Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Nikolaj Nørlund

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
Årets albums 2006
Årets albums 2006
25. feb 2007 [Årets albums] Som i de foregående år har redaktionen og skribentstaben bag Geiger sat sig ned for at finde de albums, der for os gjorde en forskel i det herrens år 2006. Og har måttet konstatere, at stakken er blevet mere spraglet - både hvad angår genrer, fusioner og formater - end nogensinde før. Det er blevet til et højst ulige antal varme anbefalinger af alt fra Baby Woodrose over Welle: Erdball og Band Ane til M. Ward, Spank Rock og T.S. Høeg.

I 1991 - to år efter murens fald - mente for længst glemte Jesus Jones i nummeret "Right Here, Right Now", at de kunne fornemme en verden, der vågnede op efter historien. Måske lidt for tidligt: Selvom der både var politisk og musikalsk tøbrud i de år - fronter brød sammen og ting, som før var strengt isolerede, flød mere og mere ud i hinanden - turde ingen dengang alligevel drømme om den frugtbare, babelske forvirring, som præger musikscenen i disse år. I hvert fald, hvis man kigger lidt ned under mainstream-maskinen, der som altid er tilfreds med at gøre som altid. Ikke nok med, at nutidige genrer flyder sammen på kryds og tværs i en sådan grad, at genrebegrebet som sådan er blevet næsten overflødigt. Oldtime-musik kan raskt væk mixes sammen med droner og balinesiske gamelan-traditioner. Hip hop og støjrock kolliderer. Jazz blandes med både pop, psych, kompositionsmusik, folk og electro. Tendensen har været klar længe, men sjældent så fuldt realiseret som i 2006, hvor alle tider syntes at eksistere parallelt og gribe ind i hinanden som radiokanaler fra fremmede planeter, der talte i tunger på AM-båndet. Samtidig kom det omsider til at stå helt klart, at hævdvundne kombinationer af stil og attitude overhovedet ikke hang sammen længere. At indierocken f.eks. generelt ikke blot var blevet en ny form for det, man i 90'erne kaldte "dadrock", men mere og mere stod for en blanding af lunken småborgerlighed og toptunet underholdning, som i sig selv kaldte på sande independent spirits. Ånder, man i 2006 var langt mere tilbøjelig til at finde inden for felter som hip hop, jazz og metal, som ellers i mange år havde virket konservative og udvandede i forhold. Jo, musikhistorien var i sandhed enten hørt op eller imploderet i et nyt kosmisk æg.

Og det skægt nok på et tidspunkt, hvor historien ellers synes at vågne igen på det politiske plan. 2006 var året, hvor klimaforandringerne blev så tydelige, at selv ikke de mest velbeslåede texanske oliemagnater kunne skjule over for verdens befolkning, at overforbrug næppe længere var vejen frem. Det var året, hvor Bush tabte krigen mod terror uden helt selv at fatte det. Herhjemme var det året, hvor Muhammedkrisen på flere måder fik folk til at åbne øjnene for, at man kun kan håne et mindretal til et vist punkt, før det, hysterisk eller mere velovervejet, bider fra sig. Og året, hvor den varslede rydning af Ungdomshuset og den tilsyneladende uafvendelige "normalisering af Christiania" desværre måske mest indikerede en lyst til at rette de destruktive energier mod andre minoriteter i stedet. Der var nok at protestere imod, men trods et hjemligt forsøg med den forfejlede kompilation Protestsange.dk, som næsten var et skoleeksempel på, hvordan man ikke genopliver protestsangen som fænomen, fik de heldigvis fortsat eksisterende subkulturer ikke ret meget luft for diverse frustrationer i 2006. Man ville tydeligvis have kunsten med og ikke bare genoplive døde former fra 60'erne og 70'erne. Måske den intention kommer til at præge næste års lister rundt omkring?

Geigers liste over de bedste plader fra 2006 (i vanlig excentrisk stil er der 63 sidestillede af slagsen) sætter ret naturligt ikke nye dagsordener på det punkt, men må siges at være et fint signalement af musikkens kosmiske æg. Fra udlandet bydes der bl.a. på hypnotisk vestafrikansk musik fra Ali Farka Touré, brutal stammerytmik fra Daniel Menche, destruktiv, halvelektronisk punkrock fra Destruction Unit og metallisk japansk avantgarderock fra Mutyumu - foruden selvfølgelig stærke udspil fra gamle kendinge som Bonnie 'Prince' Billy og Yo La Tengo. Fra Danmark bliver der plads til både Dansettens rasende stilblandinger, ambient kirkemusik fra T.S. Høeg, eklektisk lo-fi-naivisme fra Frisk Frugt og et Baby Woodrose i psykedelisk storform. Med andre ord: Der er lidt for enhver smag, så længe den ikke er til fast food. Og er historien vitterligt død, lugter den forbandet lifligt endnu. Duft selv!

Med venlig hilsen
Geigers redaktion

***

Baby Woodrose
Love Comes Down
(cd, Playground)

Baby WoodroseLove Comes Down er på mange måder albummet, som alle bands med hang til 60'ernes rock ville ønske, de kunne skabe. Hvis ikke, burde de i hvert fald ønske det. Et rockalbum fyldt med autencitet, sjæl og kraft, som oven i købet indeholder fantastisk velskrevne sange. Musikalsk adskiller det sig ikke mærkbart fra tidligere Baby Woodrose-udgivelser. Gruppen spiller stadig en garagerocket udgave af 60'ernes psykedeliske rock, som den blev spillet af bands som Love og 13th Floor Elevators. Denne kan være rastløs og energisk, men også sjælelig, ja, nærmest romantisk. Forskellen kan høres på henholdsvis "Kitty Galore" og "No Other Girl". Hvor det første nummer fræser derudaf med lysten lyrik, er det andet melankolsk og heartbroken. Mens pladen kører på anlægget, står det klart, at den er selvskrevet blandt 2006's højdepunkter.

Band Ane
Anish Music
(lp, Jenka)

Band AnePå sin mesterligt koncentrerede debut, Anish Music, lykkes det Ane Østergaard at vride halsen effektivt om på de velkendte danske idyllitronica-klichéer. Ikke ved helt at undgå dem, eller for den sags skyld forvrænge og latterliggøre dem, men ved at give dem kant, energi og en masse skæve, uforudsigelige vinkler. Det nuttede og nydelige modvirkes af et uregerligt melodisk overskud, og de rastløse kompositoriske knopskydninger drives af en overflod af opfindsomhed, frem for at være forkrampede programmerings-opvisninger. Anish Music er noget så sjældent som traditionel electronica, der er både bevægende og fjollet, uden at nogen af delene virker påtagede.

Battles
EP C / B EP
(2cd, Warp)

BattlesDa Battles blev signet til Warp og fik genudgivet to af deres ep'er som ét album, blev det også lidt af et gennembrud for den aldrende supergruppe, der består af Ian Williams fra Don Caballero, John Stanier fra Helmet og Tomahawk samt Dave Konopka fra Lynx og Tyondai Braxton, der mest har arbejdet på egen hånd. Til sammen skaber de fire individer minimalistiske, repetitive mathrock-kompositioner med polyrytmer fra både trommer, guitar og tangenter. Desuden har de et smittende funky twist, der elektrificerer numrene og gør dem kompatible med et dansegulv, der er åbent for eksperimenter. Lydbilledet er halvt om halvt elektronisk og elektrisk, ligesom det konstant både søger og finder nye, fascinerende lydlandskaber. De instrumentale numre udvikler sig langsomt. Sjældent op til crescendoer, men ligesom albummet som helhed bærer de en rastløs fascinationskraft i sig.

Belle and Sebastian
The Life Pursuit
(cd, Rough Trade)

Belle and SebastianSyvende studiealbum produceret i LA og med strejf af gladere noder end længe. Det er måske ikke røvrysterfest og lange cocktails, der bydes op til - melankolien og de sine steder spydige tekster er stadig et kendetegn. Men det er samtidig intelligent indiepop, der fremkalder masser af glæde og smil. Ikke mindst fordi Murdochs fistelstemme blandes med juhu-kor, twingtwang-guitar, skæve trommer og hornsektioner, der virkelig giver det twist, som gør, at Belle og Sebastian på deres egen underspillede måde stadig rager op i det britiske landskab.

Bonnie 'Prince' Billy
The Letting Go
(cd, Drag City/Playground)

Bonnie 'Prince' BillyDer skal nok være dem, der vil rynke på næsen af et Bonnie 'Prince' Billy-album tilsat strygerorkester og kvindelige vokalharmonier, men The Letting Go var et album, der nærmest lykkedes på alle måder. Ikke alene var der tale om et overflødighedshorn af gode sange - der var også tale om et helstøbt og afvekslende værk, der, godt hjulpet på vej af et hold glimrende musikere, virkelig kom omkring de mange facetter af Will Oldhams talent. Pladens sande trumf var dog brugen af Dawn McCarthy (alias Faun Fables) som et gennemgående vokalt modspil til Will Oldhams sprukne røst. Sjældent har to forskellige stemmer og temperamenter klædt hinanden så godt, og sjældent er den store hengivelse til livet blevet beskrevet så smukt.

Jakob Buchanan
I
(cd, Longlife Records)

Jakob BuchananInd imellem bliver man overrasket over det høje niveau på den danske jazzscene, og Jakob Buchanans udgivelse, I, viste på overvældende vis en komponist, arrangør og bandleder, der er sprunget ud i fuldt flor. Lyden på I kan betegnes som The Rebirth of The Cool - og hvilken genfødsel! Med sig havde Buchanan en række fine musikere, men især mestersaxofonisten Chris Speed og guitaristen Jakob Bro stak ud. I var dog først og fremmest en kollektiv indsats: Et stramt struktureret værk, der alligevel bar præg af jazzens essentielle improvisatoriske natur. En plade, der var blid som en sky på en blå himmel.

Candie Hank
Booty Bank/Rob the Bank
(lp, Sonig)

Candie HankPatric Catani fortsætter sit Candie Hank-projekt med endnu en forkvaklet, uimodståelig party-plade. Man kan ikke sige, at Booty Bank/Rob the Bank byder på nævneværdigt nyt i forhold til den nu forholdsvis veletablerede lyd, men det er der sådan set heller ikke brug for, hvis man er så oplagt og opfindsom, som Catani er her. Som altid bydes der på en udflippet, fjollet, ja, nærmest hysterisk overflod af farvestrålende cirkusmelodier, elastisk electroclash og alskens syntetisk-eksotiske tilsætningsstoffer, og nok engang resulterer det i nogle af den elektroniske musik mest bizarre, uberegnelige og ikke mindst indtagende mutationer.

Chauchat
Upon Thousands
(cd, eget selskab)

ChauchatMan kan man næppe bebrejdes, hvis man efterhånden har nået en vis overmæthed - eller måske sågar kvalme - hvad angår udgivelser med deprimerede hvide knægte, der graver dybt i egne navler og klynker teatralsk over tilværelsens ulidelighed. At introspektiv, lo-fi-agtig rock, der befinder sig i de mere melankolske luftlag, imidlertid ingenlunde bør erklæres for en kreativ udørk på baggrund af Bright Eyes og andre trendbevidste Weltschmerz-knægte, beviste amerikanske Chauchat i 2006 på det selvudgivne album Upon Thousands. Modsat eksempelvis Bright Eyes er den eksistentielle desperation hos Chauchat af en mere subtil karakter: Den svulmer sjældent op, men udfoldes overbevisende i samspillet mellem det underspillede og de lettere shoegazer-inspirerede støjkaskader, der sporadisk og effektivt bryder lydbilledet. Upon Thousands er måske ikke en genopfindelse af sin genre, men et pragteksempel på melankolsk lo-fi/indie rock done right, og det er der en del, der kunne lære noget af.

Chicago Underground Duo
In Praise of Shadows
(cd, Thrill Jockey/VME)

Chicago Underground DuoAt eventyrlystne eksperimenter ikke behøver at udelukke selvdisciplin og overblik, kan der gives mange eksempler på. Sjældent er de dog så flot forløste som Chicago Underground Duos (alias Rob Mazurek og Chad Taylor) In Praise of Shadows - et mesterværk udi mødet mellem improvisation og præcision. Pladen, der blev til på bare få dage, trak tråde tilbage til store dele det 20. århundredes eksperimentalmusik - fra John Cage-inspireret avantgarde over minimalisme og etnisk ambient à la Brian Eno eller Jon Hassell til free jazz og postrock. Netop en af postrockens centrale skikkelser, John McEntire, var indkaldt som producer, og hans tanker om et frugtbart møde mellem et jazzet, organisk sammenspil og lydstudiets redigeringsmuligheder skinnede da også tydeligt igennem i det rige, komplekse lydbillede, hvor instrumenter som cembalo, præpareret klaver og kornet mødtes med eksotisk percussion og analoge elektroniske lydkilder for at skabe en rig og generøs musik.

Current 93
Black Ships Ate the Sky
(cd, Durtro)

Current 93: Black Ships Ate the SkyDer skulle gå omtrent fem år, men det var også al ventetiden værd. Der var ikke ét sekund på Black Ships Ate the Sky, der ikke havde sin egen indre nødvendighed, og selvom albummet kunne mønstre en i en alternativ sammenhæng imponerende række gæsteoptrædender, var Black Ships Ate the Sky i den grad én stor kunstners vision. De dommedagsplagede syner og besættende mareridt blev formidlet i en særegen neofolktone, og David Tibets mareridt om sorte skibe, der fortærer himlen, blev også lytterens. Black Ships Ate the Sky føjede sig således til Current 93’s mange albums af den sjældne slags, der kan forandre dit liv.

Daedelus
Denies the Day's Demise
(cd, Ninja Tune/Mush)

DaedelusDet var DJ Shadows debut, Endtroducing fra 1996, der blev startskuddet til en strøm af efterfølgende instrumentale hiphopudgivelser. Daedelus' Denies the Day's Demise kunne have været bare endnu en i rækken, men formåede med sin electronica-farvede og udadvendte stil at fremstå som et værk, der næsten var lige så flot som coveret. Albummet kommer vidt omkring og havner flere gange i Brasilien med alt, det indebærer af dansevenlighed og feststemt humør. Ved nærlytning står det dog også klart, at der er tale om en udgivelse fyldt med dybde og finesse, og selvom det måske egentlig er for langt, overskygges problemet af det ene mere velkomponerede nummer efter det andet.

Dansetten
Mask Rouletta
(mini-lp, Hjernespind)

 Det er fristende ved gennemlytningen af denne plade først at antage, at der må være tale om en eller anden avantgardistisk små-skizofren galnings forsøg på at blande så meget mærkeligt musik sammen på én plade som muligt. Det er det muligvis også, men de seks numre, der udgør den tidligere Young Wasteners-forsanger Rasmus Sørensens debutplade, er samtidig så helstøbte og iørefaldende, at den musikalske frit-valg-på-alle-hylder-tilgang ikke bliver altdominerende, selvom det lyder lidt som om, at pickuppen er faret vild mellem rillerne på en bunke sammensmeltede østeuropæiske plader fyldt med blandet folk, jazz og eksperimenterende musik. Det, der gør pladen til noget særligt, er, at det aldrig virker som om, at de klippe-klistre-prægede kompositioner og den sprælske tekstur er til for at imponere eller skræmme lytteren, men snarere er blevet til i både ren nysgerrighed og en søgen efter at forene et personligt udtryk med en måske ikke hidtil optimeret musikalsk frihed.

Destruction Unit
Death to the Old Flesh
(lp, Empty Records)

Destruction UnitLigesom på Destruction Unit's første album, Self Destruction of a Man, er formildende omstændigheder ikke det første, der møder dem, der lægger ører til Ryan Rousseau's musik. Med mindre man er til aggressiv og dyster punk rock, der er svøbt ind i hektisk synthesizer og primalskrig, selvfølgelig. Pladen udkom godt nok i 2006, men er skabt med samme besætning som debut'en, der kom i 2004, hvorfor den højst sandsynligt er indspillet i samme periode. De ti hurtige numre, der forener gotisk bubble gum med noget, der lyder som tekster, George Orwell kunne have skrevet, hvis han havde været teenager i 2025, er dog aldrig andensrangs. Og samtidig er coverets bagside, som fremviser et skakternet dansegulv, ikke pladens eneste discoreference.

Toumani Diabeté's Symmetric Orchestra
Boulevard de l'Independance
(cd, World Circuit Records/Playground)

Toumani Diabeté's Symmetric OrchestraVerdensmusikken opnår større og større popularitet, om end de decideret verdenskendte navne stadig er i fåtal. Et bud på et muligt af slagsen kunne være maliske Toumani Diabeté og hans Symmetric Orchestra, som med Boulevard de l'Independance har skabt et festfyrværkeri af et album, hvis instrumentale side bærer præg af Diabetés fængende koraspil, strygere, blæsere, perkussion og velarrangerede kor. På mange måder er det den perfekte introduktion til Malis musik: Produktionen er state of the art, melodiøsiteten i top, og pladen har et nærmest filmisk præg. Samtidig byder det på nogle af de skønneste melodier, man har kunnet udsætte sine ører for i 2006. Det er levende, veloplagt og, på trods af en manglende forståelse af teksterne, rørende.

The Flaming Lips
At War with the Mystics
(cd, Warner)

The Flaming LipsHvis ingen anden vil påtage sig at løse individets forhold til det kosmiske univers, så må Wayne Coyne, forsangeren i The Flaming Lips, løse opgaven. Det gør han og resten af bandet så på At War with the Mystics, der er den hidtil bedste udgivelse fra gruppen endnu. Coynes tekster når nye højder og giver plads til en oprigtig, sårbar patos, som er alt for sjælden i moderne mainstreammusik. Det handler først og fremmest om at konfrontere sig med døden som et alment eksistentielt vilkår. Rent musikalsk sørger et øget engagement fra det multiinstrumentale geni Steve Drozd for, at den kosmiske rock fra The Lips er lige så poetisk i lyd som i tekst.

Frisk Frugt
Guldtrompeten
(lp, Lolita Industri/yoyooyoy)

Frisk FrugtDet andet soloudspil fra yoyooyoy-medlemmet Anders Lauge Meldgaard var en lytteoplevelse, der overskred mange skranker og kategorier. Formen var lo-fi og skramlet, men også sine steder næsten progressiv i sin kompleksitet. Der blev brugt billige instrumenter en masse, men idéerne var langt fra billige. Der blev flirtet med folk, droner, støjpunk, jazz, electropop og psykedeliske teksturer i ét væk, men alligevel var outputtet hverken skizofrent eller utilnærmeligt. Og teksterne kunne på overfladen virke naive, men kom med voksne indsigter i baglommen. Jo, der var guld i trompeten såvel som de udrangerede Casio-keyboards.

Goliath
Mineral Kingdom
(lp, Z-Bop)

GoliathDet er rart at vide, at der stadig kan laves elektroniske plader som Goliaths både uudgrundelige og ligefremme Mineral Kingdom. Placeret et sted mellem traditionel analog-techno og Pan Sonics kliniske abstraktionisme synes der hele tiden at være skygger af noget tidligere hørt, men først og fremmest præsenterer Goliath faktisk en futurisme, som virkelig lyder fremtidsagtig og fremmedartet. Titlen er velvalgt, for der er bestemt noget uorganisk og mineralsk over denne musik, som danse- og vuggeviser lavet for - og måske af - sten og metaller. At pladen så samtidig er sært bevægende, gør den til en lille perle.

[guÿôm]
Cacelorazo
(lp, Ego Twister)

[guÿôm]Hvis man forestiller sig en melodisk form for digital hardcore med forkrøblede postrave-elementer, der er lavet af en mere kompleks udgave af DAT Politics, så kan man måske så småt begynde at indkredse lyden af [guÿôm]'s debutalbum, som dog først og fremmest har det med at vride sig uden om nogen endegyldig klassificering. Cacelorazo indeholder alverdens umotiverede samples, skærende laptopstøj og knuste rytmer, men formår alligevel i sidste ende at samle sig til et mærkværdigt, rablende hele. At noget så kaotisk, larmende og hyperaktivt pågående ender med at være så besynderligt stemningsmættet, forstærker kun pladens forunderlige og drilske effekt.

Haunted George
Panther Howl
(lp, Hook Or Crook)

Haunted GeorgeNogle kender måske bedre Haunted George som Steve Pallow, der har skabt sig et navn i grupper som The Beguiled og Necessary Evils, men med Panther Howl er der tale om en solo-plade, som er dyppet i tjære og fjer og båret ud af byen på en bølge af rumklang og stemmer fra det hinsides. Haunted George-universet minder om en B-western skrevet af Edgar Allan Poe, komplet med sort kat, galgefugle og en bitter, ensom, enøjet cowboy. Ved hjælp af guitar, mandolin, synthesizer, sporadiske trommer og en ikke voldsomt lystig stemme fremmaner Haunted George et lydbillede af den mere morbide slags, hvis tilgængelighed afhænger af, om lytteren er i stand til at fintune humøret til en tur ud i den mørke, golde ørken, ledsaget af hallucinationer og smadret curl up and die-blues.

Jab Mica Och El
Abc hej im cola
(cd, Ache)

Jab Mica Och El: Abc hej im colaAt den danske electronicascene i øjeblikket er både vital, sprælsk og original satte Jab Mica Och El en mere end tyk streg under med albummet Abc hej im cola. Med albummets ti numre skabte Jab Mica Och El deres helt eget naivistiske lydunivers, som balancerede et sted mellem sær rum-folkemusik, opklippede elektroniske lyde og et væld af instrumenter, der væltede over hinanden i deres iver for at være med. Resultatet var et helstøbt album, hvor bandet ikke lød som mange andre i denne galakse. Det simple og det komplekse gik rigtig fint hånd i hånd, og, vigtigst af alt, blev man bare virkelig i godt humør i selskab med Jab Mica Och El’s vidunderlige, livsbekræftende mix af danske børnefjernsynstemaer fra 1970’erne og fremtidig elektronisk musik. På den måde blev Abc hej im cola et album, der allerede nu fremstår som en mindre klassiker inden for dansk elektronisk musik.

Jim Haynes
Telegraphy by the Sea
(cd, Helen Scarsdale Agency)

Jim HaynesJim Haynes er skribent ved musikmagasinet The Wire, hvilket gør ham inhabil, når det kommer til muligheden for at kunne kåre sit eget album til et af årets bedste, men så må andre jo gøre det! Telegraphy by the Sea er konstrueret over en årrække og bærer præg af at være et omhyggeligt opbygget mesterværk. For én gangs skyld er de filosofiske implikationer ved værket ikke ensbetydende med mindre nydelse af musikken. Haynes radikale omstrukturering af "naturlige lyde" giver plads til en fremmedgørelse, der samtidig er æterisk i sin sarte skønhed. Grænsen mellem naturligt og konstrueret, menneskeligt og artificielt, opløses. Haynes skaber lyde, der kun eksisterer på hans plade, men samtidig peger de også tilbage på deres oprindelige kilde. Med sit oplag på kun 500 eksemplarer er Telegraphy by the Sea et sjældent værk i enhver henseende.

Kieran Hebden & Steve Reid
The Exchange Session, Vol.2
(cd, Domino/Playground)

Kieran Hebden & Steve ReidJazzmusik handler især om kommunikation, og The Exchange Session Vol. 2 var et særligt smukt eksempel på to musikere fra forskellige verdener, der mødtes, improviserede og skabte ny musik. Kieran Hebden og Steve Reids møde overskred grænserne mellem to forskellige verdener: Den akustiske og den elektroniske. Samtidig var det den klassisk skolede jazzmusiker, som mødte den eksperimenterede lydmanipulator. Snarere end at udstille forskellen på de to tilgange til musik viste The Exchange Session Vol. 2, at al musik hænger sammen - fra komposition til improvisation - og blev en kærkommen påmindelse om, at genrer blot er et provisorisk begreb.

The Hold Steady
Boys and Girls in America
(cd, Vagrant)

The Hold SteadyMed Boys and Girls in America har det amerikanske indieband The Hold Steady skabt deres hidtil mest interessante og helstøbte album. Et album, der allerede i åbningslinjerne, hvori beatforfatteren Jack Kerouacs alter ego Sal Paradise parafraseres, slår sit sigte fast: "There are nights I think that Sal Paradise was right / Boys and girls in America have such a sad time together". Ligesom Kerouac besynger The Hold Steadys snakke-syngende frontmand, Craig Finn, ungdommens kinetiske energi, og som hos Kerouac lurer melankolien og den amerikanske drøms vrangside konstant i kulissen. Albummet er en art meta-partyplade, der både har festlighederne (der drikkes, fixes og kneppes en masse) og følgerne (hospitalsindlæggelser og selvmord) i tekstmæssigt fokus, men som også musikalsk er et ideelt festsoundtrack: Her er der tale om medrivende rawk med stort R, der trækker lige så meget på klassiske ikoner som Thin Lizzy og Bruce Springsteen som indie-rock, uden at resultatet dermed bliver en gang klichébefængt klister. I sig selv noget af en præstation!

T.S. Høeg
Dome Music
(cd, Escho)

T.S. HøegAnnonceret som en soloting, men indspillet af T.S. Høeg Ensemble (Kasper Tranberg, Vagn Olsson, Nis Bysted og Andreas Hauer-Jensen) i Vor Frue Kirke. Et forsøg på at skabe en jazzbaseret musik med kirkerummet in mente - og et meget besnærende ét af slagsen. Kringlet som spir og løngange, rumlig og himmelstræbende som en kuppel. Faktisk en slags ambient, der ikke tilsidesætter melodifornemmelsen, kontrasten eller intelligensen for den rene ekstase og bliss, men formår at få det hele til at gå op i en højere enhed. Ikke nødvendigvis religiøs musik, men musik, man nærmest bliver religiøs af at høre.

Kayo Dot
Dowsing Anemone with Copper Tongue
(cd, Robotic Empire)

Kayo DotKayo Dot, der har komponisten og sangeren Toby Driver som midtpunkt, er lidt af en bastard i moderne metal. Bl.a. fordi metallen blot er et af gruppens mange virkemidler. På dens andet album, Dowsing Anemone with Copper Tongue, blandes den nemlig med jazz, folk, prog, klassisk og andre mere ubestemmelige kilder samtidig med, at bandet formår at samle alle disse inputs i et helstøbt lydbillede. Pladen er en drømmerejse, hvor man bliver bombarderet med impulser og kontraster - fra mareridt til blid, urolig søvn - og en kulmination på Toby Drivers arbejde i både Kayo Dot og kultbandet Maudlin of the Well. Samtidig viser den, at avantgarden har fået en fremragende metallisk repræsentant.

Leprechaun Catering
Male Plumage
(lp, White Denim)

Leprechaun CateringHvad enten det hedder minimalisme, avantgarde, post-punk eller noget andet tørt, kan folk med en vis portion humor næsten altid vride noget lytteværdigt ud traditionen og måske endda tilføre musikken noget, der ikke er hørt 999 gange før, fordi de ikke er bange for at blæse højt og flot på det nedarvede og korrekte. Duoen Leprechaun Catering, der består af Jason Willett og Tom Boram, har med Male Plumage lavet en plade, der gør, at næste gang du hører ordene "elektronisk musik", kommer du helt automatisk til at tænke på beige knæstrømper, badutskørter og spidse sølvpapirshatte i stedet for på sorte, firkantede briller og DJ-tasker. Deres musik lyder som et nødsignal fra et grotesk og forvrænget psykedelisk tegneserieunivers, hvor der foregår et hardware-orgie, som involverer kredsløb bestående af indmaden fra ringeklokker, tågehorn og Big Muffs prototyper. De to amerikanere henholdsvis uddyber, underbygger og terroriserer hinandens udladninger i løbet af lp'ens fem numre. Dialogen er hovedrystende langt ude ind imellem, men virker aldrig kedelig eller søgt. Titler som "The Roar of Pizza Boxes", "Hippy ID" og "Adult Carrot" beskriver tonen udmærket.

Leæther Strip
After the Devastation
(2cd, Alfa Matrix)

Leæther StripKøb dansk, køb dansk! Claus 'Leæther Strip' Larsen fortjener et skulderklap for at have kæmpet sig tilbage til musikken efter en længere periode med personlige problemer, som ikke har været let at komme igennem for den danske industrialpioner, hvilket flere af dobbeltalbummets numre da også vidner om. Ikke overraskende er der tale om en dyster affære, men det tjener til Larsens ære, at han forsøger at arbejde med flere forskellige nuancer af det musikalske mørke. Således bydes der ikke kun på aggressiv industrial, men også på kold electropop og mørk, filmisk electronica.

Liars
Drum's Not Dead
(cd, Mute)

LiarsEfter den eksperimenterende They Were Wrong So We Drowned fandt Liars et mere harmonisk ståsted på deres nyeste album. Eksperimenterne blev dog ikke droppet af den grund. Tværtimod har de udforsket trommernes melodiske potentiale med diverse effekter, hvilket har resulteret i nogle sært vellydende sange, der alligevel har et ret konfrontationssøgende lydbillede med masser af atonale vildfarelser. Hele albummet er skabt som en metahistorie over selve arbejdsprocessen, som er foregået i et tidligere østtysk radiostudie. Intet er normalt for de tre herrer i Liars, der har udviklet sig betydeligt fra album til album. Drum's Not Dead er deres foreløbige højdepunkt. Her falder alt på plads med både usædvanlige tribalharmonier og en kælderfugtig produktion.

Wendy McNeill
The Wonder Show
(cd, DetErMine Records/V2)

Wendy McNeillWendy McNeill er en frygteligt overset canadisk singer/songwriter, der bevæger sig i et inderligt, legesygt og lettere barokt terræn. Hendes primære instrument er accordion, og med The Wonder Show fik hun lavet en anderledes pop-plade der emmede af lige dele cabaret og sømandsviser. Den var fyldt med en personlighed, der både blev formidlet gennem de glimrende tekster og McNeills fantastiske stemme, der mindede en om PJ Harvey, som var mere sassy end sur. De gode og skævt instrumenterede sange stod i kø, og bedst af dem alle var den smukke "Such a Common Bird". The Wonder Show var en perle af et album, der gjprde Wendy McNeills obskuritet så meget desto mere uforståelig.

Daniel Menche
Beast Resonator
(cd, Roggbif)

Daniel MencheEn ud af mindst syv cd-udgivelser fra den amerikanske lydkunstner i 2006 - og et album, der arbejdede ud fra den hovedtese, at der i tidernes morgen eksisterede en rituel musik, som hyldede dyrene og dyret i mennesket. En musik, der kan genskabes. Og det gjorde Menche så - for fuld volumen - med en collage af stammerytmiske mønstre, der blev varieret og stykket sammen i et hypnotisk og billedskabende flow, som aldrig blev mindre end besættende. Undervejs fik man nærmest lyst til at kravle op i træerne igen og lade pelsen vokse.

Milanese
Extend
(2ep, Planet MU)

MilaneseRet beset står Milanese lidt uden for den egentlige dubstep-scene og dens mange fremragende frembringelser fra 2006 (primært i single-formatet), og ret beset er Extend en alt for misdannet bastard - og alt for fokuseret på sin egen chokvirkning - til at kunne yde et egentligt, blivende bidrag til stilen. Men samtidig er det også svært ikke at blive overvældet af en så gennemført brutalitet og et så altfortærende, klaustrofobisk mørke som det, der præsenteres her. En i sandhed horribel, grotesk, nærmest perverteret dubstep-vision, der bestemt er en dystopisk cyberpunk-film værdig. På godt og ondt.

The Mountain Goats
Get Lonely
(cd, 4AD)

The Mountain GoatsEfter at have gjort op med fortidens dæmoner i form af en voldelig stedfar og en barndom i skyggen heraf på The Sunset Tree (2005), tætner bjerggedernes frontmand, John Darnielle, påny skodderne på Get Lonely: På det tredje selvbiografiske album i træk er omdrejningspunktet et forlist parforhold, og det har affødt en plade, der næsten er mere dyster end forgængeren. Helt borte er tidligere albums gungrende, maniske guitarspil og over the top-emotionalitet. I stedet er udtrykket stærkt nedbarberet, og sangene er så indadvendte og underspillede, at det grænser til det selvudslettende. I centrum står Darnielles stemme, der nu snarere synger end snakke-synger, og ofte presses til det yderste i en art falset. Således befinder hele albummet sig i en vis forstand på randen af opløsningen - også den emotionelle ditto, der er det tematiske omdrejningspunkt, og som hjerteskærende præcist indfanges i Darnielles blændende tekster. Resultatet er et album, der på mange måder er blandt Mountain Goats' mindst tilgængelige, men utvivlsomt også et af de bedste.

Mouse On Mars
Varcharz
(cd, Sonig)

Mouse On MarsSelvom det forrige studiealbum fra Mouse On Mars, Radical Connector, ikke just fremstod som noget mesterværk med dets brug af soulet vokal og mere popskårne numre, så er Varcharz et godt bevis på, at man kan godt rejse sig hurtigt igen efter et måske lidt mislykket eksperiment. På dette album vender Mouse On Mars tilbage til det, de behersker bedst: Kombinationen af snublende, men rykkende rytmik, fængende synth-riffs og særprægede lydflader. Hvor tidligere albums typisk bød på forskellige gæstemusikere på diverse akustiske instrumenter, så er Varcharz stort set helt igennem elektronisk, og det er bestemt ingen skade til.

Mutyumu
Mutyumu
(cd, eget selskab)

MutyumuFra den japanske undergrund meldte Mutyumu sig ud af det blå i forsøget på at få kontakt til pladeselskaber i Europa. Om det er lykkedes vides endnu ikke, men deres debutalbum fortjener så sandelig at komme ud til et bredere publikum med dets cinematiske drama, der udspiller sig i hver eneste tone. De trækker veksler på postrock, klassisk komposition, black metal og folkemusik i en række ekstremt velkomponerede numre, der danner et helstøbt album trods en stor genremæssig spændvidde. Violinen og klaveret har hovedrollerne i gruppens særdeles effektive afsøgninger af melankoliens væsen. Dertil lægges der så guitarstøj, løbende trommehvirvler og hvad, der ellers kræves for at understøtte dramatikken. Mutyumus musik er både smukt komponeret, original og forførende.

Joanna Newsom
Ys
(cd, Drag City)

Joanna NewsomPå et internetforum skrev en lytter: "Newsoms nye udspil er ganske rædselsfuldt. Et album med fem numre, der strækker sig over 56 minutter - og efterfølgende kunne jeg ikke nynne en eneste linje". Et andet sted skrev en anmelder, at Newsoms album nok vil fremkalde en af to reaktioner. Ovenstående er den ene, den anden er, at man efter første gennemlytning aldrig kan leve uden Ys (udtales ees). Modstanderne går glip af det sublime. I front er den klassisk uddannede harpenist Joanna Newsom med en skøn stemme fyldt af karakterfyldt liv. Den åbner sig som en mystisk grotte, hvor små og store alfer, trolde, enhjørninger og andre overnaturlige væsener gemmer sig. Newsom er også komponisten af pladens fem mesterværker "Emily", "Monkey & Bear", "Sawdust & Diamonds", "Only Skin" og "Cosmia". Udover hende selv fremføres de af grand old man Van Dyke Parks og et symfoniorkester. Steve Albini har produceret og Jim O'Rourke mixet. Newsom er ganske ung, men en genial komponist og arrangør - og resultatet af samarbejdet med de erfarne herrer er out of this world.

OOIOO
Taiga
(cd, Thrill Jockey)

OOIOODet er i forvejen svært ikke at beundre den japanske musikscene, og med OOIOO's tredje album, Taiga, ankom der endnu en grund til det. Pladen var trommevirtuosen Yoshimi og co.'s anarkistiske bud på en ny verdensmusik, der, uden at blive en klæg fusion, lånte fra flere forskellige kulturers musik. I tilfælde af, at nogen endnu skulle tvivle efter hendes mangeårige virke i Boredoms, fik Yoshimi banket hendes fremsyn og talent ind i hovedet på lytteren på dette album. Her spillede Yoshimi og co. en primal musik, der intuitivt og dog med formål bugtede sig af sted parallelt med titlens betydning: "Stor flod." Underfundige guitarlinjer, elektronik og naturbarnsvokaler smeltede sammen på en plade, der gjorde én glad med sit frisind. Et højere mål findes vel næppe?

Rock Plaza Central
Are We Not Horses
(cd, Outside Music/Yep Roc)

Rock Plaza CentralTanke 1: "Det er lidt for sært til at være rigtig fedt!". Tanke 2: "Hvad fan... er der egentlig med den der helt skingre stemme, der ligesom sigter og rammer én?. Tanke 3: "Den der violin smyger sig egentligt ret behændigt smukt omkring stemmen...og der er en blæsersektion, en banjo, byens langsomste whiskers. Det ER fedt." Toronto-baserede Rock Plaza Central, der har Chris Eaton i front, er et løst funderet indie-kollektiv uden pladekontrakt. I det musikalske kollektiv får de enkeltes skæve indfald plads. Derfor er der nok af finurligheder til at holde lytteren fanget mange timer. Noget af tiden går med at opklare, hvad det er for en historie, alle albumets numre kredser om. Noget med robotheste af stål, der tror, at de er rigtige heste, men efterhånden finder ud af, at det er løgn. Ligesom de heller ikke er sikre på, om de er gode eller onde, eller hvad der egentlig definerer de to modsætninger. Det er skørt og helt vidunderligt.

Klaus Schulze
Dziekuje Poland Live '83
(2cd, SPV)

Klaus SchulzeAt SPV har kastet sig ud i et så omfangsrigt projekt som at udgive hele den tyske electronicapioner Klaus Schulzes bagkatalog bør helt klart hædres. Og skal der trækkes en enkelt titel ud blandt mange oplagte, så kunne et godt valg være Dziekuje Poland, som ikke alene viser en Schulze i stor koncertform, men måske også er et af de bedste livealbums, den elektroniske musik hidtil har præsteret. Der er altså dømt historietime fra begyndelsen af 80'erne, og den gode nyhed er jo så, at selv hvis man oprindeligt har sovet i timen, så kan man, med disse genudgivelser, stadig nå at indhente det eventuelt forsømte.

Seasick Steve
Dog House Music
(cd, Skycap)

Seasick SteveSeasick Steve er en fuldskægget herre, der sværger til seler eller smækbukser. Han har siden 14-års-alderen levet som hobo i USA. Kørt fra ét daglejerjob til det næste i bugen af et fragttog. Han har aldrig haft en fast bolig, men altid selv sørget for dagen og vejen, hvilket i øvrigt er forskellen på en hobo og en bums. En gammel trestrenget guitar, som en ven skamløst tog 75 dollars for, har i mange år været hans følgesvend. I november 2006 udgav han sit debutalbum: Dog House Music. Det er helt vild tranceblues fra en mand, der virkelig mener det. Svedigt, frådende, fortællende, vitalt. Instrumenterne er - udover den trestrengede "3-string trance", som han kalder den - en forstærket cigarkasse, der er beklædt med gulvtæppe, samt en hjemmebygget en-strenget. Seasick trækker på en lang og stolt tradition, men den sælsomme instrumentering og en insisteren på kaos gør, at han er helt sin egen.

Spank Rock
Yoyoyoyoyo
(cd, Big Dada Recordings)

 Nogle gange skal man åbenbart ned på dét plan. Helt ned i mellemgulvet, hvor intet andet end et svedigt, mørkt dansegulv fyldt med feromoner kan give forløsning. Spank Rock præsenterede det nok mest vulgære hiphop-album i år med tekster, der sejlede i forbudte safter og eksplicitte sex-vendinger. Men de leverede også det mest originale, selv om det egentlig udviste en tydelig inspiration fra 1980'ernes electro - bl.a. The Egyptian Lover og Miamis bass-music. Også 2 Live Crews endimensionale fokus på kvindens attributter og hendes evne til at svinge dem i takt med musikken, synes at have tjent som inspirationskilde her. Spank Rock formår dog at tilføre arven deres helt egne vinkler - og ikke mindst at opdatere den til 2006 med en unik og eksperimenterende lyd, der burde tjene til inspiration for en masse andre.

Subtle
For Hero: For Fool
(cd, Lex Records)

SubtleOver de sidste par år har Anticon-kollektivet virket tømt for idéer. Det ene album efter det andet af rimelig kvalitet bliver sendt ud, men uden at byde på noget nyt. Doseones nye gruppe, Subtle, er rykket til Lex Records, hvor den, med sit andet album, har ramt en guldåre. Det første havde momenter af genialitet, men var også meget rodet. På det nye har de fået ryddet op, så kvaliteten ligger stabilt i toppen. Albummet er stadig fyldt med skøre indfald og sammensmelter med uhørt lethed indierock, electronica og hiphop til en kompleks helhed, der kræver tålmodighed. Men når albummet først er trængt ind, dukker de underskønneste melodier op ud af intet. Doseone har endelig ramt et niveau, som kan konkurrere med det, han præsterede med cLOUDDEAD på deres fænomenale debut. Hvis betegnelsen 'posthop' nogensinde har givet mening, er det her.

The Suspicions
The Suspicions
(lp, Rip Off Records)

The SuspicionsOpfølgeren til Seattle-trioens selvudgivne debut-single blev en lp med ti numre på Rip Off Records, hvis skramlede og uimponerede popmusik muligvis har skræmt nogle af de "hurtigere, hårdere" fans, der ellers dyrker San Francisco-selskabets udgivelser. Bare forsangeren Karens sange om at høre dét nummer i radioen (ikke på mobiltelefonen!), der kalder minder frem om den der ulykkelige forelskelse, som tilfældigvis var nummer fire i rækken, eller så mange andre følelses-relaterede ting, der ikke er til at få helt styr på! Og så lyder albummet vel at mærke hverken teenagepjanket eller soap-agtigt. Der er ikke noget ironisk filter eller leflende retro-slør over pladen, der tager tråden op fra powerpop-bands som Pointed Sticks, Protex eller de hundredevis af andre lovende guitarpop-grupper fra sen-70'erne, der havde den ene fod plantet i punk-rocken, den anden i hullet på en Mersey Beat 7", der forsvandt lige så hurtigt, som det varede at lave omslaget. Ingen komplekse strukturer eller synkoperede rytmer her.

Ali Farka Touré
Savane
(cd, World Circuit Records/Playground)

Ali Farka TouréEndnu en udgivelse fra Mali. Ali Farka Touré, der døde i marts sidste år, fik et værdigt farvel med Savane. En plade, som tydeliggør forbindelsen mellem den vestafrikanske folkemusik og den oprindelige amerikanske blues. Sangeren og guitaristen, som har legendestatus i sit hjemland, udforsker igen sit lands musikalske rødder, og ligesom Toumani Diabeté gør han det på en måde, så selv folk, der primært har hang til vestlig rockmusik, sagtens kan være med og nyde det hypnotiserende guitarspil og samspillet musikerne imellem. Autentisk og spændende lyder det hele vejen igennem.

Trauma Pet
You Can't Feel This
(cd, Line Out)

Trauma PetDebutalbummet fra en engelsk gruppe, der næppe kan siges at have skabt sig noget stort navn her i Danmark, men som lyttere med hang til electropop burde give en chance. Trauma Pet er først og fremmest et meget ærligt band, der tydeligvis arbejder med den lyd, de holder af, uden at skele for meget til, hvad tidens trends dikterer. Musikken er pop-orienteret med fokus på melodier, men samtidig med en udpræget fornemmelse for melankoli, og vel at mærke uden, at der går indiepop i maskineriet. En slags Kirlian Camera med mere pop-fokus, der er parret med Vive La Fete tilsat et skud melankoli - bl.a. båret frem af flotte, drømmende vokaler.

Tristan T
Alt
(2cd, Glorious)

Tristan TTilbage i 80'erne lykkedes det ikke helt for Tristan T at markere sig som ét af de postpunk-orkestre, man burde huske, selvom der var mange, som gjorde det alligevel. Dertil stak deres legesyge, kantede og sammensatte musik for meget ud fra den sorte tidsånd. Men hørt i dag - på denne opsamling, der supplerer de to albums fra dengang med store mængder ekstramateriale - giver den mere mening end nogensinde. Store, spraglede sange om drift, nærvær og ensomhed spækket med dadaistiske og ekspressionistiske undertoner - og tilsat lydspor, der både poetisk og sammenbidt låner fra jazz, glam, avantgarde, industrial, new wave og Neue Deutsche Welle. Opdag Tristan T nu, hvis du ikke allerede har det, og vis dem tiltrængt respekt!

TV on the Radio
Return to Cookie Mountain
(cd, Interscope Records/Playground)

TV on the RadioPå nummeret "Province" hører man David Bowies stemme, men selvom der er et navn af denne kaliber inde over, hører denne sang ikke til blandt højdepunkterne på TV on the Radios andet album. Gruppen fra New York har lavet en plade, der ikke skiller sig mærkbart ud i forhold til dets første langspiller: Desperate Youth, Blood Thirsty Babes. Det er stadig støjende guitarer, elektroniske inputs og soulvokaler, som udgør en stor del af lydbilledet, men i forhold til den forrige plade er produktionen mere poleret, omkvædene mere fængende. Dette gør intet, når der holdes samme høje niveau hele vejen igennem - fra det glimrende åbningsnummer "I Was a Lover" til den mere afdæmpede "Tonight".

Under Byen
Samme Stof som Stof
(cd, Morningside Records/Playground Music)

Under Byen2006 blev blandt meget andet også året, hvor Under Byen konsoliderede deres - i dansk regi - helt unikke lyd. Støjen entrerede i form af Nils Grøndahls sav og violin, som, sammen med mere ambitiøse tekster, bidrog til en ny og uforudset gravitas. Under Byen blev mørkere, mere rytmiske og i det hele taget bare bedre. De to monolitter "Den Her Sang Handler om at Få det Bedste ud af Det" og "Film og Omvendt" blev på fornemste vis komplimenteret af bittersøde popvignetter som "Tindrer" og "Slå Sorte Hjerte". Den nye stil blev i spøg kaldt Einstürzende Björkbauten, og i den beskrivelse lå samtidig en erkendelse af, at Under Byen om nogen kan hamle op med udenlandske navne, når det gælder viljen til at tænke nyt og gå hele vejen.

Various Artists
Paramount Old Time Recordings
(4cd box, JSP Records)

Paramount Old Time RecordingsDet er gennem en forståelse af fortiden, at man opnår en reel forbindelse til nutiden. Dette gælder også rent musikalsk, hvor strømmen af Americana-udgivelser må ses i lyset af traditionen med Old Time Music og C&W. Boksen Paramount Old Time Recordings viser, hvor det hele kom fra. Over fire cd'er præsenteres arven fra den amerikanske folkemusik i al sin rigdom og vælde. Her er string bands, blues, religiøs musik og cajun. Paramount var berømt og berygtet for sin musikalske kvalitet og elendige vinylpresninger. JSP har restaureret disse skæringer så godt, som det nu kunne lade gøre, og ingenting kan tage magien væk fra denne musik, der stadig har mere substans end alle Nashville-industriens kloner af Garth Brooks og Dolly Parton tilsammen.

Tom Waits
Orphans (Brawlers, Bawlers and Bastards)
(3cd, Anti/Bonnier Amigo)

Tom WaitsMesteren slår det fast. På turen rundt i et univers, der skramler af sted på fyrretyvende år, efterlades lytteren uden tvivl om, at det her er grandiøst. 30 nye og 24 fundet i de rynker, som tidens tand har givet det omvandrende instrument. Alting ved Waits er musik, og på de tre albums, der går hver sin vej genremæssigt, kommer han ud i alle afkroge. På Brawlers er der grund til at svaje med knæene og spille luftguitar, når Waits giver den gas med fuld knald på bl.a. rock'n'roll referencerne. På Bawlers må lommetørklædet, melankolien eller de lidenskabelige kys i mørket frem, når de smukke ballader kappes om førstepladsen som yndlingsnummer. På Bastards stikker det hele mere i alle retninger. Der er også gode tekster at blive klog af. Som når manden f.eks. giver sit besyv med omkring fredsprocessen i Mellemøsten på "The Road to Peace". Waits skrev selv ved udgivelsen: "I think you will find more singing and dancing here than usual. But I hope fans of more growling, more warbling, more barking, more screeching won't be disappointed either." Skuffet? Nope.

M.Ward
Post-War
(cd, Playground)

M. WardHvis Post-War var din bordherre, ville det være en af den type, der fra starten var galant uden at være anmassende. Fik dig til at føle dig tilpas. Typen, der ville skænke sin underspillede humor og eftertænksomme refleksioner i dit glas, så det hele tiden var fyldt, og du langsomt blev skønt beruset uden at føle dig fuld. Post-War er også typen, der umiddelbart efter desserten tager dig med ud på dansegulvet, hvor han viser sig at være en sand djævel. Og så er han selvfølgelig den, der går allersidst hjem fra festen efter at have tømt de sidste glas, drukket en halv flaske whiskey og croonet fra den interimistiske scene, mens han kradser liv i en gammel guitar - man er vel produktet af en singer/songwriter! M. Ward er en sympatisk folk-fyr, hvis plader emmer af eftertænksomhed og gør lytteren glad i låget, fordi sangene er så oprigtige. At han laver covers af Daniel Johnston og har Neko Case på kor fortæller ikke så lidt om, hvilken musikalske stamme han kommer fra.

Welle: Erdball
Chaos Total
(cd, Synthetic Symphony)

Welle: ErdballChaos Total er muligvis ikke så skarp som de to foregående albums, men absolut lige så gennemført fra første til sidste sekund. Væbnet med analoge synthesizere, Commodore 64, en retrofuturistisk attitude og tysk vokal er Welle: Erdball, som altid, en garant for træfsikre melodier og ultrasyntetisk lyd. Gruppen forener det minimale og det monotone med det punkede og det poppede. Albummet vækker minder om Kraftwerk og Neue Deutsche Welle, men er også helt sit eget - fast forankret i den ganske specielle og særdeles charmerende lyd, der er Welle: Erdballs.

Woven Hand
Mosaic
(cd, Glitterhouse/Playground)

Woven HandHvis David Eugene-Edwards nogensinde har tilhørt kategorien alt-country (hvad der i øvrigt er højst tvivlsomt), har han i hvert fald for længst brudt med dens indskrænkende rammer. Dog uden at han af den grund på noget tidspunkt har brudt med sin egen kunstneriske vision, der nok er præget af hans stærke kristne tro, men også af en helt anden åbenhed og radikal søgen, end man møder hos den typiske roots-artist. Mosaic var sådan set "bare" endnu en brik i den flittige Edwards' værk, men også en plade, der viste, at han bare bliver bedre og bedre - både som sangskriver og arrangør. På Mosaic var americana-topografien forladt til fordel for en både dybt arkaisk og meget moderne musik, hvori en næsten tribal puls blandede sig med collage-lignende lydbilleder i noget, der bedst kunne betegnes som en slags neo-folk med lyriske rødder i både middelalderens kristne mystikere og en helt personlig vinkel. 

Yo La Tengo
I Am Not Afraid of You and I Will Beat Your Ass
(cd, Matador Records)

 At Yo La Tengo fortjener at figurere på denne liste skyldes ikke kun, at de amerikanske veteraner har gjort det igen og lavet endnu en lytteværdigt plade, der overgår forgængeren Summer Sun. Udspillet med den kuriøse titel opsummerer på fin vis flere af bandets karakteristika. Her kan man bl.a. nævne den pianodominerede sadcore-ballade "I Feel Like Going Home", som ville have passet fint på deres plade fra 2000: And Then Nothing Turned Itself Inside-Out. Desuden skal det også nævnes, at guitaristen Ira Kaplan genfinder glæden ved støjende guitarangreb - bedst illustreret på "Pass the Hatchet, I Think I'm Goodkind". Endelig skal de to af pladens øvrige højdepunkter, "Mr. Tough" og "Sometimes I Don't Get You", ikke glemmes. Her er der tale om et festligt nummer og en følsom ballade, der begge på fornem vis henter inspiration til vokalen fra soulsangeren Curtis Mayfield.

Af Geiger, 25. feb 2007


Yderligere information

Panelet 2006: Kim Elgaard Andersen, Ras Bolding, Morten Brohammer, Jakob Bækgaard, Jannik Juhl Christensen, Robert Christensen, Niklas Steffensen H., Martin Hornsleth, Mette Mortensen, Simon H. Pedersen, Steffen B. Pedersen og Rasmus Steffensen.

Kommentarer (2)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Kaare Bøje - 4 indl�g02/03/07 13:54
Af unklekarma
Der er så meget musik man ikke får hørt :(

 
Rasmus  Johansen - 0 indl�g09/04/07 14:46
Af TELESTJERNEN
But WHY ... ?

     
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen