Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Je m’appelle Mads

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
Årets Albums 2010
Årets Albums 2010
4. feb 2011 [Årets albums] Geigers redaktion har stukket ørerne sammen og kåret Årets Albums anno 2010. Vanen tro kommer vi vidt omkring og peger på alt fra Ariel Pink's Haunted Graffiti, Faust, VED over Kanye West, Goodiepal, Limonious til Free the Robots, Dam Mantle, Picture Palace Music og meget mere.

Ariel Pink’s Haunted Graffiti: Before Today (4AD/Playground)

Særlingen fra Los Angeles gravede sig op fra sin kælder fuld af kassettebånd med dette års Before Today. En plade, som er umiskendeligt mærkelig, men på samme tid uimodståeligt fængende. Ariel Pink har begravet lo-fi’en fra sine mange foregående plader, men har bevaret den popsensibililet, der altid har luret bag de slidte lyde. På Before Today fyger det om én med referencer til pop- og rockhistorien: minder om Michael Jackson, blue-eyed soul, dyster post-punk, rendyrket 80’er-pop. Alt sammen klasket ind i et særegent parallelunivers, som gør, at pladen hænger fantastisk godt sammen. Hver for sig er der i øvrigt nok af stærke og dragende numre at tage af. For eksempel den sommerpoppede ”Round and Round”, den foruroligende, groovy ”Menopause Man” og ”Bright Lit Blue Skies”, et cover af 60’er-garagerockbandet The Rockin’ Ramrods.

Big Boi: Sir Luscious Left Foot: The Son of Chico Dusty  (Def Jam)

Næst efter Kanye Wests My Beautiful Dark Twisted Fantasy må solodebutalbummet fra den ene halvdel af OutKast være det mest roste rap-album i 2010. I hvert fald hvis man lige skimmer, hvad den store medieradar har fanget i årets løb. Og med god grund. Big Boi, der i OutKast-sammenhæng ofte uretfærdigt har stået lidt i skyggen af den flamboyante Andre 3000, har begået et opfindsomt og velproduceret album, som hverken skorter på træffende hooks eller fantastiske flows og ordjonglerier. En anden ting, der gør albummet fantastisk, er numrenes farverige produktioner, som i ganske fortættet format kaster den ene finurlighed ind i mikset efter den anden: en harmonika, der får lov at bære nummeret ”Daddy Fat Sax”, og en guitarsolo, der bliver noget nært ekstatisk, i ”Tangerine”. I det hele taget er der kælet virkelig meget for numrene, som foruden Big Bois stærke rap har masser af elementer i musikken, som er værd og oplagt at hæfte sig ved. Det er simpelthen en fornøjelse at lytte til pladen. Og så er der en perlerække af gæsteoptrædender, som på hver deres måde er berigende for albummet: For eksempel den lumre rapper Too Short i ”Fo Your Sorrows”, hvor også Funkadelic-frontmanden George Clinton medvirker, Janelle Monáe i ”Night Night” og rapperen Gucci Mane, som er kraftigt med til at gøre ”Shine Blockas” til et af højdepunkterne.

Arturas Bumšteinas: Heap of Language (Bôłt Records)

Hvis man kan forestille sig, at der findes fantastisk musik uden for vores vestlige breddegredder, bør man måske dykke ned i ny eksperimenterende kompositions- og improvisationsmusik fra Østeuropa. Her er et stjerneskud den litauiske komponist og visuelle kunstner Arturas Bumšteinas, som i år gæstede Wundergrund Festivalen. Bumšteinas karakteriske lyd har stærk forbindelse til elektroakustisk avantgardemusik, som han tilføjer en insisterende følelse af udpræget elektronisk minimalisme, og gennem musikken skaber hans sit eget originale sprog i grænselandet mellem de musikalske stater. Hans interesse i at tolke kunstmusik fra en anden æra på en ny måde kommer klart til udtryk i den 28-årige komponists musikalske cyklus af "De fem sange", som inkluderer Malcowa og Nasdaq. Som et kunstnerisk ekspriment bliver fem sangere hver bedt om at sende sit favoritstykke, varierende fra pop til autentisk folkemusik, og omarrangeringen af disse originale vokalpartier blilver til ved hjælp af et grafisk og matematisk nodesystem. Resultatet er en række forvrængede stemmer i dystert, litauisk drama indhyllet i melankoli og skizofreni. Stemmer/vokaler bruges som instrumenter og toner. Man befinder sig pludselig på toppen af det følelsesmæssige bjerg Malcawa, og autenciteten af lokal, nærværende sang går dybt ind. Andre gange er det mere hidsigt og skævt som turen til Ikea Organ, inden man slutter i Bumšteinas egen ”Antiradical Opera”. Heap of Language er original kunstmusik.

Cola Freaks: Cola Freaks (Hjernespind)

Cola Freaks er dansk kvalipunk anno 2010: udogmatisk, nysgerrig og i grove træk enestående. I bagagen har de adskillige 7”ere, en tour i USA og en lang række koncerter i Danmark og andre steder i verden. Mange har derfor ventet spændt på debutalbummet, og få burde være skuffede, for Cola Freaks er en forrygende skive. Live er de en intens oplevelse, på plade mere kontrolleret. Det vidner om et band, der ikke bare har villet knalde deres livesange af på et masterbånd og fokuseret på energien i sangene, men som har kæret sig om produktionen og detaljernes kraft. Musikken stritter i hvert fald i mange retninger – new wave, artrock, hæs(-blæsende) 00’er-garagerock – med solid base i småpsykotisk punk, hvilket også betyder, at numrene i gennemsnit er af to minutters varighed.

Crystal Castles: Crystal Castles II (Fiction / Last Gang)

2010 var et mørkt år. I 2009 lærte vi alle sammen at sige ”glo-fi” og ”hypnagogic pop”, vi lærte, at firserne handlede om solskin og spillekonsoller, der gurglede af ubekymret Nintendo-nydelse. Det kunne selvfølgelig ikke vare ved. Obama var alligevel ikke den helt, vi havde håbet på, verden var stadig et lortested, og pludselig vågnede eskapisten op og så forlegent på sin ejakulation. Sommeren var slut, andet vraggods fra firserne kom frem: Gotik, kors og tåge og satan-synth. Så nu lærte vi at sige ”witch house” og ”ghost drone” og skære os selv og hinanden i armen, mens vi dansede. Al den hype til trods var det alligevel gengangerne Crystal Castles, der bedst doserede blandingen af olm synth, hårdt ophuggede 8-bit beats og blegheds-rave. Lidt mere dansabelt og struktureret og noget mindre okkult end heksehovederne (tjek dog coveret, grynet kirkegård, uh!, og titler som ”Violent Dreams”, ”Suffocation”, ”I Am Made of Chalk”), men med større musikalsk spændevidde og færre rent adrenalinbårne svinkeærinder end på debuten. Og så kan Alice Glass noget, som får alle de der døde piger i Salem-videoerne til at blegne…

DJ Elephant Power:
Elepha in da Flash (Sonig)

Efter at have beskæftiget sig med både letkøbt party-mash up og en ganske original blanding af glitch og sctratch, blev det med Elepha in da Flash tid til endnu et stilskifte fra belgiske DJ Elephant Power. At han valgte at hoppe med på tidens dominerende dubstep-bølge var næppe overraskende, men det var så til gengæld den originalitet og iderigdom, han lagde i projektet. I modsætning til de fleste andre udefrakommende forstod han, at den brutale og meget udskældte wobble-afart af dubsteppen stadig har en legende, rave-afledt kerne. En kerne han brugte som udgangspunkt for sin helt egen mutation. De tunge dommedagsstemninger og aggressive bas-amokløb blev udeladt, og i stedet blev de mest hakkende og udflippede melodiske elementer udbygget – i bund og grund en reaktivering af dubsteppens slumrende grime-DNA – således at Elepha in da Flash skabte sit helt eget alternative univers, en vej som dubsteppen kunne have udviklet sig, men aldrig gjorde. Kulørt, fjollet og helt igennem useriøst, men på en medrivende og sært charmerende måde.

Elektronavn Sacred Songbook: Letters from Emptiness (Empty Sound Rec.)

At Magnus Olsen Majmons musikalske produktion hører til en af de mest vedkommende, interessante og konsekvent eksperimenterende herhjemme, er der næppe nogen tvivl  om. Dét hvad enten det har været sfærisk kunstmusik, psykedelisk folk eller ambiente feltoptagelser. Men på Letters from Emptiness og under navnet Elektronavn Sacred Songbook synes alt at gå op i højere enhed. Udgangspunktet er en række engelske oversættelser af ældre østlige digte og tekster, fortolket, om- eller genskrevet til musik. Lige fra den flotte og løfterigt instrumenterede, fuglefyldte solopgang i østens skove, til den minimalistiske, klaverbårne solnedgang over bjergene. Fra lethørlige guitarsange til luftigt arrangerede, komplekse kompositioner. Med det åbne klaver og stemmen som omdrejningspunkt, såvel som regnen, strygerinstrumenterne, fløjterne og de rungende trommer. Med Østen i fingrene; et smukt brev fra (og til) en verden af tomhed. Og sjældent har dansk nationalskat lydt mere nærværende end på fortolkningen af Blichers "Det er Hvidt Herude" - med en fremmedartethed, der netop er med til at forny i stedet for at låse fast. Et sært dragende, bevægende og svævende organisk værk.

Faust: Faust is Last (Klangbad)

Det kan dårligt undgå at imponere, at Faust (den fraktion af det oprindelige band, som Hans Joachim Irmler har videreført) her 40 år efter deres debutalbum udsendte et dobbeltalbum, som både i råstyrke, nysgerrighed og kompleksitet gav de fleste yngre kollegaer baghjul. Faust is Last står som en knejsende uafhængighedserklæring fra et af rockhistoriens mest radikale orkestre og et næsten encyklopædisk katalog over grænseområderne mellem rock, punk og avantgarde leveret med brutal skønhed.

Free the Robots: Ctrl Alt Delete (Alpha Pup)

Den californiske scene for psykedelisk instrumental-hip hop er over de sidste par år blevet tættere og tættere forbundet med den skæve eksperimental-dubstep der til tider går under betegnelsen wonky, og tendensen nåede en foreløbig kulmination i 2010 med en lang række fremragende albums fra netop dette grænseland. Blandt de allerbedste var Free the Robots’ Ctrl Alt Delete, som både bredte udtrykket ud i nye retninger og perfektionerede det i en hidtil uhørt grad. Den grundlæggende blanding af støvede downtempo-beats, skævvreden robot-bas og spirallerende 8-bi-lyde udviklede sig til alt fra uheldsvanger sci fi-electro over skrammel-jazzet hallucinationsmusik til dramatiske, pseudo-symfoniske strukturer. På Ctrl Alt Delete samledes det hele så gnidningsfrit, at man knap kunne høre hvad der var under overfladen, men med så spektakulær en overflade var det bestemt også til at leve med.

Games: Heaven Can Wait Mixtapes I-III (downloads)

Nu hvor alle bemestrer alt, og enhver 15-årig knægt fra Ishøj kan sample sig ud af sit gode skind og ind på en eller anden hitliste, enhver kan indrette eget studie, photoshoppe eget cover, samle eget publikum i egen klub; nu hvor hver mand er sin egen kaospilot og teknologien har gjort os alle lige gode og gamle, er der øjensynligt kun én vej frem: Tilbage. Ingenting er svært mere, så nu kan det ligeså godt blive rigtig let (easy is the new hard). Fuck sampleren, fuck programmering, fuck mikrofoner, nu handler det om at dreje på fartknappen. Ned. Pre-teen ikonet Justin Bieber bliver pludselig til et episk Sonic Youth nummer på YouTube, og Sandra, den skammeligt oversete tyske popstjerne fra 80’erne, bliver – well, endnu bedre, og surrealistisk inciterende, når hun pludselig lyder som en lidt træt, men stadig mærkbart begejstret mand. Games gør ethvert lille synth-fill mærkbart ved at trække alt i langdrag, og giver nye generationer opfordret med Pitchfork frem for P4 mulighed for at gå på opdagelse i et på en gang genkendeligt og sært fremmedartet univers. Melankolien træder klarere frem end på originalversionerne; sjælen ligger i detaljerne, og de er hermed blottede.

John Grant:
Queen of Denmark (Amigo Music/Bella Union)

Historien om John Grant er historien om sangeren, der måtte gå så grueligt meget igennem, før Midlake kom forbi og reddede dagen. Hans tidligere (fucking fantastiske) band The Czars ligger flere år tilbage, og tiden siden er i højere grad gået med stoffer og tunge tanker end kreativt virke. Queen of Denmark bliver indspillet i Midlakes studie i dagtimerne, mens deres eget udspil Courage of Others bliver indspillet om aftenen. Der er steder, hvor man kan erstatte pianoet med tværfløjter og høre, hvem der står bag musikken, men i højere grad end et Midlake-sideprojekt er Queen of Denmark lyden af en modnet John Grant, der bearbejder sin ikke altid lige kønne fortid med ærlighed og humor. Opdagede man ikke The Czars i tide, kan man sagtens springe på John Grant nu og se frem til at se tilbage på, hvad han også har lavet. For os, der hørte The Czars er, Queen of Denmark genhøret med en af de mest skammeligt oversete vokaler i nyere tid.

Grinderman: 2 (Playground Music/Mute)

Med deres andet album giver Grinderman den del af rockmusikken, man kan erhverve sig i en gængs Fona, et los bagi. Det var måske nok, hvad de forsøgte med debutpladen, som vel også meget handlede om, at Nick Cave ville give sig og selv sin musik det tiltrængte los. Men desværre hvor dette forsøg skinne kom til at skinne for meget igennem på den første plade, og hvor nogen blandt publikum foran Orange Scene i 2007 nok har tænkt, at deroppe på scenen var et levende eksempel på en musikalsk midtvejskrise. 2 sparker derimod rigtigt fra sig, og uden at denne bevægelse kommer til at stå alene, som det eneste pladen har at byde på. Pladen byder på monstrøst frådende, upoleret rocklarm, men med væsentligere mere pondus end på debutten. Og så gemmer der sig perler i de mere afdæmpede numre såsom ”What I Know” og ”Palaces of Montezuma”.

Gæoujdi Sygnok: Mort Aux Vaches Extra Ekstra - Route 66 Eksperimentet

Goodiepals seneste album er i en klasse helt for sig selv. Først og fremmest fordi det ikke er et album i ordets oprindelige forstand. Den består af et broget, flerfarvet lp-cover, men det er vist ikke meningen, at selve pladen skal afspilles. Den er i stedet udsmykket med nogle forskellige statements: Goodiepals teorier om musikalske objekter som for eksempel, "Et sort hjerte der resolut smækker med skandidøren", "Et tyvstjålet stykke musikundervisning - Sygnok!". Der er så vedhæftet en skabelon med diverse links til youtube, vimeo og så videre, så man kan opleve objekterne. For eksempel et sort hjerte som resolut smækker med skandidøren på youtube. Albummet består altså af forskellige musikalske onlineobjekter, som Parl Kristian Bjørn Vester har udvalgt. De forskellige links er en blanding af forelæsninger, musik, onlinetaler om ting som kunstig intelligens, EuroBot, Utopi i forbindelse med elektronisk musik og manden selv med sine SygNok kumpaner; DJ HVAD, VJ Livstræt, Poul Erik Vejgård og Nydansk Selvmord. Mort Aux Vaches Extra Ekstra – Route 66 Eksperimentet er også pladen, hvor den berygtede plovmand er vedhæftet. Den Danske Folkegave fra Gæoujdipal til alle os.

Philip Jeck: An Ark for the Listener (Touch)

Det er en gave at lytte til en mand, der holder fast i den gamle analoge lyd og vrider den om til kunst som tungen på sig selv. Lydkunstneren Philip Jeck mestrer even til at udtrykke voldsomme følelser på sit lærred af lyd. Hans seneste collage An Ark For the Listener er et lydkunstværk af dimensioner, men det kræver sit tilløb. Det er en meditation over vers 33 i Gerard Manley Hopkins digt ”The Wreck of the Deutchsland”, vi har med at gøre her. Det understreges flere steder med et tilbagevende mystisk filmisk tema, der fører én hen til flere tomme haller i Liverpool med den grumme rumklang og den allestedværende fornemmelse af nervepirrende, klitrende, kildende, dragende, smukke stemning. Præget af stortslået industriel dysterhed blandet med poetisk melankoli og forbipasserende teatralske fortællinger er pladen som et stort eventyr, der bare vokser i takt med, at man giver tid og rum til at nå lydkunstnerens inderste nuancer. Prøv engang at skrue lidt mere op, end du plejer, når du skal med på lydrejse med Jeck på ”Pilot/Dark Blue Night”. Men det tager tid at komme ind under de mange lag, der, hvis man giver pladen rum, gradvist vokser frem. Så vil man til gengæld opdage, at Philip Jeck har vendt hver sten. Albummet er en blanding ekstrakter fra livekoncerter og brug af diverse remedier som fidelity pladespillere, Sony mini-disc, Ibanez-bassguitar og en del effektpedaler og alt falder på sin musikalske plads, så drømmende lyder orkestreret. An Ark for the Listener er en værdig og passende titel. Det er som at lukke en fremmed ind og få én på opleveren.

Ojra & Andrey Kiritchenko: A Tangle of Mokoshka (Nexsound/Lollipoppe Shoppe)

Der findes mange projekter, som blander gammel folkemusik med moderne elektroniske klange. Sjældent er det dog hørt så enkelt og smukt som på A Tangle of Mokoshka – et formfuldendt samarbejde mellem Ukraines førende eksperimentalmusiker Andrey Kiritchenko og folkemusikkvartetten Ojra. Sammen genfortolker de den folkemusikalske arv fra det østlige Ukraine i en række lysende klare og dugfriske sange, hvor mødet mellem det elektroniske og de traditionelle instrumenter aldrig bliver en fiks idé.

Limonious: House of Usher (Flogsta Danshall)

Med debutalbummet House of Usher cementerde Limonious, aka svenske Frans Carlqvist, at han er en af skweee-scenens absolut mest interessante og visionære originaler. Mange andre skweee-navne har brugt albumformatet til at gøre stilen mere fyldig og gennemproduceret, men Limonious holdt sig til dens mest rå og kantede urform, som så tilmed alle dage har været endnu mere fremmedartet i hans udgave. På House of Usher er der ingen halvironiske funk- og electro-pasticher, men derimod rytmer så uorganisk synkoperede, at man ikke begriber, at de kan være så rykkende. Melodier så forrykt geometriske, at man ikke begriber, at de kan være så fængende. I det hele taget et lydbillede så abrupt pixelleret, at man ikke begriber, at det kan hænge så godt sammen. Elektronisk musik af den slags som er tidløs, fordi den synes at komme fra et sted så langt ude i fremtiden, at det end ikke er muligt at forestille sig en historisk referenceramme.

Lorn: Nothing Else (Brainfeeder)

Et af årets bedste eksempler på post-dubstep kom fra amerikanske Lorn, hvis lyd er mørk og uheldsvanger, i skarp kontrast til den varmt spraglede stil hos californiske navne som Free the Robots, Shlohmo og Flying Lotus - hans nærmest beslægtede landsmænd. Nothing Else tager udgangspunkt i de mest sci fi-dystopiske og dommedags-bombastiske dele af dubsteppen, men omformet til en slags slæbende undergangsmusik, der til tider er spøgelsesagtigt klagende, andre gange tung og truende, og hele tiden knuget af en lurende, tilbageholdt rædsel. Det er på en måde et velkendt cyber-gotiske vrangbillede af den slags, som nemt kammer over og blive patetisk, men her fremstår det overbevisende, fordi Lorn går fuldstændig ind i det og giver det videre som en personlig og sært fascinerende mareridtsvision.

Love Shop: Frelsens hær (A:Larm)

Selvom Hilmer Hassigs død er og bliver et uerstatteligt tab, så rejste Love Shop sig overraskende i 2010 med et album, der ikke bare var et hæderligt comeback, men faktisk et af gruppens bedste. På Frelsens hær viste Henrik Hall og Jens Unmack igen en udsøgt evne til at forbinde pop og poesi, melankoli og skrøbeligt håb. Et par svipsere var der, men pladen indeholdt også op til flere potentielle Love Shop-klassikere med formidable melodier og stærke tekster. Det lykkedes duoen at skabe en klassisk Love Shop-plade uden at forfalde til nostalgi.
Kort tid efter, i starten af 2011, tabte Henrik Hall så kampen til kræften, hvorfor man må forvente, at Frelsens hær - der lignede en ny begyndelse - blev det endegyldige punktum for bandet. Men i så fald et markant punktum for ét af Danmarks smukkeste  orkestre.

Dam Mantle: Purple Arrow (Growing Records)

2010 bød på en lang række plader, der bedst lod sig klassificere som post-dubstep, med et udgangspunkt, der tydeligt var dubsteppens omvæltninger og landvindinger, men samtidig udviklet i alle mulige sære, syrede og abstrakte retninger, hinsides scenens faststøbte funktionalitetskrav. Blandt de allerbedste eksempler var Dam Mantles Purple Arrow-ep, som opgav enhver rest af rave-energi til fordel for søvngænger-stavrende zombie-rytmer, hjemsøgte stemmefragmenter og søsygt slingrende blip-blop-riffs, alt sammen pakket ind i en isnende følelse af uvirkelighed og håbløshed, samt et momentvist helt igennem hjerteskærende smukt melodimateriale. På en og samme tid grænsebrydende futuristisk og umiddelbart bevægende.

Marina & the Diamonds: The Family Jewels (679/Chop Shop)

Undergrundsliebhavere vil nok føle sig mere hjemme i Marina Diamandis’ protopopstjerneunivers. Dengang det var skrabede demoer med skæve anslag og overbelastede mikrofoner. Et produktionsmæssigt kvantespring til trods bevises dog sangenes uopslidelighed. Et dusin opmærksomhedsbesidderiske semi-hits udgør The Family Jewels. Sange om konformitetsafbræk, udlængsel, latente følelsesudbrud og selvstændighedstrang. I det poppede parallelunivers til fordums uforskønnede demoer har The Family Jewels et format på størrelse med Hounds of Love af Kate Bush. Den amerikanske vinyludgave indeholder enspænderen ”Seventeen”. En besk og bidsk sag om fejlslagen kærlighed, der i vokale fraseringer og lyrisk spydighed slægter Morrissey ret så grelt på. The Family Jewels er derfor særligt imponerende, eftersom Marina ifølge hende selv ikke har haft nogen prangende musikalsk referencebank at overtrække på.

Janelle Monáe: The ArchAndroid (Bad Boy / Wondaland Arts Society)

Fritz Lang møder Funkadelic møder Phillip K. Dick i en bedre og mere syret verden, hvor afro-androider jonglerer med soul, funk, hiphop, folk og indie og frembringer fremtiden: The Shape of All Good Things to Come. Janelle Monáe har i skikkelse af sit messianske androide-alter ego, Cindy Mayweather, ikke alene undfanget et af årets mest konceptuelt overrumplende (onde tunger ville sige overgearede) plader, men også en af de musikalsk set mest grænsebrydende og vidunderligst eksekverede. Og who cares, om Monáe så måske tror lidt for bogstaveligt på de dér tidsrejser (det gør hun tilsyneladende); det gjorde hendes afro-futuristiske forløber Sun Ra også – og når hun nu faktisk har været i fremtiden og bragt et musikalsk bevis med sig hjem, kan det jo ikke være anderledes.

Picture Palace Music: Midsummer - music for sound divers & baptism ceremonies
(Groove Unlimited)

Thorsten Quaeschning er ankermand i projektet, hvis oprindelige formål var at orkestrere nye elektroniske lydspor til klassiske stumfilm. Men da hans artistiske visioner synes mindre og mindre tilstede i hovedbandet, Tangerine Dream, er det hos Picture Palace Music, man støder på de kreative afløb. Midsummer er derfor ikke en 100 år gammel film vakt til live af elektronisk musik, men derimod et album med andre forlæg. Midsommeren hyldes gennem vocoderreciterede digte fra Ralph Waldo Emerson og William Shakespeare i en kontemporær Depeche Mode-dyrkelse. Og der er faktisk lidt af en Martin Gore gemt i den talentfulde medkomponist, Sascha Beator.

Albummet indeholder endvidere det ultimative, alternative sommerhit anno 2010, ”Midsummer’s Day”. Ovenpå Emersons lyrik er der en livsglad melodi med optræk til endnu mere solskin og højt humør. Der bliver smurt tykt på, og det kulminerer ved introduktionen af den i Bb-stemte vuvuzeladrone ledsaget af et øllet ”la-la-laah, la-la” kor. På papiret ser det nok lidt dumt ud, men det opsummerer på smagfuld og intelligent vis lyden af sommeren 2010.

Akira Rabelais: Caduceus (Samadhi Sounds)

I 2010 var der endelig nyt fra den enigmatiske Akira Rabelais, og det var godt nyt. Rabelais betragter sig selv som en poet, der skriver sine digte i elektroniske koder. Og han har ret. På Cadeuceus arbejder han med guitaren som udgangspunkt for så på næsten alkymistisk vis at forvandle dette strengespil i troldomskammeret af koder og hjemmelavet software, der skaber uforudsigelige og dirrende strukturer af sublim skønhed. Som at ligge i sommerens græs og stirre op i en uendelig stjernehimmel.

Daniel Savio: Nekropolis (Lonsonofono Records)

Efter sidste års ekstremt gennemkomponerede og detaljemættede debut, Dirty Bomb, virkede Daniel Savios anden lp Nekorpolis som en meget skrabet, rå og minimal omgang. De korte og præcise numre var sat sammen af kun de allermest nødvendige elementer: firkantede bas-blokke, hårdt synkoperede robot-beats og elastiske computerspilsmelodier så skarpe og dragende som levende neonlys i en kulsort svensk vinternat. Den nedbarberede form klædte i høj grad Savio, og gjorde måske i virkeligheden hans musik endnu mere forunderlig, skabte en mørk og mystisk underverden fyldt med glemte drømme og sælsom skønhed.

Schiller: Atemlos (Universal/Island/sleepingroom)

Schillers albums er som huse med dyre designmøbler og desinficerede overflader. Et eksklusivt og lækkert domæne, hvor selv de mindste nipsting har deres faste pladser. Men dyr smag er ikke lig god smag. Tidligere udgivelser har været på nippet til at indløse billet til Eurodance-Enya-Enigmaland. Men i 2010 overgår Schiller alias Christopher von Deylen sig selv. I forsommeren udkom mammutværket Atemlos, der ryddede alle tegn på dårligdomme af bordet. Albummet udspringer af en ekskursion med forskerisbryderen Polarstern. Isnende, men hjertevarme er de elektroniske popsange og instrumentalnumre. På én og samme tid. Gæstemusikere og –sangere er vigtig bestanddel af Schiller, og Atemlos kan pryde sig med lånte pragtpræstationer fra Ultravox-crooneren Midge Ure samt trommevirtuosen fra Can, Jaki Liebezeit. Schiller mestrer ikke klaviaturets mange tangenter, men er et geni udi den melodiske berettermodel, og besidder et panoramisk helhedsoverblik.

Mark Shreeve: Zoom (Distant Sun)

I 80’erne var Mark Shreeves “claim to fame” samarbejdet med ingen ringere (sic) end Samantha Fox. Sideløbende var han lidt af en helt på den britiske synthesizerscene, da han tilførte musikken stramme jeans, nittebeklædt læderjakke og metalliske riffs. Helt på egne præmisser, vel at mærke. Fra midthalvfemserne og frem til i dag har han ageret tredje hjul i en genre, der officielt uddøde i Berlin engang i sluthalvfjerdserne. Her hentydes til Redshift-projektet, hvortil Zoom kan tilbagespores. Ep’en præsenterer tre ekstranumre fra en Redshift-koncert i 2007, hvor klassikere fra solokarrieren får nyt liv. Især formår den todelte ”Assassin” at blæse én baglæns med adskillige meter i sekundet. Temaet fra John Carpenters Sidste Nat På Station 13 er i Mark Shreeves udlægning nådesløs og pumpet med testosteron, som en elektronisk version af Judas Priest i tiden omkring Unleashed In The East.

Shiggajon: Shiggajon (Ark Tarp)

På det danske ensemble Shiggajons hjemmeside proklameres: ”Shiggajon is not free jazz”. Sikkert foranlediget af, at nogen eller nogle på et tidspunkt har klistret dette mærkat på gruppen. Som man da også let kan blive forfalden til, når man ser ensemblet stå på en scene, 10-15 mand høj med bl.a. saxofon, klarinet, violin og alverdens slagtøj. Samtidig er deres lyd præget af spirituel musikalsk søgen og improvisation, som ofte er forbundet med free jazzen. Men som dokumenteret af Shiggajon, ensemblets cd fra i år udgivet i kun 60 eksemplarer på pladeselskabet Ark Tarp, er de en svært definerbar størrelse. Gruppens musik hviler fuldstændig i sig selv, i en ritualistisk ro frembragt bl.a. af alverdens slagtøj og perkussion, også af den mere esoterisk slags. Som hørt på det andet af cd’ens to numre, det 21-minutter lange ”II”, hvor klarinet og sax langsomt får overtaget, mens rytmikken bliver noget langsommere og tung. På det første nummer, ”I”, bliver en gennemtrængende men dog dragende støj mødt med en stigende rytmisk intensitet. Shiggajon bygger noget op. Også inde i lytteren.
 

Shlohmo: Shlomoshun Deluxe (Friends of Friends)

Den californiske scene for instrumental eksperimental-hip hop bevægede sig i 2010 langt ud på det kunstnerisk ambitiøse og eklektiske overdrev, anført af navne som Flying Lotus og Free the Robots, men samtidig viste en af de mindre kendte repræsentanter, Shlohmo, at det i lige så høj grad kunne betale sig at benytte den modsatte strategi. Shlomoshun Deluxe kogte stilen ned til de mest minimale grundelementer - sumpede beats, knagende bas og elliptisk slingrende elektronlyde - og undgik samtidig de ellers så evindelige postmoderne referencer til hip hop og jazz-historien. Ved at gøre lydbilledet så skrabet og underspillet, at det næsten gik i opløsning, lykkedes det at undgå den stenede behagesyge, som kendetegner alt for meget downtempo-musik, og i stedet fik albummet lige netop den spøgelsesagtige og uvirkelige karakter, som så mange på dette musikalske område synes at stræbe efter, men stort set aldrig rammer.



Slugabed:
Ultra Heat Treated (Planet MU)

Med en strøm af fremragende singler, remixes og split-udgivelser var Slugabed noget af det allermest lovende på (post)dubstep-scenen i 2009, og hans 6-spors ep Ultra Heat Treated indfriede da også alle forventninger i 2010 – og lidt til!! Musikken var her så enestående og radikalt nytænkende, at det nærmest blev umuligt at finde ord for hvad der foregik, men i bund og grund var der tale om en art fuldstændig integration af rytme og melodi, hvor de to dele viklede sig rundt om hinanden i kaotiske og forrykte mønstre. Musikken balancerede konstant på grænsen mellem målrettet fremdrift og totalt sammenbrud, som at stavre fastlåst fremad imens man helt simultant mister fodfæstet igen og igen, så der til sidst slet ingen jordforbindelse er tilbage. Den paradoksale struktur blev endnu mere rundtosset af de nærmest umulige melodiforløb, et vanvittigt virvar af hyperkulørte arpeggio-guirlander, snublende wobble-bas og pludseligt indskudte 8 bit-lyde. At det hele alligevel samlede sig til fængende og endog sært bevægende numre, syntes at trodse enhver logik.

Bruce Springsteen: The Promise (Sony)

Vi kender rutinen: pladeselskaber graver dybt i arkiverne, gerne op til jul, og sælger for længst frasorterede optagelser som uundværlige rariteter, som dog i de færreste tilfælde føjer væsentligt nyt til billedet af allerede kanoniserede kunstnere. The Promise er en af de lykkelige undtagelser. At tale om det store, tabte Springsteen-album er måske lige vel pompøst, men det er nu ikke meget galt. Det ér vitterligt the missing link mellem Born to Runs (1975) romantiske mytologi og Darkness on the Edge of Towns (1978) mørke realisme, som her foldes ud. Udpændt i dette tematiske krydsfelt og formidlet med den unge Springsteens uafrystelige patos finder vi en række årgangsoptagelser fra perioden 1976-78, som i mange tilfælde lever fuldt op til det materiale, som endte på Darkness. Således eksempelvis ”Let’s Go Tonight”, er formidabelt forstudie til studiepladens ”Factory”, eller en fuldbåren, flyvefærdig født klassiker som ”Breakaway”. Opdag eller genopdag Springsteen med dette eminente kig ind i maskinrummet på et tidspunkt, som meget vel kan kaldes kunstnerens kreative klimaks.

The Tallest Man On Earth: The Wild Hunt (Import)

The Tallest Man On Earth har med The Wild Hunt vist verden, at han er kommet for at blive. I løbet af ti smukke folksange krænger han hjertet ud med en skinger tenor, som går rent ind. Det gør pladen meget skrøbelig. I særdeleshed fordi det kun er Kristian Mattson og en guitar, som han i øvrigt spiller på, som var den en del af ham selv. Man kan høre, at han virkelig tager fat i sit instrument og i sin stemme. At han virkelig mener det. Det gør, at han skiller sig ud fra de andre i kategorien "mand med guitar", som vi har set mange af i 2010. The Tallest Man On Earth kan jeg forholde mig til. Jeg kan identificere mig med hans ligefremme måde at spille på. Ikke så meget pis. Alle ti sange holder hundrede procent, og det gør The Wild Hunt til én af 2010's vigtigste plader.

Tamikrest: Adagh (Glitterhouse)

Fra ørkenen i Mali endnu et nomadeband bevæbnet med besnærende guitarspil, rytmer og korsang. Tamikrest synes at være oplagte arvtagere til de ældre statsmænd Tinariwens trone, og i lighed med disse har de nok rockappel til at nå verden rundt med deres musik. Adagh viser et band, der uden at have løsrevet sig fra deres musikalske rødder i lokalområdet spiller nomaderock med tryk på ”rock”, velsmurt men beskidt. Adagh er også sådan en plade, som de, der holder af læssevis af elektriske guitarer, vil holde af. Hør, hvordan den langsomme ”Aratane N’Adagh” udforsker, hvor mange udtryk og naturkræfter man kan krænge ud af sådan et apparat. Og hvor indtagende funky ”Aicha” er.

Terror Danjah: Power Grid (Planet MU)

Da grimescenen var på sit højeste for en fem års tid siden, var Terror Danjah en af dens allermest feterede og avancerede producere, måske den eneste virkelig kendte instrumentalist på en scene, hvor stjernerne ellers nærmest pr. definition var vokalister. I takt med at grime røg ud af mediernes søgelys gik Terror Danjah også lidt i glemmebogen, men i 2010 fik han et overraskende comeback, godt hjulpet på vej af opsamlingsalbummet Gremlinz fra året før. Især grænselandet mellem post-dubstep og electronica tog hans komplekse fusions-grime til sig, og gjorde det muligt for ham at udsende en mindre syndflod af udgivelser i løbet af året. Det blev ret beset til mere end man helt orkede at følge med i, men det korte og intense album Power Grid holdt til gengæld hele vejen igennem – et optimalt koncentrat af hans multifacetterede og unikke stil, hvor grime, rave og skweee-agtig wonky-dubstep ubesværet smelter sammen.

Kurt Wagner & Courtney Tidwell: Kort – Invariable Heartaches (City Slang)

Countrysentimentaliteten driver ned af væggene fra første anslag i ”Incredibly Lonely”, der åbner pladen. Kurt Wagner holder fri fra sit hverdagsjob i Lambchop, og Courtney Tidwell har forfædrene, der drev det pladeselskab, hvorfra alle sangene på Kort – Invariable Heartaches stammer fra. Resultatet swinger sødmefuldt, og beviser at man sagtens kan lave en klassisk countryplade uden at resultatet kun bør kunne opdrives ved betalingsskranken på den nærmeste tankstation. Stemmerne klæder hinanden, og det klæder Kurt Wagners stemme at folde sig ud i et tempo en smule over det, der normalt høres fra hans side. Savner man Lambchop, bør man vende sin opmærksomhed mod det bokssæt, der for nyligt udkom rummende otte cd’er og dvd’er med livemateriale fra Lambchop. Det er, som det også er gældende for Kort – Invariable Heartache, ganske enkelt fantastisk.

Ukendt Under Andet Navn: Ukendt Under Andet Navn (Melodika)

Gråt og undseeligt er, hvad coveret til Ukendt Under Andet Navn er, og tracklisten er med sine kun fem linjer også til at overskue, men alligevel er soloudspillet fra Henrik Olesen i mine ører blevet det stærkeste udspil, vores land har fostret i 2010. Blandingen af sproglig tæft, og musik, der skylder The Smiths en omgang inspirationsbajere, har resulteret i en popplade for voksne, der har været der, og ved præcis, hvordan det er ikke at vide, hvordan man kommer videre. Ordet skilsmisseplade har ringet i mine ører, men det er ikke tilfældet. Det er dog brud og tvivl, der sætter den lyriske dagsorden. Ep’en tikker ind med en spilletid lige omkring de 14 minutter, og fortjener at bliver fulgt op af en hel plade indenfor overskuelig fremtid. Under indspilningen har bl.a. Thomas Thomsen fra Pluto siddet bag knapperne, og lad det bare stå klart, at også ham er vi flere, der gerne snart vil høre noget fra. Det er åbenbart ikke, fordi han ikke kan finde studiet, at der er tavst fra den front.

VED: Gershwin’s Pipe (Deleted Art)

Globetrotteren og scientologen Mathias Nihlén fra Malmö er drivkraften bag VED. Når religiøst kærlighed-gør-blind og rejsedagbøger omsættes til musik – ja, så opstår sød musik! Han itonesætter bl.a. en fakir fra et orientalsk sidegadecirkus kissemisse med giftslanger i Istanbuls mest suspekte kvarterer. Her præsenteres det ligeså slibrigt, om end mere elegant, som en slags mellemøstlig pendant til Slå først, Frede!-soundtracket. Men det er som i ”Questions For L Ron” den religiøse trance, der er grammofonpladens bærende element. I dette 7-minutter lange epos går Mathias fra at være uafklaret til nærmest at dunke sit budskab ind i skallen på lytteren. Transitionen går fra typisk 70’er-progget akkordsammensætning, som Camel og Opeth er garant for, over i den selvsikre King Crimson og Talking Heads-influerede triade af bas, guitar og trommer. Gershwin’s Pipe er et unikt indblik i verdener, man sjældent får adgang til.

Kanye West: My Beautiful Dark Twisted Fantasy (Universal Music/Roc-A-Fella)

En væsentlig attraktion ved denne plade er ophavsmanden selv. For virkelig at være interesseret i pladen er man også nødt til at være interesseret i Kanye West, som lader sin udfordrede personlighed stå til åbent skue på pladen. Man får indtryk af et gedigent røvhul, som han faktisk selv indrømmer, at han er; ”Let’s have a toast for the assholes”, sådan lyder det i ”Runaway”. Men dog et genialt et af slagsen, som formår at skrue den ene interessante produktion sammen efter det andet. Og formår at fænge helt usædvanligt på mange af numrene, hvilket gør, at My Beautiful Dark Twisted Fantasy er af den type plade, man vil vende tilbage til mange gange, når først man er fanget. Kanye West er hverken nogen fantastisk sanger eller rapper, og egentlig har han ikke meget interessant på hjerte, men han virkeliggør en del af tidsalderens og materialismens onder. Han er besat af velstand, magt og berømmelse, men på trods af, at han besidder alle tre elementer, er han ”Lost in the World”. Så samtidig med at pladen er en magtdemonstration – perfekte samples, vilje til at gå ad de knap så betrådte veje, gedigne hits, genial brug af gæsteoptrædende – er den et skrøbeligt portræt af de mere forskruede sider af samtiden og Kanye West selv. Mereværd møder mindreværd.

Af Geiger, 4. feb 2011


Yderligere information

Følgende skribenter har bidraget til listen: Jannik Juhl Christensen, Robert Christensen, Niklas Steffensen H., Martin Hornsleth, Konrad Korabiewski, Holger Nielsen, Jacob Pertou, Martin Petersen, Rasmus Steffensen og Espen Strunk.


Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen