Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Danny Kreutzfeldt

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Earth: 'Loppen, Christiania, 2. april 2012', Mount Eerie: 'Loppen, Christiania, 2. april 2012', Ô Paon: 'Loppen, Christiania, 2. april 2012'
Earth / Mount Eerie / Ô Paon
Loppen, Christiania, 2. april 2012
(koncert)

Tre fremragende navne på Loppen, og så på en mandag aften. Trods sygdom i luften og et ikke helt forløst potentiale var man i fornemt selskab blandt store musikalske personligheder med sans for atmosfære og tyngde.

Ofte sammensættes et koncertprogram efter genre. Og man ved derfor også nogenlunde, hvordan aftenen kommer til at forløbe, og hvilke koder man skal ride med på. I tilfældet Earth, Mount Eerie og Ô Paon var det ikke så nemt at sætte en genremarkør på, ej heller nemt at vide, hvad man præcis skulle forvente af aftenen. Bag alle projekter står musikalske personligheder, som – for nu at bruge en kliché – går deres egne veje. Publikum var af samme grund også sammensat. Selv var jeg mest kommet efter Mount Eerie, som jeg beundrer dybt. For andre var Earth givetvis hovednavnet. Uanset hvad skulle det blive en interessant aften.

Ô Paon

Aftenens første navn, Ô Paon, var et ret ubeskrevet blad for mig, selvom hun har spillet i Danmark flere gange før. Bag navnet står canadiske Geneviève Castrée, der tidligere har spillet under navnet Woelv. Koncerten blev bygget op om repetitive guitarfigurer bygget op i loops, som Castrée sang sine fransksprogede sange hen over. Denne form for hypnotiske loop-ballader er blevet noget, som rigtig mange indiefolkmusikere dyrker, og guderne skal vide, at det kan være særdeles kedsommeligt. Heldigvis udviste Ô Paon både en inderlighed, en charme og et sangskrivertalent, der kunne bære formen. Også stemmen passede godt til den meget messende musik. Hun undskyldte flere gange, at hun var syg, og det fornemmede man desværre også i musikken, hvor det virkede, som om hun holdt meget igen. Hvor stort potentialet faktisk var, fik man indtryk af i den allersidste sang, hvor hun for første gang virkelig sang igennem, samtidig med at hun slap grebet om guitaren og lod hænderne danse i luften. Man mærkede en stor kraft i hende, som ellers ikke var blevet sluppet løs på de øvrige ellers udmærkede numre. Men så var det som bekendt allerede forbi. Syg kan man dog blive, og hun formåede under de lidt pressede omstændigheder at skabe en god og stemningsfuld koncert. Næste gang bliver det forhåbentlig endnu bedre. Jeg vil i hvert fald gerne tjekke hende ud igen.

Mount Eerie

Det er aldrig til at vide, hvad man kan forvente af Phil Elvrum, der tidligere har spillet under navnet The Microphones og de seneste par år har brugt navnet Mount Eerie. Selv har jeg hørt ham en del gange, både under det ene og det andet navn. Typisk har der været tale om ret minimale koncerter, der udforskede en mere nøgen vinkel på de i pladesammenhæng ellers mangefacetterede sange. En tilgang, der ligger langt fra den typiske turnerende musiker, som med større eller mindre held forsøger at genskabe en plades univers. Elvrum har altid virket mere interesseret i lade sine sange ånde i en vedvarende udviklingsproces. Sidst jeg hørte Mount Eerie, gik han dog i den stik modsatte retning ved at skabe en næsten eksakt opførelse af mesterværket Wind's Poem. En plade, som man ellers – dens uudgrundelige lydbillede taget i betragtning – næsten ikke turde tro på kunne genskabes live. Men det gjorde Elvrum så med et glimrende band – på sjældent gennemført vis til en af de bedste koncerter, jeg har hørt i lang tid.

Mount EerieSå hvad kunne vi forvente os i aften på Loppen? Ja, igen viste Elvrum sig som en mester i overraskelser. Her slog han nemlig fra start fast, at han havde indspillet ikke bare en, men to helt nye plader, som begge udkommer senere i 2012, og det var udelukkende sange fra disse plader, han spillede. Altså ikke et eneste kendt nummer, men en indsigt i, hvad vi har at vente. Her var set-uppet en slags mellemvej mellem de tidligere mere akustiske koncerter og Mount Eeries interesse for det storslåede og atmosfæriske. Alle sange blev således fremført med en 12-strenget el-guitar med masser af rumklang og ekkoeffekter, der kunne bygge et stort rum op omkring Elvrums ellers skrøbelige stemme. Nogle numre gik mere i en traditionel sangskriverretning, mens andre gik mere ind i de ambiente rum, som man finder på Wind's Poem – dog uden at trække disse i den black metal-inspirerede retning, som den plade knytter an til. Men det er svært at sige, hvordan det kommer til at lyde på plade. Givetvis ikke sådan her. I hvert fald afsluttede Elvrum mange numre på særdeles brat vis. Det var, som om han ikke havde lyst til at postulere, at dette var færdige, afrundede sange – nogle numre sluttede nærmest som en slags cliffhanger, hvor man kunne forestille sig, at de netop ville folde sig ud i instrumentale passager på plade.

Man fik bestemt lyst til at høre mere, men alligevel fremstod koncerten også en anelse uforløst. Det var modigt af Elvrum kun at spille helt nye sange, og det er på en måde et typisk træk for ham helt at forkaste enhver konvention om, hvad man kan forvente til en koncert. Problemet var ikke så meget, at det var nye numre, som at de fremstod lidt famlende i det. Og i hvert fald der hvor jeg stod, synes jeg, at guitaren var alt for lav. Jeg elsker Elvrums stemme og hans tekster, men det er, som om de faktisk folder sig smukkest ud, når de virkelig løftes af musikken, eller trænger frem som en fjern sang gennem muren af støj som på Wind's Poem. Her var den til gengæld mixet meget højt op, hvormed de atmosfæriske guitarklange til tider blev reduceret til en lidt kedelig baggrundssummen, hvor man egentlig bare havde lyst til, at den tog over og bragede igennem. Eller i hvert fald fik noget krop og fylde, som den ikke helt fik lov til at få.

Dette til trods var det dog stadig en fornøjelse at høre en musiker, som virkelig tør at gå sine egne veje, og man ville være et skarn, hvis man ikke glædede sig til hele to plader fra ham i år.

Earth

Det navn, der klart fik lov at spille længst denne aften, var afslutningsbandet Earth, som også var markedsført som hovednavn. Og det er da også et band, som har brug for at kunne udfolde sig over lang tid, da deres numre nemt sniger sig op over de 10 minutter og i udpræget grad knytter sig til en langsommelighedens æstetik. Ikke en æterisk og fnuglet langsomhed som i ambienten, men netop en tung, træg og sumpet langsomhed, der passer så godt til deres navn.

Earth, hvis bærende medlem er guitarist Dylan Carlson, bliver ofte nævnt i mere metalorienterede sammenhænge. Bl.a. fordi de har været en stor inspiration for adskillige sludge-, doom- og dronemetal-orienterede navne. Deres eget navn er da angiveligt også hentet fra metalkongerne i Black Sabbath, der en overgang, inden de slog igennem, netop gik under det navn. Og så er det jo oplagt at se visse metalreferencer malet ud over foretagendet. De er der da også, men Earth er bestemt ikke et metalorkester af den grund. De deler interessen for den tunge lyd og de nedstemte guitarer med metallen, men til gengæld er der begrænset mængde distortion og så godt som ingen solistiske eskapader i musikken, der også er helt instrumental. Der er vel snarere tale om en slags tung og dæmonisk blues, med buldrende bas, slæbende trommer og naturligvis Carlsons langsomme guitartoner. Til tider tørt og støvet, som en uendelig ørken, til tider med en lettere psykedelisk klang. Tilføjet denne urrockform var også en cello, der vævede yderligere smukke lag til den dronende og mørke lyd.

Earth kan i deres æstetik minde om en mere sumpet pendant til Bohren & Der Club of Gore, der ligeledes har taget tyngden fra metallen, men sat tempoet helt ned og fjernet den ellers allestedsnærværende forvrængning. Og ligesom Bohren & Der Club of Gore befinder Earth sig også på en hårfin grænse mellem det stillestående (og for nogle folk kedsommelige) og det ulmende drama. Det er ofte, som om musikken er lige ved at eksplodere, men et egentligt klimaks udebliver. Alligevel er der en tyngde, der forplanter sig, og man mærker virkelig hvert trommeslag fra den fortrinlige trommeslager Adrienne Davies, i hvert fald live denne aften.

Bandet fremstod i det hele taget som en god og sammenspillet kvartet, der fint forløste det atmosfæriske udtryk live. Med nok variation til at det hele ikke flød sammen, og med velvalgte tørt humoristiske kommentarer fra Carlson selv. Som når han introducerede et af numrene med et udsagn om, at der gik rygter om, at folk gerne dansede til den her. Eller når han introducerede et andet ved at sige, at her kommer en popsang, der dog aldrig blev et hit.

Earth er ikke hitmusik, og det er vel heller ikke udpræget dansemusik. Men det kan nu godt swinge alligevel, på sin egen seje og jordslåede facon. På plade kan jeg godt have svært ved for alvor at komme ind i universet, men live foldede det sig godt ud i al sin langsomme vælde. En fremragende afslutning på en aften med tre stærke navne.

Rasmus Steffensen, 4. apr 2012


Yderligere information

http://www.thronesanddominions.com
http://www.pwelverumandsun.com/
http://www.opaon.ca/


Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

LÆS OGSÅ

Mount Eerie
Loppen, København, 18/4, 2010



Mount Eerie
”No Flashlight”



Mount Eerie
Festsaal Kreuzberg, Berlin, 13. april - 2010



Earth
Loppen, København, 5/3, 2006


© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen