Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ARTIKLER
» Alle artikler
» Gæsteanmeldere
» Kronikker
» Årets albums

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Jesper Brodersen

Klik her for at sende et link til denne artikel til en ven. Printervenlig version Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for artiklerne.
 
The Magnetic Fields
The Love Affair as a Work of Art
1. okt 2001 [Artikel] Interview med Claudia Gonson fra The Magnetic Fields.

Søndag d. 1. juli på Roskilde Festivalen: En talstærk og forventningsfuld flok var samlet under Blå scenes svalende overdække. Grunden var ikke, at den pludselige, og for Roskildes vedkommende temmelig uvante, sommersol bankede ned udenfor. Derimod var forsamlingen i færd med at overvære en koncert, som de fleste på forhånd havde tippet til at blive en pragtfuld oplevelse.

Det med det pragtfulde kom til at holde stik: Det stod lysende klart allerede få minutter inde i den afdæmpede og storslåede koncert. På scenen - akkompagneret af piano, cello og guitar - sad en lille mand. En mand, som - lejlighedsvist i selskab med en ukulele, men mest med guitaren strenget op til enkle og lidt primitive toner - hele tiden rystede drømmeagtige og uimodståelige små popperler ud af ærmet. Toner, som leveredes med en genert og alligevel paradoksalt selvsikker indlevelse.

”We love you!”, skreg en tilhører under én af de andægtige tavsheder mellem numrene.

”We love you too”, svarede Claudia Gonson - den eneste kvinde på scenen.

”….She lies!” lød det (naturligvis) prompte fra mandslingen i midten af koncertopstillingen.

Et svar, der om noget er kendetegnende for manden, som her var placeret i en art ufrivilligt centrum: Stephin Merritt - komponist, tekstforfatter og sanger af ”nød”. Hoveddrivkraften bag det lille orkester fra New York, The Magnetic Fields. En mand, der bedre end de fleste kan skrive sarkastiske, morbide og samtidig fortryllende tekster om det, der altid har været centrum for popsangens væsen: Kærligheden. Et begreb, som på en af gruppens tidligere plader, Holiday, blev indkredset gennem knappe og betegnende linjer som; ”there are more stars under the sky than there are prostitutes in Thailand”. Merritt kréerer - på sin helt egen facon - et parløb mellem det smukke og det lettere komiske. Det sidste i kraft af en underspillet og tyk ironi, der hele tiden lurer under selv det mest tungsindige og melankolske emnestof. Stephin Merritt er en tekstmæssig begavelse ud over det sædvanlige - og samtidig er han rent kompositionsmæssigt en mester udi popgenrens tre gyldne minutter.

Senest har gruppen stået bag en overdådig og usædvanligt vellykket tredobbelt CD: 69 Love Songs (oprindeligt udsendt som tre separate albums i USA i 1999, men først udkommet samlet i Europa sidste år). En udgivelse, der fik et par hjemlige aviser til at sætte store dele af anmeldelsen på forsiden - hvilket sjældent ses under disse himmelstrøg, endsige nogen steder overhovedet. Væk med verdens kvaler - og ind med Stephin Merritts kvaler med kærligheden! Ganske velfortjent er The Magnetic Fields' værk blevet udråbt til en moderne klassiker. Noget, der måske har overrasket orkestret en anelse - ikke mindst i kraft af de ganske fine salgstal, som det, med en så smal og alligevel voldsom udgivelse, har opnået i det meste af Europa. Et relativt nyt marked for den lille amerikaner og hans tro slyngveninde - manageren, trommeslageren, pianisten og sangeren Claudia Gonson. Sidstnævnte er som oftest gruppens talerør og ansigt over for pressen. Stephin Merritt er til tider ganske talende, men mest gennem sine sange: Han er nemlig arbejdsnarkoman. Denne arbejdsnarkomani kan bedst illustreres ved at nævne de navne, som han, udover banneret The Magnetic Fields, har udgivet plader under: The 6th's, The Gothic Archives og Future Bible Heroes. I sandhed en musiker med en ustyrlig trang til at udtrykke sig selv konstant, om end han ofte bruger andre sangere/sangerinder som en art maske for sine udfoldelser.

Men tilbage til Merritts faste musikalske sparringspartner, Claudia Gonson. Sidst i juli, mens der stadig var lige så varmt som da Magnetic Fields spillede deres første koncert i Danmark, indvilgede Gonson i at lade sig interviewe omkring The Magnetic Fields, Stephin Merritt, musikkens væsen - og ikke mindst hendes egne betragtninger i forhold til de altid fascinerende tekster. Stephin Merritt selv havde - på grund af nye indspilninger og en selvvalgt isolation fra omverdenen, som gerne skulle resultere i nye tekster - forståeligvis frabedt sig at svare på noget som helst. Heldigvis var hans højre hånd klar til at guide Geiger og læserne gennem gruppens særegne mini-univers.

Hvad ville være mere naturligt end at starte ved begyndelsen: Det tidspunkt, hvor Claudia og Stephin mødte hinanden - og vel at mærke havde mere end bøger i baghovedet?

”Det hele begyndte i 1990 i Boston. Jeg kendte Stephin og Sam, der stadig spiller cello og guitar i bandet, fra min High School. På College startede vi nogle småbands, hvor vi forsøgte at finde både vores respektive fødder og rødder. Stephin var allerede som 10 årig en aktiv sangskriver. Han var dybt inspireret af ABBA - både af teksterne og strukturerne på den svenske guldgrubes sange. Som han selv siger, sad han som 10-årig og skrev ABBA-inspirerede sange om parforhold og ægteskabelige kriser! Vores første rigtige band hed The Zinnias - og det udgjorde egentlig grundstammen til det, folk i dag kender som The Magnetic Fields. Vi udgav vores første plade i 1990 - Distant Plastic Trees”.

På det tidspunkt sang Stephin Merritt ikke, men indtog i stedet yndlingsrollen som sangskriver. Claudia blev spurgt, om Stephin egentlig allerhelst ville undgå mikrofonen - om han hellere ville stå i baggrunden og lade andre synge sine sange? Og om denne reservation dybest set kunne skyldes generthed?

”Ja, helt klart. Stephin er ikke vild med at synge - faktisk mener han selv, at hans stemme er for tør og ubrugelig i forhold til popmusikkens verden! Vores første to plader - Distant Plastic Trees og The Wayward Bus - anvender af samme grund Susan Anway som sanger. Hun forlod bandet efter de to plader for at flytte til Arizona. Derefter begyndte Stephin lettere nødtvungent at synge - men har jo også siden benyttet sig af andre sangere på forskellige produktioner. Dog: Han har efterhånden vænnet sig til rollen som sanger.“

The Magnetic Fields er for mange et helt nyt bekendtskab på disse breddegrader - hvis man vel at mærke ikke har benyttet sig af muligheden for at importere deres ældre udgivelser. Det var derfor nærliggende at få Claudia til at beskrive pladerne med ganske få og rammende udtryk. ”Hmmmm - det er svært at få ord på det, men The Wayward Bus ('91) er ren Phil Spector Wall of Sound-agtig, mens The Charm Of The Highway Strip ('93) er Stephins countryplade. Holiday ('94) er vores elektro-pop plade! Get Lost ('95) er de første spæde skridt i retning af cabaretgenren - en naturlig forløber for det, der skulle blive til 69 Love Songs ('99)”.

Det virker som om, Stephin er dybt inspireret og fascineret af et årti. som mange for tiden vender tilbage til i en eller anden fornuftig eller forskrækkende form: 1980'erne. Her tænkes ikke bare på ABBAs indflydelse (som dog i det store og hele var udtømt da 80'erne startede), men også på brugen af tidlige elektroniske instrumenter: ”Som det er tydeligt på 69 Love Songs, henter Stephin sin inspiration mange steder fra. Han henter den gennem alt fra folk til klassisk - selv fra country and western genren. Det, som interesserer ham mest ved 80'erne er, at der på det tidspunkt var masser af eksperimenter med instrumentering og sangstrukturer. Det åbnede nye døre for mange mennesker, at man pludselig kunne blande synthesizers med guitarer - for ikke at sige den vanlige opbygning af et rockorkester. Man fik helt nye muligheder. Som band kunne man både være punk, ”bubble-gum”, goth og pop i én skøn forening. Det var en meget original tid hvad angik både musik og produktion.”

At Stephin Merritt ikke er bange for at eksperimentere er klart for alle, der kender bare lidt til hans produktion. Hvis han ikke kan finde den rette lyd på allerede eksisterende instrumenter, bygger han endda nye selv. Ligeledes er han dybt begejstret for at bruge loops i forskellige sammenhænge. Det kommer nok mest til udtryk i hans tidligere produktion, men også på eksempelvis ”Absolutely Cuckoo” - åbningsnummeret på 69 Love Songs.

Men en anden - og ret væsentlig - del af Merritts sangskrivning er teksterne. Det er altid svært at få indsigt i noget så personligt på anden hånd - men da Claudia har været så involveret i Stephins produktion, kunne det alligevel være, at hun kunne løfte lidt af sløret omkring, hvordan han arbejder? ”Hmm - jeg ved egentlig ikke, hvordan han direkte kommer på teksterne. Men han bruger utrolig meget tid på diverse barer - dag efter dag - hvor han lytter til musik og tænker. Han er typen, der kunne skrive en sang på få minutter om dette interview, hvis han overværede det! Han arbejder altid! På nær én sang har Stephin skrevet hele 69 Love Songs på barer rundt omkring i New York - han føler sig meget inspireret af sådanne steder. Tanken bag værket udsprang en aften, hvor Stephin sad og hørte en eller anden spille Stephen Sondheim-sange i en bar på Manhattan. Først fik han idéen til en plakat, hvor der skulle stå ”100 Love Songs by Stephin Merritt”. Det hele skulle så ende ud i en cabaret, hvor samtlige 100 kærlighedssange skulle opføres - og igen var det ikke tanken, at Stephin selv skulle synge. Han kom dog hurtigt på andre tanker, da 100 sange ville tage flere timer at opføre. Så han skar antallet ned til 69 - et tal, der på én eller anden led faldt fint i tråd med temaet!”

Var der ingen problemer i at overtale et så lille pladeselskab som Merge Records til at udgive sådan en mastodont af en plade? ”Næh - mærkeligt nok. Vi var da lidt betænkelige ved at spørge dem, men vi spurgte rent ud om det var i orden, at vi udgav en tredobbelt CD i stedet for en enkelt - og de svarede til vores store overraskelse, at det var OK!”

Teksterne på 69 Love Songs er, som tidligere antydet, et kapitel for sig. Gruppens lyriske univers har blandt andet plads til både had- og kærlighedserklæringer til begge køn - og mellem begge køn. Selv er Merritt dog ikke ligefrem typen, der prøver at skjule, at han foretrækker gengældt kærlighed fra én af samme køn. Når han vælger at kalde sit publishing-selskab Gay & Loud, er der vist ikke fejet noget ind under gulvtæppet. Er teksterne, trods deres mange forskellige vinklinger, i virkeligheden skrevet specielt til ét køn - og hvor meget Merritt er der i grunden i dem?

”Teksterne på 69 Love Songs var fra begyndelsen ment som kærlighedssange til alle seksuelle orienteringer. Kærligheden er jo en universel størrelse! Selvfølgelig er der sange, der er tænkt som erklæringer fra mand til mand - men ikke kun! Stephin antyder selv, at han kan have oplevet mange af de ting, han synger om - men da der er masser af andre, der har oplevet de samme ting og episoder, mener han grundlæggende ikke, at de er skrevet ud fra hans synspunkt alene. Og han ville aldrig vedkende sig, at de skulle være personlige! Blandt andet benytter Stephin sig af sin distancerede humor som et væsentligt våben i teksterne. Tag duetten ”Yeah - Oh Yeah” fra 69 Love Songs for eksempel. Den historie håber jeg da ikke, han selv har oplevet. Specielt ikke da min rolle bliver slået ihjel i sangens slutning! Duetten er simpelt hen et åbent skænderi blandt elskende - som i den berømte countrysang ”You're The Reason Our Kids Are Ugly”!

At Europa har taget godt imod 69 Love Songs er et faktum: Udgivelsen landede på mange musikmagasiners årslister, og fik i øvrigt forrygende anmeldelser. Mente Claudia at kunne spore en forskel på modtagelsen i Europa og USA? ”Vi er naturligvis vanvittigt begejstrede for, at pladen - og The Magnetic Fields - er blevet kendte i Europa. Det har altid stået klart for mig, at Stephins sange mere er rettede mod et europæisk publikum end et amerikansk. Han besidder samme mørke vid og fascination af cabaretgenren som Serge Gainsbourg, Kurt Weill og Noel Coward. Af den grund alene er musikken på sin vis lagt an på et europæisk publikum. I USA er publikum mere konservativt anlagt. Det har vanskeligt ved at forstå den rette, eller måske dybere, sammenhæng!”

Som tidligere nævnt er The Magnetic Fields ikke det eneste navn, Stephin Merritt arbejder under. Hvor meget er Claudia imidlertid involveret i hans andre projekter? ”Ud over også at være Stephins manager i forbindelse med disse bands er jeg med fra undfangelse til fødsel i alt, hvad han foretager sig. Jeg hjælper til med artworket og den egentlige udgivelse af pladerne. I det hele taget er jeg folks kontaktflade til universet omkring Stephin. Det eneste, jeg IKKE gør, er at skrive sangene og indspille dem - hvilket er det sjoveste! Til gengæld er The 6th's mit barn. Jeg finder de sangere, som skal synge Stephins sange, og overtaler dem til at deltage. På den seneste udgivelse med The 6th's, Hyacinths & Thistles (2000), fik jeg Bob Mould til at synge en, for ham, usædvanlig pianoballade. Både jeg og Stephin véd, at han kan synge meget højt - men vi véd samtidig også, at han har en utrolig smuk stemme, hvilket virkelig kommer til udtryk på dén sang. Udover Bob Mould medvirker blandt andre Neil Hannon fra The Divine Comedy og Marc Almond.”

Måske underspiller Claudia sin rolle på det musikalske plan en anelse. I hvert tilfælde synger hun seks sange på 69 Love Songs, ligesom hun spiller trommer på størstedelen af The Magnetic Fields' plader. I live-sammenhæng er hun også meget tydelig med både sin stemme og sit pianospil. Har hun ambitioner på egne vegne? ”Tja, jeg skriver da sange, men jeg tror ikke, at jeg vil udgive et soloalbum. Jeg befinder mig bedst i rollen som musiker - lejlighedsvist også sanger. Måske vil jeg blive mere involveret i selve produktionen i fremtiden, men lige nu befinder jeg mig bedst med den rolle, jeg har. Det er jo absolut heller ikke dårligt at få lov til at synge Stephins sange!”

Men hvad så med den nyligt overståede mini-turné i Europa, der blandt andet bragte dem til Roskilde Festivalen? Nød de dén koncert ligeså meget som dem, der stod nede i mængden? ”Med hensyn til Roskilde var det sjovt at spille ved middagstid, hvor alle først lige var ved at vågne! Jeg tror nu nok, at der var nogen, som kunne have ønsket sig, at vi havde spillet senere. Mange sov stadig, da vi gik på! Men vi nød den stille og søvnige flok, der så os. Vi er selv et ganske stille band - live, vel at mærke. Vi spiller bedst indendørs. Jeg fik desværre kun set PJ Harvey og Bob Dylan, men der var meget at vælge imellem! Jeg kan også afsløre, at vi blev forelskede i både København, Oslo og Stockholm. Det er nogle uendeligt smukke byer.”

Var det specielt at spille på de europæiske festivaler, hvor The Magnetic Fields blev klemt ind mellem nu-metal og gamle legender? ”Nej, men ellers spiller vi for det meste på steder, hvor folk sidder ned: Små intime scener. Og i stedet for at have et decideret opvarmningsband, har vi på det seneste haft forskellige forfattere med, der har læst op af deres noveller som en appetitvækker. Det er som om, vi har et lidt ældre og klogere publikum end mange andre orkestre. De fleste af vores lyttere har rundet de 30! Det er vi faktisk ret glade for.”

Inden Claudia vendte tilbage til pligterne som manager, var det nærliggende at spørge lidt til fremtiden. Hvad sker der omkring Stephin Merritt og Magnetic Fields lige nu? ”Vi er ved at lave både nye plader med The Magnetic Fields og Future Bible Heroes. Stephin skriver også lige nu på musik til nogle børnebøger af Lemony Snicket - og så sker der måske noget, når alle vores plader kommer rigtigt ud i Europa til efteråret?”

Der er nok ikke den store tvivl om, at der igen vil blive rettet opmærksomhed mod Stephin Merritts person, når alle de tidlige Magnetic Fields-udgivelser kommer ud i almindelig handel på denne side af Atlanten. I første omgang drejer det sig naturligvis om pladerne under The Magnetic Fields-banneret, men senere skulle også alle sideprojekterne få ørenlyd i Europa.

Der findes vel ikke mange andre end Stephin Merritt, der med den samme grad af originalitet og vid kan gøre Amor kunsten efter og spidde kærligheden - og ikke mindst livet - med en sådan præcision. Og der findes vel endnu færre, der behersker den mørke undertone, som gør hans sange endnu mere autentiske og vedkommende. Hvor ofte sidder man i grunden og griner i skægget af ulykkelig kærlighed? Hvor ofte støder man ind i en samling moderne og samtidig klassiske popsange, der taler så direkte til hjertet som 69 Love Songs? Ikke ofte.



Love songs for viderekomne

- en Stephin Merritt-diskografi:

Som nævnt i artiklen, har Stephin Merritt og Claudia Gonson arbejdet sammen siden 1990 under fire forskellige projektnavne: The Magnetic Fields, The 6th's, Future Bible Heroes og The Gothic Archives. Herunder følger en komplet albumdiskografi for hvert projekt, som dog også er suppleret med enkelte markante EP-udgivelser:

The Magnetic Fields:
Distant Plastic Trees (CD, Red Flame Records, 1990)
The Wayward Bus (CD, Feel Good All Records, 1991)
The Charm of the Highway Strip (CD, Merge Records, 1994)
Holiday (CD, Merge Records, 1994)
Get Lost (CD, Merge Records, 1995)
The House of Tomorrow EP (CD-maxi, Merge Records, 1996)
69 Love Songs, Pt. 1 (CD, Merge Records, 1999)
69 Love Songs, Pt. 2 (CD, Merge Records, 1999)
69 Love Songs, Pt. 3 (CD, Merge Records, 1999)
69 Love Songs (samlet europæisk 3CD-udgave, Pias Rec., 2000)

Future Bible Heroes:
Memories of Love (CD, Slow River Records, 1997)
I'm Lonely and I Love It EP (CD-maxi, Merge Records, 2000)

The 6th's:
Wasps' Nests (CD, London Records, 1995)
Hyacinths and Thistles (CD, Merge Records, 2000)

The Gothic Archives:
New Despair EP (CD-maxi, Merge Records, 1997)

Af Peter Krogh, 1. okt 2001


Yderligere information

Se den officielle hjemmeside

Kommentarer (1)

Nedenfor kan du læse kommentarer til artiklen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Jeppe Kalnæs - 0 indl�g23/09/09 10:34
Af kalnæs
Rigtig dejligt og godt interview. God læsning.

     
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen