Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Peter Laugesen & Singvogel

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Partikel To: 'Partikel To'
Partikel To
Partikel To
(lp, Doppel, 2010)

Der findes eksperter og selvbestaltede aficionados, der uden at blinke kan navngive en hver tænkelig subgenre indenfor den elektroniske musik. De kan vurdere, om vi lytter til chillwave, techstep eller breakcore, og de kan lire mindst tre artister af inden for hver.

Rubricering af artister i så snævre båse appellerer nemlig størst til førnævnte elite, selvom musikken givetvis har potentiale til at briste de snærende bånd. Derfor er det spændende at læse pressematerialet til Partikel To, der på sin vis er meget definerende, men som også tøver. Autechre bliver refereret og så alligevel ikke.

Alligevel er det med fornyet interesse, at nålen rammer den tunge vinyl. Glæden ved den insisterende larm og de opsprættede strukturer, der obstruerer enhver mulig tankevirksomhed, har vundet indpas.

Partikel To er indspillet med analoge synths og trommemaskiner. Synthesizerne har de basale tonegeneratorlyde som fokus, og trommemaskinerne er programmet hinsides de gængse normer for taktarter. Alt dette tilsat en god portion veldisponeret støj.

Titlerne er brudstykker af ord. I enkelte tilfælde smeltet sammen til nye eller helt opdigtede.

I kontrast til den ungdommelige og tilstræbte trang til at bryde konventioner er det alligevel de tudsegamle herrer Conrad Schnitzler og duoen Cluster, der ligger lige til referencernes højre ben. Cluster, fordi den ukonstruerede umiddelbarhed minder om duoens nyere live approach. Conrad Schnitzler, fordi skæring to, ”Spinoz”, nærmest lyder som et remix af ”Die Rebellen haben sich in den Bergen versteckt” fra albummet Blau (se anmeldelse af dette album andetsteds på disse sider). Og så fordi Schnitzlers avantgardistiske og anarkistiske tilgang til elektronikaen spøger i kulisserne på hele albummet - igen tilskrevet de klassiske tonegeneratorlyde.

Her stopper mine referencerammer, da neo-elektronisk musik, og de mange båse den kan puttes i, ikke optræder særligt ofte i min bevidsthed.

Albummet, der er udgivet på selskabet Doppel, specialiserer sig nemlig med de elektroniske subgenrer under parolen ”underlighed med inderlighed”. Men det behøver ikke skræmme nogen væk, tværtimod. En mærkbar kvalitet er den gevinst, der udfolder sig ved gentagne lyt. Det, der starter som et kakofonisk kludetæppe, muterer gradvist til noget meget yndigt, uden jeg vil gå i symbolske detaljer.

Partikel To er et spektakulært og viljestærkt album fra den danske undergrund, og oplaget på 100 lp’er á 180 gram burde retfærdigvis hurtigt være væk.

Jacob Pertou, 28. okt 2010


Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen