Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Diefenbach

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Son My: 'Son My'
Son My
Son My
(demo-cd, uden selskab, 2006)

”Inspiration: Radiohead, Mogwai og Sigur Rós”. Sådan står der ærligt og redeligt på pressemeddelelsen, der følger med den tre skæringer lange førstedemo fra sekstetten Son My. En demo, der i øvrigt kun er lavet i et lille oplag med et flot håndsyet cover. Nuvel: Man skal lede yderst længe efter tre inspirationskilder, der over de seneste ti år er blevet tygget mere igennem på kryds og tværs. Men der er overfladisk inspiration – og så er der forståelse. Der er alverden til forskel på at efterligne et orkester og at lade sig påvirke af dets intention. Og det formidable ved Son My er netop, at bandet, der startede i 2003 under navnet Hum og skiftede til det nuværende sidste år, faktisk hverken minder om Sigur Rós, Mogwai eller Radiohead. Jo, det gør det måske til det punkt, hvor der kredses om en dunkel, poetisk sangskrivning, som slægter alle tre forbilleder på. Men Son My har fattet, at det, der gjorde idolerne til ledestjerner i første omgang, var deres evne til at omtænke og omformulere den alternative rockmusiks formularer – til at definere en lyd, der var helt deres egen. Pragtfuldt! Hvis bare lidt flere up and coming-bands var så skarpe!

Son My er dertil et skoleeksempel på den ”lidt, men godt”-strategi, endnu flere bands – og i øvrigt også mange etablerede – burde følge. Tilsammen sniger de tre numre sig op på små 13 minutter – umiddelbart ikke meget at fremvise efter et år i øvelokalet – men så sidder det hele til gengæld også, som det skal. Hør blot det sarte, næsten ikke eksisterende væv af guitaranslag, klingende synth, sugende orgel og tyst vokal, der indleder ”It Will Soon Be Over”. Lad dig lulle hen af det – og flyv så op i sædet, når der pludselig sætter en massiv, men også meget klar og flot opbygget mur af guitarstøj ind, som igen tones over i et meget smukt coda, hvor en cello slingrer højspændt ud mod solnedgangen. Eller lyt til postrock-vuggevisen ”Intermission”, hvor adskillige guitarlinjer væver sig delikat rundt mellem hinanden, før arkitekturen krones med et opadstigende, skønt klagende toneløb. Og så er der selvfølgelig den dunkle, bølgende ”By Night”, hvor forsangeren Niels Bagge Hansens vemodige og hjerteskærende, men ikke decideret klynkende stemme cirkler rundt i et mørkt, men også underligt behageligt rum fyldt med ringlende riffs, hvilende klaveranslag og næsten tikkende trommer. Jo, der er en musikalitet og en kvalitetskontrol på spil, der er usædvanlig for et debuterende orkester – og et allerede meget selvstændigt format, der beviser, at man stadig kan andet end tærske langhalm på arven efter 90'ernes sidste store orkestre.

”Should I kill me now? / Should I take the fall?”, hviner/hvisker Hansen på “By Night”. Gu' skal du ej, kammerat. Du skal gøre karriere!

Steffen B. Pedersen, 31. maj 2006


Yderligere information

www.sonmy.dk

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen