Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Gæsteanmelder: The Late Parade

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Mortal Sin: 'VoxHall, Aarhus, 7/12', Heathen: 'VoxHall, Aarhus, 7/12', Destruction: 'VoxHall, Aarhus, 7/12', Exodus: 'VoxHall, Aarhus, 7/12', Sepultura: 'VoxHall, Aarhus, 7/12'
Mortal Sin / Heathen / Destruction / Exodus / Sepultura
VoxHall, Aarhus, 7/12
(koncert)

Publikum fik, hvad de kom efter onsdag aften på VoxHall: En ordentlig og solid omgang thrash metal fra velkendte navne som Mortal Sin, Exodus og Sepultura.

Det er noget af en bande, der i disse dage kører Europa tyndt i tre kæmpe busser med trailer bagpå, og som onsdag aften stoppede i Aarhus. Den består af en fem metalbands, Mortal Sin, Heathen, Destruction, Exodus og Sepultura, der alle klassificeres under thrash metal-genren, og som har været med siden denne genre havde sin absolutte storhedstid i midten og slutningen af 1980’erne.

Interessen for thrash metal er aldrig dampet helt af, selvom den kølnede noget efter denne tid. Med tiden er bandsene i denne genre blevet absolutte forbilleder inden for metalmusik, hvilket var åbenlyst ved dannelsen af koncertturnéen ”The Big Four”, som bød på koncerter med Metallica, Slayer, Megadeth og Anthrax. Touren har taget sit navn fra metalmusikmiljøet, og henviser til, at det var disse fire bands amerikanske bands, der havde pladekontrakt med et ”Major” pladeselskab, regnet ved et skeltidspunkt omkring 1986-87, hvor de fire også samtidig udsendte nogle af de interessante plader inden for thrash metal

Thrash Metal Classic er en anden koncert-turné med thrashbands, og de medvirkende bands spiller materiale fra deres klassiske plader, deraf navnet. Altså debutplader og tidlige plader, der var med til at forme bandet. Dette materiale er ofte meget populært, og nogle af grundene kunne være, at bandet var ungt, friskt og med original besætning, og at det endnu ikke var så påvirket af indre stridigheder eller ydre krav, som bands med tiden kan vise sig at være. Det blev en aften med masser af metalmusik, og første band gik på allerede lidt over kl. 1

Første band var Mortal Sin. Dette australske thrashband skulle denne aften spille sange fra deres to første plader, debuten Mayhemic Destruction fra 1987 og opfølgeren Face of Despair fra 1989. Disse to plader udgjorde grundstenene i bandets korte og eksplosive blomstringstid, men lige så hurtigt de fik succes, lige så hurtigt mistede de den igen. Bandet er nu gendannet og har udgivet en comeback-plade, og det var dejligt at høre dem denne aften, for de er i topform. Musikstilen er frisk og kompromisløs thrash, som man kan forbinde både med det, Anthrax har lavet, men også med lidt Metallica eller Exodus over sig. Det var hæsblæsende uden de store krummelyrer, og sange som ”I Am Immortal” lagde en god bund for aftenen.

Der var rigtig kort tid mellem bandsene, og det var en velsmurt maskine der denne aften var på banen. Efter godt og vel en smøg på rygebalkonen på første sal havde et nyt band afløst det forrige, og turen var nu kommet til Heathen, et af to amerikanske bands denne aften, der kommer fra San Francisco, byen der lagde navn til ”Bay Area Thrash”, et enormt succes- og talentfuldt miljø for thrashmusik.

Heathen spillede mere teknisk thrash metal end Mortal Sin, og det var ofte lange forløb med større variation. De var overbevisende i det lange løb, og leverede musik med plads til oplevelser, blandt andet på ”Death by Hanging”, ”Open the Grave” og ”Hypnotized”.

Næste band i rækken, Destruction, var fra Tyskland, thrashens andet hjemland. Bandsene Kreator, Sodom og aftenens gæster Destruction har gennem årene leveret musik, der måske ikke brillerer i eksperimenter og variation, men som holder fast i kernedyderne – hastighed, temperament og udførelse – og på denne måde er den tyske thrashmetalscene et ”Stahlwerk” inden for thrashen. Trioen Destruction var et af de ældste denne aften, og de to plader, der blev spillet numre fra, blev alle til udgivet i 84-85, i thrashmetallens opvækst. Sange som ”Mad Butcher”, ”Tormentor” og ”Bestial Invasion” har intet af det indhold, der senere kom til at påvirke genren, som politisk bevidsthed eller lignende, det er Dungeons & Dragons omsat til metalmusik og slagsange. Og denne aften beviste de, hvad det er der er så fedt ved denne slags musik. Trioen var aftenens mest sparsomme besætning, og der var ingen effekter, lir eller festlige indslag, men det gjorde intet, for det var ren metalmusik og ren nydelse hele vejen, hvor Destruction beslutsomt sparkede og slog sig vej gennem sangene. Det var indædt og bittert spillet, og det blev leveret så effektivt, at hele salen kunne mærke det. Helt klart aftenens højdepunkt.

Guitaristen Gary Holt er eneste tilbageværende medlem i Exodus, som også havde en genganger på scenen, da Lee Altus spiller guitar i både Heathen og Exodus. Dette band var sammen med Sepultura et af de store trækplastre, først og fremmest på grund af pladen ”Bonded by Blood”, som de opførte numre fra, sammen med ”Pleasures of the Flesh” og ”Fabulous Disaster”.

Bandet har efter en gendannelse oplevet fornyet succes og har udgivet en række plader med forsangeren Rob Dukes ved mikrofonen, hvoraf specielt ”Tempo of the Damned” kan anbefales.

At løfte scenen efter Destructions inferno var ikke nogen let opgave, men bandet benyttede sig af alle de tricks, som forgængeren ikke mestrede, og der blev løbet rundt på scenen, op og ned af trapper, og der var masser af guitarsoloer med udvekslinger mellem de to guitarister og guitar tricks som ”dive-bombs”. Det var fedt, og det store brød Rob Dukes har sin egen personlige måde at gejle publikum op: Hvis de ikke råbte højt nok, leverede han en direkte fuckfinger, og så kunne folk lære at råbe højt nok.

Det endte dog stadig med at gå en kende i tomgang, og jeg fortrak i slutningen af koncerten, for at lade op til sidste omgang. På rygerdækket faldt jeg i snak med en fyr, der anbefalede mig en tur til Polen, hvor alt, hvad hjertet kunne begære, stadig skulle være halv pris. Han stak mig et visitkort til et polsk bordel med sloganet ”Come only once and you will always come only here!!!”, så mit intermezzo var bestemt ikke forgæves.

Sepultura (foto: Steffen Jørgensen, photo.jint.dk)

Sidste indslag var det, min ledsager havde forventet sig mest af, og han blev ikke skuffet, ligesom jeg også var overbevist. De tre plader, Sepultura denne aften skulle spille numre fra (Arise, Beneath the Remains og Chaos A.D.) trak bandet ud fra en obskur tilværelse i Brasilien og til at slå igennem på verdensplan. Hurtigt fik vi klassikeren ”Refuse/Resist”, og det var en levering, der blev givet med god respekt for originalerne, på trods af at bandet tæller en ny forsanger i forhold til originalen og har fået en ny, 20-årig trommeslager bag gryderne. Det var en koncert, der satte et effektivt punktum for denne aften, for det blev spillet stemningsfuldt, og det var tydeligt, at det var sange, som publikum var glade for at opleve live.

Efter sådan en omgang er man fuldstændig smadret, men det var en dejlig aften på VoxHall, og publikum fik, hvad de kom efter – en ordentlig og solid omgang thrash metal. 

Peter Ellermann, 10. dec 2011
Foto: Steffen Jørgensen, http://photo.jint.dk


Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen