Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Gæsteanmelder: The Late Parade

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
Italo
Italo-oraklet
Interview med verdens måske største italo-kurator
9. dec 2011 [Artikel] Den utrættelige jagt på den helt perfekte uperfekte lyd har bragt Flemming Dalums italo-udgivelser vidt omkring. Geiger møder synthpop-genrens måske største kurator, hvis fanskare rækker flere tusinde kilometer væk fra dagligstuen i Hasselager. Her fortæller ”King of the Cut” om et liv med 25.000 firserfuturistiske 12”-vinyler og giver et bud på sine foretrukne italo-tracks og eksempler på egne mix. 

Rimini 1986: Der er mørkt i L'Altro Mondo Studios højloftede lokaler. Og stille. Men det er ikke lyden af intet. Det er lyden af et publikum, der holder vejret.

I aften skal italo-gruppen The Creatures spille i bygningen, hvor et rumskib på facaden tager imod gæsterne, der kommer for at opleve den nye popgenre italo.

Stilheden knækkes øjeblikkeligt som spaghetti af futuristiske synthesizerflader. Lysshowet går i gang. Neonfarver og laser. På dansegulvet toner store skikkelser frem iført hvide plasticdragter med horn på skuldrene og laserstråler, der stikker ud fra prismen i brystet.

Dansegulvet åbner sig, og et sølvfarvet rumskib hæver sig op over det måbende publikum. The Creatures' kosmiske italo-klassiker ”Space Fly” er i gang. Trommemaskinen pumper løs, og synthesizernes sprøde lyd fylder rummet.

I publikumsmængden er der en ung, lyshåret mand, der følger det sci-fi-ekspressionistiske totalshow med et hypnotiseret blik. Han er 22 år, og han hedder Flemming.  Selvom han for længst har fundet sit kald i den italienske elektromusik, vil denne aften sætte et uudsletteligt spor hos den unge mand fra Aarhus. Det bliver ikke bedre. Men hvad Flemming ikke ved på det tidspunkt, er, at oplevelsen også er den sidste af slagsen i hans fireårige intense kærlighedsforhold med genren.

Privatfoto af Flemming Dalum og venner foran en af italo-klubberne

Godt tyve år senere er Flemming Dalums navn efterhånden gået hen og blevet lige så stort og anerkendt som mange af de kunstnere, der stod bag mikrofonerne i spotlightet dengang. Hans mix og edits anerkendes af samlere og entusiaster verden over, der kan lide ”King of the Cut” – som han også kaldes.

Det er frugten af et dusin rejser til og fra Italien for at købe plader, et solidt spadestik i det flamboyante natteliv, hvor aftenen i Rimini i 1986 udgør et højvandsmærke. Et højvandsmærke, som selv i dag stadig udgør en drivkraft – og et mål. Men det vender vi tilbage til.

Den britiske journalist Piers Martin har beskæftiget sig med italo-musikken gennem et årtis skriverier for Uncut og Vice Magazine. Han tøver ikke med at kalde ham for et ”italo-orakel”:

”Mange italo-fans anser Flemming Dalum som en forbindelse fra virkeligheden til italo-discoens nærmest mytiske verden; til den gyldne periode mellem '83 og '86, hvor den anderledes og nærmest eskapistiske elektroniske popmusik opdyrkedes i Italien. Selv dengang forstod han, at den musik var en smule usædvanlig og mærkelig, og at den ikke var for alle, og det drev ham ud på disse eventyr til Italien,” fortæller han i en mail til Geiger og afrunder:

”Han levede faktisk drømmen, som de fleste af os kun turde fantasere om, og det har gjort ham til lidt af en kultfigur i italo-kredse.” 

Hasselager 2011
Det postkortperfekte parcelhuskvarter på Kolt Kirkevej ånder fred og ro denne solrige eftermiddag, men i et af de nybyggede huse er der fest. Sådan lyder det i hvert fald.

Indenfor står en 47-årig familiefar midt i stakkevis af plader og lytter med et fjernt blik. En basgang smyger sig hen over et trommebeat, og der er ekko på vocoderen. Det er tydeligt, hvilken side af Berlinmurens fald man befinder sig på, hvis man skal datere lyden.

Hans hånd er skiftevis på volumenknappen og på fast forward-knappen. Den ene strømpefod vipper i takt på det lyse ”væg til væg”-tæppe. Rundt omkring ligger der legetøj, og altandøren står åben. Dette er ikke et unormalt scenarium hos familien Dalum i Hasselager, hvor Geiger i dag er på besøg.

”Selvom jeg har lavet mange obskure mix med mange ukendte numre, er de mest kendte numre faktisk mine største favoritter,” fortæller han med en euforisk lethed i stemmen.

Geiger har bedt Flemming Dalum om at spille nogle af sine yndlingsnumre for os.

Gaz Nevadas ”I C Love Affair” fra 1983 fylder op i stuen, hvor der både er plads til sofaarrangement, børnenes legetøj og Flemmings 8000 plader, som er dem, han ”hører for tiden”. Flemming Dalum

Når man kigger rundt i rummet, er det, som om nogen har revet en væg ned mellem et professionelt pladestudie og en solid dansk dagligstue, komplet med indrammede fotos, cremefarvede møbler, fladskærm og legetøj. Det symboliserer meget godt Flemmings ”dobbelte” liv.

Smilet breder sig, imens musiknummeret bygger op. Sløv vibrafon over et langsomt trommebeat.

”Det her er tilbagelænet og lækkert ... hør rullebassen! Det her er faktisk lavet af rigtige musikere og folk, der virkelig kunne spille på instrumenter,” siger Flemming Dalum.

10 års italo-historie flyver hurtigt forbi, når man lytter med Dalum, for numrene bliver konstant skiftet, kommenteret og spolet i, ikke mindst. Han ved, hvad han taler om, for siden 1982 har rumæstetik, rullebas og rendyrket italiensk elektropop været en del af hans identitet. 

De unge dage
I 1982, fire år før The Creatures i Rimini, spiller en ven et nummer for Flemming. KOTOs ”Chinese Revenge” strømmer ud af højttalerne og lige ind i mellemgulvet på den 19-årige student.

”Det var virkelig fedt, jeg blev øjeblikkeligt hooked på det. Jeg var helt vild med den her elektroniske musik, der også var iørefaldende. Det var en fandenivoldsk stil, hvor der var skruet op for synths og claps, som var meget mere levende end den overproducerede musik, der ellers var. De spillede helt sindssygt på de der synthesizere, og de kunne næsten ikke synge, men opførte sig, som om de gerne ville være stjerner,” fortæller Flemming Dalum med et tavst stereoanlæg i baggrunden og kringle på tallerkenen.

”Man kom jo der fra 70’erne med pop, rock og disco. Og pludselig åbnede der sig et helt nyt lydunivers.”

På det tidspunkt i 1983 er synthesizerlyden ikke fremmed for Flemmings ører. Human League, Soft Cell og Electric Light Orchestra. Ligeledes har han også haft et band med nogle gymnasievenner siden året før, hvor en Korg PolySix synthesizer havde en fremtrædende plads i lydbilledet.

Men det her er noget helt nyt. To grammofoner bliver købt, og de få italoplader, han kan få fat på i Danmark, bliver købt. Italien er pludseligt ikke langt væk. 

 Dalums privatfoto - han og vennerne fylder bilen op med italo

Den kosmiske guldalder
På trods af at italo-feberen har været i  gang i flere år, så befinder den sig mere i undergrunden og på cutting edge-klubberne end på de nationale radiostationer. Selvom der er uenighed om, hvilken udgivelse der egentlig startede genren, så peger mange aficionados i dag på spacedisco-produceren Giorgio Moroder. Helt konkret er det på grund af udgivelsen af hans album From Here To Eternity og samarbejdet med Donna Summers på ”I Feel Love” – begge fra 1977. Den musikalske sammensmeltning af den højdynamiske og dansable lyd, den udbredte brug af vocoder, den Moog-genererede oktavbas samt det futuristiske præg kommer til at udgøre en milepæl for udviklingen af elektronisk musik generelt og italo i særdeleshed. 

I de følgende år er der en lind strøm af udgivelser, der indfinder sig i det pumpende spændingsfelt mellem cosmic disco, hi-nrg og en spirende italo-lyd – udgivet i Italien, selvfølgelig. KOTO, 'Lectric Workers, N.O.I.A., Klein & M.B.O er nogle af de grupper, der opstår i asken af diskoen, der på det tidspunkt er ved at sejre sig selv ihjel.

Italo-discoen karakteriseres ved et tekstunivers, der befinder sig i det neonfarvede krydsfelt mellem temaer som robotter, fremtiden og intens kærlighed. En slags rumalderens svar på kærlighedsserenaden. Alt sammen underbygget af en syntetisk og lettilgængelig pop, der ikke holder sig tilbage med at bruge effekter og tunge basgange.

Et af de mere aparte særpræg ved italo i dag er de italienske sangeres og sangerinders måde at omgås det engelske sprog på. Det afspejler sig tydeligt i flere numre, hvis sammenhæng i nogle tilfælde læner sig op ad det groteske på grund af sangerindernes/sangernes udtale, ofte drukner i en blanding af dårligt engelsk og  pladderagtige tekster. Ikke desto mindre – eller netop derfor – er perioden mellem 1983 og 1986 et højvandsmærke for genren, der lukkede og slukkede sidst i 80'erne, og i stedet muterede over i andre genrer.

”De sang med tyk accent. Og det var det, jeg synes var så fedt, så fedt. At de næsten ikke kan synge, men at de gerne vil være stjerner. Jeg er stærkt optaget af lyden i 1983, den er ikke lavet siden. Siden da er der sket en masse produktionstekniske ting, hvor man er gået over til computer og midi. Man har forsøgt at efterligne, men det kan man ikke. Lyden kan ikke få den samme energi. Du kan ikke få den samme komposition og attitude ind over igen, for alle kommer til at producere det for pænt. Lyden fra 82-83 er der 250 plader, der har, og den vil aldrig blive genskabt. Det er dem, jeg kredser om,” fortæller Flemming Dalum.

Hvorfor er du så vild med det underproducerede?

Fordi det lyder mere brutalt og mere råt. I dag lytter man til en bas og synth, og i dag ville man gøre den mere behagelig at høre på ved at putte mere reverb på. Mere overproduceret. Dengang har man måske ikke lyttet det så meget igennem. Det har gjort, at den der råhed og valget af lyde er helt unik.”

Uventet besøg
Netop den lyd er en af grundene til, at Flemming siger ja, da gymnasievennen Allan spørger, om han vil med til Italien for at købe flere plader. På det tidspunkt er italo svært at opdrive i præinternettets Danmark.

Det bliver en definerende tur for Flemming. I første omgang tager de til Milano. Da drengene ankommer til byen, er det første, de gør, at besøge plade- og distributionsselskaber som Il Discotto, Non-stop og Disco Magic. Epicentrene for den spirende italo-musik, som dyrkes af en smal skare i Italien, men hvis navne aftjener respekt hos inkarnerede samlere i dag. Selskaber som har betydet for italoen, hvad Mute har for synthpop, og Chess har for blues.

På selskaberne er man særdeles overrasket over at møde de to danskere midt i den upræsentable lagerhal, hvor lokale dj’s færdedes blandt fabriksarbejdere og roder i papkasser med vinyler frisk fra pressen.

”Det betød, at vi fik en unik chance for at købe direkte af dem. Efter vi havde overtalt dem. Også selvom det betød, at man kravlede rundt på kasser med støv over det hele. Det gik der lidt sport i. Men det hjalp helt sikkert, at min kammerat kunne italiensk,” fortæller Flemming Dalum. 

I første omgang køber de 80 plader med hjem . Men mere vil have mere. Over

de næste fire år ender de med at være af sted 11 gange til byer som Milano, Firenze og Rimini. Allan falder fra, og andre kommer med på turene. Flemming bliver ved.

Ud over turene til pladeselskaberne, hvor han begynder at være på fornavn med personalet, får de inkarnerede aarhusianske italo-turister også adgang til klubber, hvor musikken dyrkes. Cellophane, Plastic, Mistral, Odyssey 2001 og L'Altro Mondo Studios er nogle af navnene på de italo-katedraler, de pastelklædte pilgrimme besøger. Sidstnævnte sætter et uudsletteligt aftryk på Flemming efter koncerten med The Creatures.

”Selvom det mest var velklædte turister, der kom på klubben, som det også fremgår af billederne, så var det virkelig en stor oplevelse. På de her meget vilde klubber blev der virkelig festet igennem. Det var nærmest som at komme til Mekka. Vi var jo nærmest ved at gå i koma, da vi oplevede The Creatures,” fortæller Flemming Dalum om den mest mindeværdige af pilgrimsturene.

Efter koncerten tiggede drengene fra Aarhus endda om at få lov til at komme ind i Space Fly-rumskibet. Normalt er det lukket for gæster på klubben. Men fordi de bliver ved med at tigge personalet på L'Altro Mondo Studios, får de lov. En af vennerne bliver så ophidset over æren, at han bryder sammen, imens de står inde i det sølvfarvede plasticrumskib på klubben.

”Han udbrød, at den oplevelse af at stå inde i selveste Space Fly faktisk var større end hans morfars begravelse, der lige havde fundet sted,” griner Flemming Dalum.

Kostbare minder
Pladesamleriet tager om sig, for hver gang Flemming besøger Italien. Pludselig er det ikke nok bare at tage med hjem til sig selv og vennerne.  Han køber gerne i gennemsnit 2300 styk om året. En enkelt måned er Flemming oppe på at bruge 16.000 kroner på plader. Da han indser, at der udkommer flere, end han kan nå at tage sydpå og hente, får han en idé. Han opsøger pladebutikken Music Mecca i Aarhus og aftaler et samarbejde om at importere plader hjem til Danmark. Flemming står for kontakten til de italienske pladeselskaber, og Music Mecca gør plads i butikken. Italo-pladerne går som varmt brød, og cirka et års tid senere begynder ejeren selv at klare kommunikationen med Italien.

”På et tidspunkt fik vi dem også fløjet hjem med luftfragt. Det kostede 3500 kroner, så det gjorde vi kun én gang,” griner han om tiderne som selvbestaltet importør af vinyler til Danmark.

Flemming har ikke givet mange penge for de vinyler, der præger stuen – og krybekælderen under huset. Samlingen, mange anser for at være komplet inden for italo, byder på mange plader, der er blevet kostbare med tiden. På internetauktioner er de vokset til flere hundrede euro i takt med italoens renæssance.

Et eksempel er Sterling Saint Jacques' ”Mister Moonlight”. Den købte han dengang for hvad, der svarer til 20-30 kroner, mens den sagtens kan indbringe over 3000 kroner på eBay eller Discogs i dag. Andre går fra et par hundrede til et par tusinde euro i perioder.

Med andre ord er Flemmings italo-samling unik og uvurderlig. Men primært rummer den naturligvis en stor affektionsværdi for ejeren selv.

”De har jo også en værdi, fordi jeg kan sige, hvilken papkasse på hvilket pladeselskab jeg har fundet dén og dén i og kørt den hjem til Danmark. Den har jeg fundet på Discomagic i et støvet hjørne. Det kan jeg med alle mine plader,” fortæller Flemming Dalum.Italo i stakkevis

For den britiske forfatter og journalist Piers Martin er både samlingen men også oplevelserne i Italien en del af svaret, når man spørger om Flemming Dalums claim to fame.

”Ikke bare har Flemming angiveligt en komplet samling af italo-udgivelser på vinyl, hvoraf flere af dem er virkelig sjældne, han har også jagtet pladerne i Italien omkring udgivelsestidspunktet. Det er de historier om og fotos af ham og hans teenagevenner på sommerferie, der køber 12” singler fra distributører og varehuse i Norditalien, der har gjort ham til lidt af en kultfigur i italo-kredse. Men det er også Flemmings generøsitet og lyst til at dele sin store viden om genren, der har gjort, at så mange italo-fans har taget ham til sig. Faktisk blandt alle, der beundrer synthpop og har en interesse i rødderne for elektronisk musik,” forklarer Piers Martin.

Han er i gang med at skrive en bog om italo, der forventes at udkomme senere på året. Italo-disco: A Secret History of Modern Pop skal udgøre det store tilbundsgående værk, som genren har savnet. Piers Martin fortæller, at her har Flemming Dalums førstehåndsekspertise og fotografiske dokumentation også fundet sin plads.

Romancen smuldrer
Tilbage til guldalderen. Den fik sin bratte afslutning for Flemming på et tidspunkt i 1986 – samme sommer som The Creatures-koncerten. Dødsstødet hedder ”Sexy Girl”, og banemanden er brystbomben Sabrina, der rammer hitlisterne med det tydeligt italo-inspirerede popnummer. De gæve fans fra Aarhus måtte sande, at italoen var blevet stueren og kommerciel:

”Jeg glemmer aldrig den sommer. Vi var dybt skuffede. Vi måtte jo bare erkende, at lydbilledet var blevet noget ændret. Da tænkte vi, at det var slut. Det var ikke den gamle obskure synth-lyd længere. Det var noget helt andet. Det betød bare, at jeg gik stille og roligt over til andre genrer,” fortæller Flemming Dalum.

Herefter gik han i gang med at dyrke genrer som new beat, chicago house, detroit techno, dub, breakbeat og sågar den snævre hardcore-genre gabba. Med andre ord er det ikke mange udgivelser med elektronisk musik, der har fået lov at passere musiksamlingen i Hasselager. Selv Sabrina-singlen står på hylden.

800 samples på ti minutterSelvom Dalum bevægede sig længere væk fra italoen musikmæssigt, bankede hans hjerte stadig for underproduceret italiensk synthesizerpop. I 90'erne havde han for længst udskiftet turene til Milano og Rimini med klubture til Hamburg og Frankfurt, hvor kursen var sat mod den nye hårde og mere minimalistiske techno.

Men i starten af 00'erne vækkes minderne fra 80'ernes pilgrimsture til Norditalien og den glittede lyd af fremtidsdrømme atter. Electroclash hedder det  nye musikfænomen, der blander new wave, electro, techno og italo. Sidstnævnte genre får en regulær genoprejsning. Støvet pustes af, og italo finder genklang blandt en ny og yngre generation.

Det markeres i 2004 hos den drønpopulære internetradiostation Cybernetic Broadcasting System (CBS), der arrangerer en italo-mixkonkurrence.

Dalum er en af de lyttere, der beslutter sig for at deltage. Bare for at prøve. Ved hjælp af to grammofoner og et endeligt sammenklip i et editprogram lykkedes det. Dalum vinder med et mix på ti minutter bestående af 800 samples, hvilket er uhørt mange på kort tid.

”At man som gammel familiefar kunne banke de hippe dj’s, der også stillede op. Det synes jeg var skægt,” fortæller Dalum klukkende og fortsætter:

”Det kickstartede mit mixeri, for når man ligesom fik de der skulderklap, så var det fedt at bidrage med nogle flere mix,”.

Manden bag hedengangne CBS, der senere blev til Intergalactic FM, hedder Ferenc van der Sluijs, bedre kendt som Dj I-F. Han har selv været etableret producer og dj siden starten af 90'erne. Han bliver anset for at være ophavsmanden til både electroclashens og italoens fremmarch på grund af nummeret ”Space Invaders Are Smoking Grass”, som han udgav i 1998. Selvom det var publikum, der gav Dalum sejren ved afstemningen, så var Ferenc van der Sluijs  også meget begejstret for Dalums akrobatiske mixestil.

”Det er ikke nogen hemmelighed, at CBS spillede meget italo-disco dengang. Vi havde lidt en følelse af, at vi kendte alle pladerne, der fandtes. Vi har aldrig taget så meget fejl. Flemmings ting var noget, jeg aldrig havde hørt før. Det var, som om vi andre bare var startet i genren,” fortæller Ferenc van der Sluijs med en hilsen til Dalum, der kom, så og sejrede.

”I takt med at Flemming senere sluttede sig til CBS-scenen, var det, som om firserne var startet igen, idet han viste mere og mere frem af sin fantastiske pladesamling. Han skabte nogle utroligt fede mix, der helt tydeligt havde deres egen stil, og derfor endte han altid højt oppe på ranglisterne i CBS' mix-konkurrencer. Jeg er ret sikker på, at tingene havde set anderledes ud i dag, hvis Flemming ikke havde været her,” siger Ferenc van der Sluijs

En ung Flemming Dalum mikser

En ”konge” fødes
Når Dalum udtaler sig om sine mix, sættes beskedenheden på standby. Og det med rette, ville mange nok sige. Selvom han ikke er tilbageholdende med grinene undervejs, er Dalum ikke bange for at blotlægge de tårnhøje ambitioner.

”Jeg havde en idé om, at jeg ville lave mix, der aldrig ville kunne genskabes. En noget vild ambition. Jeg ville lave nogle mix, der var fuldstændig umulige at kopiere. Selvom mit seneste bare virker som et mixtape med 50 numre, så er alt lavet om og editeret. Omarrangeret, suppleret med trommer, andre claps og alt muligt,” siger han.

Ofte har han allerede en klar idé om, hvilke komponenter fra hvilke numre der skal sættes sammen. Det kommer af at have hørt de samme plader tusindvis af gange.

”Næsten alle mine plader kan jeg identificere efter tre takter,” fortæller han.

Den massive medvind og omtale efter førstepladsen i mixkonkurrencen tilbage i 2004 udløste også en del opmærksomhed om hans mix på nettet. Dette affødte navnet ”King of the Cut”, der er blevet lige så synonymt med mesteren som hans civile navn. Alene på MySpace og SoundCloud, hvor hans mix er tilgængelige, er de blevet spillet mere end 35.000 gange på et år. Dertil kommer et væld af blogs, radiostationer og hjemmesider, der videredistribuerer mixene. Det er ikke unormalt, at et nyt mix fra ”King of the Cut” rammer 5000 downloads de første uger, det rammer den globale blogosfære og æter.

Forkromet fy-genre
Hvis man spørger Dalum om, hvad opskriften er, så handler et godt mix lige så meget om storytelling, som det handler om hans karakteristiske fornemmelse for cuttet.

Her vil han sætte en scene for lytteren og skabe den helt rette stemning for musikken. Flemming Dalum vil tilbage til dengang på L'Altro Mondo Studies, hvor han som 22-årig blev tryllebundet af oplevelsen med tonerne, iscenesættelsen og atmosfæren. Han forsøger at genoplive oplevelsen, hver gang han udgiver nyt mix:

”Det er jo det, jeg prøver med mine mix. En atmosfære og en stemning og et forventningspres. Bygge noget op omkring en lyd og en sound og en historie. Det er spændende. Tage oplevelsen et skridt videre. For eksempel har jeg taget noget fra forskellige film, blandt andet Event Horizon og Dune. Det passer godt sammen i mit lille sagnunivers,” siger han med et højt grin.

”Det gælder om at binde det visuelle sammen med koncept, historie, og hvis det spiller sammen, kan man være heldig at opleve noget magisk,” siger han.

Mixningens kunst er et varmt samtaleemne, som Dalum hellere end gerne vil indlade sig på.

Kan det blive for meget med alle disse fantasifulde påfund – altså for ekstremt og kitschet?

”Det har været en lille fy-genre i mange år, men den har aldrig været fy-snak for mig. Jeg har jo nærmest fået det ind med modermælken. Men jeg kan sagtens følge dem, der synes, det er nørdet, kikset eller kitschet. Det er pastelfarver, rumskibe, spidse laksko og hele den stil. Italienerne synes jo selv, at det var forfærdeligt. De kan jo bedre lide det amerikanske. Men i min verden holder de her numre vand. Den har både haft indflydelse på Detroit og Chicago,” understreger han med en hilsen til de technogrundgenrer, hvor den italienske 80'er-futurisme ifølge Dalum nyder genklang.

I dag er der flere kunstnere, der lader sig inspirere af italoen med arme og ben. Metro Area, Glass Candy, Chromatics, Sally Shapiro, Prins Thomas er nogle af dem, der har taget den syntetiske popgenre til sig.

Modsat sine kolleger på italo-scenen er Flemming Dalums modus operandi en konstant vekslen mellem to slags numre. Dem, der overrasker, og dem, der skaber genkendelse hos lytteren.  Det velkendte og anerkendte blandet med det komplet ukendte og anderledes. For hos Dalum er det at kunne præsentere ”obskuriteter” ikke den primære ambition.

”Obskurt, mærkeligt og sjældent. Det er jo tre meget meget sjove parametre her i 2011 inden for italo-verdenen. Sjældenhedsfaktoren er umådelig vigtig. Jeg har lige lavet et mix for kort tid siden, og i formiddags så jeg, at nogen har skrevet rosende på et forum, at jeg har brugt en plade i et mix, der kun er kendt i tre eksemplarer i verden. Man kommer til at tænke: ’Hvad pokker er det for et underligt parameter?’ Selvom det er obskurt, er det jo ikke sikkert, at det altid er god musik, kan man sige,” siger han.

Flemming Dalum

Søvn viger for mix
Sideløbende med at han klipper perler fra sit pladearkiv sammen i mix, står Dalum også bag adskillige såkaldte edits af ældre numre. Et edit er kendetegnet ved at være et omarrangement af nummerets komponenter, såsom klap, trommer og basgange, så man får et nyt nummer. Det har indtil videre manifesteret sig i flere samarbejder. Blandt har han lavet et edit for Klein & M.B.O.s Tony Carrasco. Efterfølgende har den gamle mester bedt om Dalums tilladelse til at udgive det. Flere af Dalums edits er blevet udgivet på labels som Cyber Dance og Moustache Records, og det har gjort hans ører efterspurgte, når italo-numre skal have et ansigtsløft.

Men i al snakken om italo, edits, mix, interviews og så videre, glemmer man næsten, at Flemming Dalum også er familiefar til to børn og har  et fuldtidsjob, hvor han arbejder med karriereudvikling. Sagt lidt kryptisk er de lige så umærkede af hans intensive hobby, som en dagligstue er af 8.000 plader.

”Familien synes jo, at det er fint at se, at jeg har noget ny energi og glæde, når jeg sidder der om aftenen i de sene timer. Men fruen har da også syntes, at det har taget lidt overhånd i perioder, så jeg har lovet at drosle lidt ned,” fortæller Flemming Dalum.

I perioden omkring Geigers besøg virker det dog, som om neddroslingen har fået en pause at dømme ud fra Flemmings lidt trætte udseende.

”Jeg har parkeret familien ude ved svigerforældrene. Så har jeg lige tre dage her, hvor jeg kan køre igennem og stort set mixe i døgndrift og sove minimalt. Jeg har måske sovet i fire timer på 72 timer,” fortæller den navnkundige ”King of the Cut” med et blik, der vidner mere om computerskærm end om dyner i det næsten mennesketomme hus.

”De elsker alligevel at komme derud, og så havde jeg fri, og så passede det jo ...,” afbryder Flemming sig selv med et stille grin af familiesituationen, der virker påfaldende som en overlagt strategi frem for et kærkomment tilfælde. Det er ikke altid helt nemt at være i ”royalt” selskab.

”Egentlig er det bare, at jeg brænder for den gamle hobby og synes, at det er en unik tidslomme, jeg har været en del af. Så giver den mig en masse gode oplevelser. Så jeg vil fortsætte med at udbrede kendskabet til italo, hvis man må være så bramfri.”

 

***

 Flemming Dalums all time italo-favoritter & hans eget italo classix mix


Klapto  “Mister Game” (Durium, 1983)
“Denne italo-klassiker har det hele. Den er strongly synth driven, great vocoder og fantastisk lead synth. Desuden har den en unik italo-basgang. Det er lig med et stort hit.”

KOTO “Japanese Wargame” og “Chinese Revenge” (Cellophane, 1982 / Memory 1983)
“Monster undergrundshit. Der er et fantastisk cover på “Japanese Wargame”, som understøtter denne futuristiske instrumental-musik fra en “fjern fremtid”. Desværre mistede KOTO lidt af charmen senere, da de ændrede stil og blev lidt for kommercielle.”

The Creatures ”Solar Eclipse” og ”Space Fly” (Zig Zag, 1985 / CGD, 1986)
“To meget personlige tracks for mig. Det var jo et ubeskriveligt out of this world show, som sandsynligvis aldrig er overgået i space factor. Se mere på YouTube.”

Future State “Future State” (Eyes, 1984)
“Lidt atypisk italo-track omhandlende fremtidens tilstand. Det har et lidt højere BPM end de typiske klassikere. Men stadig ultrameget synth space sound.

Peter Richard “Walking In The Neon” (Good Vibes, 1985)
“Dream team af producere… ‘Lectric workers lavede denne i samarbejde med C. Valli, og resultatet er enestående… en musikalsk rejse igennem galaxen med lysets hastighed!

Lectric Workers “Robot Is Systematic” (Disco Magic, 1982)
“Kæmpe italo-klassiker – mesterværk – timeless klassiker – et indblik i en fjern fremtid! Utrolig progressiv robot/vocoder/space style from out of space! “

Steel Mind “Bad Passion” (Delirium, 1982)
“Ultra italo sound og stil! Tung og meget synthbaseret. Igen her et eksempel på den fantastiske tidlige 1982 italo stil/sound. Et af de første italo-hits!”

Cellophane “Gimme Love” (S.P.Q.R. , 1983)
“Helt special plade for mig, eftersom jeg har været på Cellophane Club i Rimini tilbage i 1986 – og faktisk også talt med ham, der har lavet pladen. En fascinerende og god oplevelse at tænke tilbage på. Derudover er pladen usædvanlig elektronisk – fuldstændig out of this world !”

Trophy “Slow Flight” (Fuzz Dance, 1982)
“Fantastisk plade fra 1982 – første release på legendariske Fuzz Dance i Firenze. Jeg elsker den lille ændring (rent stilmæssigt) som man faktisk oplever på releases fra Firenze. Antal releases fra Firenze er dog noget begrænset. Det meste italo er trods alt fra Norditalien. Denne plade er utrolig på den måde, at vi ligger lige på grænsen til det elektroniske. Stilen er super elektronisk space style – men med delvis ”normale” instrumenter som bas/trommer som supplement til synth-lyd/stilen … hvilket gør det helt ubeskriveligt og utroligt.”

Charlie Spacer Woman” (Mr. Disc Organization, 1983)
“Kæmpe italo-klassiker – mesterværk – timeless klassiker, som har fascineret i snart 30 år.
Fantastisk og næsten bizar kvindelig robotic vokal/tekst kombineret med sci-fi synths, som skaber associationer til en kvindelig androide fra det ydre rum, der besøger jorden.”

B.W.H. “Stop / Livin’ Up” (House of Music, 1983)
“Kæmpe italo-klassiker. En top-favorit hos rigtig mange italo-freaks. Et godt eksempel på næsten uforståelige vokaler – også næsten out of tune, og alligevel lyder det fantastisk godt og melodisk, hvilket har skabt stor fascination igennem nu 28 år.”

Lyt til et klassisk Dalum-italomix

 

FAKTA

Flemming Dalum: Blå bog

Født 15. september i 1963 i Kalundborg

Er far til to og gift.

Er uddannet ingeniør og arbejder med karriereudvikling i Aarhus, hvor han bor.

Har produceret under navnet Body Electric sammen med Steen Gjerulff.

Har udgivet 14 mix-cd'er og fem edits på 12”-vinyl. Dertil et større antal mix, der er udgivet på blogs og hjemmesider. Blandt andet her: Soundcloud.com/flemming

For tiden arbejder han på flere forskellige remix, der udkommer til efteråret på vinyl på Cyber Dance Records, Bordello a Parigi og Moustace Records.


Italo i korte træk
Primært synthesizer-genre med hovedudspring i post-discoens Italien i senhalvfjerdserne. Den breder sig senere til blandt andet Canada, Holland, Tyskland og USA, hvor for eksempel navne som Pluton & Humanoids, Lime, Digital Emotion, Mike Mareen og Patrick Cowley bærer arven videre. Genren bliver senere synonym med de mere kommercielle radioklassikere som Laura Brannigans "Self Control", Baltimoras “Tarzan Boy”, Righerias “Vamos A La Playa” og Sabrinas "Boys (Summer Time Love)".

Genrebetegnelsen “Italo Disco” er brugt første gang i slutningen af 1982 på det tyske label “ZYX records”.

Mange – blandt andre Flemming Dalum – peger på genrens massive betydning for technoscenerne i både Detroit og Chicago.

Sidst i firserne mistede italo-genren fodfæste og blev trædesten for nye genrer som eurobeat, eurodance, acid og house, der regerede europæiske dansegulve og radiostationer.

Af Nicolai Holle, 9. dec 2011
Foto: Kristoffer Juel Poulsen & Flemming Dalum


Yderligere information

Artiklen blev første gang bragt i Geiger#21. Læs hele magasinet her. 



Kommentarer (1)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

... - 7 indl�g09/12/11 23:26
Af JacobPertou
Lidt af et wake-up call til en som mig, der kun er bekendt med tre Italo plader af Kano!

     
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen