Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Gæsteanmelder: Ghost Flute & Dice

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
A Storm of Light / Sleep: 'Amager Bio, København 04/05-2012'
A Storm of Light / Sleep
Amager Bio, København 04/05-2012
(koncert)

Troldmændene fra Sleep åbner jorden under fødderne og fremmaner en dopet rock-Leviathan, der mastodontisk vralter og vrider sig henover hovedet på de lyttende disciple. Det er basalt, det er suggestivt, og det er dybtgående.

Sleep er i min bog ikke bare et band, men et fænomen. I 90’erne rykkede de med deres dopede Black Sabbath-inspirerede minimal-musik på en uhyre effektiv måde grænserne for, hvor tungt musik kunne blive. Tre plader blev det oprindeligt til, hvorefter bandet gik i opløsning sidst i 90’erne. Efter en længere hiatus begyndte Sleep for nogle år siden igen at røre på sig, og nu – endeligt – var turen altså kommet til København.

Midt i den uhyre vellykkede Heavy Days in Doomtown festival, rykkede stener-rock giganterne ind i Amager Bio. Et lidt uheldigt sammenfald, for begge arrangementer appellerede i allerhøjeste grad til kræsne fans af den helt, helt tunge rock. Heldigvis var fremmødet denne fredag fint, og der var fra begyndelsen en hyggelig, glad og afslappet stemning.

Opvarmningsbandet A Storm of Light  var ikke et band, jeg kendte meget til. Et par sporadiske lytninger på nettet havde ikke skruet nogen forventninger op, og de formåede heller med deres show at overbevise mig om deres musikalske eksistensberettigelse. Ganske vist var musikken til tider uhyre tung, men det hele var præget af riff-mæssig forudsigelighed, en svag vokal og pinagtig ”hjerte rimer på smerte” lyrik. Læg hertil absolut talentløse og trælse guitarsoli og alt for mange fimsede effektlag. Alt i alt var A Storm of Light altså absolut ikke noget, der i en positiv forstand fik fat i undertegnedes følelser. Retfærdighedsvist må det dog siges, at de havde et rimelig tag i publikum, der for en stor dels vedkommende blev hængende hele vejen igennem.

Efter den tamme opvarmning var det tid til at hvile ørene, og det var set i bagklogskabens lys sikkert en god ting. For de slidte trommehinder stod foran en af de større udfordringer. Mens teknikerne gjorde klar til Sleeps gargantuariske ’riff-o-rama’, blev der varmet op med en udpræget syret, men velanbragt semi-dokumentar om rummet, der blev projiceret på væggen bag scenen. Galakser, stjerner, pulsarer og planeter hvirvlede rundt, mens en messende, monoton stemme forklarede om universets opbygning. Det var på én og samme tid både uventet nørdet på sådan en Vitek-agtig måde - og alligevel helt perfekt. God optakt var det i hvert fald.

Endelig blev det tid, og de gamle stener-rock kosmonauter indtog scenen. Det hele startede med, at guitarist Matt Pike improviserede en indledning. Det var tungt fra første sekund, men da introduktionen gled over i første del af bandets legendariske magnus opus ”Dopesmoker”, var det i bogstaveligt forstand rystende. Bassen satte i dén grad bygningen i viberationer, og gulvet skælvede under fødderne på publikum. Det var ganske enkelt ubeskriveligt fedt. Det var 20 minutters tungrock ekstase. Herefter fortsatte det i en tilsyneladende uendelighed igennem et solidt og godt udvalg fra bandets bagkatalog. Alle blev blæst omkuld af Sleeps seismiske tungrock, der truede med at pulverisere bygningen omkring os. Oppe foran scenen bølgede et hav langt hår og lemmer i en vild og ekstatisk dans.

To ting gør i mine øjne Sleep uendeligt meget mere interessant end 99% af alle andre stener-rock bands. For det første er de næsten ufatteligt tunge. Selv i 2012 hvor en del andre navne har taget tungheds-konceptet til sig, så formår Sleep stadig noget i basregisteret, som nærmest er umenneskeligt. For det andet – og mere væsentligt – så har Sleep aldrig været et band, der bare stanger metervare Black Sabbath-riff ud, men har en meget mere avantgardistisk tilgang til tingene. Så selvom de nærmest gør en dyd ud af at understrege inspirationen og hyldesten til Sabbath, så er Sleeps musik på mange måder en helt anden slags. Der er en monstrøs og musikalsk mesterlig skævhed i tonalitet og rytme, der samtidigt antager en næsten messende og religiøs stemning. Troldmændene fra Sleep åbner jorden under fødderne og fremmaner en dopet rock-Leviathan, der mastodontisk vralter og vrider sig henover hovedet på de lyttende disciple. Det er basalt, det er suggestivt, og det er dybtgående.

Årene har sat sine tydelige spor henover Sleeps medlemmer, men glæden og entusiasmen lyste afdæmpet, men synligt ud af guitarist Matt Pike og sanger/bassist Al Cisneros. Det nye medlem, Jason Roeder (tillige trommeslager i Neurosis), udgjorde til sammenligning en lidt mere introvert karakter bag sine trommer.

Desværre led Sleep og især guitarist Pike en del af gear-problemer. De relativt lange pauser bidrog til følelsen af at overvære et videnskabeligt eksperiment, hvor der stilles hårde krav til teknikken. Det gjorde med andre ord ikke for alvor noget, men desværre så syntes det som om, at det lidt tog pusten fra bandet. De fortsatte dog ufortrødent, og Sleeps setliste var en ubrudt bjergkæde af granit hits, der rejste sig højt over Amagers flade profil. Men højeste tinde på bjergturen var og blev nok førnævnte ”Dopesmoker”, også selvom de næsten nåede samme højder flere gange – her tænker jeg især på sangene ”Dragonaut” og ”Aquarian” fra albummet Sleep’s Holy Mountain – så faldt klimakset retrospektivt lige tidligt nok.

I hvert fald havde ca. en tredjedel af publikum forladt salen, inden bandet indstillede aktiviteterne, og det er vel trods alt lidt sigende. Sleep er bestemt ikke for tøsedrenge, men det er bedst enten at rydde salen helt eller stoppe i tide. Sleep formåede trods alt ingen af delene, og der var utvivlsomt flere svagpissere som undertegnede, der til sidst i stilhed bad om nåde. Disse sidste forbehold skal dog ikke skygge for det faktum, at det var en stor oplevelse og en solid indsats fra de tre herrer, som meget gerne en anden gang må tage vejen forbi Amager. Hvis altså rystelserne fra Sleeps seismisk kraftudladninger forleden ikke har fået øen til at synke permanent i havet.

Jens Hollesen, 8. maj 2012


Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen