Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Peter Laugesen & Singvogel

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Spain: 'Bremen, København, 14/05-2012'
Spain
Bremen, København, 14/05-2012
(koncert)

Trods dårlig lyd, sparsomt fremmøde og en besynderlig koncertpræmis, overbeviste slow-rockerne i Spain om deres fortsatte relevans med over to timers stille musik.

Hvem har savnet Spain? Ikke mange, hvis man dømmer efter det fremmødte antal gæster i Bremen denne aften. Og dog – det taknemmelige bifald efter første sæt, hvor den amerikanske gruppe har spillet hele deres første album The Blue Moods of Spain fra start til slut, vidner alligevel om, at visse folk i hvert fald har savnet dem. Og at især deres første plade har en stor plads i hjertet hos en del.

I skyggen af en triumf

The Blue Moods of Spain er og bliver Spains største triumf og dermed også på mange måder bandets problem. Albummet ramte i 1995 verden med en skønhed så enkel og en atmosfære så fortættet, at få bands har formået at gøre Spain kunsten efter. Bandet selv inklusive. Hvor meget bandleder og sangskriver Josh Haden end har talt om efterfølgende plader som selve essensen af bandets udtryk, virker det knap nok som om, han har overbevist sig selv om dette. ’Best of’ pladen Spirituals lænede sig i både coverart, titel og indhold så meget op af debuten, at budskabet var klart. De to efterfølgende plader opnåede ikke nær samme opmærksomhed og markerede da også en slags omplantning af debutens langsomme og melankolske univers til langt mere konventionelle sangstrukturer. En slags indie-soft rock med elementer af jazz, blues, gospel og country. Et skift, der faktisk fungerede godt på She Haunts My Dreams (1999), som har vist sig forbløffende holdbar, selvom den i sin tid virkede en anelse ordinær. Efterfølgeren I Believe virkede trods den proklamerende titel netop som en lidt tom gentagelse fra et band, der ikke rigtig længere troede på sagen. Herefter var den mest naturlige konsekvens at trække sig ind i stilhed. Og stilheden sænkede sig da også over bandet. Mens folk og presse ellers har det med at spekulere indtil det hysteriske om diverse bands genforening, virkede det ikke som om, nogen egentlig forventede mere af Spain. Måske netop fordi det føltes som om, de havde sagt alt med de ganske få ord og toner, som debuten rummer.

The Soul of Spain

Af samme grund virker det nærmest som om deres faktiske genforening er gået hen over hovedet på de fleste, hvilket nok også er en af grundene til, at ingen rigtig havde opdaget koncerten i København. Bandet havde ellers få dage forinden udsendt et helt nyt album, atter med en proklamerende titel: The Soul of Spain. Heller ikke denne gang vil bandet formodentlig overbevise nogen om, at bandets inderste sjæl er at finde andetsteds end på netop The Blue Moods of Spain. Selv havde jeg lejlighed til at lytte pladen igennem en enkelt gang inden koncerten, og jeg var overrasket over, hvor godt den lød. Trods et par sære afstikkere virker det faktisk som om, bandet har fundet en ny glød, og at de har formået at skabe et værk, som både peger klart tilbage mod de første plader og samtidig viser en vej frem.

Fik man så det at mærke til koncerten?

Ja og nej. Først og fremmest virkede det underligt, næsten resignerende, at bandet efter denne genopstandelse og få dage efter udgivelse af et helt nyt album solgte koncerten på en total genopførelse af The Blue Moods of Spain. Tydeligvis står det diskrete band fortsat i skyggen af deres egen største bedrift.

Eneste oprindelige medlem i det nye Spain er i øvrigt Josh Haden. Han har alle dage været det ubestridelige midtpunkt. Alligevel var det en lidt sær fornemmelse at se de nye musikere spille sig igennem det klassiske værk som en indlært lektie uden rigtig at farve den med den store personlighed. Det var kort sagt en meget loyal fortolkning af de ni langsomme sange. Overbevisende, men uden den store gnist og uden den unikke tilbagelænethed, man finder på albummet. Eneste nummer, hvor bandet legede lidt med originalen, var det majestætiske og langstrakte ”World of Blue”. Her bevægede de sig mod slutningen over mod et massivt og rockende udtryk, der let kunne virke som et plat påhæng, men som faktisk formåede at virke vedkommende og overraskende.

På kanten mellem det sublime og det kedelige

Meget af Spains musik – debuten inklusive – balancerer på kanten mellem det kedsommelige og det sublime. Både tekst, melodi og delelementer kan virke næsten pinligt banale, men hemmeligheden bag Spains magi ligger i høj grad i evnen til at få elementerne til sammen at skabe en stemning, et blue mood. Overfladen er enkel, men åbner op til et dybt og sjælfuldt rum af længsel og sorg. Men en sådan fortættet atmosfære forudsætter også visse rammer. De visuelle rammer var sådan set på plads i Bremen, hvor den gamle teatersal blev en ganske stemningsfyldt ramme for bandets altmodische musik. Til gengæld lod de lydmæssige rammer en del tilbage at ønske. Der var en irriterende elektrisk brummen af kabler bag mange af de stille numre; de dybe bastoner, som har stor betydning i musikken, mudrede til, og især lød den akustiske guitar decideret jammerlig. Hvilket gik ud over et nummer som klassikeren ”Untitled #1”, der netop i høj grad bæres af den akustiske guitar. Heller ikke de elektriske guitarer havde den varme og fylde, der kræves, for at de enkle numre kan folde sig ud.

Alligevel blev man langsomt trukket ind i Spains univers, og man blev mindet om, hvor gode disse sange stadig er. Især fra og med ”Ray of Light” begyndte elementerne at falde mere på plads. Og så sluttede første sæt selvfølgelig uomgængeligt med Spains nok mest kendte nummer – salmen ”Spiritual”. Et nummer, som mange folk har indspillet covers af – mest navnkundigt nok Johnny Cash på sin Unchained. Men faktisk har ingen – end ikke Cash – formået at løfte sangen til de højder, som originalen besidder. Og sangen blev da også et bevægende punktum for første afdeling af koncerten.

Stærke nye sange

Efter en kort pause vendte bandet tilbage for at spille et sæt bestående af sange fra den nye plade og fra She Haunts My Dreams og I Believe. Det kunne være blevet et antiklimaks, da man fornemmede, at mange mest var kommet for den første afdeling. Men dels var der blevet rettet op på nogle af lydproblemerne i pausen (skønt lyden aldrig blev helt god), dels virkede det nuværende band faktisk mere tilpasse i de senere og mere stramme sange. Og så var andet sæt altså en påmindelse om, at Spain har mange andre gode sange på samvittigheden end dem, man finder på The Blue Moods of Spain. Tilmed havde de formået at samle nogle af de allerbedste til denne rolige vandring i resten af kataloget.

Således blev der lagt ud med perlen ”Every Time I Try” fra She Haunts My Dreams. Absolut et højdepunkt fra sangkataloget. Og herefter fik vi så en længere tur gennem nogle af de helt nye sange, som også holdt vand på scenen, og som bandet forståeligt nok spillede med større gnist og engagement, end hvad der var tilfældet i første sæt.

”Only One” åbningsnummeret fra The Soul of Spain – lød live som en oplagt arvtager til ”Untitled #1”, og ”Without A Sound” var båret af den fine melankoli, som bandet om nogen har været bannerførere for. Andre af de nye sange gravede sig længere ned i en inspiration fra soul og gospel, som altid har ligget i bandets musik, men som på The Soul of Spain synes at stå endnu klarere. Her må man især fremhæve den stærke ”I'm Still Free”, den eksplicitte gospel i ”Walked On The Water” og den mere forstyrrende ”Sevenfold”. Forstyrrende fordi den i sin melodi er noget af den reneste gospel, bandet har bedrevet, mens teksten står i grel modsætning til bandets øvrige kærlighedsbudskab med linier som ”When I'm rich I'll sell my soul / my wealth will grow sevenfold” eller: ”Darling don't you cry / darling don't you weep / soon all of the nations will be bowing at my feet”.

Mange sange handler fortsat om kærlighed, længsel og melankoli, men der er kommet mere tyngde ved at bandet også tør bevæge sig ud i andre retninger, og ved at de også tør beskæftige sig med ambivalens.

På mange af de nye sange har keyboardet fået en fremtrædende rolle. Desværre fremstod keyboardklangen også meget spag denne aften, hvorfor en sang som ”Without A Sound” slet ikke opnåede det orkestrale schwung, som den egentlig fortjener. Alligevel fremstod de nye sange stærke, som en ny begyndelse. Og Josh Haden synger fortsat fremragende med denne intime og hviskende røst, der af og til bryder ud i en mere soulet klagesang.

Den evige skønhed

Sangene fra de to mellemliggende plader var velvalgte og passede godt i helheden. Andet sæt blev afsluttet med numeret ”Our Love Is Gonna Live Forever” som en bøn eller et håb. Og man fornemmede, at Spain stræber efter en evig skønhed – et univers, der nærmest er af en anden verden.

Af samme grund kan man heller ikke forvente hurtige tricks og show af dem, og det fik man mildest talt heller ikke på en aften, hvor alle bandmedlemmer under første sæt stod urokkelige som stenstøtter uden at mæle et ord mellem numrene. Under andet sæt løsnede de lidt op, der blev ligefrem plads til en lille joke undervejs, og Haden omtalte afvæbnende sig selv som ”the sultan of slowness”. Jo tak, det må man sige. Så langsomt, at han havde god tid til at rette på sine briller mellem to anslåede toner.

Velkommen tilbage til Spain, der bestemt ikke kan afskrives som rent nostalgiband. De gjorde det ikke nemt for sig selv ved at bygge aftenen så meget op omkring første album. Og man kan da godt savne den tid, hvor bandet virkelig begav sig ud på langstrakte rejser som ”World of Blue”. Men de har fortsat meget at byde på. Og var koncerten ikke helt oppe at ringe, følte man sig dog taknemmelig og lutret, da Spain vendte tilbage med et enkelt ekstranummer i form af den fortræffelige ”Nobody Has To Know”.

Rasmus Steffensen, 18. maj 2012


Yderligere information

http://www.spaintheband.com/

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

LÆS OGSÅ

Spain
Spirituals - the Best of Spain



Spain
I Believe



Patrick Phelan
Parlor


© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen