Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Christian Kann

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Exuma: 'Exuma'
Exuma
Exuma
(lp, Repertoire, 1970)

Exuma - opkaldt efter en øgruppe i Bahamas - lavede først og fremmest lokalmusik; det selvbetitlede debutalbum indeholder et uudtømmeligt dyb af referencer til den lokale kultur, herunder særligt den caraibiske version af voodoo ved navn Obeah. Dette præger i høj grad sangenes tekster, men i endnu højere grad musikken. De syv sange på Exuma indsmigrer sig i første omgang med deres uimodståelige melodiøsitet, men disse melodier gestaltes i en frodig ramme af hypnotisk percussion, raslende og bimlende bjælder samt gådefuldt skinnende klange, der kommer ud af det blå.

Hvis voodoo-religionen ikke havde eksisteret i forvejen, ville Hollywood have været nødt til at opfinde den - og det er ret beset også nøjagtigt, hvad den amerikanske filmindustri har gjort: fra den oprindelige King Kong til Peter Jacksons moderne remake såvel som i klassiske scener fra James Bond-filmen Live and Let Live og Indiana Jones and the Temple of Doom. I disse og mange andre film fremtræder denne "Hollywood-voodoo" via uudgrundelige kulters ritualer, der om ikke andet formår at iscenesætte hele den vestlige kulturs enøjede fremstilling og mangelfulde forståelse af såkaldt "primitive" folkeslag. I lyden af dette magisk såvel som mystisk klingende ord runger et mylder af fordomme om sort magi, kannibalisme, djævledyrkelse og menneskeofringer; det optimale løsen udtænkt i et laboratorium for skriveblokerede manuskriptforfattere, ja, der findes næppe en klarere illustration af den vestlige verdens vulgarisering af det fremmede og eksotiske.

Det skulle da lige være den i de seneste år særdeles anvendte betegnelse verdensmusik, en veritabel spøgelseskategori, der - hvis man tager navnet for pålydende - logisk set ikke udelukker nogen form for musik, men derimod gør noget globalt ud af en række ekstremt forskelligartede kunstnere, der primært har det til fælles, at de tager kunstnerisk udgangspunkt i deres egen lokale historie og mytologi.

Exuma - opkaldt efter en øgruppe i Bahamas - lavede først og fremmest lokalmusik; det selvbetitlede debutalbum indeholder et uudtømmeligt dyb af referencer til den lokale kultur, herunder særligt den caraibiske version af voodoo ved navn Obeah. Dette præger i høj grad sangenes tekster, men i endnu højere grad musikken. De syv sange på Exuma indsmigrer sig i første omgang med deres uimodståelige melodiøsitet, men disse melodier gestaltes i en frodig ramme af hypnotisk percussion, raslende og bimlende bjælder samt gådefuldt skinnende klange, der kommer ud af det blå. Man kunne lave et helt katalog over de lyde, der slanger og bugter og vrider sig gennem dette album; et mylder af rytmeæg, tamburiner, diverse fløjter, bjælder og klokker, djembas, en gong-gong og guderne må vide hvad ellers skaber en ubrydelig kontinuitet numrene imellem. Dertil kommer den udstrakte brug af korarrangementer, en brummende, mumlende, messende, raslende, vibrerende, hviskende, knitrende, svingende, blafrende og ultimativt dragende tummel, der fremkalder lige så mange forskelligartede reaktioner i lytteren. For at nævne et par eksempler: "Dambala", en hyldest til Obeah-mytologiens superpotente slangegud (et nummer, som Nina Simone i øvrigt har lavet et cover af) er en vuggende forførerisk sang, hvor herrernes backing-vokaler virker, som om de kommer fra bunden af en seriøs, næsten komatøs, trance, mens kvinderne står for en krystalklar og engleagtig messen, der dog ikke forhindrer sangeren i at beskrive, hvordan både Gud og Satan vil blive fremmanet. Og de tre dybe trommeslag - som et mantra, der gentages gennem hele sangen og bliver vildere, mere uregelmæssigt mod slutningen - fungerer som tre uafrystelige kanonskud fra en åndeverden langt hinsides denne, ja, får næsten én til at tro på, at det rent faktisk vil ske. Næste nummer, "Mama loi, Papa loi", indledes med ordene: "The sun is shining in the night / Zombies walking in the broad day light", mens man hører groteske frådelyde, som om disse zombier gør sig klar til at mæske sig i menneskekød!

Allerstærkest på albummet står imidlertid Tony McKays uskolede vokal, der både kan synge henført og levere indfølt præcision for så at foretage fuldstændigt overrumplende registerskift og skråle raspende hæst og truende - som en besat, der pludselig raser og synger i tunger. Det er en forbløffende ressourcefuld stemme, der synger over alt på dette uimodståelige album. Enhver klang synes at indeholde en hel verden af betydning, enhver detalje forekommer perfekt og uudgrundelig. Det er, som opstår et uendeligt liv i dette albums ursuppe af hedensk ekstase, en sansernes festival (eller "Junkanoo", som et nummer hedder: opkaldt efter navnet på Bahamas' årlige festival), en sanselig himmelflugt fyldt af mysterier; man fornemmer, at der foregår hemmelige, uforståelige ritualer i udkanten af hver sang, og i den forstand emmer albummet af den energiernes forvaltning, der er voodooens centrale karaktertræk.

I dag ville man utvivlsomt kalde denne musik for "freak folk" eller måske endda outsider-musik. Men Exumas voodoo-folk besidder først og fremmest enkelhedens velsignelse; dette er ikke i nogen særlig grad eksperimenterende musik. Eller for ikke at lægge ord i munden på nogen: Det burde ikke være specielt eksperimenterende; dertil er den melodiske nerve simpelthen for betagende, og den rytmiske nuancering for gennemført. Desuden virker den spirituelle stråleglans i McKays fraseringer lutrende, som han fremmaner det overjordiske i menneskets jordnære liv, der kan være gruopvækkende - og ikke mindst gruopvækkende smukt. Genremæssigt minder Exuma lidt om den samtidige Dr. John, men uden den mindste snert af tilbagelænet r&b, uden nogen jazzy coolness og uden forstillelse. Exumas aftapning er af en uhørt renhed, fordi den tillader, ja, forudsætter en kosmisk kaostilstand; man må have kaos i sig for at føde en sådan funklende renhed

 

Peter Tapdrup Andersen, 1. dec 2009


Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

UDGIVET I


© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen