ankommer til Als. I mørket kan jeg skimte et banner på siden af Alsion. Jeg vil skyde på, at det fylder 35 kvadratmeter af facaden. På højlys dag ville det ikke kunne gå nogens næse forbi. I novemberudgaven af Gaffa præsenteres festivalen med en kvartsides annonce. I JyskeVestkystens kulturtillæg, der findes gratis på lokale biblioteker, omtales festivalen på en hel A3 side. Dertil hænger der plakater rundt om i byen.

Med sådan en markedsføring håber man selvfølgelig, mange har taget initiativet ad notam. Men Alsion virker meget tom. Det store caféområde har en katedrals rummelighed. Scenen kan iagttages fra flere vinkler og etager. Den er placeret midt på en stor trappe, hvor de optrædende i princippet kan observeres på klods hold. Publikum vælger dog at sidde på stolerækkerne på gulvet. Herfra virker scenen som et alter, og artisterne er fysisk set ophøjet på en piedestal.

EngholmSelve stemningen er tilsvarende højtidelig. Der lyttes pligtopfyldende, og fokus er rettet på de optrædende. Det virker umådeligt grandiost med det mange meter høje backdrop, hvorpå der bliver projekteret en waveform synkront med musikken.

Dagen forinden tyvstartedes festivalen på Engelsholm Højskole ved Vejle. Her holdt artister som Bjørn Svin, Band Ane, Vectral og Spejderrobot workshops med elever fra skolens elektroniske musiklinie.

Nævnte workshops udmønter sig i en to timer lang stafet som første indslag i Sønderborg.  Scenen er todelt, så der ikke er pause mellem de optrædende. I starten har hver artist mellem 5 og 10 minutter hver, hvilket skaber et forbløffende godt flow. Min opmærksomhed har indfundet sig, da en yngre kvinde går på med sit sæt. Hun benytter sig af præprogrammeret kvindevokal. Måske er det et remix. Det lyder godt, men er ikke sindsoprivende spændende rent visuelt. Hun fokuserer meget på sin Mac, som vender ryggen til os. Vi kan derfor kun se et oplyst æble.

Næste optrædende bærer en Velvet Underground & Nico-t-shirt, hat og nogle kraftige briller. Han har en masse drive og et clubagtigtigt præg. Der er vocoder og et boom-boom-chi-klap-beat. Hans hoved ryster diskret i takt. Der er et godt fokus på rytmer samt opbygning af klimaksintervaller.

Klokken er godt halv syv. Næste på scenen serverer atonalt aftenroderi på en bund af Drum’n’Bass. Det er bestemt ikke blottet for humor. Intensiteten er tiltagende, og det grænser sig til det fladpandede

Han forlader scenen til publikums begejstring. De giver high-fives. Noget kunne tyde på, at de kender ham. Tanken strejfer mig, at en stor del af publikum er elever fra Engelsholm Højskole. 

Der diskes op med piskesmæld og afgrundsdybe stortrommeslag fra en fyr i en sort kranie t-shirt. En tredjedel af højskolens showcase er tilbagelagt. De næste tre kvarter har to unge mænd scenen til fri afbenyttelse. Lad os kalde dem ”Rød t-shirt” og ”Blå t-shirt”.

EngholmRød t-shirt befinder sig i en gråzone af dj’ing, scratch og dub/reggae. Han lægger ud med vuggende, beroligende klange. Dernæst bliver det en kende mere hiphoppet, og han sampler fra ”De Små Synger” - sovset ind i vinylstøj.

Blå t-shirt er velfriseret. Ikke at man kan sige det om hans musik. Den er nemlig svært afvisende overfor deltagelse og sympati. En klynge af lyde, der ikke passer sammen, bliver blendet til en puré af dissonans. Eneste formildende omstændighed er de støvede elpianoflader. Første nummer klimakser med en selvironisk ”kritisk handling”, som vi husker den lød i Windows 95.

Mere tvang af modpoler fortsætter i næste nummer. Gentagne gange lægger han næsten an til sequenceramok, men jeg må se forgæves efter den store forløsning

Inden tredje nummer, melder endnu en kritisk handling sig. Forestil dig lyden af at jackstick, der lige er hevet ud af et instrument og får kontakt med en metalplade. Selvfølgelig med flere decibels end i øvelokalet. Publikum griner og klapper overbærende, men Blå t-shirt rødmer: En klokkeklar fejl, han ikke kan feje ind under sit dissonante gulvtæppe.

Klokken er tyve minutter over syv. Blå t-shirt har entreret et tegnefilmsunivers, da Johan – en af medarrangørerne – kontakter mig. Vi snakker kortvarigt. Jeg hilser initiativet velkommen, og han fortæller, at mange af dette samt forrige års artister har været monumentalt bjergtaget af Alsions storslåede arkitektur og ikke mindst akustik. For dem er det som at komme i himmerige direkte fra rendestenen, hører jeg ham sige. Johan lufter også sin lettelse over, at Mika Vainio endelig er dukket op. Forsinkelsen skyldes givetvis, at der var hoppet en suicidal person ud foran det nordgående tog fra Tyskland, Mika brugte som befordring.

EngholmNu har Blå t-Shirt og Rød t-shirt indtaget hver sin side af scenen. I samklang er de mere harmoniske. De må være en slags superstars på Engelsholm, når de sådan eksponeres i overmål. Parret bag mig snakker dansk rap fra 90’erne. Dem vender jeg tilbage til senere. Blå t-shirt finder sine venner og den stol, de har reserveret til ham. Der udveksles high-fives.

Lidt over halv otte. Nu har også Rød t-shirt forladt scenen. Herpå går Kasket og Hue på scenen. De står tæt foroverbøjet over deres fælles instrument: En iPhone. Kasket bryder symbiosen og slynger en knyttet næve i luften. Publikum kvitterer med et ”Yearh!”. Bagefter går de ned ad trappen. ”You suck!” råber en friskfyragtig ven blandt publikum. ”Ikke mig. Det var iPhonen”, svarer Kasket. Et konsensusbetinget ”høhø” runger tamt i det logeagtige mikrokosmos.

Den sidste artist på podiet bærer sort jakke og t-shirt med v-udskæring. Men kuglepennen er lagt væk, og Engelsholm får ikke mere spalteplads. Sættet var det mest varierede og show-prægede under hele festivalen. Måske ser vi nogle af dem under mere personlige navne end noget med t-shirt eller hovedbeklædning i fremtiden. Potentialet er der i hvert fald. 

En smag af blod breder sig i munden

Mika Vainio
Klokken er halv ni. Formanden for Sønderborg kommunes kultur- og erhvervsudvalg, Stephan Kleinschmidt, får ordet. Sympatien for hans person er utvivlsom, men selve tilstedeværelsen virker malplaceret. Måske er den påkrævet af visse myndigheder? Talen synes sammensat i en ruf. Stephan klamrer sig til sit papir, og under det hvide ark er der ikke meget øjenkontakt med publikum. Og så antydes det så småt, at han hellere havde frekventeret en genudgivelsesreception af Beatles eller Stones i den lokale FONA. 

Talen klappes af, og vi dirigeres ind koncertsalen. Her præsenteres endnu en tale. Denne gang af Wayne Siegel, professor i elektronisk musik og ansvarlig for DIEM (Dansk Institut for Elektroakustisk Musik) samt den elektroniske musikuddannelse ved Det Jyske Musikkonservatorium. Vi får en tørt underholdende introduktion til de første elektroniske instrumenter. Sammenhængen mellem instrumenterne, deres udvikling og senere betydning for rockmusikken må vi selv finde. Ironisk nok har jeg lært langt mere om elektronisk musik ved at se en dvd om tilblivelsen af Who’s Next med The Who end ved professorens foredrag.

Mika VainioWayne prøver endda at gyde lidt humor på de snarligt oprørte vande. Ifølge ham tilbagelægger Mika Vainio ruten Flensburg-Sønderborg på kængurustylter. Men det skal blive værre endnu. Vi skal derud, hvor det virkeligt gør nas.

Mørket lægger sig, og larmen toner rent flag. Satanisk noise inferno fra djævelen selv. Mika sidder ved et lille bord. Han hiver kabler ind og ud af kubeformede moduler. Setuppet er småt, tonespektret uraffineret men bastant og effektfuldt.

Ovenpå tonstunge trykluftsborbeats bliver smadrede kaskader af (hvid) støj smurt tykt på. Det visuelle akkompagnement er et kvadrat, der viser svingningerne i musikken. Selvsagt bliver kvadratet mishandlet. Det ligner det der optiske bedrag med en vase og to ansigter i profil, når det går hårdest for sig.

Koncertsalen, der som nævnt er blandt verdens bedste, bliver behandlet næsten blasfemisk. Folk sidder spredt klatvist rundt omkring i de komfortable røde stole. Første række bliver hurtigt rømmet. Forståeligt nok. Psyken og fysikken lider overlast. Kunstpauser får vi ingen af. Hver sekvens begynder der, hvor den forrige slutter. Jeg føler mig mere og mere opkogt og handlingslammet. Som en flyvetur på kollisionskurs – med propper for ørerne, der ikke kan trykudlignes.

Samme kombination af panisk frygt og fascination rammer mig, som da jeg i slutfasen af mine teenageår eksperimenterede med ekstremmetal. Jeg troede ikke følelsen skulle overgå mig igen, og jeg bliver næsten helt nostalgisk.

Mika VainioEfter 50 minutter hører den rundsavsforherligende, diabolske larm op. Mika Vainio rejser sig, modtager applausen og skuler ondt på os, inden han trækker sig tilbage til backstageområdet.

Den mest tankeprovokerende koncert, jeg nogensinde har overværet, er ovre. En smag af blod har bredt sig i munden.

Uanfægtet af hvad der lige er foregået, tiltusker Wayne Siegel sig ordet igen. Nu er det Vectrals tur i spotlightet. Eller spotlight er så meget sagt. Vectral har forinden insisteret på komplet mørke til at ledsage sine computergenererede billeder. Wayne fortæller, at Vectral, døbt Søren Knudsen, selv har opfundet programmet, der laver billederne, og forsikrer, at de passer til musikken.

Efter en 20 minutters elektrisk storm henover et goldt landskab begynder ting at tage form. Men jeg registrerer ikke meget mere. Det musikalske mætningspunkt fra forrige koncert har psykosomatisk udløst en fordøjelsesproces, der kun kan afhjælpes af et toiletbesøg. Lidt ærgerligt for projektet var spændende. De små, erratiske lysglimt på lærredet har også rusket op i en serie af mareridtsagtige drømme, hvor jeg møver mig vej ud af små rum gennem mikroskopiske og svært tilgængelige skakter.

Heidi sætter publikum på plads, Ane prikken over i'et

Aftenen falder på, og det bliver Band Anes tur. Jeg gengiver her Waynes introduktion: Band Ane”Normalt skal der tre personer til, før man kan tale om et band, og der skal syv til, før man kan holde en fest. Band Ane er både et band og en fest!” Ane ti-hi-fniser over den flatterende introduktion, men Wayne har ret. Band Ane besidder et bands eklekticisme og er startskuddet på hvad, der skal blive en festlig aften.

Ane giver koncert i det mere afslappende caféområde. Her er bevægeligheden blandt publikum optimal, og fadøl kan rekvireres for blot 20 kr. stykket. De opsatte stolerækker er publikums fortrukne måde at tilbringe koncerten på, men jeg fravælger dette frøperspektiv og placerer mig, så jeg kan iagttage koncertens tilblivelse.

Foruden ”Mr. Laptop”, keyboard og mikser er bordet plastret til med nips-agtige instrumenter. På et hjemmegjort rack af grene hænger et sammensurium af bjælder, klokker og andet tingeltangel. Ligeså kuriøse blæseinstrumenter bliver taget i brug og skaber en god dynamik med det elektroniske. Som prikken over i’et afspilles samples med ældre mennesker, der lommefilosofisk vender tilværelsen. Ane er ét med musikken. Hun mimer til citaterne, understøtter sine musikalske skift og drejen på knapper med adækvat gestik, mimik og smil.

Koncerten var tiltrængt rolig og forfriskende sensuel. Et velfortjent, langt bifald kommer hende i møde, og hun går omgående ned og mænger sig med publikum. Jeg kendte ikke Band Anes musik på forhånd, men har nu fået mod på en diskografisk efterforskning.

Heidi MortensonEneste artist, jeg fik researchet inden festivalen, er Heidi Mortenson. I bussen på vej til Sønderborg, når jeg lige et Elektroland-podcast, der på en halv time skitserer hende som kunstner. Ikke at det som sådan var nødvendigt. Et stykke inde i koncerten forklarer hun, hvordan hendes numre er bygget op. Her er det nuet, der tæller. Her er ingen presets gemt på en Mac, hun kan falde tilbage på. Hvis noget går galt, så er det op på hesten igen.

Heidi serverer elektronisk acapellalagkage. Ved hjælp af looppedal, effektpedaler og andre hemmelige opskrifter, synger hun sig igennem alle facetterne i sine kompositioner. Ingredienserne inkluderer beatboxing, grynt og soulet skønsang.

Heidi har attitude. Looket er androgynt og næsten neutralt. Pludselig afbryder hun sit sæt og sætter publikum på plads: ”I må gerne snakke, men kan I ikke gøre det et andet sted? Det er sikkert noget med en ny frisure eller et par sko!”

Jeg registrer egentlig ikke, at musikken lider under, at folk snakker, for der er desværre ikke mange til at føre overdøvende samtaler. Men jeg beundrer modet. Dårlig opførsel skænder oftere og oftere de gode koncertoplevelser. Hvis der bare var flere musikere som Heidi, der kunne fastsætte en tålelig dagsorden ved koncerterne, ville de danske spillesteder være bedre arenaer at befinde sig på.

Dansetosse truer koncertBjørn Svin
”Hey, skal vi ikke fjerne stolene eller hvad?” siger Bjørn Svin. Med sine 35 år, ser han utroligt ungdommelig ud, og han ligner én, der lige er trådt ud af fitnesscenter. Veltrænet og sportsligt klædt er han klar til at fyre den af. Bjørn vil hellere ned at optræde blandt publikum. Den alteragtige scene, som Band Ane, Heidi Mortenson og Engelsholm Højskole har optrådt på, er ikke noget for ham. Et lille cafébord i mandshøjde er hvad, der kræves til at understøtte Bjørn Svins alt-i-en-maskine.

Jeg kommer aldrig til at dyrke sådan musik hjemme i privaten, men Bjørn mestrer instrumentet til perfektion. Hyperaktiv tegneserietekno med et gavmildt overskud af spontanitet. Man kan høre, at der er blevet brugt mange timer på at programmere og nørde omkring instrumentet.

Bjørn Svins musik er en fest, men da klokken er ét om natten, er mange allerede taget hjem. Dem, der er blevet, går i gang med at danse. Især et kærestepar pådrager sig meget dårlig opmærksomhed. Han har kørt billige fadøl ind det meste af aftenen, og hun synes bare, han er dårende dejlig. Til at starte med griner vi alle af hans patetiske måde at danse på, men til sidst er han en pestilens for både publikum og artist.

Bjørn SvinI første omgang tager Bjørn det meget muntert. Den dansende tosse støder ind i bordet og griber ud efter elektronikken. Bjørn redder det fra hans klør og løber op og ned af trappen. Instrumentet, der er forbundet med meterlange ledninger, fortsætter i sit loop. Bjørn griner, og det ligner en slags fangeleg. Fyren opgiver ævred og danser bovlamt videre nede på gulvet.

Lidt senere forsøger han samme stunt. Men denne gang huer det ikke Hr. Svin. Fyren fjernes med fast hånd, gennes væk, mens han bliver råbt ”NEJ NEJ NEJ! NEJNEJNEJNEJNEJ!!” ind i øret. Udmattet lægger han sig på trappen. Hans dame kommer hen til ham, men synes vist kun, at han er superskøn.

Og som om det ikke var nok, lægger han an til endnu en omgang provokation. Så stopper musikken. Pinlig tavshed. ”Vi er altså nogle her, der gerne vil høre musik”, siger en kraftigt bygget herre, der selvsikkert skubber provokatøren væk.

”Styr lige dit trip” siger en anden til publikums store begejstring.

”Det er sjovt første gang, men det bliver ikke ved med at være sjovt.” siger en harmdirrende Bjørn.

”Mer strøm. MER STRØM!” lyder det truende fra fyren, der nu står i bar overkrop. Kæresten klæber sig forfjamsket til ham og ænser ikke situationens alvor. Bjørn og fyren har en drabelig øjenkontakt, der mest af alt minder om noget fra en Sergio Leone film. Koncerten fortsætter, og parret forlader kort efter Alsion.

Electronika begraver sig i elektronik
Morten RiisEfter lørdagens seks koncerter og en tur hjem i natbus, har friskheden trange kår om søndagen. Derfor misser jeg bussen, der skulle have bragt mig til Sønderborg i tide. Derfor fanger jeg kun ti minutter af koncerten med Morten Riis. Det så dog interessant ud. Hans konstruktion af meccano, damp- og hulkortsmaskiner bliver filmet og projekteret via splitscreen.

Det lyder mest af alt som et skrivemaskineorkester med klokker og klukkende vand.

Fra koncertsalen til caféområdet. Nederste navn på plakaten hedder Jonas Olesen. Desværre med god grund. Konferencier-Wayne knytter en anekdote til koncerten. Jonas har i sin tid udgivet en floppydisk, og grundet den begrænsede lagerplads bestod den kun af dybe toner. En sådan udgivelse er efter min opfattelse snarere form end indhold, og det var da også min generelle opfattelse af koncerten.

Efterhånden har jeg overværet et par koncerter med ikke meget mere en Apple-laptop. Hjælpemidlet er givetvis stærkt anerkendt og befordrende i forhold til at fremstille elektronika, men på en scene bliver interaktionen mellem artist og laptop dybt asocial i forhold til publikum.

Starten er sindsoprivende kedelig. 10 minutter med stille, knitrende støj. ”Bum” siger det, og der sker en forøgelse i volumen. Lyden af sne fra et tv-signal panoreres over PA-anlægget.

Gradvist hægtes folk af og griber deres smartphones for lidt underholdende aflastning.

Prøvebillede. Stilhed. Prøvebillede igen. Jeg vil hjem. Undervandsboblelyde.

Jonas OlesenJonas er begravet i sin laptop. Det brummer lidt her og der. Konturerne af en drone og regndryp former sig. Jeg ved ikke, om det undselige publikum er høfligt eller lader som om, det kan lide, hvad det hører, for at virke intellektuelt.

Strikketøjet har fundet vej til en ældre kvindes hænder, og jeg synes, det er synd og skam, at resten af det halvtredsmand stærke publikum ikke kan bruge tiden på noget tilsvarende konstruktivt.

Hverdagsrealismen kommer nådesløst over os, da en vaskemaskine centrifugerer på 1400 omdrejninger i minuttet. Vibrationerne kanaliseres troværdigt gennem de kraftige højttalere. 

Det tordner lidt, og Jonas påbegynder uopfordret et ekstranummer. Tre lag med phasede, analoge klangflader. Uden tvivl koncertens største nydelsesmoment men så heller ikke mere. På sin vis er det hørt lidt for mange gange før.

Jonas Olesen får ikke min klapsalve. En parade af sløsede, løse ender uden nogen form kontekst eller struktur. Det får mit sind i kog men med negativt fortegn. Festivalens eneste deciderede ringe oplevelse.

Nu rammer stormen
Dub Tractor
Dub Tractor, alias Anders Remmer, må siges at være et hovednavn. Med et langt og imponerende cv er han en slags bannerfører indenfor dansk electronika. Betydning til trods optræder han høfligt og ydmygt. Han udviser en sjælden taknemlighed overfor lyd- og lysholdets arbejde. ”Jeg skubber bare monitoren lidt væk, hvis den er høj”, siger han samarbejdsvilligt og smiler spagt.

Han virker klar til at optræde og spørger en tekniker, om publikum allerede har indfundet sig. Knap nok. Nervøsiteten indfinder sig. Anders virker anspændt og ryster febrilsk på fingrene, da koncerten går i gang. Han håndterer en pult med fire drejeknapper og cirka ligeså mange slidere. Hver har sin lyd, der manipuleres. Sliderne er en slags volumenfunktion. Jo hurtigere, der skrues op og ned, fremkommer et karakteristisk ekko. Det minder faktisk meget om den måde, Kraftwerk optræder på. Men modsat Kraftwerk virker Anders en kende mindre selvsikker. Der synes meget at miste, såfremt en fejl skulle vise sit [indsæt valgfrit adjektiv] ansigt.

Dub TractorMed sangtitler som ”All Went Wrong”, ”Sorry”, ”And You’re Back” og ”I Don’t Care” befinder vi os i en tematik omkring parforholdets smertelige omveje og krinkelkroge. Særligt stærkt virker det, da Anders finder basguitaren frem og betror mikrofonen nogle sandheder. Men det kan vi ikke høre. Vokalen drukner i elektronikken, og kun første række kan høre plektret have kontakt med strengene. Det er dog alligevel et meget smukt billede på den desperation og håbløshed, som opstår, når to parter rager uklar med hinanden. Der hvor ord hører op.

Nogle bohemeagtige typer kontakter Anders og roser koncerten. Forlegent tager han imod de fine lovprisninger. De spørger, om han har noget musik til salg i aften, og lidt genert får han ledt dem i retning af entréen, hvor der skulle være nogle vinyler til salg. 

Et døgn er passeret siden Engelsholm højskole gik på scenen. Afslutningen på ELECTRONIC MUSICFESTIVAL SØNDERBORG nærmer sig. Vi skal dog lige forbi næstøverste navn på plakaten. Fra Holland; Wouter Jaspers & Frans de Waard. I programmet er vi blevet opfordret til at medbringe en FM-radio. Vi inviteres nemlig med i selve den musikalske udformning.

Scenen er rykket ned på gulvet i caféområdet. Alskens udstyr pryder bordet. En radiosender, der ligner den gammeldags kuffertsynthesizer, EMS Synthi A, spiller en væsentlig rolle.

Rundt om står fire højttalertårne og fire sektioner med stole. Meget udførligt introducerer Wouter og Frans konceptet omkring deres musik. Sære radiomislyde har fascineret og begejstret dem siden barndommen. Det er det, der har bragt dem til Sønderborg: WouterNu skal fascinationen bringes videre. Wouter sender via sin radiosender en støj, publikum skal finde på deres radioer.  Undervejs opfordres vi til at lade radioerne cirkulere. Kun to har medbragt radioer, men det er også tilstrækkeligt. Sammen med de fire højttalertårne skabes  en kraftfuld surroundoplevelse. Wouter har forskellige blå batterilignende tingester, han tirrer en sensor med. Han skaber magnetiske felter. Alle lydene smelter sammen i radiodronen. Smukt er det. Wouter og Frans udveksler smil på et tidspunkt, hvor det musikalske bare kører.

Duoens meget sympatiske og høflige frem- og optræden gavner totaloplevelsen. Det, at vi bliver inddraget og takket for det, gør, at vi føler os uundværlige for koncerten. Der er en slags pædagogisk rundkreds over forløbet og opstillingen, jeg holder meget af. På den måde er det let at forholde sig til den ellers så kradsbørstige musik. Det skader jo heller ikke at blive forklaret meningen med galskaben.

Et døgn med 10 vidt varierede koncerter er slut. Mange af oplevelserne tager jeg med som noget særligt grænseoverskridende, provokerende, smukt og berigende. Mere alvorligt er det, om ELECTRONIC MUSICFESTIVAL SØNDERBORG har en fremtid. Et perverst ringe opbud af publikummer i relation til det store promotionarbejde og de mange artister kan næppe finansiere en festival til næste år.

WouterSå er der hele visionen om det europæiske kulturmekka i 2017. Jeg ved ikke, hvor stor en andel Sønderborg kommune har sponsoreret til festivalen. Jeg giver heller ikke døjt for visionen.

I år 2012 var det planen at blive Danmarks bedste børneby. Den blev dog udsultet af massive besparelser på området. Derfor er min tiltro til, at der kan udrettes noget exceptionelt for byen i 2017 meget vag.

Festivalen havde også det problem, at den satsede for højt i forhold til, hvad man kan forlange af provinsen. Noget lokkemad i form af nogle mere kommercielle og melodiske bands kunne have været brugt til at få flere folk til at troppe op. Hvis man vil udvide folks horisonter, kan det være en god idé at supplere med noget genkendeligt og trygt.

Af Jacob Pertou, 7. dec 2010
Foto: Conny Fornbäck


Kommentarer (1)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Jesper Bligdal - 269 indl�g08/12/10 15:12
Af Jesper Bligdal
hvorfor fik danskerne ikke goodipal?

     
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen