Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Torturing Nurse

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
White Lies: 'Ritual'
White Lies
Ritual
(Bokssæt, Fiction, 2011)

White Lies udgav ultimo januar album nummer to. Et udmærket album, der dog synes at stå på skuldrene af den sortrandede, mesterlige debut. I anledning af bandets snarlige koncert på årets Northside Festival 11. tager Geiger Ritual op til nøjere granskning. Her er det vinylboksen, der står for tur, men også musikvideoen til albummets hitsingle får nogle drøje ord med på vejen.

Jeg mindes stadig, da jeg en morgen i vinteren 2008 hørte singleudspillet og titelmelodien fra …To Lose My Life. Det var svært at dechifrere, om det var seriøst ment, udført som en parodi eller bare med et glimt i øjet. Refrainet “Let’s grow old together, and die at the same time” havde en eller anden sær reference til den britiske kultserie The Mighty Boosh, der gerne tog tykt pis på den etablerede musikscene i 80’erne. Særligt morsom var deres synthband, A Kraftwerk Orange.

Ej heller var det samtidens småironiske lyrik, hittet lænede sig op ad. Efter P3 havde roteret nummeret ad nauseum, var alvoren så småt begyndt at dæmre. Omkvædet, der gradvist lød mere morbidt, havde samtidigt en overvældende melodiøsitet, og kombinationen var et match made in heaven.

Da albummet havde fundet vej til cd-afspilleren, fik det lov at tage en tur utallige gange. Det kulsorte udtryk, dødsfascinationen og de kinematografiske tekster gjorde, at jeg var helt og aldeles solgt.

For nogle fremstod White Lies påtaget dystre. De mente, at bandet kopierede Joy Division, Interpol og Editors på lidt for billigt grundlag.

Men White Lies oplevede en stor anerkendelse i Danmark. En række udsolgte koncerter, hvor publikum skrålede med på de store omkvæd. Den sortrandede melankoli syntes at gå fint i spænd med den nordiske mentalitet.

Tidligere på året kom turen så til den svære toer. Ritual debuterede på en flot andenplads på den danske albumhitliste - igen hjulpet godt på vej af P3, der gjorde singlen “Bigger Than Us” til ugens uundgåelige. Samtidigt kunne man opleve en ny musikvideo, der ikke just hjalp bandet med at fravriste sig den ellers lidt tarvelige sammenligning med The Mighty Boosh. Videoen til ”Bigger Than Us” ligner legemliggørelsen af et band, der er for ungt til at nedlægge veto mod pladeselskabets ufrivilligt, imagedegraderende initiativer – måske fordi pengene allerede var brugt.

Inspireret af en central scene fra E.T. ses en inkubationszone, hvor en dreng ligger på en hospitalsseng med elektroder i ansigtet og på overkroppen. Han lipsyncher til musikken og signalerer stor dramatik.

Han er omgivet af mænd i rumdragter, der synes mere interesseret i at give livreddende førstehjælp til en overdimensioneret chokoladebar af mærket “Bigger Than Us”. 

Klip til basguitar, der tages op af en kasse, hvor tørisen vælter ud.

Og så kommer sanger Harry McVeigh til undsætning. Han trodser afspærringstapen, og med sin autoritet som forsanger, overtager han denne tjans fra knægten. Med påtaget alvorlig mine og skelende øjne.  I det samme bliver drengen kørt væk, imens han rækker ud efter chokoladebaren.

Harry, han begynder at hamre på chokoladebaren, indtil en pige, der kunne være hans lillesøster, pludseligt vågner op til dåd. Drengen flår elektroderne af, og hans mor kommer og svøber ham ind i varme klæder. Klip til White Lies omringet af flyvende basketbolde.

Harry løfter pigen et stykke vej, indtil hun selv er i stand til at gå igen. De har forladt den afspærrede zone. Med chokolade i hele hovedet ser hun til sin store forbavselse et billboard med en reklame for chokoladebaren. Også drengen måber. Klip til White Lies, der nu er iført trommer, bas og guitar. Til sidst mødes drengen og pigen i et kys, og sætter al smittefare over styr.

Uanfægtet det meget mislykkede, næsten pinagtigt parodiske, visuelle akkompagnement har nummeret trods alt en meget stærk gennemslagskraft. Refrainet er en stor forløsning ovenpå de mere undertrykte vers. Vers med simple staccatorundgange på bassen, og en monoton, dyb vokal. Opskriften på succes i tilfældet White Lies.

Ritual er i høj grad drevet af de store omkvæd, om end der er tilstræbt et lysere udtryk end tidligere. Joy Division er dog ikke blevet til New Order endnu. Ikke at idéen ikke har været på tegnebordet. I bokssæt-udgaven findes demoer til “Strangers” og “Come Down”, hvor især der på trommemaskinefronten bliver nikket til for eksempel “Blue Monday” eller ”Bizarre Love Triangle”

En mere sikker form er valgt i det endelige produkt. Der tilføjes dog synthsstrygere en masse, ligesom elektronikken generelt er kommet længere frem i mikset. Hør bare ”Is Love” og ”Piece & Quiet”, hvor den stive trommeprogrammering suppleres med simple bassynths. 

I ”Strangers” lanceres endnu en hymne a la ”Bigger Than Us”. Med masser af lækre dåsestrygere, distortede nedslag på bassen, lag på lag på lag og et ultrafængende omkvæd. Alligevel er demoudgaven noget mere interessant, da der eksperimenteres med et helt nyt udtryk for White Lies.

De episke dramaer som ”The Price of Love” og ”From The Stars” fra debuten er rent lyrisk overlegne i forhold til den mindre konkrete prosa på Ritual. Eller det bilder jeg mig i hvert fald ind. Man bliver ikke draget ind i en lige så spændende historiefortælling. Men det kommer snært på i ”Bad Love”, hvor omkvædet ”Am I guilty of anything, is it loving you too much” synes at retfærdiggøre hovedpersonens sygelige tilbøjeligheder. Og nævnte tekstbid virker ganske fortræffeligt. Jeg har både har hørt citatet anvendt som kliché i amerikanske film og i mere autentiske klip fra retssale, hvor en lignende exitreplik grådkvalt blev fremstammet af gerningsmanden. Derfor virker ”Bad Love” så godt. Så isnende godt. 

”Streetlights” og ”The Power & The Glory” er de svage led i kæden. Formularen bliver brudt, og White Lies synes ikke helt sikre ud i det lettere udtryk. Og det er egentlig ærgerligt, for som band bør man vel ikke knytte sig til det, der virker. White Lies gik i arbejdslejr for at skrive sangene til Ritual, og stoppede fem uger senere, da der så var nok sange til at gå i studiet. Af den grund kan man høre en homogenitet i strukturen, der lidt groft sagt, godt kan fremstå en kende for konstrueret. Det er nok symptomatisk for et band, der kunne bruge et overflødighedshorn til at sammensætte debuten, og som ved indspilningen af toeren stoppede, hvor vejen slog en bugt.

”The Power & The Glory” prøver kræfter med en anæmisk Pet Shop Boys hyldest tilsat guitarer og et lettere uengageret omkvæd. Det lykkes ikke. Det bliver simpelthen for påtaget og letargisk - lige præcis de egenskaber, som skæmmer Ritual enkelte steder. Se bare videoen til ”Bigger Than Us”. 

Alle ti albumnumre plus to førnævnte demoer er skåret i hvid syvtommervinyl. Der medfølger også en remix cd med fem numre. Remixes er ofte et selvfedmens visitkort, hvilket også er tilfældet på tre af numrene. Som en gøgeunge, der uden blusel eliminerer sine stedsøskende fra sit natale domæne. Med undtagelse af Bibios suværene opgradering af ”The Power & The Glory” og Stereolabs krautrockede ditto af ”Is Love” vel at mærke.

”The Power & The Glory” trækker her på inspiration fra italo discoens revival i midtnullerne. På det tidspunkt hvor dj’s for alvor fik ørerne op for sværvægterne Kano og Moroder. Her nydes samme æstetik. Vocoder og nogle blærede synthersizersoli med masser af vrid på pitch/bend knappen. 

”Is Love” overrasker af flere årsager. Ikke blot bekræfter den, hvad man altid har kunnet læse om Stereolab – at NEU! har været dem en stor inspirationskilde. Men at det lyder så tæt op ad, kommer lidt bag på mig. Med alt hvad dertil hører af motorikbeat og repetitiv guitarfigur. Når Harry McVeigh så synger henover, bliver det næsten surrealistisk. Anden sektion læner sig tættere op ad Harmonia, men er dog en anelse mere kinky i sin frembrusen, da et Hammondorgel nu er det bærende element. 

I bokssætudgaven af Ritual kan man frit tage stilling til, hvordan tracklisten skal sammensættes. Efter hver sang bliver man nemlig opfordret til at vælge, hvilket nummer man vil høre. Desværre er to-tre numre lidt nogle fejlskud, selvom de egentlig prøver at introducere noget nyt.

Albummet er vel gennemlyttet en tredive gange. Det skyldes en velvilje over for projektet fra min side. Jeg vil det måske mere, end hvad godt er. I virkeligheden har jeg nok ledt efter en direkte opfølger på debuten. Det har jeg kun delvist fået. At stå i stampe ved udgangspunktet vil nok vise sig at være en falliterklæring. Demoerne og de to omtalte remixes bevidner, at White Lies’ sange har større potentiale end blot at blive i hængende i powertrioformen og den verdenslede, der tidligere har omklamret dem. Og med tiden formår bandet forhåbentligt at udstrække en velfortjent langefinger til inkompetente musikvideoinstruktører. Jeg ser frem til den dag, White Lies kan hvile i sig selv. 

Jacob Pertou, 10. maj 2011


Yderligere information

White Lies

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen