Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Je m’appelle Mads

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Roskilde 2001: 'Sort fredag (El Musico, Madrugada, Nick Cave, Sort Sol)'
Roskilde 2001
Sort fredag (El Musico, Madrugada, Nick Cave, Sort Sol)
()

Selvom vejret bød på sol og sommer, befandt fredag på Roskilde Festivalen sig rent musikalsk under en mere dyster stjerne. I hvert fald bød programmet på tre skandinaviske bands og en nok så velkendt australsk herre, der alle malede sorte skyer af lyd henover den klare himmel.

El Musico

Mest overraskende var nok den herhjemme så godt som ubeskrevne svenske oktet El Musico, der da også generøst smed cd'er i hovedet på publikum for at hverve sig nye lyttere. El Musico havde dog ingen grund til på den måde at købe sig til publikums gunst, for deres koncert talte sit eget klare sprog om, at dette er et orkester ud over det sædvanlige. El Musico spiller noget, der nærmest må betegnes som en skæv, vindblæst europæisk folkemusik med elementer af både tango, cabaret, jazz, nordisk visetradition og sumpet blues – på scenen lignede de da også en stor familie af omrejsende sigøjnere, vagabonder, ludere og lommetyve, der tilsyneladende ubesværet byttede rundt på hele deres skrammelkasse af medbragte instrumenter som klarinet, harmonika, trædeorgel, kontrabas, sav og trækbasun gennem hele koncerten, mens de to forsangere, den billedskønne Jenny Ragnars og bajadsen Magnus Andréasson, sang, skrålede, hviskede og brølede sig gennem sange om den gang julemanden åd alle børnene og lignende emner, mens de lod deres stemme sløre af megafoner og en anseelig mængde rødvin.

Musikalsk har El Musico meget til fælles med den evige vagabond Tom Waits, som han lyder omkring Franks Wild Years; deres musik har den samme blanding af show og autencitet, tragisk patos og tongue-in-cheek humor, skønhed og skrot, dog uden at de har den samme rummelighed og tyngde som Tom Waits. Selvom El Musico tydeligvis er natteyngel, var deres koncert mere et grotesk klovnenummer end en egentlig dyster oplevelse. Man gik derfra som efter en munter nat i venners lag - vinden pisker nattens affald i hovedet på én, og man er ikke sikker på man kan finde sin seng, men alligevel er man opløftet.

Man må håbe, at der var nogle danske koncertarrangører til stede ved dette forrygende show, så vi snart får muligheden for at opleve El Musico på dansk jord igen, gerne i et lille, mørkt og tilrøget lokale.

Madrugada

Norske Madrugada havde noget af en uriaspost på orange scene under en bagende eftermiddagssol. En placering, der enten må skyldes dårlig planlægning eller regulær uforskammethed. Madrugadas blanding af garagerock, himmelstræbende gotik og panoramisk americana var nemlig lige så malplaceret her som en katedral på en pløjemark.i

Med deres tidligere besøg i Danmark har de ellers bevist, at de er et fremragende live-band, der kan skabe det intense drama, som en rockkoncert bør være. Et godt stykke tid virkede det da også næsten som om kvarteten, der til lejligheden var udvidet med en lidt anonym femtemand på guitar og tangenter, kunne efterlade et værdigt indtryk hos de spredte skarer på pladsen foran orange scene. Guitaristen Robert S. Burås var som altid en oplevelse med sin fine fornemmelse for balancen mellem det sarte og det støjende, og hans karakteristiske twang, der giver sangenes melankoli vinger. Forsanger Sivert Høyem synes at vokse sig mere og mere moden til rollen som klassisk rockcrooner i den tunge liga. Han har stemmen, karismaen og energien og færdes på en scene som en mystisk, sexet og selvsikker verdensmand. Med stil og stolthed spillede de sig gennem sange fra deres to albums Industrial Silence og The Nightly Disease og især under titelnummeret fra sidstnævnte samt den kraftigt Nick Cave inspirerede ”Black Mambo”, måtte man overgive sig.

Men en ulykke kommer sjældent alene, så ud over malplaceringen i tid og sted, måtte Madrugada også døje med lydproblemer, der tilsyneladende helt forhindrede dem i at spille en del sange. Forståeligt nok ebbede bandets kræfter ud under forsøget på at holde fanen højt under disse forhold, så koncerten sluttede af med et kvarters halvhjertet rocklir, hvor kun skyggen af bandet var tilbage. Madrugada kunne have givet Roskilde Festivalen en stor rockoplevelse, men de fik aldrig en ærlig chance.

Nick Cave

Var Madrugada malplaceret var en af deres store forbilleder, Nick Cave, til gengæld helt rigtigt placeret på grøn scene samme aften. Her gav han en mindeværdig koncert i ´97, og nu var han så parat til at gøre sig selv kunsten efter med det nye album And No More Shall We Part i bagagen. Ikke at det var dette ret afdæmpede og smukke album, der kom til at tegne aftenens koncert. Gik man ind med en forventning om at høre en blid og afklaret Nick Cave foredrage sine kærlighedssange med nænsom backing, fik man sig nok lidt af et chok, da han satte af med sin fortolkning af historien om den ultimative outlaw ”Stagger Lee” og manede alle rygter i jorden om, at han skulle være blevet rusten og tandløs. ”It's plain to see, I'm the mad motherfucker called Stagger Lee”, spyttede han i hovedet på publikum. Man så op og ganske rigtigt; dér stod han virkelig. Nick Cave var simpelthen Stagger Lee – en rigtig vred satan, der er træt af pis. Sangen fik lov at udvikle sig fra en gang fandenivoldsk sumpblues til en sort messe med Blixa Bargelds primalskrig som et dramatisk klimaks. Så var stilen lagt.

Den næste time og et kvarter bød på et generøst udpluk fra Nick Caves imponerende sangkatalog udført med stort personligt overskud og sand indlevelse. Nå ja, og så har Nick Cave desuden verdens vel nok bedste backingband The Bad Seeds. Et band bestående af så mange enere og musikalske excentriker, at det næsten synes uvirkeligt, at de kan spille så forbandet godt og tight sammen og samtidig bevare deres individuelle særpræg. Kun en skam, at Warren Ellis' klagende violin, der særligt på de nyere numre er et vigtigt element, indimellem druknede i tornadoen fra scenen. Med en mere fremtrædende plads i lydbilledet kunne han have løftet en sang som ”O Lord” helt op i de himmelske lag, den er rettet mod.

Var der enkelte sange, hvor man kunne have ønsket sig en lidt mere afstemt lyd, var der tilgengæld stort set ingen virkelige kiksere. Kun den nye ”As I Sat Sadly By Her Side”, famlede sig lidt for meget frem. Og man tilgav gerne denne skønhedsfejl efter så veloplagte versioner af klassikere som ”Red Right Hand”, ”Do You Love Me”, ”Pappa Won't Leave You Henry” og dueten med Blixa Bargeld ”The Weeping Song” samt nye numre som ”Fifteen Feet of Pure White Snow” og ”Hallelujah”. Selvom koncerten generelt havde karakter af en voldsom konfrontation viste Nick Cave dog også, at han har et solidt greb om den store, romantiske ballade med den eneste sang fra The Boatman's Call, der havde fået plads på aftenens program – en bevægende ”Lime Tree Arbour”.

Skal man fremhæve et højdepunkt ud af en hel bunke, må det alligevel blive ”The Mercy Seat”. En ubestridt klassiker iklædt et radikalt arrangement, der startede som en traditionel ballade med følsomme anslag på en akustisk guitar for gradvist og med djævelsk timing at blive bygget op til et stormridt ind i det elektriske helvede, der er tekstens uundgåelige destination. Her kunne man virkelig mærke linjen ”I think my head is burning” på sin egen krop.

Hallelujah for Nick Cave & The Bad Seeds; de kom, de spillede, de sejrede!

Sort Sol
Fredag nat, efter at Neil Young og Crazy Horses stormbølge af guitarfeedback havde lagt sig, lød der rumlen af torden – ikke fra himlen, men fra orange scene. Her var Sort Sol efter nogen forsinkelse klar til at træde frem og bebude ”It's gonna rain.” Man nåede måske lige at tænke for sig selv, at det var en noget melodramatisk åbningsgimmick, som den lyse sommernat i øvrig lod hånt om, før musikken begyndte at virke. Sort Sol har gennem deres karriere opbygget en status som et af Danmarks mest konsistente og stilfulde rockorkestre, og på trods af deres seneste lidt ferske album Snakecharmer troede man et godt stykke tid, at det ville være en smuk sort sol, der ville gå ned over denne sorte fredag. De spillede tight, lyden var præcis så stor, rå og funklende som den burde, og Sort Sol syntes i det hele taget at have orange scene i deres hule hånd, hvad der er få forundt. Men adel forpligter jo som bekendt, og på et tidspunkt meldte en vis træthed sig i hvert fald hos denne tilskuer. Måske var det fordi det simpelthen var for tight i længden, som en stor, velsmurt maskine der bare rullede hen over sommerens festivaler og nu tilfældigvis var kommet til Roskilde, måske var det det faktum, at Sort Sol absolut ville overbevise os om Snakecharmers kvaliteter ved at spille samtlige numre og dermed forbigå en lang række bedre sange fra deres bagkatalog, måske var det en overmæthed i forhold til de bombastiske effekter, der blev smidt i hovedet på én hver andet øjeblik.

Selvfølgelig er det forståeligt og prisværdigt, at et band ikke kun hviler sig på fordums storhed, men også vil vise, hvor de er nu rent musikalsk. Men Snakecharmer lød om muligt endnu mere som en træden vande i live opførelsen end på pladen, hvor man i det mindste har muligheden for at springe over de mest kedelige momenter. Det kunne hverken Steen Jørgensens selvsikre croonen, Lars Top-Galias drøje hug i guitaren, den noget løsslupne brug af de medbragte ildkastere, eller en Sissel Kjyrkeby, der blev hentet ind på scenen for at synge på dueten ”Elia Rising”, som en anden hvid kanin af en høj hat, ændre på.

At koncerten simpelthen var for fattig på virkelig gode sange blev kun så meget mere tydeligt, når Sort Sol faktisk gik i lag med en af de mange fremragende sange de faktisk har skrevet, for da løftede koncerten sig en kort stund betragteligt. Både de nye ”Rhinestone” og ”I'll Take Care of You” samt ældre sange som ”Sychamore Blue” og ”Daughter of Sad” lyste op. Ellers var man vidne til en trættende opvisning i musikalsk muskeleksibitionisme og et show, der lod ildkugler og stjernestøv erstatte ægte gnist og magi.

Rasmus Steffensen, 7. jun 2001


Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen