Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Gæsteanmelder: Gaëtan Collet - DAT Politics

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Christian Braad Thomsen: 'Drømmejazz'
Christian Braad Thomsen  Geiger anbefaler!
Drømmejazz
(bog, 416 sider, Tiderne Skifter, 2009)

På trods af mangler og malplacerede idiosynkrasier er Drømmejazz simpelthen en af de bedste bøger om jazz, der er udkommet på dansk. En personlig kærlighedserklæring til jazzen som kunstform bygget op omkring hundrede pladeanbefalinger.

Når jazz til tider kan blive opfattet som en noget elitær musikform, så skyldes det, at man ligesom i den klassiske musik til en vis grad forudsætter et kendskab til de kanoniske indspilninger. Traditionen kan let komme til at blive et åg, der lægger sig på lytteren, der bare vil nyde musikken. Det kan man selvfølgelig godt under alle omstændigheder, men man kommer ikke uden om, at det er en fordel at have et overblik over jazzens stilistiske udvikling, når man giver sig i kast med at udforske genren – i hvert fald udvider det nydelsen ved musikken, at man har en bevidsthed om, hvor radikal en udvikling den har gennemgået i det 20. århundrede, og her kommer Christian Braad Thomsens bog Drømmejazz som en kærkommen hjælp, idet den hverken er en støvet akademisk afhandling eller et miskmask af musikalske meninger, men derimod en nogenlunde kronologisk fremstilling af jazzens udvikling hørt gennem hundrede udvalgte plader.

De fleste vil kende Christian Braad Thomsen som filmmand og filmskribent, Dylan-ekspert og senest som engageret dommer i DR2s program Smagsdommerne, men hvad der måske er knapt så kendt er, at han har en omfattende viden om jazzmusik og allerede som 17-årig startede som jazzanmelder ved Aarhus Stiftstidende. Jazzen er altså ingen ny passion for Braad Thomsen, men snarere en livslang interesse, der på det seneste har kulmineret på to måder: Dels har han lavet en omfattende radioserie på web-radioen Den2radio (www.den2radio.dk), der handler om jazzens vigtigste personligheder, og så har han altså udgivet den over 400 sider lange bog Drømmejazz.

Det er godt set af Braad Thomsen at bygge bogen op omkring en række personlige pladeanbefalinger. Det er et strukturerende princip, der gør, at bogen mister det museale præg, som nogen jazzbøger kan have og i stedet fremstår den frisk og relevant. I realiteten er der tale om hundrede velskrevne essays, der kan pluklæses, men de kan også nydes i sammenhæng. Braad Thomsens stil er prægnant og smidig, og han forstår at kombinere musikalsk og historisk viden med underholdende anekdoter og fyndige portrætter. Essayene er forbilledlige som musikkritik, idet de ikke blot bevæger sig indenfor et snævert musikalsk rum, men til tider inddrager paralleller til andre områder som film og psykoanalyse – dog altid på en måde, der belyser musikken.

Alsidigheden viser sig også i, at Braad Thomsen omtaler en stor bunke bluesplader og dermed tydeliggør forbindelsen mellem gospel, blues og jazz. Især afsnittene om bluesmestrene Blind Lemon Jefferson, Charley Patton og Leadbelly er underholdende og oplysende, mens kapitlet om Sister Rossetta Tharpe fremstår uden gnist og mere virker som et hurtigt gennemskrevet pligtarbejde, og det er ikke uden grund. Sister Rosetta Tharpes puritanske religiøsitet er dybest set Braad Thomsen fremmed, og det er klart, at de kunstnere, han skriver stærkest om, er de eksistentielle enspændere som jazzpianisterne Bud Powell og Thelonious Monk og saxofonisterne Lester Young, Charlie Parker, Albert Ayler og Ornette Coleman. Disse kunstnere får betydeligt mere spalteplads end de andre, og i det hele taget er det forskelligt, hvor meget plads Braad Thomsen giver de forskellig plader, men gennemsnittet ligger på omkring tre sider. Generelt er det dog kendetegnet, at han formår at skrive utrolig kondenseret om de forskellige kunstnere, og bogen dækker et enormt udvalg af jazzgenrer og plader, som det er nemt at fortabe sig i, men næsten alle de uomgængelige klassikere er repræsenteret som f.eks. Louis Armstrongs Hot Five & Hot Seven-indspilninger, Miles Davis' Kind of Blue, Billie Holidays Columbia-optagelser og pianisten Bill Evans' legendariske koncert fra The Village Vanguard. Kort sagt: Vil man have en kompetent og medlevende indførsel i jazzens tradition, så får man ikke en bedre guide end Braad Thomsen.

Christian Braad ThomsenDer hvor bogen bliver mere kontroversiel er, hvor den nærmer sig den nyere tid. I pressematerialet er den slået op som den første bog, der for alvor introducerer avantgardejazzen, og der bliver også skrevet forrygende om pionererne i form af pianisten Cecil Taylor, trompetisten Don Cherry og saxofonisterne Albert Ayler og Ornette Coleman, men afsnittene om de nyere eksperimenterende jazzmusikere er stærkt mangelfulde, og det er direkte pinligt i betragtning af, at bogen fejlagtigt bryster sig af at introducere William Parkers musik for første gang (Parkers musik blev såmænd introduceret i nærværende magasin), at denne eminente musiker kun får halvanden side, hvor Braad Thomsen vælger at skrive om Parkers O'Neil's Porch (AUM Fidelity). Selvom pladen er fremragende, er der dog langt vægtigere værker i Parkers produktion, blandt andet mesterværkerne Painter's Spring (Thirsty Ear, 2004) og The Peach Orchard (Aum Fidelity, 2003), og Braad Thomsens billede af Parker som et blidt blomsterbarn er stærkt fortegnet, og hans intellektuelle side som teoretiker og orkesterleder underspilles, ligesom Parkers vigtige samarbejdspartnere Matthew Shipp og David S. Ware overhovedet ikke er nævnt.

Ligeledes glimrer avantgardetrompetisten Bill Dixon ved sit fravær, og i stedet fremhæves Herb Robertson som den store fornyer af trompetspillet, men ret beset er det Dixon, der kommer før Robertson med hensyn til den radikale udforskning af trompetens tekstur, hvor melodi og rytme underspilles i forhold til fokuseringen på åndedrættet og selve messingknappernes lyd. Når nu avantgardepioneren Cecil Taylor har spillet med Dixon, forekommer det underligt, at han ikke nævnes i forlængelse af Taylor.

Og sådan kunne man i princippet blive ved, for Braad Thomsen valg er ikke altid særlig oplagte, når det kommer til den nyere jazz. Her virker det mere tilfældigt, hvad han er faldet over, og så kan det virke hovent og uvidende, at Miles Davis produktion med den legendariske gruppe bestående af Herbie Hancock, Ron Carter, Tony Williams og Wayne Shorter affejes med et pennestrøg ligesom fusionsjazzen, der får et par hånlige bemærkninger med på vejen.

Hvis man imidlertid ikke lader sig frustrere af Braad Thomsens ikke altid indlysende valg, men tager dem som et veloplagt oplæg til diskussion, så byder bogen på en perlerække af velskrevne, gnistrende essays. Bogen giver simpelthen én lyst til at høre musik, og det er den bedste anbefaling, man kan give en bog som denne. Man kan i den forbindelse mindes bluesskribenten Peter Guralnick, der i forordet til sin bog Feel Like Goin' Home mindede læseren om, at hvis bogen ikke ansporede læseren til at høre musik, så var det alt sammen blot tom retorik. Tom retorik er Drømmejazz så sandelig ikke. Det er en bog, der kan læses som en række veloplagte essays, en historisk oversigt over jazzens udvikling, en personlig pladeguide og et opslagsværk. Uanset hvilket perspektiv man anlægger på bogen, så er der dog ikke nogen tvivl om, at den, trods sine mangler og idiosynkrasier, er en af de bedste bøger, der er udkommet på dansk om jazz.

Jakob Bækgaard, 29. dec 2009


Yderligere information

http://braadthomsen.tripod.com
www.tiderneskifter.dk

Kommentarer (3)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Niels Overgård - 0 indl�g29/12/09 11:41
Af nielsovergaard
En af de bedste bøger om jazz på dansk, burde være store ord om en bog. Men der er jo heller ikke udkommet ret mange bøger om jazz på dansk, så det er svært at se som en hædersbevisning.

Jeg vil til enhver tid nævne Politikens jazzleksikon som værende en af de bedste. Eller Braad Thomsen samling af Erik Wiedemanns pladeanmeldelser; Jazzen i Blodet. En bog der viser at Braad Thomsen kun er en bleg kopi af Wiedemann og som sådan får Drømmejazz til at fremstå svagere. Wiedemann havde en skarpretterpen og en indsigt der selv om man er uenig med ham, alligevel efterlader respekt.

Jeg både elsker og hader Drømmejazz-bogen. Den er sprængfyldt med spændende læsning, men jeg bliver så træt i hovedet af Braad Thomsens intellektualisering af de sidste 40-50 års jazz. Det bliver så ensporet kedeligt, hvis man følger hans fremstilling.

-og så er jeg da ret kold et vist sted over at han er den første der skriver om avantgardejazzen på dansk.
At være først betyder jo ikke nødvendigvis at man har ret.

-men - Jakob - du får da også præciseret at geiger var på banen før Braad Thomsen.

 
Rasmus Steffensen - 117 indl�g30/12/09 09:54
Af rasmus
Hvad enten Braad Thomsen skriver om country, verdensmusik eller jazz, er hans skriverier altid dybt idiosynkratiske og præget af både hans ideologiske ståsted og egen kunstneriske poetik. Det kan man elske eller hade, eller begge dele på en gang. Og i hvert fald kan og bør man problematisere det. Jeg synes dog altid at det er interessant at læse, netop fordi han virkelig også giver en lyst til at lytte til det, han skriver om, hvilket Jakob også er inde på. Og det er om noget et adelsmærke for en formidler, hvorfor jeg da sikkert også skal have læst Drømmejazz ved lejlighed.

 
Christian Braad Thomsen - 0 indl�g04/01/10 19:39
Af Chr. Braad Thomsen
Jeg ville være et skarn, hvis ikke jeg var glad for Jakob Bækggaards anmeldelse af "Drømmejazz", og jeg beklager, at jeg ikke var opmærksom på, at William Parker tidligere er introduceret i Geiger. Men det var nu mest dagspressens forsømmelse af avantgardejazzen, jeg hentydede til med mine syrlige bemærkninger. Til gengæld har Bækgaard ikke ret i, at jeg "affejer" Davis-Shorter-kvintetten. Jeg gør faktisk det modsatte ved at anføre, at gruppens plader ved udgivelsen næppe fik den opmærksomhed, de gjorde sig fortjent til.

     
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen