Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Gæsteanmeldere: Barra Head

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Heather Nova: 'Sirenens halvkvædede vise - d. 21/8 ’01, Voxhall i Århus'
Heather Nova
Sirenens halvkvædede vise - d. 21/8 ’01, Voxhall i Århus
()

Det er som om hun udmærket godt ved det selv, Heather Nova, at hendes live-optrædender er klasser over, hvad hun formår at formidle på sine studieplader. I det øjeblik hun træder op på en scene, står det lysende klart, at det her lever og ånder den nu 33-årige singer/songwriter fra Bermuda for. Og således er det også at hendes sange først virkelig synes at blive til, at få mening, når hun står dér foran én og synger dem med en stemme og en udstråling, der er i absolut særklasse. Temmelig sigende valgte hun da også sidste år at udgive sin Best Of … plade Wonderlust som en live-plade, ligesom hendes største kunstneriske triumf til dato er live-albummet Blow fra '93. Hun ved det godt, og derfor er det også så frustrerende at se, hvordan hun forvalter sit talent på sine studieplader. Et særdeles grelt eksempel på dette er den kommende plade South, hvor hun i højere grad lyder som en velsmurt popmaskine end den på én gang sårbare og vitale rockpoet hun kan åbenbare sig som live.

Rygtet om hendes oftest fremragende koncerter har tilsyneladende spredt sig. I hvert fald manglede hun ikke publikum, da hun gæstede Vox Hall sidst i august - til trods for at det var over en måned før pladens udgivelsesdato. Man skal have selvtilliden i orden for at gøre den slags. Oven i købet valgte Heather Nova indledningsvist at lede publikum på vildspor - først ved at slæbe et citarlignende instrument ind på scenen, dernæst ved at åbne koncerten med en båndet, elektronisk intro. Ingen af delene havde det fjerneste med koncerten at gøre. Så trådte hun da ind på scenen med sit fire mand store backing-band bestående af guitar, bas, trommer og keyboard (den cello, der har haft en så stor rolle ved tidligere koncerter var væk) og gav sig i kast med et af de nye numre: ”Just Been Born”- en sang, der på pladen virker som et hult postulat, men som det faktisk lykkedes hende og bandet at tilføje en energi og et sejt groove på scenen. Endnu en gang overbeviste hun et prøvet publikum og en mildest talt skeptisk anmelder om, at hun har en sjælden karisma live, og at det afgjort er værd at lade sig føre ind i hendes sangunivers. Det er et drømmende og fantastisk univers befolket af engle og dæmoner, men samtidig er det i allerhøjeste grad konkret og sanseligt. Den spiritualitet, der ofte kredses om, er mere end flyvske metaforer - den skal tages helt og aldeles for pålydende. Heather Nova kan stadig formidle disse erfaringer på en troværdig måde, når hun er bedst. Hun kan på én gang være et forundret barn, en erotisk sirene og en klog gammel kone. Eller som hun selv synger på sangen ”I'm The Girl”: ”I'm Joan of Arc / I'm the girl next door / I'm the mother and the daughter of the mother and the daughter before”. Men med tiden har hun også udviklet en stor professionalisme som performer - det mærkedes til koncerten, og det var både et plus og et minus. For selvom man mærkede et stort overskud og en træfsikkerhed i udtrykket, var den sårbarhed, hun tidligere har udvist, betydeligt nedtonet.

Sættet var, udover en række nye sange, sammensat af sange fra de to udmærkede plader Oyster og Sirene. Vi fik sange som ”Maybe An Angel”, ”Walk This World”, ”London Rain” og ”Heart And Shoulder” leveret med nerve, men uden de store satsninger og uforudsigeligheder. Først i sangen ”Verona” demonstrerede hun for alvor, hvad hun kan på en scene. Sangen, der egentlig på studieindspilningen er en af Oyster´s svageste momenter, blev live transformeret til en voldsom sensuel energiudladning, der næsten ikke var til at genkende. Vanen tro kom der midtvejs i koncerten et afdæmpet intermezzo - båret af Heather Novas stemme og hendes akustiske guitar. Men meget symptomatisk for en koncert, der søgte at undgå det mest sårbare og smertefulde, var denne del urimelig kort. Faktisk turde hun kun lade sangen ”Walking Higher” fremstå helt nøgen, og således blev den det mest bevægende indslag dén aften. Derpå fik man en underligt umotiveret version af en af hendes helt store sange: ”Doubled Up”, hvor den danske guitarist Berit Fridahl, der ellers flere steder i koncerten leverede kompetent modspil til Heather Nova, lirede nogle fuldkommen ligegyldige strofer af sit instrument. Det skulle vistnok kompensere for den manglende cello i dét nummer - et temmelig tyndt substitut, må man sige.

Flere af bagkatalogets stærkeste sange blev forbigået i fuldkommen tavshed. Selvfølgelig er der til den slags koncerter altid en eller anden personlig øjensten, man savner, men at måtte gå hjem uden både ”Island”, ”Light Years”, ”Blessed”, ”Ruby Red” og ”What A Feeling”, for slet ikke at tale om den uomgængelige live-klassiker ”Sugar”, må siges at være skuffende.

Alt i alt ikke nogen helt tilfredsstillende oplevelse. Men stadig en koncert med flere store øjeblikke - og det er da godt at se, at Heather Nova ikke helt har solgt sin smukke, poetiske sjæl til slikkede pladeproducenter. Man tør stadig håbe, at hun på et eller andet tidspunkt tager sig sammen og for alvor folder englevingerne ud.

Rasmus Steffensen, 7. sep 2001


Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

LÆS OGSÅ

Heather Nova
South



Heather Nova
VoxHall, Århus, 18/8, 2003


© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen