Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Efterklang

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Manic Street Preachers: 'Amager Bio, København, 15/4'
Manic Street Preachers
Amager Bio, København, 15/4
(koncert)

Manic Street Preachers leverede en solid, storladen koncert og genvandt anmelderens hjerte efter flere års fravær.

Der er ikke langt fra kærlighed til had og slet ikke i musik. Da jeg røg ind i Manic Street Preachers, var det med den selvdestruktive, forbitrede og indædte trods på de perfekte plader Gold Against The Soul (1993) og det kulsorte mesterværk The Holy Bible (1994). Pladerne var samtidig tekstforfatter og skaber af myten om Manics’, Richey Edwards James’, testamente, inden han sporløst forsvandt. Disse sublime album kombineret med Richey James’ og Nicky Wires offentlige opførsel og politiske statements gik rent ind i hjertet hos en forvirret gymnasieelev, mørksindet og naiv. Everything Must Go fra 1996 red videre på bølgen og forbandt fortidens dystre momenter med de nye friske vinde, der blæste ind over bandet. For en stund holdt Manic Street Preachers balancen mellem det gamle mørke og de nye lyse og kommercielle toner. Jeg elskede Manics og betragtede dem som mit band.

Desværre varede dette kærlighedsforhold ikke mere end nogle få år, og i 1998 udsendte de This Is My Truth Tell Me Yours, der gjorde bandet til et household name i hele Europa. Pludselig kunne man høre James Dean Bradfield synge linjer som ”Drinking water to stay thin, or is it to purify, I love you all the same” i de danske radioer, og de blev fast inventar på festivaler som akkompagnement til fadøl og hotdogs. Forsøget på at genvinde fortiden med albummet Know Your Enemy fra 2001, der aggressivt og forvirret forsøgte at rocke lidt street cred tilbage, gjorde ikke sagen bedre. Og da Lifeblood fra 2004 forsøgte at skabe hits på tomme melodiske kalorier, gav jeg op. Skiftet fra de mørke personlige beretninger fra 80’ernes Wales med økonomisk smalhals, hvor minearbejderne strejkede, og unge blev politisk bevidste i en tidlig alder, til den bløde stadionpop med tilsvarende ufarlige tekster blev for meget. Jeg måtte lægge dem på hylden i nogle år. Nicky Wires politiske paroler lød pludselig meget tomme uden Richey James’ udstråling og lidenskab, og bandets evige jagt på det næste radiohit forekom mig ynkelig.

Siden er der sket meget både for bandet og for mig. Rygter om en opadgående formkurve og en erkendelse af, at jeg måske har været lidt for hård ved et band, der trods alt gav mig nogle uforglemmelige oplevelser gør, at jeg har givet de seneste plader et lyt, og at jeg  i aften står i Amager Bio og giver dem endnu en chance for at genvinde mit hjerte. Come on Manics!

Efter en for mig ulidelig venten med sommerfugle i maven til tonerne af bl.a. Richard Hells ”Blank Generation” i højttalerne, kommer de tre herrer og den lidt anonyme ekstramusiker ind på scenen. På mange måder ligner de sig selv. Nicky Wire ser fantastisk ud i sin lasede jakke med diverse punkemblemer og tonede solbriller. Minearbejderens søn, James Dean Bradfield, er en tæt fyr, klædt i sort og pisker rundt, hver gang der er den mindste pause i vokalforpligtelserne. Sean Moore ser man ikke meget til. Han holder sig for sig selv bag trommerne i baggrunden, men alligevel fornemmer man hele tiden hans tilstedeværelse. Manics lyder som sædvanligt storladne med preprogrammerede keyboardflader og lydeffekter. Men i sidste ende er det selve den lille trio og den lille base i form af bas/guitar/trommer-setuppet, der gør hele forskellen. Samtidig er der stadig noget ekstremt walisisk over dem, en underkuet kamp mod uretfærdighed, der stadig dominerer i bandet, og Nicky Wires basforstærkere er dækket af det walisiske flag. Stoltheden over hjemlandet er blandet op med en god portion ironi, der gør, at James Dean Bradfield beder tilrejsende walisere om at opføre sig godt og ikke drikke for mange øl. ”Libraries gave us power”-linjen fra ”A Design For Life” er løftet om, at uddannelse skal redde de unge walisere fra forældrenes triste liv i minerne. Er det så relevant i dag, hvor minerne er lukket og levestandarden i den vestlige verden på trods af de seneste års finanskrise, er steget betragteligt i Manic Street Preachers levetid? Ja, i den grad! Budskabet og håbet i sangene er stadig brandstof til at gøre verdenen bedre, hvilket er hele missionen for Manics, og der er stadig brug for den. Det kan man også mærke på denne søndag aften i Amager Bio, hvor stemningen er intens og festlig på en gang.

”Motorcycle Emptiness” er en solid åbner, der sender stemningen i vejret og kickstarter fællessangen. Den medrivende og catchy  ”(It’s Not War) Just The End Of Love” fra det seneste album Postcard From a Young Man sætter yderligere gang i festen, og man mærker, at en stor aften er under opsejling. Efter fire numre kommer det første stød i hjertet. ”Love’s Sweet Exile” ryger ud over scenekanten med en nerve og indædthed, og pludselig er 1992 ikke så lang tid siden. Jeg kan mærke, hvordan pulsen ryger op og hjertet begynder at hamre løs. Den totale overgivelse kommer lidt efter, da Nicky Wire fortæller, at der nu kommer en helt speciel ”obscure treat”, der er et resultat af Richey James´ lyriske genialitet. ”Revol” brager ud til publikum, og jeg er helt rundt på gulvet igen over Manics.  ”Lebensraum, kulturkampf, Raus raus, Fila fila”. Jeg kan ikke længere stå for det og er tilbagevendt tilhænger. Når jeg hører en helt sal synge med på ”Your Love Alone Is Not Enough” kan jeg godt forstå, hvad der i sin tid frastødte mig. På mange måder er det, fordi jeg vil have dem for mig selv og ikke sammen med millioner af radiolyttere og festivaldeltagere med fadbamser i hænderne. I aften kan jeg se, hvor selvisk det er, og jeg begynder at nyde fællesskabsfølelsen frem for det intime.

Der er ingen ”Kevin Carter”, ”La Tristesse Durera (Scream to A Sigh)” eller “Australia” i aften, men derimod mindre kendte og kantede singler som ”Little Baby Nothing”, ”You Love Us” og et andet Richey James-signaturenummer ”She Is Suffering”. Som afslutter kommer den uundgåelige “If You Tolerate This Your Children Will Be Next”, den mærkværdige sang om den spanske borgerkrig og om nødvendigheden af at tage ansvar, især når man er ung, der sendte bandet på stjernefart uden for Storbritannien. Bagefter går bandet af scenen og lyset bliver tændt. Ingen ekstranumre eller leflen for publikum – punkidealerne lever stadig.

Manic Street Preachers overbeviste i Amager Bio og leverede en solid storladen koncert. For mig var det et bevis på, at min oprindelige kærlighed til bandet ikke er forsvundet, men kan ruskes frem igen. Og Manics genvandt den – om ikke andet så for en stund.

Jens Christensen, 17. apr 2012


Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

LÆS OGSÅ

Manic Street Preachers
Lifeblood



Manic Street Preachers
Forever Delayed (Special Edition)



Manic Street Preachers
Send Away the Tigers



Echo & The Bunnymen
Siberia



New Order
Run 2



New Order
Waiting for the Sirens’ Call



New Order
Video 5-8-6



Suede
A New Morning



Radiohead
Roskilde Festival 2008, Orange Scene, Torsdag


© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen