Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» My Friend George

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
Danske fanzines
Nogle ark om at sniffe lim
- fanzinet som kulturel guldgrube
10. dec 2006 [Baggrundsartikel] Du kender dem selv fra nettet: De små, specialiserede blade, der med liv, sjæl og forhåndenværende ressourcer kæmper for at sprede ordet om de hjørner af den musikalske virkelighed, der optager kerneredaktionen. Faktisk sidder du lige nu på et oplagt eksempel. Men der var engang, hvor fanzinet var ret smalt tilknyttet punk- og postpunk-kulturen, kompromis-løsheden var endnu større og selve eksistensen afhang af redskaber, man kunne købe (eller købe sig til) i en almindelig papirvare-butik. Det var tilbage i de sene 70'ere og tidlige 80'ere, hvor flagskibene hed bl.a. Iklipsx og No Aarhus. Begge disse blade - og mange flere - er nu blevet tilgængelige i digital form, og Geiger tager en kritisk tur ned af memory lane.

Selvom de ofte har været noget, der er blevet produceret billigt, købt billigt, brugt og efterfølgende smidt væk, har fanzines op gennem rockhistorien - måske specielt i årene mellem 1976 og ca. 2000, hvor entusiastiske private hjemmesider begyndte at overtage tage den trykte undergrundspublikations rolle til kvælningspunktet - været en af de helt væsentlige aktører, når nye strømninger skulle formidles, spredes og etableres. Det var her, ivrige tilhængere af smalle genrer kunne sprede oplysninger, anmelde plader, skrive artikler, skabe kontakter og rejse debatter uden om den etablerede musikjournalistiks som oftest konservative, populistiske, kommercielle og måske endda fordomsfulde blik. Som oftest var trykkvaliteten gruopvækkende ringe, layoutet betragteligt under Jørgen Clevin-niveau, skrivetalentet begrænset og objektiviteten en by i Langtbortistan, men hvad genren manglede på de punkter, kompenseredes der så rigeligt for gennem engagement, indblik, fordybelse og ren, skær power.

Selvom undertegnede må vedkende sig en sød tand for store, dybdegående og seriøse magasiner fra Record Collector over Uncut og Mojo til The Wire, må jeg også omvendt tilstå, at en pæn portion af mine væsentligste journalistiske læseoplevelser har fundet sted i fanzine-sumpen. Da jeg selv var en 15-årig knægt, der var vokset fra Mix og den type musik, man kunne læse om dér, var det måske nok Gaffa, der repræsenterede så lavt og midtersøgende et niveau for "seriøs dansk musikjournalistik", at jeg spontant tænkte, at jeg selv kunne gøre det bedre. Hvilket jeg hurtigt kom til i de første håndskrevne, håndklistrede og håndsamlede udgaver af fanzinet Underground, der blev den første, spæde ansats til Geiger i 1989. Men det var publikationer som Garageland, Techno Target, Adventure, Frontpage, Moshable og tyske Zillo - alle mere eller mindre selv fanzines, selvom de var kommet et stykke ud over det fotokopierede stadium - jeg i de følgende år orienterede mig imod, når jeg ville have proper information om den musik, jeg brændte for, samt folkene og ideologierne bag den. Og med proper information mener jeg information, der blev formidlet af folk, som levede og åndede i de miljøer, tingene skete i. Ikke kompetent, men glat og professionelt samlebånds-bræk fra levebrødsskribenter, der mere eller mindre fik dikteret deres stof af pengestærke pladeselskaber og tilfældige trends. Med andre ord: De etablerede musikblade var måske ok at have liggende på lokummet, når man havde brug for noget McJournalism TM Inc. i en snæver vending, men det var undergrundsbladene og fanzinerne, man skattede, lærte af og værnede om, når man havde slugt indholdet i den første store, grådige mundfuld. Det var dem, der gav én lektier for livet - og dem, der stadig er den altafgørende baggrund for det, jeg laver i dag. Det er stadig min holdning, at hvis man ikke i det mindste har en fanzine-skribents ånd - det gør ikke noget at hæve niveauet, hvis man evner det uden at miste kanten - er det til alles bedste, hvis man helt lader være med at skrive!

Clevin på warp speed

 Fanzine-fænomenet havde rødder helt tilbage til 60'erne, hvor det psykedeliske miljø selv begyndte at oprette journalistiske organer som en del af opgøret med det etablerede samfund. Også her til lands blev der eksperimenteret med formen gennem blade som Hætsjj, Superlove og Wheel - væsentlige sager at have liggende ved madrassen på gulvet, hvis man for alvor ville være hip. Men det egentlige gennembrud kom i midten af 70'erne, hvor amerikanske og specielt britiske punk-foretagender som Sniffin' Glue, Ripped and Torn og - ja - Punk demokratiserede formen til det punkt, hvor enhver i miljøet kunne lave sit eget blad. Det eneste, der skulle til, var en skrivemaskine, en saks, en tusch, lidt lim, en kopimaskine, man egentlig bare kunne låne et sted, og så masser af indsigt og indre ild. "Gør det selv!" - Do It Yourself (DIY) - var kodeordet. Skråt op med branchen og medierne! Det, man havde brug for, var blade for og af punks - og senere, som formen spredte sig, metallikere, techno-hoveder, hip hoppere, psych-freaks, garage-entusiaster, goths, you name it.

Her i landet varede det ikke længe, før det første punk-fanzine så dagens lys allerede i 1977. Først som en intern, meget rodet og smal skrivelse for fans af The Sods, der passende nok bar navnet The Latest Crap From The Sods og havde Peter Peter bag roret. Senere, da redaktionen var blevet omstruktureret og udvidet, skiftede det navn til Iklipsx. Og så rullede bølgen ellers. Fanzines poppede op af jorden i et voldsomt tempo - sågar byer som Års, Ribe og Holstebro kom på landkortet. De fleste af dem gik - som den type publikationer desværre ofte har for vane - hurtigt i sig selv igen, men en håndfuld overlevede i længere årrækker. Og alle som én var de begyndelsen til en udvikling, hvis seneste udtryk - sympatiske eller ej - man i dag finder i websites og magasiner som Lowcut, MyMusic, Soundvenue, Undertoner og, ja, Geiger. Projekter, der i flere tilfælde befinder sig et stykke fra genrens udgangspunkt i punken - skal man være ond, kan man hævde, at visse af dem er lige så glatte og intetsigende som den mainstream-journalistik, der dengang fik et velfortjent nitteslag i ansigtet - men nærmest ville være utænkelige uden saks-og-lim-gennembruddet i 1976.

Set fra en dansk synsvinkel er det derfor også en helt igennem essentiel pionerindsats, www.garagerock.dk, der officielt har titlen Dansk Punk- og New Wave Historie 1977 - 2002, over de seneste år har gjort for at indsamle og dokumentere materialer fra punkens ankomst i Danmark og frem til nu. Vel at mærke med et skarpt fokus på de nævnte genrer - vil man vide, hvordan DIY-idéerne spredte sig ud i andre og mere overordnede subkulturelle netværker, må man stadig selv researche grundigt og derefter lægge to og to sammen. Men sitet er en ren guldgrube af viden og dokumenter fra især bølgens tidlige år, selvom der stadig er endda meget store huller i materialet. Således kan man finde koncertplakater fra både lokale og nationalt betydningsfulde gigs, ekstensive bandlister med overraskende udtømmende diskografier for selv mere obskure navne - nej, Büld var ikke blot et fiktivt orkester i Nordkraft, men, viser det sig, et ganske markant band med adskillige kassetter bag sig - og en hel del andet, éns halvgamle punkhjerte kan begære. Men indtil videre er sitets væsentligste indhold en bunke af punkens og postpunkens væsentligste danske fanzines, der er blevet gjort gratis tilgængelige i PDF-format efter ophavsmændenes samtykke. Flere af de mest interessante mangler - bl.a. Martin Halls Consumers Guide to Welfare, Fritz Fatals Noizy News, Peter H. Olesens Sidste Skrig og den væsentlige, om end lettere kommercielle Århus-satsning db110, som åbenbart ikke regnes for passende selskab overhovedet på sitets samlede liste. Et par ret irrelevante er der så åbenbart til gengæld?! Men i hvert fald med Iklipsx, No Aarhus og Alt For Meget afdækkes der væsentlige rødder for dansk alternativ musikjournalistik generelt, for ikke at sige slet og ret fascinerende tidsbilleder.

Crap, der blev til guld

Med Iklipsx, der kom i syv udgaver mellem 1978 og 1980 for et par år senere at få et markant efterspil i form af kulturtidsskriftet Sidegaden, er man helt tilbage ved rødderne. Da Peter Peter havde sluppet taget i The Latest Crap From The Sods, blev det nemlig Camilla Høiby og Jesper Reisinger, som overtog resterne - og det vil vist være synd at sige, at de var hvem som helst. Det var Høiby, der i 1977, efter et ophold i London, stod af toget på Københavns Hovedbanegård som Danmarks første "officielle" punker - og som medlem af No Knox er der nogen, der vil argumentere for, at Reisinger kom fra landets første punkband. At de overtog styringen, da Sods fik andet at tænke på, virkede derfor ganske passende.

 Og man må på mange måder sige, at Iklipsx var en fornem begyndelse. Allerede velskrevet fra første færd i et direkte, ganske rammende sprog, selvom #6 fra august 1978 (bladets første nummer, men misvisende nummereret efter idé fra Knud Odde) bar tydeligt præg af, at miljøet ikke var ret stort endnu. Og i virkeligheden, dets deraf følgende isolation in mente, ganske åbent. Således blev der plads til anbefalinger af børnerock-bandet Parkering Forbudt og det mere traditionelle navn Local Operator - og i det hele taget blev der brugt en del plads på at introducere de nyeste punkbands. Helt sikkert fordi der stadig var så få. Dog blev der ind imellem plads til længere koncertanmeldelser. Bl.a. én af Eddie Haircut fra Brats, der noget uventet roste århusianske Lost Kids - et band, der senere blev noget nær dødsfjenden - og kastede syre efter Kliché, mens Høiby leverede en levende beskrivelse af to tidlige Sods-gigs, hvoraf ét på Gasolin'-bastionen Sofiegården blev afbrudt før tid og næsten endte i håndgemæng! Ak ja, der var heldigvis en lang og overvejende spændende vej endnu til den formåls- og nosseløse afskedssalut Baby...

Men bølgen voksede, ligesom Iklipsx gjorde det i både sideantal og spændvidde. Egentlige sektioner kom der aldrig bortset fra en fast stak korte, men ofte både rammende, flabede og underholdende anmeldelser. Primært af Reisinger, som reelt var en af de største anmelder-personligheder, landet til dato har set, selvom det, han skrev for dette blad, endnu mest var at betegne som stiløvelser. Helt klart styret af sine egne idiosynkrasier, men også så synligt, at det egentlig var i orden - og dertil virkeligt skarp, når det slog ham. Intelligent uden at være intellektuel - i hvert fald på det tidspunkt (det ændrede sig noget i Sidegade-æraen, hvor han til gengæld toppede som skribent). Læs blot hans kommentar til Talking Heads' More Songs About Buildings and Food fra Iklipsx #7, hvor Brian Enos rolle sættes kort og kontant i perspektiv. Men både underholdende og nådesløs kunne han også være - som i #1/79, hvor en koncert med Dream Police får ordene "Det musikalske højdepunkt var da Johnny Kå fik i tomat i øjet"! Og så var der selvfølgelig de øvrige anmeldere, hvoraf især også Peter Peter (under sit oprindelige punknavn Booze Stonecock) brillerede i en rodet og henkastet, men også skæg og ligefrem stil.

Men det væsentligste var nu alt det "andet", hvilket vil sige en blanding af manifester, polemik og - i stigende grad hen mod slutningen, hvor punken allerede var ved at spalte sig ud i "art" og "hardcore", og man ikke tvivlede på, hvor redaktionen var på vej hen - digte eller billedkunstneriske indslag. Ofte modsagde udsagnene hinanden. Et sted langede Reisinger således ud efter artpunken samtidig med, at bladet åbenlyst hældte i den retning. Og helt tåbeligt blev det i #1/79. Her lægger Reisinger og Høiby begge navn til et opråb til den danske punkscene, der vil noget. "Vi burde også indse, at den trivielle bagtalelse og indbyrdes bekæmpelse (både os indbyrdes og grupperne) ikke fører til andet end selvdestruktion", skrev de helligt: "Har vi ikke lært af de engelske punks at splittelse fører til opløsning?" Tja, det burde de nok selv have lært, men hvordan var det nu med forholdet mellem punkscenerne i henholdsvis Århus og København? Var det ikke i samme nummer, at Reisinger rutinemæssigt slagtede Lost Kids (til enhver tid fortjent) og Dream Police (var det nu også helt det)? Og brugte han ikke enormt meget plads i det foregående nummer til at nedgøre db110? Sammenhold? Hm. Det var vist mere blodtørst end nøgtern og retfærdig kritik, i hvert fald.

Men meget kan tilgives, når man i bakspejlet kan se, hvor hurtigt tingene gik på den tid - fra den første spæde spire i København til en enorm strømning, der påvirkede dansk kulturliv voldsomt i en bred forstand. Som illustreret af #1/80, der var en stak collager af bl.a. Knud Odde og Martin Hall, der udkom som løsark i en konvolut, eller #7, hvor salig Michael Strunge (Mick Maniact), i selskab med kæresten Angie Dee, havde et digt med. Man må give Iklipsx, at bladet aldrig var bange for at tage chancer. Og man kommer heller ikke uden om, at det satte standarden for alt, der kom efter. Heldigvis - bl.a. hyppigt forekommende stavefejl osv. in mente - blev den løbende hævet. Ikke mindst af Johnny Concrete (Johnny Kå), der kunne andet end at få tomater i øjet.

No anywhere

Som medlem af Dream Police fra Tilst, der, med et startpunkt i 1977, var at regne blandt landets allertidligste punkbands, var John Østergaard Frandsen, som han rettelig hed, nok Århus' bedste bud på en skikkelse, der kunne danne en solid modvægt til de centrale skikkelser i København. Også fordi han aldrig forfaldt til enten party-punk eller new wave i den pænere ende - som henholdsvis Lost Kids og Kliché, der også var tidligt ude på den århusianske punkscene - men holdt fast i bølgens oprindelige åbenhed og ideologi. Endda uden at blive skræmt af nye udviklinger. Selv endte han efterhånden i hardcore-lejren, hvor han, som hovedmanden bag plade- og kassetteselskabet No Aarhus, blev en ganske central skikkelse. Men i fanzinet af samme navn blev der - fra den ydmyge start i 1981 frem til 1986, hvor bladet, der ellers svor aldrig at ville overgive sig, alligevel blev nødt til at lægge op - var der plads til alle de udviklinger, som fulgte i punkens kølvand. Her var der anmeldelser af både goth, punk-funk, poppet new wave, art-punk, hardcore, garagerock og alt andet, hjertet måtte begære. Og hvad der næsten var endnu vigtigere: Udsynet var bredt. Hvor Iklipsx kun nødtvungent roste, endsige dækkede ting vest for Valby Bakke, sendte No Aarhus sonder ud alle steder, hvor der skete noget. Selvfølgelig vægtede bladet Århus-scenen meget højt, og man får indtryk af, at hverken Crap, The Zero Point, War of Destruction eller Dream Police selv spillede ret mange koncerter, der ikke både blev dækket og rost. Men det var også her, man greb fat i væsentlige afkroge som Års (Freshly Riots), Odense (DK Decay), Haderslev (End of Your Garden/Tristan T), Viborg (Næste Uges TV), Vejle (Sort/Hvide Landskaber) og Aalborg (Büld). Og var de københavnske grupper gode, var man altså heller ikke mere lokalpatrioter, end at de fik deres retfærdige bekomst. F.eks. blev Ballet Mecanique og Sods flere gange rost til skyerne, mens lokale navne som Lost Kids, Gylle, Moral og De Må Være Belgiere fortjent eller ufortjent fik med hammeren.

 Af samme grund er de i alt 14 numre af No Aarhus et decideret must at downloade, hvis man vil vide noget om, hvordan den danske punk- og new wave-scene var i sin helhed dengang. Her finder man anmeldelser skrevet direkte efter, at tidens i dag enten svært opdrivelige eller helt forsvundne lp'er, singler og kassetter kom frisk ind fra presseriet. Centrale gigs overalt i landet - f.eks. de legendariske Monody-festivaler i Århus - dækkes ind af relativt troværdige øjenvidneberetninger. Scenens tilstand - specielt i hjembyen - opsummeres løbende i de respektive numres ledere. Og så er der ellers komplet uerstattelige interviews med bands som NRG, Atrocity, War of Destruction, Freshly Riots og End of Your Garden. Kildemateriale, man indtil nu ville have givet sin højre arm for at få fingre i. Foruden selvfølgelig en ordentlig røvfuld internationalt materiale - heriblandt tilstandsrapporter fra Sverige, Belgien og London. Egentlig skrevet i omtrent samme direkte og prunkløse stil, man kender fra Iklipsx, men så uendeligt meget bedre. Det var her, broen blev bygget mellem de helt tidlige danske fanzines og mere ambitiøse projekter - til dels i andre genrer - som Garageland/Adventure og Metalized (København) samt Moshable (Aalborg), der alle startede omtrent på det tidspunkt, hvor No Aarhus slap tøjlerne. Både håndværksmæssigt, kompositorisk (der var faste, gennemgående sektioner i specielt anmeldelsesafdelingen), omfangsmæssigt og organisatorisk, da Concrete egentlig kun var tovholder for en større - og her mener jeg faktisk en betragtelig mængde folk - redaktion med antennerne ude i mange retninger. At forsiderne så var grimme håndtegninger eller collager, man ikke bør vise mindre børn, og at layoutet aldrig kom videre end til saks og papir-stadiet, kan man leve med. No Aarhus er et akkurat lige så væsentligt kulturhistorisk dokument som den københavnske forgænger.

Til tider for meget

 Kan den udvikling, fanzine-formen gennemgik i sit første lille tiår her i landet, strengt taget opridses ved at lægge Iklipsx og No Aarhus i forlængelse af hinanden - nogen burde faktisk gøre det på en dvd eller lignende suppleret med relevant, evt. nyproduceret baggrundsmateriale, for skulle der laves en musikjournalistisk kulturkanon, ville der ikke være nogen vej uden om disse to blade - repræsenterede de to udspil dog kun toppen af isbjerget. Også andre fanzines udmærkede sig vej at have en levetid ud over første nummer, og det, der er dokumenteret bedst på www.garagerock.dk, er Alt For Meget. Et blad med tydeligt udgangspunkt i det københavnske BZ-miljø, der udkom i fem numre i 1982-84, og hvis titel var en sarkastisk, opklippet variation af Alt For Damerne! Første nummer blev typisk nok uddelt gratis i 150 eksemplarer til forhåndenværende punks på Gl. Torv, og intentionen var helt klart at fungere som både et samlingspunkt og et politisk opråbsskrift i den erklæret anarkistiske ende af punkmiljøet. Betegnende nok blev det da heller aldrig offentliggjort, hvem der sad i redaktionen - det var simpelthen irrelevant i forhold til sagen. Og indholdet var mindst lige så meget dokumentationer af aktioner, demonstrationer o. lign. som musikalske indslag. Det var egentlig også som en radar på den led, at Alt For Meget er bedst set i bakspejlet. Kvaliteten af anmeldelserne, som mest befinder sig i harcore-enden, er til at overse, ligesom et interview med Dead Kennedy's East Bay Ray i #1 er så kort og intetsigende, at man får helt ondt i maven over den forspildte mulighed. Enkelte koncertanmeldelser bundfælder sig dog - som én af Before d. 22/4 1983, hvor Fritz Fatal åbenbart var i dårligt humør og lukkede showet med ordene "Tigre dør, helte forgår, men idioterne lever!". Men ellers er de mange reportager fra husbesættelser og demonstrationer, der stort set altid ender i politichikane og anholdelser, tankevækkende læsning. Ikke mindst pga. den diskussion om vold versus ikke-vold, man aner bag linjerne. Ofte beskrives rutinemæssige smadringer af såvel butikker som betjente ikke med andet end et nøgternt beskrivende blik - med et bagvedliggende raseri mod den eksisterende orden, der kan retfærdiggøre det meste - men der er også ridser i lakken, hvori man aner den humanisme, som i første omgang affødte indignationen. Som i et essay i #4 omkring d. 1/5 1984, hvor Mogens Glistrup bevidst provokerede ved at stille sig op og tale ved 1. Maj-arrangementet i Fælledparken. Her blev han - som han sikkert selv havde planlagt - overpøset med æg og maling på en måde, der gjorde ham til en slags martyr i dagpressen. Hvilket, som forfatteren påpeger, var uheldigt, selvom svinet fortjente det. Men, som der står: "Vi opfører os præcis som nazister (eller kommunister i øst), når vi forhindrer anderledes tænkende (Glistrup) i at tale - og tilmed overfalder ham." Med andre ord: Alt For Meget er ikke kun en vigtig kilde for musikfreaks, men også folk med en interesse i både politik og historie.

En ekstra ros skal gå til bladets illustratorer, der med tegneserier, forsider og enkelttegninger meget ofte ramte lige ned i centrale problematikker. Som forsiden til #5, hvor en oi-punker og en Crass-tilhænger har gang i et heftigt skænderi, der perfekt illustrerer den begyndende intolerance mellem de efterhånden meget forskellige skud, der var kommet på punk-bevægelsens stamme, og som - vel allerede inden for det næste års tid - splittede den som samlet front.

En gedigen nomade

Med henholdsvis Skovbølling Punk Tidende, Ansvar og Alles Krig Mod Alle har man igen fat i en af punk/postpunk-scenens større personligheder: Anderz Nielsen - i dag næsten mest kendt som "Anders Gearbox", idet han nu mest arbejder som booker i firmaet Gearbox Agency, der har et hav af alternative musiknavne i stalden. Men karrieren startede allerede i 1980 som medlem af Jelling-bandet Disaster - og senere er det fulgt slag i slag med mere eller mindre hardcore-orienterede orkestre som Enola Gay, Misanthropic Charity, President Fetch og Heatfarm, ligesom han har fungeret som booker på Ungdomshuset og kørt kassette-selskabet Boston Tea Party, der i sig selv var et af de vigtigste led i dokumentationen og formidlingen af dansk punk/postpunk.

At handlekraften allerede var stor fra starten, kan man forvisse sig om ved at læse det endnu eneste tilgængelige nummer (#3) af Skovbølling Punk Tidende, der udkom med Jelling som base i 1982. Her er både han selv og bladets øvrige skribenter - indrømmet - først ved at finde formen. Der er en del stavefejl, ligesom de spørgsmål, der bliver stillet i de to interviews henholdsvis ADS og Freshly Riots, er lidt for meget efter bogen. Hvilket, skal det siges, ikke forhindrer sidstnævnte orkester i at informere læseren om, at det lever af "bussemænd, sommerfugle/natsværmere og paprika", og at børnerock er et "overklasseflip"! Men som sådan er bladet både sjovt, velinformeret (læs bl.a. en ret underholdende artikel om "Punk i Esbjerg City", der slår fast med syvtommersøm, at der ikke skete en dart vestpå!) og varieret. Der er således bl.a. en boganmeldelse af Ungdomshus Nu!, en kort, men levende reportage fra Monody Festival 1982 og informationer om alle de bånd, Nielsen allerede da postede ud på Boston Tea Party. Og så er layoutet i øvrigt flottere end i de fleste andre zines - stadig cut'n'paste og maskinskrevet, som normen var, men dog krydret med glittede sider og røde baggrunde hist og her.

 Da Nielsen var flyttet til Albertslund, forsøgte han sig i første omgang med det på alle måder underlegne Ansvar (1983), som han producerede et nummer af sammen med Claus Jyderup (Kriminella). Et grimt, gnidret blad, der indholdsmæssigt lagde sig i sporet af forgængeren, men ikke rigtigt kastede noget mindeværdigt af sig. Til gengæld førte han, sammen med medredaktøren Christian Abel fra Herlev, efterfølgende fanzine-aktiviteten videre på et noget højere plan under navnet Alles Krig Mod Alle. To numre blev det til i 1983-84, men det var så også - efter tidens standard - moppedrenge på henholdsvis 24 og 32 sider. Til gengæld var både de glittede sider og farvekrydringen fra Skovbølling Punk Tidende væk, selvom layoutet - specielt de blændende forsider, der arbejdede med stærke billedelementer og store sort/hvide flader - var bedre end gennemsnitligt. Også humoren fra Jelling-bladet havde til en vis grad - som i øvrigt også i Ansvar - måttet tage bagsædet til fordel for det politiske. I #1 finder man f.eks. et billede af en obduceret kat tilsat teksten "This is what They are doing. What are You doing?" I samme nummer finder man også et næsten programmatisk interview med Crass efterfulgt af et manifest fra samme gruppe, der råber vagt i gevær over for militærvæsen og traditionelle kønsroller. Derudover er der så interviews med odenseanske Razor Blades, (selvfølgelig) Freshly Riots og Twottie fra den mig ellers (sikkert heldigvis!) ubekendte britiske gruppe The Exaggerated, der nærmer sig et noget usympatisk tegneseriestadium med cockney-udtalelser som "I eat the fockin' pakis, the fockin' wogs, the fockin' jews and I eat you too, Jimmy!". Foruden naturligvis de obligatoriske anmeldelser, koncertreportager, scenerapporter og reklamer for Boston Tea Party-ting. Men blændende læsning er det, de stadig optrædende stave- og skrivefejl til trods, og #2 er bedre endnu. Her er der både interviews med Disorder, D.O.A., Enola Gay og finske Terveet Kädet samt rapporter fra Holland, Italien og Monody 1984. Materiale, man sluger, endda - som Enola Gay-interviewet, hvor det at være punker beskrives lakonisk med ordene "Man skal jo stå tidligt op om morgenen for at sætte håret og nitter er jo forfærdeligt dyre i øjeblikket..." Ingen tvivl om, at Alles Krig Mod Alle kvalitetsmæssigt - og ikke mindst ideologisk i kraft af sin noget klarere formulerede vision - var en stærk konkurrent til No Aarhus på dette tidspunkt. Men allerede det andet nummer blev afsluttet med en efterlysning af medhjælpere, og de indfandt sig tilsyneladende ikke. I hvert fald gik det mere end almindeligt glimrende fanzine i sig selv. Men ikke uden først at have hævdet sig som ét af dem, man også i dag bør læse.

Én gang engang

Så er der selvfølgelig al løsøren: Alle de blade, der kom, så og gik igen. Sikkert da det gik op for redaktionerne, som ofte kun bestod af én person, hvad det i realiteten indebar at skrive, opsætte, trykke, finansiere og distribuere et blad. Et af de mere sejlivede, men også tvivlsomme, var Tåstrup-satsningen Kriminella, der blev redigeret af en vis Claus Jyderup i årene 1980 - 81. "Det er vores mening at hvis der ikke sker noget efter det første blad så prøver vi eeen gang til og hvid det heller ikke hjælper så må vi jo glemme det" (sic!) står der i lederen til det første af de i alt to numre, der var en gratis prøveballon. Fint nok, men hvad skal der egentlig ske, når man disker op med 12 ekstremt grimt trykte sider fyldt med stavefejl, gnidrede slagord som "death to disco" og dårlige vitser? Og når indholdet er så tåget, som det er - lidt lokale anekdoter, tre-fire korte og ikke ret gode anmeldelser, en sjov, men også ekstremt grøn gysernovelle ved navn Greven af Monte Carlo og spontane, ikke ret dybe udfald for resten - forstår man, hvorfor bladet aldrig slog an. I #2 står det lidt bedre til, og man finder såmænd endda et (kort og ret dårligt) interview med Stiff Little Fingers samt en større stak anmeldelser. Men godt var nummeret ikke, og der gik ikke det store tabt, da Kriminella lagde op.

På sin vis lige så dårligt lavet, men unægtelig sjovere og mere fokuseret, var engangsforestillingen Albertslund Varmeværk (1983). Endnu en gnidret lille sag - sågar konsekvent håndskrevet - hvor alle elementer syntes at være kastet ind på siderne med en skovl. Men selvom der tydeligvis bare blev skrevet løs uden nogen større grad af selvkritik, lykkedes bladet faktisk på en måde. Det enlige nummer er i hvert fald charmerende i sin anarkistiske idéstrøm, hvor der bl.a. er en opskrift på, hvordan man kan sy sin egen punkfrisure (!), en omtale af den legendariske islandske musikfilm Rock i Reykjavik og spontane mini-anmeldelser af diverse bånd eller singler fra hele landet. Foruden naturligvis "Den kedelige side", der handler om hvor kedelig, den selv er! Et pjattet, umodent og ustyrligt dårligt blad, men også et, jeg (desværre?) har det med at vende tilbage til.

Langt fra godt, men til gengæld tidligt ude, var også Snekkersten-bladet Illegal, der blev udgivet i 1981 af bandet Illegal 80. I det 14 sider lange blad er det stort set kun gruppens side om sig selv, der foreviger et par sangtekster og dermed dokumenterer en smule omkring et ellers ret glemt, obskurt band, samt en anmeldelse af The Clash's koncert på Idrætshuset i København, som vejer en smule til. Resten er stort set blot grimt layoutede notitser og opråb. Lidt yngre var Århus-satsningen Your Generation (1980), som først og fremmest udmærker sig ved en smuk klippe-klistre-æstetik med masser af luft og kontrast. Men helt ærligt: Hvis man kan få det over sig selv at anmelde en This Heat-koncert i London med så få og simple ord som "Lad os bare beskrive dem således: PISSE GODE, bare kaffe, møj godt, originalt, suverænt, galar?, 2MUF, kage", bør man nok lave andet end at lege blad.

 Det var dog langt fra alle one offs, der var ringe. Det odenseanske enkvindes-projekt Hardcore Rules (1982), der åbenbart blev redigeret af én, som kun hed Lotte, er således et tydeligt labour of love. Et blad, der skyr '76-punken som pesten og emmer af ægte, uforfalsket hardcore ned til det mindste stykke træfiber! Indholdssiden er ret simpel - ingen interviews, stort set kun anmeldelser og opråb - men godt og engageret skrevet. Og rent visuelt er de 11 sider en ren fest: Man kan mærke, at der er blevet kælet for slagkraften i hver enkelt detalje. Saks og lim har sjældent været brugt smukkere end her, og man må håbe, at Lotte senere har forsøgt sig som grafiker. Og selvom københavnske Hån (1984), der, hvis man skal gå efter redaktionens udtalelser, ikke kan have været en engangsforestilling, men kun er bevaret i én udgave, er knapt så udsøgt på den konto (man finder dog en enkelt collage af en nøgen, godt udrustet Uffe Ellemann-Jensen, hvis slogan oplyses som "At ta røven på så mange som muligt"!), er selve skriften langt over niveau. Her er gode, lange interviews med Kalashnikov og ADS, en behjertet omgang reklame for Animal Liberation Front og en ætsende sarkastisk sammenstilling af tekst og pornobilleder, der - ja - håner tingsliggørelsen af kvindekroppen, så man ikke kan tage fejl af intentionen. Endnu et smukt, intenst fanzine, man bør downloade.

Et dask med handsken

I sidste ende løb punkens og postpunkens eksplosion af fanzines vel ind i den barriere, også mere såkaldt professionelle blade kan risikere at støde på: At det ikke er smart at dele målgruppe for entydigt med alt for mange andre beslægtede publikationer. Sagt på en anden måde: Hvis alle lavede deres eget blad, hvor forsvandt formålet med netop at lave et blad så hen? Og reelt syntes der da også kun at være plads i lille Danmark til tre-fire af slagsen på ethvert givet tidspunkt. Efterhånden løb udviklingerne i medielandskabet også fra dem: Hvem gider at sidde og fedte med saks, papir og tryksværte, når man i princippet kan banke en hjemmeside op på ingen tid og for øvrigt give pokker i rotationen? Ud over de tidligere nævnte senere blade, der førte fanzine-arven op i 90'erne - og dermed grænselandet mellem den trykte og den digitale undergrundskultur - formåede bl.a. aalborgensiske Baandoptager og københavnske Pink Umbrella at gøre dét i det nye årtusinde, de i denne artikel nævnte ildsjæle også gjorde. Desværre på lånt tid. Begge har, så vidt vides, opgivet ævred.

Men der er nu noget over duften af lim - også selvom den er blevet digitaliseret. Besøg selv www.garagerock.dk og få ikke blot en oplevelse, men også en historisk lektion i autonomi, der egentlig bør resultere i nye stormløb mod det i stigende grad professionaliserede parnas, arven fra de samme fanzines efterhånden har taget form af. Og jo, selv Geiger fortjener alternativer.

Af Steffen B. Pedersen, 10. dec 2006


Yderligere information

www.garagerock.dk

Kommentarer (1)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Ole Sporado - 0 indl�g17/05/07 09:47
Af Sporado
Fin artikel, dér !

Alt for meget kan i et vist omfang læses her

http://www.pinkdild.org/afm/

...og det er stadig GRATIS

     
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen