Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Lars Krogh - Bad Afro

 
Denne kategori indeholder plader, som Geigers skribenter har anmeldt gennem tiden, du absolut bør læse om.

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å Nye Alle(579)


New Order
Get Ready
(cd, London Records)
7. okt 2001: Summa summarum: New Order kan ikke blot være deres genkomst bekendt - de har også leveret et rigt, gennemført og nuanceret album, som ikke bare viser dem som en stadig vital kraft på nutidens alternative rockscene, men også tager sig ud som den naturlige konklusion på en lang og snirklet musikalsk rejse, der undertiden har været igennem endda særdeles mørke og forrevne landskaber. Det kan være svært at se, om dette album er tænkt som en afrunding eller en ny begyndelse - men én ting er helt sikker: Get Ready! [Af Steffen B. Pedersen]


Scout Niblett
Sweet Heart Fever
(cd, Secretly Canadian)
7. okt 2001: Det kan vel være, at den måde, som Niblett arrangerer sit materiale på, trækker lidt for kraftigt på Cat Power, og at hendes sangstil på mange måder lægger sig tæt op af PJ Harveys. Sweet Heart Fever er imidlertid resultatet af et talent, som allerede er påfaldende stort og flyvefærdigt, men stadig mangler en smule distance til sine forbilleder. Ikke desto mindre skal også netop de to passe kraftigt på fremover: De har fået en konkurrent, der ikke er til at spøge med! [Af Steffen B. Pedersen]


Spokane
The Proud Graduates
(cd, Jagjaguwar)
7. okt 2001: Det er ikke en humørbombe af en plade, Alverson har udgivet, men den brænder igennem med en sjælden, nærværende og stor elegance. Og det fravær og den efterladthed, der synes at være en generel psykisk tilstand i Alversons tekstunivers, trodses musikalsk af Courtney Bowles’ stemme, der smyger sig som salve omkring de mørke sår, Alverson synger om. Et samarbejde, der er med til at hæve The Proud Graduates flere etager over store dele af øjeblikkets amerikanske singer-songwriter bølge. [Af Robert Christensen]


Amstrong
Hot Water Music
(cd, Clearspot)
7. okt 2001: Det er stadig metropolens rum, klange og stemninger, der udforskes i Amstrongs musik, men hvor lydbillederne på Sprinkler trængte sig ind på lytteren med en ofte klaustrofobisk effekt, er Hot Water Music en mere imødekommende og lys affære. Faktisk er der tale om en regulær popplade, men en højst sofistikeret og vedkommende én af slagsen. Fra de æteriske sangforedrag på Sprinkler har Marie-Louise Munck bevæget sig mod en mere fortællende og udadvendt stemmeføring, ligesom kompositionerne flere steder nærmer sig klassiske sangstrukturer. [Af Rasmus Steffensen]


New Order
Technique
(lp, Factory Communications Ltd.)
7. okt 2001: Technique er fuld af små synthprægede guitarpop-melodier, der som sædvanlig farves kraftigt af Peter Hooks specielt optunede baslyd. Numrene er noget lettere tilgængelige end de var det på den noget mere garageprægede forgænger fra 1986, Brotherhood - men hvis man begynder at nærlytte den drengespejder-lignende forsanger Bernard Sumners tekster, så er de ofte noget mere kradsbørstige - og ikke mindst gådefulde - end den ofte glitrende indpakning antyder. [Af Morten Bruhn]


Patrick Phelan
Parlor
(cd, Jagjaguwar)
7. okt 2001: Selvom Phelan må betegnes som singer/songwriter, er han ikke klichéen med den akustiske guitar og de personlige bekendelser. Han er i højere grad en kunstner, der skaber associationer og koncentrerede øjeblikke i sammenspillet mellem lyd, rytme og billedmættede ordfragmenter. I virkeligheden er han mere en lyriker end en prosaist. [Af Rasmus Steffensen]


Danielson Famile
Fetch The Compass Kids
(cd, Secretly Canadian)
7. aug 2001: Fetch The Compass Kids er ikke en CD man helt uden forbehold kommer til at elske. De fleste vil nok tage sig i agt for Smiths vokal, hvis de ikke ligefrem vil finde den enerverende. Det er heller ikke alle numre, bl.a. ”the wheel made man og ”who the hello”, der vinder ved den primitive, unisone spillestil. Fetch The Compass Kids vil man enten hade at elske eller elske at hade. I den forstand vil det heller ikke komme bag på nogen, at det er ingen ringere end Steve Albini, der har været hidkaldt til at optage pladen. [Af Claus Falkenstrøm]


Bob Hund
Stenåldern Kan Börja
(cd, Silence)
7. maj 2001: Selv om både det tekst- og lydmæssige univers hos Bob Hund altså er det samme som altid - og Stenåldern Kan Börja faktisk byder på langt færre stilmæssige udsving end vanligt - er der kun én ting at sige: Når noget er så godt, kan det ikke gentages ofte nok. [Af Steffen B. Pedersen]


Calla
Scavengers
(lp, Quatermass)
7. maj 2001: Det kan godt ske, at Calla har måttet tage til Europa for at finde de første ører til deres musik, men lur mig om der, i det lange løb, ikke skal noget mere end et missilskjold til at holde kvalitet af den her kaliber ude af den amerikanske bevidsthed. [Af Steffen B. Pedersen]


Vladislav Delay
Anima
(3 x 12'', Mille Plateaux)
7. maj 2001: Anima er ikke let at anmelde for der er stof til en bog her. Over seks vinylsider samler udgivelsen nemlig mange af de tendenser, der de seneste ti år har kendetegnet den mere eksperimenterende del af den elektroniske musikscene, i én lang dekonstruktion af et musikalsk tema. [Af Flemming Binderup]


Festermen
Full Treatment
(cd, Bad Afro Records)
7. maj 2001: Festermens univers er så stupidt, brutalt og tegneserieagtigt, at man enten må hade eller elske det. Har man blot den mindste smule drengerøv i sig, gør man det sidste. Én plade til på dén her måde, og jeg køber en Puch Maxi! [Af Steffen B. Pedersen]


Wechsel Garland
Wechsel Garland
(cd, Morr Music)
7. maj 2001: Med Wechsel Garland har Jörg Follert produceret et stemningsmæssigt meget vellykket album. Han balancerer, lig Isan og Piano Magic, konstant på en knivsæg, hvor der ikke langt fra skønhed til kitsch. Langt hen af vejen fungerer denne balancegang perfekt - dog er mange af numrene så skrøbelige, lette og korte, at de truer med at fordampe, inden de overhovedet kommer igang. [Af Morten Bruhn]


Silo
Alloy
(cd, Swim Records)
7. maj 2001: Med hvert deres personlige musikalske udtryk beviser disse to ovenud interessante danske projekter, hvordan man kan lave vedkommende musik uden at trække for meget på allerede gældende genrekonventioner. Silo har med Alloy lavet et meget originalt album, der uden at lefle for nogen specifik genre, fremstår som et helstøbt og yderst vellykket værk. Symtoms er også et særdeles anbefalelsesværdigt album. Med sine gode melodier og fine stemnings-plateauer har Symptoms potentiale til at kunne vække interesse blandt et bredt publikum. [Af Morten Bruhn]


Stylus
Skomargraph
(cd, Ochre Records)
7. maj 2001: Musikalsk befinder man sig i det samme out-rock territorium, hvor også grupper som Labradford, E.A.R. og Hood befinder sig. Stylus har dog, med sin blanding af effektpedal-drevne gutarkaskader, analoge synths, samplede vejrudsigter og noget, der let kunne være optagelser af bølger fra den walisiske kyst, sin helt egen stil og lyd med rod i de walisiske naturkræfter. [Af Morten Bruhn]


Symptoms
Symptoms
(cd, Swim Records)
7. maj 2001: Med hvert deres personlige musikalske udtryk beviser disse to ovenud interessante danske projekter, hvordan man kan lave vedkommende musik uden at trække for meget på allerede gældende genrekonventioner. Silo har med Alloy lavet et meget originalt album, der uden at lefle for nogen specifik genre, fremstår som et helstøbt og yderst vellykket værk. Symtoms er også et særdeles anbefalelsesværdigt album. Med sine gode melodier og fine stemnings-plateauer har Symptoms potentiale til at kunne vække interesse blandt et bredt publikum. [Af Morten Bruhn]


<< 1  2  3  ...  37  38  39  >>


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen