Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Gæsteanmelder: Lars Kivig / Acorn Falling

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
No Name: 'The Last', La Peste: 'Hangars Liquides 026', Senical: 'Initialized Vandalizm'
No Name
The Last
(ep, Homicide, 2006)
 
No Name: 'The Last', La Peste: 'Hangars Liquides 026', Senical: 'Initialized Vandalizm'
La Peste
Hangars Liquides 026
(ep, Hangars Liquides, 2005)
 
No Name: 'The Last', La Peste: 'Hangars Liquides 026', Senical: 'Initialized Vandalizm'
Senical
Initialized Vandalizm
(ep, Widerstand, 2006)
 

Tilbage i midten af halvfemserne, hvilket snart føles som meget længe siden, fandt scenen for eksperimenterende hardcoretechno for alvor sine egne ben og skabte noget af denne verdens til dato mest brutale og vanvittige elektroniske musik. Tre af de store pionerer fra dengang var Poka Michelson, Laurent Mialon og Lasse Steen, bedre kendt som No Name, La Peste og Senical, og de var på hver deres måde med til at skabe de basale stamformer for noisecore og avantgabber, såvel som til at definere disse stilarters yderste grænser. Scenens fokus har siden flyttet sig til breakcore, en genre med en vis opmærksomhed fra de medier og det traditionelle electronicapublikum, som nemmere kan forholde sig til muntre drill'n'bass-teknikker og ironiske ”dekonstruktioner” af popmusik, end til abstrakt industri-gabber. Mialon, Steen og Michelson så ud til, på hver deres måde, at have forladt den scene, de oprindelig var så afgørende for, men nu er der overraskende nok kommet nye udgivelser fra dem alle; udgivelser, som synes at fortsætte hvor de slap, i stedet for at prøve at følge tidens dominerende breakcore-luner.

La Peste er nok den, hvis noisecore-”comeback” er mindst overraskende, for han var i forvejen lidt senere ude end de to andre, og han var om nogen den, der videreførte stilen gennem sidste halvdel af halvfemserne, både med sine egne udgivelser, såvel som med sit selskab Hangars Liquides. I virkeligheden var han aldrig helt forsvundet, for selv om han i 2001 bekendtgjorde, at han ville hellige sig rendyrket avantgardemusik, så spillede han stadig live i Frankrigs hardcore-kredse og udgav sit storstilede multimediekunstprojekt WTC.EXT på Hangars Liquides. Og den nye udgivelse, Hangars Liquides 026, er da også stadig en slags avantgarde, selvom den umiddelbart fremtræder som brutal og skærende støj-gabber. De to første af pladens tre titelløse numre viderefører stilen fra 2001s HL021; en evigt muterende strøm af knusende maskinrytmer og klirrende, overjordiske elektronlyde. Alt sammen forvredet og effektbelagt til ukendelighed, men imponerende nok uden at det formindsker den fysiske gennemslagskraft – musikken er så kropsligt medrivende, som den er hensynsløst abstrakt.

La PesteMan fornemmer hele tiden en fremmedartet logik arbejde bag virvaret, men hvor denne var knivskarp og nærmest isnende stringent på HL021, så er den her langt mere kaotisk og ustyrlig, en slags opløsningens matematik, hvis effekt måske ikke er så umiddelbart foruroligende som forgængerens splintrede geometri, men afgjort stadig skaber noget dybt fascinerende, om ikke egentlig smukt. Under alle omstændigheder er det lige netop den retning, som det virker indlysende, at La Pestes musik må tage, hvis den fortsat skal udvikle sig. I modsætning til dette er pladens sidste nummer en lang, uformelig støjkomposition, som godt nok præsenterer et interessant lydbillede, og byder på fine momenter undervejes, men som også lider under en lidt for overdreven brug af digitaleffekter, og i det hele taget ikke adskiller sig videre markant fra så megen anden eksperimentalstøj. Ikke at det forhindrer Hangars Liquides 026 i at være en fremragende plade, men det understreger, at La Peste nu engang er mest interessant og original, når han i en eller anden forstand er forankret i sine hardcore-rødder og underminerer de rytmiske konventioner indefra, i stedet for blot at forkaste dem helt.

Det mere og mere sammenstyrtende lydbillede hos La Peste bringer ham samtidig tættere på Poka Michelson, som helt fra starten synes at have udgjort et referencepunkt for ham. De fire plader, som hun og søsteren Stella hver for sig lavede for selskabet Fischkopf, står stadig som selve definitionen på avantgarde-gabber, og som det udgangspunkt, Hangars Liquides arbejdede videre med. Men i modsætning til søsteren, som under pseudonymet Mouse udsender nyt materiale forholdsvis ofte, så er det meget sjældent, Poka giver lyd fra sig. Ikke at hun som sådan har annonceret en tilbagetrækning fra musikken – hun annoncerer ret beset aldrig noget som helst – men i de næsten ti år, der er gået siden Fischkopf-perioden, har hun kun udgivet én eneste plade, så man kan ikke rigtig sige, at hun for alvor udgør en del af scenen længere, og hun synes måske snarere at svæve over den, med en nærmest mytisk status. Følgelig må det siges at være lidt af en overraskelse, når hun så nu alligevel er tilbage med en ny No Name-udgivelse, fem år efter 2001s lidt rutineprægede Point G.

Det første, man bemærker ved The Last er, at hendes stil faktisk synes i forandring, selvom den stadig befinder sig inden for rammerne af forskruet, psykedelisk speedcore, og selvom det nok mest er de dedikerede fans, som umiddelbart vil kunne høre forskellen. Det mere enkle og svævende lydbillede, hun her benytter, minder interessant nok om det, Stella nåede frem til på sin Mouse-ep Klat fra 2004, og således er det som om, at søstrene langsomt er begyndt at nærme sig hinanden fra hver deres side efter i årevis at have repræsenteret diametralt modstående tolkninger af et fælles urstof. Om dette så er en ubetinget god ting i Pokas tilfælde, er ikke til at bedømme helt entydigt. Hvor Klat ganske enkelt var noget af det bedste, søsteren endnu har lavet, så mangler The Last noget af det, der gjorde tidligere No Name-plader så unikt rystende. De nye numre består af relativt få lag af mishandlede lyde og næsten helt ordinære speedcore-rytmer, og det kan godt virke lidt endimensionalt og regelret, sammenlignet med de gamle værkers evigt muterende fraktal-psykoser og konstante virkelighedssammenbrud.

Til en vis grad kan man sige, at The Last skaber et mere udadvendt, gotisk-apokalyptisk lydbillede frem for den psykologiske indre rædsel, Poka tidligere arbejdede med. Dette synes understreget af coverets og labelens småpinlige heavy metal-grafik, samt brugen af et praktisk taget ubehandlet gyserfilmsample – klicheer af den slags, som det netop altid har været en del af Pokas særkende at hæve sig over og som følgelig nedbryder lidt af den mytiske glorie. Men omvendt er musikken så også, i sig selv og på sine egene præmisser, både inspireret og overvældende. Bedst er det atmosfæriske og meget atypiske ”Masto”, som fremstår uvirkeligt, smukt og sært foruroligende trods det førnævnte letkøbte sample, men også ”Snort” og ”Reaktion” – en slags samlet suite, der udgør hele b-siden – er i mesterklasse. Her opsnapper man momentvis bidder af det gamle vanvid langt nede i den hylende malstrøm af lyd, hvis nådesløse fremdrift og intensitet synes at vokse og vokse, til den nærmest pulveriserer hele verden på sin vej. The Last er med andre ord langt fra skuffende, når først man har lagt den i og for sig urimelige forventning fra sig, at Poka skulle kunne genskabe sine første pladers nærmest pr. definition uigenskabelige chok. Hun vender måske ikke op og ned på ens verdensopfattelse, som hun engang gjorde, men til gengæld har hun formået at udvikle sig, så hun atter fremstår uomgængelig og kraftfuld.

Helt det samme kan man desværre ikke sige om Lasse Steen, men det er så heller ikke sikkert, at hans uventede tilbagevenden til hardcore nødvendigvis betyder nyt materiale. Han har altid været kendt for sin abnorme produktivitet, og trods mere end halvtreds udgivelser på fem år – heriblandt også på Fischkopf og Hangars Liquides – havde han, efter eget udsagn, stadig mange timers uudgivet musik liggende, da han omkring årtusindskiftet kørte træt i noisecore og i stedet kastede sig over en mere økonomisk givende trance-karriere. Man kunne så forestille sig, at noget af dette gamle materiale var blevet sendt som demo til Widerstand-selskabet og siden har ligget og hygget sig i en skuffe i årevis, for så først nu at være blevet fundet frem og udsendt under hans gamle, hæderkronede hardcore-pseudonym Senical. I hvert fald lyder Initialized Vandalizm på ingen måde som en nyere produktion end den sidst udgivne Senical-plade, 2002s Perverted Penetrationz vol.1 – en plade, som samtidig udgjorde det foreløbige højdepunkt i Steens karriere, ikke mindst hvad angår kompositorisk kompleksitet, variation og dybde.

Det var selvsagt lidt skuffende, at Steen valgte at stoppe lige netop dér, hvor han aldrig havde været bedre, og forventningerne til en Senical-tilbagekomst må følgelig være tilsvarende store. De indfries imidlertid ikke helt med Initialized Vandalizm, som godt nok viderefører den sikre blanding af klaustrofobiske horror-temaer og industriel forvrængning, men samtidig også trækker en smule for meget på Steens egne default-teknikker, samt lider under en til tider lige vel rodet produktion. Det sidstnævnte gælder især ”Portions of Steel”, hvor de analoge maskiner køres gennem så meget umotiveret digitaldistortion, at der ikke bliver stort andet end flad diskantstøj tilbage. ”Solid” befinder sig på lidt samme område, men her er der heldigvis nok kompositorisk struktur til, at nummeret i sidste ende bliver ganske vellykket. Bedst er dog de to resterende skæringer, hvor Steen er på sin helt egen velkendte, smadrede doomcore-hjemmebane: Han kan lave den slags i søvne, og han byder da heller ikke på overraskelser, men selv på rutinen og med halvmudret lyd rammer han stadig en særlig forrykt nerve, som langt mere velproducerede navne ofte mangler. Som sådan hører Initialized Vandalizm, trods alt, til i den bedre ende af Steens monumentale diskografi, selv om der altså ikke ligefrem er tale om den essentielle tilføjelse, man havde håbet på.

Jannik Juhl Christensen, 10. aug 2006


Yderligere information

http://www.hangars-liquides.com/p2.html

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

LÆS OGSÅ

No Name
Point G



La Peste
HL021



Mouse
Klat



Cobra Killer
76/77



Venetian Snares
Pink + Green



Venetian Snares
Shitfuckers!!!



Squarepusher
Go Plastic



Mouse
Lick My Pussy



Venetian Snares
Higgins Ultra Low Track Glue Funk Hits 1972-2006


© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen