Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Lars Krogh - Bad Afro

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
AR Kane: '69'
AR Kane  Geiger anbefaler!
69
(lp, Rough Trade)

Lp'en 69 fra 1988 af den britiske duo AR Kane står stadig som en af 1980'ernes mest bemærkelsesværdige udgivelser her mere end et årti senere. Duoen, der bestod af (A)lex Ayuli og (R)udy Tambala, havde dog allerede med sine foregående ep'er ”When You're Sad” (1986) ”Lollita” (1987) og ”Pump Up The Volume” (1987), som blev indspillet i samarbejde med Colourbox, formået at skabe særdeles helstøbte udgivelser i sig selv. AR Kane trak nok veksler på så forskellige navne som Jesus And Mary Chain, Cocteau Twins, Miles Davis og Sun Ra, men ep'erne tegnede et billede af et band, der, omkring glasklare guitarkaskader, psykedeliske melodiforløb og sære collage-agtige dub-effekter, alligevel formåede at skabte et dybt originalt musikalsk koncept. Selvom ”Pump Up The Volume”, som blot var AR Kane's strategi ført ud på dansegulvet, skaffede dem et stort hit, og foregreb den bølge af britisk ”house”, der dominerede slutningen af 1980'erne, følte de sig dog ikke umiddelbart tilskyndet til at gå denne vej. 69 skulle tværtimod vise sig at blive om end endnu mere indadvendt og visionært drømmende Deres senere bevægelser ud i det dansable dobbeltalbummet i (1989) og den efterfølgende Remixes (1990) knytter heller ikke på samme måde an til den karakteristiske samplede lyd på ”Pump Up The Volume”.

69, der er skrevet og produceret af duoen selv, må først og fremmest forstås som et koncept. Titlens reference til den seksuelle position er oplagt, men tallet symboliserer også en modsætningernes forbundethed, cirklens organiske løb fra det ene til det andet. Pladens cover aftegner da også på hvid baggrund en mørk cirkel i hvis midte vi svagt kan skimte tallet 69, der er formet som to mørke, bølgende spiraler. Inner-coverets forunderlige skraveringer viser på blå baggrund og med større tydelighed seks-tallet som en gravid kvinde og ni-tallet som en mand, begge i svømmende, harmonisk afstemte bevægelser.

Havet, vandet er på flere måder også det element der binder hele pladen sammen. Vandet er da et symbol på skønhed, frigørelse og uskyld. Konceptet er regressivt i den forstand, at det søger hen imod det før-sproglige, det før-fødte - i sidste ende fosterets sammenkrøbne perfektion. Pladen kan bogstaveligt talt forstås som een lang overskridende bestræbelse efter det sublime. 69 placerer sig med andre ord et sted mellem himmel og hav, mellem drøm og virkelighed og mellem det formsprængende og det formsøgende.

Sangene bevæger sig i den forstand også hele tiden på et knivsæg mellem det melodiske og sært drømmende bevægelser ud i lydens eget univers. Titler som ”crazy blue”, ”dizzy” og ”spermwhale trip over” fortæller også næsten med egne ord, hvad det er lytteren lægger ører til. Det er sange eller rettere isolerede lyduniverser, der på alle måder har fjernet sig fra rockens, poppens traditionelle sprog og form.

Pladens åbningsnummer, ”crazy blue”, og den efterfølgende ”suicide kiss” indeholder på en gang markante, næsten dansable grooves med tunge dub-effekter, der over Alex' utydelige sangforedrag er spundet ind i et net af klirrende guitar-rundgange. Sangene fungerer da udmærket som pop, men alligevel helt uden poppens konventioner, uden noget centrum uden nogen retning. Første sides afsluttende nummer, ”sulliday”, bliver en helt igennem virtous opvisning i disse glidende, næsten umærkelige skift, dog her forvandlet til et selvfortærende, hallucinatorisk forløb af hvid støj.

Musikken er i sig selv en demonstration af teksternes egen tvetydige kredsen om selvfordybelse, sex, uskyld og amnesi”. Båret frem i et næsten hysterisk inferno af reverb snurrer ”dizzy” hele tiden i rundt om øjeblikket, ”when the blood runs from the vein”. Hvor ”dizzy” bevæger sig i zonen mellem det bevidste og det bevidstløse tager ”Spermwhale trip over” et spring til. Et guitarspil, der veksler mellem det blidt poetiske og kantede ekspressive, løfter sammen med en jazzet, let synkoperet rytmesektion sig således hele vejen ud i drømmenes, stoffernes fnuglette univers. Rudy synger og hvisker skiftevis ”Here - in my LS(D)ream, things always are what they seem (…) Never making mistakes in my LS(D)ream.“ Det er en anderledes selvbevidst manifestation af sangenes egen overjordiske udtryk man møder her.

Pladens sidste tre sange (”the sun falls into the sea”, ”the madonna is with child” og ”spanish quay(3)”) former sig som en trilogi, der i en blanding af moderne kompositionsmusik, jazz og feedback, markerer afslutningen og fuldbyrdelsen af den rejse sangene fra starten begav sig ud på. Rudy hvisker tilsidst i ”the madonna with child”: ”You said, we are gonna sleep forever”, hvorefter ”Spanish quay(3)”, der er en instrumental vuggevise, tager over og løber ud i væv af opløftende toner. Trilogien demonstrerer altings sammenfald - hvorledes tingene griber ind i hinanden, er indfældet i hinanden. Solen, der går i et med havet; jomfruen, der er med barn, uskylden, der er overvundet uden, at den er bristet.

Sangene har i en vis forstand gennemløbet figuren, tallet og tanken 69, og bidrager således til en ny sammenhæng mellem lyd, drift og skønhed. Pladen er som helhed et studie i, hvordan lyd skaber bestemte rum, billeder og atmosfærer. Den er på ingen måde håndfast eller begribelig i gængs forstand, men består af sære ufokuserede, løsrevne stykker, der bestandigt taler til deres egen skønhed.

69 er en plade, der på mange måder er fuldstændig opslugt af sig selv. Den lukker sig hermetisk om sit eget udtryk og unddrager sig så godt den kan de forventninger en lytter kan have til moderne rockmusik. Pladen er dog ikke alene et ærligt forsøg på at overskride de gængse musik-genrers begrænsninger, men også en åbenlys protest mod den institution og det samfund, den nødvendigvis er en del af. Dens egen formløshed, ubegribelighed, bliver pantet på forestillingen om en anden verden (arcana).

Pladen er både et vigtigt rock-historisk dokument og et centralt forbindelsesled til de hybrid-agtige opløsninger af rockens stereotyper, der skete i slutningen af 1980'erne og starten af 1990'erne. AR Kane's sammenblanding af forskellige musikalske genrer viser som helhed frem til så forskellige bølger som shoegazer, ambient, trip-hop og post-rock. Ligegyldigt, hvilket perspektiv man dog end lægger på 69, så er albummet dog først og fremmest to siders enestående afsøgning af musikkens grænser.

Claus Falkenstrøm, 1. apr 2001


Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

UDGIVET I


© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen