Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Lake Placid

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Dinosaur Jr.: 'You’re Living All Over Me'
Dinosaur Jr.  Geiger anbefaler!
You’re Living All Over Me
(lp, SST, 1987)

Selvfølgelig var det Sonic Youth, der var de ubestridte indehavere af tronen i den amerikanske rockundergrund i slutningen af 1980'erne. Deres ambitiøse støjrock, som sammensmeltede Brancas dissonante eksperimenter med Velvet Undergrounds hypnotiske og slørede udtryk, angav retningen for, hvor den guitarorienterede musik kunne bevæge sig hen. Det var dog ikke bare i kraft af deres fascinerende genopfindelse af rockmusikken, at Sonic Youth spillede en indflydelsesrige rolle. Det gjorde de også fordi, at de i langt højere grad end andre havde ørerne ude. Især Thurston Moore var konstant opmærksom på, hvad der rørte sig rundt omkring i USA, ligesom bandet helhjertet støttede op om alt, hvad det fandt lovende og interessant. Frem for alt handlede det om at styrke en selvstændig, alternativ scene – et fællesskab – ved siden af den dominerende kapitalistiske musikbranche.

Dinosaur fra Amherst nær Boston var en af de bands, som Sonic Youth tog under deres vinger. Trioen, der talte J Mascis, Lou Barlow og Murph, havde allerede udsendt sit debutalbum i midten af 1985 på det lille uafhængige selskab Homestead, som Sonic Youth på samme tidspunkt også var knyttet til. Debuten var en temmelig spraglet og uens affære. Der var kraftige reminiscenser af hardcore, men Mascis' sporadiske, mumlende sangforedrag dannede en mærkværdig kontrast til genrens ellers voluminøse vokalstil. Man fornemmede støjrockens dronende sus, men ikke uden lange guitar-soloer, som hverken gav Jimi Hendrix eller Tommy Iommi noget efter. Dertil kom en inspiration fra den britiske postpunk-scene – især The Cures intense minimalisme.

Albummet var og er stadig udtryk for et forslugent band, der endnu ikke havde fordøjet alle rockhistoriens genealogier. På de fremragende kompositioner ”Forget The Swan”, ”Repulsion” og ”Bulbs Of Passion” kunne man dog tydeligt høre, at Dinosaur (endnu uden Jr.) var ved at finde den rette balance mellem kaos og sødme, mellem terror og melodi. Det var formentlig også den, Thurston Moore og Kim Gordon opdagede ved en åndeløs koncert i 1986, hvor publikummet blev blæst helt bagud i salen. Mascis, som oprindelig havde været trommeslager i hardcorebandet Deep Wound, havde den forestilling, at guitaren skulle eksponere samme dynamik, samme eksplosive slagkraft som når trommestikken rammer skindet. ”After playing drums, guitar seemed so wimpy in comparison”, sagde Mascis lakonisk et par år senere. Det skulle gøre fysisk ondt – og bandet blev bandlyst fra flere spillesteder, fordi det simpelthen spillede for højt.

Dinosaur blev efterfølgende inviteret med på Sonic Youths efterårsturné. Sonic Youth havde netop udgivet EVOL på det attraktive independent-label SST. Anmeldelserne af EVOL var fremragende – Sonic Youth havde besteget tronen – og ovenpå turnéen sagde Barlow: ”Wow, man, we just toured with the coolest fuckin' band in the world. They're the coolest. And they like us!”.

Da Dinosaur ville i gang med deres nye album, skaffede Sonic Youth dem kontakt til deres egen lydmand: No-wave-pioneren Wharton Thiers. Og for at slutte ringen helt, skaffede de Dinosaur over på SST, hvor de selv befandt sig. Den store teenagedrøm var gået i opfyldelse for bandet. De turnerede med deres idoler og deres nye album - You're Living All Over Me - ville udkomme på SST – det eneste rigtige, det eneste sande pladeselskab, man kunne være på, hvis man ville være noget i undergrunden.

Med You're Living All Over Me”, som kom i sommeren 1987, gav Dinosaur (nu Jr efter et sagsanlæg fra en gammel hippie-gruppe af samme navn) SST et af støjrockens mesterværker. Der var ret beset tale om et kvantespring i forhold til debuten. Mascis, som var bandets sanger, guitarist og sangskriver, var blevet modnet – han havde fået fordøjet inspirationskilderne – og bandet havde nu en stil og et udtryk, som fungerede perfekt. Det var råt og massivt – som at stå i Dresden under et tæppe af brandbomber – men samtidig båret af et sandt arsenal af iørefaldende refræner. Ud af infernoet voksede det bizart skønne og smukke gerne frem.

Albummet starter med et musikalsk manifest i form af ”Little Fury Things”. Murph når lige kort at angive tempoet med en febrilsk figur på trommerne, før Barlow og Mascis er helt oppe i den rødeste ende af det røde felt. Mascis flænser alt og alle med wah-wah-pedalen i bund. Lou går direkte efter kæben med sin bas, mens han skriger ukontrolleret hen over hele denne vanvidsbølge af støj. Det er ikke noget at sige til, at enhver 'utrænet' lytter i løbet af få sekunder vil føle sig temmelig groggy. Men så er det, at Mascis viser sit alsidige talent. Det handler ikke kun om chok. Med stor akkuratesse tages intensiteten langsomt ud. Ind kommer i stedet et riff og et vers, som er iørefaldende som få. Bandet demonstrerer overlegent den nødvendige dynamik, som musikken lever af. Hvor andre typiske hardcorebands ville bygge en vedvarende mur af støj, bygger Mascis på kontrasterne: På støjen såvel som stilheden.

Samtidig bemærker man Mascis' sært distancerede vokal langt nede i mixet. En vokal, som nærmest skizofrent går på tværs af den turbulens og de udbrud, musikken ellers er så rig på. Mascis kredser tøvende og samspilsramt om den svære kunst at kommunikere med andre. Apati, isolation og fremmedgørelse er i den sammenhæng hans naturlige ledsagere. På ”Little Fury Things” lyder det til sidst: ”Then she runs away from me faster than I crawl”. Senere hen, på “Sludgefeast”, mumler Mascis opgivende ordene “Got to connect with you, girl / But forget how” inden et kaos tager over. Symptomatisk er der hos Dinsoaur Jr nu kun det irrationelle brøl af hvid støj tilbage. Kun det kan tilsyneladende virkelig udtrykke omfanget af fremmedgørelsen og dysfunktionen. Ordene slår i hvert fald ikke til.

På den efterfølgende ”Kracked”, som især domineres af Barlows energiske basspil, bliver det tydeligt, at hvis der nogensinde skal komme en udfrielse, så er det op til andre. Jeget hverken kan eller vil reagere. ”C'mon babe, c'mon rescue me”. Man befinder sig med andre ord så langt som muligt fra rockmusikkens normalt udfarende, hedonistiske manderolle. Mascis portrætterer et mandligt jeg, der er usikkert, sky og gerne underlegent i de mulige (kærligheds)-forhold, der etableres. Og når alt er lagt ud i det åbne (”kracked”), så er det, at Mascis alligevel katapulterer én opad i en guitar-solo af en helt anden verden.

Dinosaur Jr”Sludgefeast”, som er en slet skjult hyldest til Black Flag – medejerne af netop SST – er en fænomenal kværnende hymne. Der spilles med en tung, næsten militaristisk disciplin – selv når Mascis over to omgange kaster sig ud i lange guitar-soloer. Første side af albummet rundes af med den iørefaldende ”The Lung”, som igen demonstrerer hvilken dynamik og hvilke forskellige facetter, trioen besidder. ”The Lung” deler på mange måder samme platform som ”Raisans”, der åbner albummets anden side, samt ”In a Jar”. I alle tre tilfælde er der tale om prunkløse sange, der flyder over af paralyserende støj, sære udfald og ikke mindst charmerende, pop-nære melodier.

Midt på side to finder man ”Tarpit”, der, ligesom ”Sludgefeast”, blander støj, hardcore og metal på en anderledes bastant facon. Alt forekommer umiddelbart skingert, hvinende og aggressivt – men det er intet imod det crescendo, der venter sidst i nummeret. Netop som man tror, at sangen er til ende, griber feedbacken om sig og vokser bogstaveligt talt som ind i helvede. Det føles som om, at der står et skræmmende poltergeist og skriger af fuld hals ind i dit øre. I få sekunder er støjen nærmest chokerende ubærlig.

Albummet slutter af med to Barlow-kompositioner. Først ”Lose”, der er sammenbidt støjrock af den bedste slags, og til allersidst noget helt andet: ”Poledo”, som er ”recorded on 2 crappy tape recorders by lou + lou alone in his room”. Sådan står der faktisk på coveret. ”Poledo” er med andre ord et af de første seriøse forsøg på lo-fi – en bevidst dyrkelse af det uforarbejdede, uskolede og skramlende. ”Poledo” er præcis så primitiv og dårlig lavet – og dermed så drivende autentisk – at den går direkte efter hjertekulen. Første del består af en mudret optagelse af Barlow, der søvnigt forsøger at ramme tonerne såvel som strengene på sin akustiske guitar. Pludselig gennembrydes optagelsen af et jamrende brøl, før man igen vender tilbage til forskellige lydstumper af Barlow på guitar, statisk støj og stemmer, der flettes ind mellem hinanden. Lydcollagen – for der er ret beset tale om en collage – slutter med godt to minutters knugende minimalmusik. ”Poledo” er en himmelråbende narcissistisk seance, men en særdeles bjergtagende én af slagsen. Og som sådan er nummeret et særdeles passende coda til et album, der på sin helt egen skizofrene, klaustrofobiske facon bygger bro mellem hardcore, støjrock, indiepop og begyndende lo-fi.

Sidste år blev Your're Living All Over Me omsider genudgivet på cd med bandets de(kon)struktive cover af The Cures ”Just Like Heaven” som bonusnummer. Det samme blev debutalbummet Dinosaur og bandets tredje, mindst ligeså betydelig album Bug (1988). Godt nok var trioen ved indspilningen af Bug allerede i noget nær opløsning – Barlow og Mascis talte ikke længere sammen – men det forhindrede ikke færdiggørelsen af endnu et næsten obskønt godt støjrockalbum. Men så var det også slut for Barlow, som i stedet startede sin egen lo-fi-karriere i Sebadoh. En karriere, som Barlow allerede havde forgrebet på You're Living All Over Me - og ikke bare i kraft af ”Poledo”. I et første begrænset oplag af albummet fulgte der faktisk et bånd med, der netop rummede hjemmeoptagelser af Barlow under navnet Sebadoh.

Genudgivelserne har med rette været med til at fokusere på Dinosaur Jr's selvstændige og (næsten glemte) betydning for den amerikanske rockundergrund i slutningen af 1980'erne. De var, når alt kommer til alt, ikke bare det band, som Sonic Youth tog sig kærligt af, eller det orkester, der kunne være blevet alt det, Nirvana senere blev. Med You're Living All Over Me og Bug skabte de tidligt afgørende blueprints for hovedparten af de såkaldt alternative rockbands, som kom frem ved indgangen til 1990'erne. De forvrængede basgange, de massive trommer og ikke mindst de dynamiske spring mellem stilhed og støj dannede en ny, mere ekspressiv skole.

Mascis' (manglende) holdning til sin musik vakte ligeledes stor genklang hos mange. Han ytrede – som eksponent for en generation af såkaldte ”slackere” – ikke noget ønske om at gøre oprør. Journalister fik for det meste svar som ”I don't know” eller ”I guess, you're right”. Rockmusikken var ikke længere noget eksplicit politisk våben eller en eksponent for en særlig kvalificeret livsform. Den var der bare som en mulighed – som en måde at bruge tiden på i mangel af bedre. Der lå ikke nogen større meningsfuld drivkraft bag – og hvis der gjorde, bestod den af passivitet, dagdrømme og apati.

Det var de muligheder, Dinosaur Jr (u)frivilligt stillede frem i forhold til et blindt konsumerende og approprierende USA, der var præget af ”reagonomics”. At selvhad, desperation og nihilisme nødvendigvis følger i kølvandet, undgik især You're Living All Over Me heller ikke at pege på, hvis man lytter godt nok efter. Det er vel også dér, man finder svaret på, hvad det er, der stadig gør dette terroristisk støjende og alligevel svært iørefaldende album så umådeligt interessant og uomgængeligt.

Claus Falkenstrøm, 17. maj 2006


Yderligere information

www.dinosaurjr.com

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

LÆS OGSÅ

Dinosaur Jr.
Lille Vega, København, søndag d. 15/6 2008



Dinosaur Jr.
Farm


© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen