Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Christian Kann

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
The Afghan Whigs: 'Black Love'
The Afghan Whigs
Black Love
(cd, Elektra, 1996)

Der er gået mere end to årtier, siden grunge-bølgen dukkede op og gjorde den alternative rockmusik snavset, iørefaldende og moderne. Bølgen slog for alvor igennem, da Nirvana fra Seattle i 1991 væltede en hel generation. Et mere overset band var The Afghan Whigs, der aldrig fik et kommercielt gennembrud, men som leverede et af grunge-bølgens mest ambitiøse værker, nemlig 1996-udgivelsen Black Love, der står tilbage som et suverænt kunstnerisk højdepunkt fra en svunden epoke.

Når man i dag lytter til 90'ernes grunge, virker den ofte ubehjælpeligt bundet til sin tid. Ikke mindst fordi nutidens toneangivende tendenser tit er båret af en subtil minimalisme, der sætter den ofte overgjorte grunge i perspektiv. Da genren var værst, lignede den rå spekulation – en kommerciel kanyle stukket ind i den målgruppe, der bare ville have mere og mere. Noget, pladeselskaberne i høj grad forstod at lukrere på.

Men da den var bedst, kunne den transcendere den tid, den samtidig var bundet af. Dette formåede Cincinnati-ensemblet The Afghan Whigs (1989-2001), der fik et mindre gennembrud med albummet Gentlemen fra 1993. Med veloplagte guitar-riffs og beskidte ørehængere fik pladen en lille plads i tidsånden, om end bandet langt fra nåede samme bredder som Nirvana, Pearl Jam eller Smashing Pumpkins.

Med konceptalbummet Black Love fra 1996 udviklede bandet, ledet af den noget perfide men altid karismatiske sortseer Greg Dulli, et mere komplekst og ekspressionistisk univers, der langt fra leflede for den succes, de nød i kølvandet på Gentlemen. Her sættes alt på spil: Karrieren, kunsten og kærligheden. Ad snoede veje når albummet svimlende højder. Men kvaliteten af de enkelte sange er lige så vekslende som den kærlighed, Dulli brændende savner.

Albummet er opbygget som en dyster film noir-pastiche, hvor den mystiske kvindes røde læbestift på én gang lover sex og svigt, og hvor den regn, der falder ned fra himlen, er inficeret af benzin. Black Love er et hedonistisk roadtrip gennem indre og ydre myriader af sex, sorg og skyld: "I'll get the car/You get the match/And gasoline", synger Dulli i den nærmest futuristiske ”Going to Town”, der handler om at sætte ild til det hele. Desperationen koger over – snart i orgastiske højder – snart i patetisk indesluttethed. Men hele tiden i musikalsk vellyst. Og med lyrisk potens som våben. Dog synes ellers udmærkede sange som ”Double Day” og ”Step into the Light” aldrig helt forløst. De er snarere båret af tematisk end musikalsk nødvendighed.

Åbningsnummeret ”Crime Scene Part One” indledes af et kirkeorgel blandet med skingre Twin Peaks-agtige fabriksmaskiner. Kirkerummet opløses af en inciterende guitar, der vedvarende holder én tone, mens John Curleys rungende bas slår sangens tema an. Første linje: "Tonight, tonight I say goodbye/To everyone who loves me", lover ikke for meget: Verden er vitterlig af lave. Dulli søger frelse – ikke i kirken – men i flygtige, kødelige lyster, og deri hviler en afgrundsdyb erkendelse. Kærligheden beskrives som et gerningssted, der skal dissekeres og afsløre en morder. Men Dulli er fanget mellem krimiplottets forudsigelige dramaturgi og kærlighedens tilfældigheder. Midt i det hele opstår nyt håb – en vilje til at acceptere kaos.

Mange af sangene på Black Love bevæger sig i en gråzone mellem noget iørefaldende og noget decideret disharmonisk. Dette gælder bl.a. to af albummets højdepunkter, nemlig ”My Enemy” og ”Summer's Kiss”, hvis omkvæd søger efter noget genkendeligt, men falder mod en disharmonisk afgrund. På den måde understøtter hele den musikalske struktur teksterne, der også kæmper for at holde sammen på det hele. Hverken tekst eller musik finder hvile, men bevæger sig i et særdeles farligt felt, hvor hverken Dulli eller lytteren kan føle sig sikker. Denne tendens karakteriserer yderligere hele Dullis måde at synge på, idet han ofte søger efter den rigtige tone men tit lige akkurat ikke når den. Her er der ingen melodiske illusioner! Det samme kan man sige om den skrigende guitar, der nådesløst afslutter hele værket i nummeret ”Faded”.

Omvendt er der ikke tale om, at musikken bryder sammen i sære spekulative dekonstruktioner, hvor alt flyder sammen. Sangene tager udgangspunkt i forholdsvis forudsigelige vers-omkvæd-konstellationer og holder sig inden for overskuelige akkordsammensætninger. Ofte får sangene dog lov til at fortsætte i lige lovlig lang tid, f.eks. i ”Bulletproof”, der sagtens kunne være to minutter kortere. Men disse ”fejl” må man tage med. Og når alt kommer til alt, er skønhedspletterne blandt de ting, der gør pladen speciel. For man kan ikke lade være med at tænke, at et strammere greb på produktionen ville gå ud over nerven og spontaniteten.

Black Love, som i øvrigt er produceret af Dulli selv, er en litterær rockplade, der med tidstypiske skråle-vokaler, tunge og ofte staccato-agtige guitar-riffs indskriver sig i 90'ernes grunge-helvede. Men mest som et ekko. For pladen er mere perpleks og dyb end de fleste af den tids lignende udspil. Dullis inferno har en katarsisk effekt på den tålmodige lytter, der med Black Love belønnes med en forførende musikalsk rock-rejse rundt i sindets afkroge. I 1996 – såvel som i dag.

Højdepunkter
”Crime Scene Part One”
”My Enemy”
”Going to Town”
”Bulletproof”
”Summer's Kiss”
”Faded”

Alexander Vesterlund, 27. apr 2010


Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen