Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Gæsteanmelder: The State, The Market & The DJ

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Acorn Falling: 'Cabinet of Curiosities'
Acorn Falling
Cabinet of Curiosities
(cd, Vicious/VME, 2011)

Lars Kivig fra My Beloved byder på smukke og grumme stemninger med sit soloalbum under navnet Acorn Falling.

Det kabinet, som Acorn Falling byder os inden for i på Cabinet of Curiosities, er snarere fyldt med rædsler end kuriositeter. Men måske er rædslen i vore dage blevet et underholdende lille kick i mediestrømmen, og hvor vi nu ellers støder på den. Under alle omstændigheder er det et mørkt og angstfyldt, men dog også yderst æstetisk rum, man som lytter føres ind i på det ambitiøse instrumentalalbum.

Bag Acorn Falling står danske Lars Kivig, der også gør sig som komponist og tangentspiller i bandet My Beloved. De gotiske og mørke stemninger har Acorn Falling da også til fælles med netop My Beloved, men når det er sagt, bevæger musikken sig langt bort fra den rockmusik, som er udgangspunktet for My Beloved. I langt højere grad dyrker Acorn Falling det mørktonede klangmaleri på otte knugende numre, der snarere dyrker fortættet atmosfære end medrivende struktur.

Kivig har selv indspillet albummet i blandt andet Literaturhaus og Brorsons Kirke i København, og han har i det hele taget stået for langt det meste af musikken selv. Han har dog også fået et par særdeles prominente gæster med på pladen – heriblandt cellist John Contreras (fra blandt andet Current 93) og slagtøjsspiller Thomas Wydler (fra blandt andet Nick Cave & The Bad Seeds). At have fine gæster med på pladen er selvfølgelig ikke i sig selv interessant, da det afgørende er det fælles udtryk. Man må dog sige, at Kivig formår at bruge sine gæstestjerner med omtanke, uden hverken at lade dem stjæle billedet eller reducere dem til rene kransekagefigurer. Strengt taget gør Wydler nu ikke så meget væsen af sig, selvom han da bestemt leverer fine perkussionting til ”The Master Dive” og ”Lullaby for Saplings”. Langt mere interessant er Contreras bidrag, da hans spil, som hverken viger tilbage for det dystre eller det umiddelbart skønne, passer som fod i hose til pladens udtryk.

Fremhæves skal dog også Søren Skoves fremragende saxofonspil, som fornemt fremhæver den ofte filmiske noir-stemning. Peter Lopes fra My Beloved leverer bas på den hypnotiske feberdrøm ”Shattering Surface”, der fremstår som et af de mest medrivende på en plade, som i det hele taget fremviser en effektiv syntese af mørk ambient, gotisk rock og noir-farvet instrumentalmusik, hvor uheldsvangre klaverer, elektroniske lydflader, cellotoner og saxofon falder som tunge draperinger over det skyggefulde univers.

Pladens akilleshæl er måske netop den udsøgte æstetiske fornemmelse, som på en gang får Cabinet of Curiosities til at fremstå helstøbt, men også til tider lidt selvforelsket. Det er dog en ringe indvending mod en plade, der absolut fortjener at blive nærlyttet, og som i det hele taget vover at byde ind med en egen musikalsk vision.

Rasmus Steffensen, 29. jul 2011


Yderligere information

Besøg Acorn Falling her.

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen