Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Amstrong

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
David Eugene Edwards: 'Loppen – Christiania, 2. december 2011'
David Eugene Edwards
Loppen – Christiania, 2. december 2011
(artist talk, film, koncert)

David Eugene Edwards (fra 16 Horsepower og Woven Hand) kom til byen med både artist talk, filmfremvisning og koncert. En mulighed for at opleve den intense sangskriver på en anderledes måde. Men også en mulighed, der forblev lettere uforløst.

Selvom David Eugene Edwards' musikalske udtryk typisk påhæftes betegnelsen americana, så har han i mange år haft en større fanbase i Europa end i hjemlandet. Også Danmark har ofte haft besøg af manden, både under eget navn og med projekterne Woven Hand og 16 Horsepower. Ikke mindst rygtet om hans meget intense koncerter har bygget en fanskare op. Som Woven Hand har han dog aldrig opnået helt samme tilslutning som med 16 Horsepower – måske fordi Woven Hand har bevæget sig i en mere personlig og til tider mystisk retning, mens 16 Horsepower var nemmere at placere i det dystre americana-univers. Det gør på ingen måde Woven Hand mindre interessant, snarere tværtimod. Men for folk, der gerne vil fastholde Edwards i rollen som svovlspyende dommedagsprædikant, er Woven Hand en noget mere tvetydig størrelse at forholde sig til.

Har man bevidnet en af Edwards' mange koncerter, har man uden tvivl bemærket hans nærmest febrile mimik, hans brændende blik og hans karakteristiske maner med at afslutte koncerterne med en form for bøn. Til gengæld snakker han ikke meget direkte til publikum (”thank you for clapping” var den lakoniske kommentar til de fleste koncerter med 16 Horsepower), men befinder sig  tilsyneladende det meste af tiden i en slags trancetilstand, som man gerne tilskriver sangenes dybe spirituelle søgen med rødder i både biblen og den amerikanske urbefolknings kultur.

”I'm not really friends with my music”
I fredags gæstede Edwards så igen Danmark, men denne gang var der mulighed for at opleve ham på en anderledes facon, der søgte lidt bag om den mytiske aura. I anledning af at Edwards i forvejen gav solokoncert på Loppen på Christiania, havde CPH PIX og Rytmisk Center nemlig inviteret til et fyraftensarrangement, der kastede et lidt andet lys på manden. Her var der nemlig fokus på Edwards' arbejde med den belgiske scenekunstner og filmmager Wim Vandekeybus. Et arbejde, der dels blev præsenteret i form af en screening af filmen Here After (som Edwards både har skabt musik til og medvirker i), dels i form af en artist talk modereret af radiovært Carsten Holm.

Vandekeybus' arbejde er næppe kendt af mange herhjemme. Tydeligvis heller ikke rigtig af Carsten Holm, hvis spørgsmål desværre forblev på et ret overordnet plan, som ”Hvad kan du bedst lide – at spille live, arbejde i studiet eller at lave filmmusik?” eller ”Hvilke film kan du selv lide?” Dertil kom nogle mere generelle spørgsmål til mandens musik. Selvom arrangementet skulle kaste lys over Edwards' arbejde med filmmusik, kom det kort sagt ikke ret dybt. Jo, Edwards kunne svare, at han egentlig ikke ser ret mange film. At han hellere læser en god bog! Men at han da godt kan lide blandt andet Ingmar Bergman, David Lynch og Jim Jarmusch – og så selvfølgelig westerns, som han tilføjede. Han kunne også sige, at han egentlig ikke ligefrem nød at lave musik. ”I'm not really friends with my music”, som han formulerede det. Og så måtte han i øvrigt forklare intervieweren, at han ikke sådan generelt lavede musik til film. Han har meget specifikt lavet musik til flere af Vandekeybus' arbejder – arbejder, der gør sig bemærket ved at integrere filmkunst, danseteater og scenekunst. Det er altså ikke typisk soundtrackmusik, det drejer sig om, men i udgangspunktet musik til danseteater, der så udvides med en filmisk dimension.

Det kunne have været meget interessant med et interview, der gik i dybden med dette meget specielle samarbejde. Et samarbejde, der på papiret tager sig overraskende ud (og Edwards indrømmede da også, at danseteater ikke lige var noget, han havde været videre optaget af, før Vandekeybus henvendte sig til ham), men som – når det folder sig ud i lyd og billede – giver fantastisk god mening. Det kunne have været interessant, hvis samtalen vitterlig havde bevæget sig ind på sammenhænge mellem Edwards' musik og Vandekeybus' uforglemmelige billedarbejde. Og på en måde havde det givet god mening, hvis samtalen først havde fundet sted efter screeningen, da publikum så havde haft mulighed for at forholde sig til filmen, inden de stillede spørgsmål.

Generelt tøede den ellers ikke så snakkesalige Edwards noget op, da publikum begyndte at stille spørgsmål. Det handlede måske i mindre grad om musik, men Edwards fik dog blandt andet forklaret nogle vigtige ting om for eksempel brugen af fremmedsprog og mystisk tungetale i flere sange. Hvordan han skaber en slags lydpoesi af stumper af romani, indianersprog, ungarsk med mere. Og så fik han løftet lidt af sløret for både en ny Woven Hand-plade og et samarbejde med en ny inkarnation af det legendariske orkester Crime & The City Solution. En gruppe, der har inspireret Edwards meget, og som han følgelig var meget begejstret for at indgå i. Det lyder da også meget lovende.

Choklignende urerfaring
Ellers var højdepunktet selve filmen Here After. Et voldsomt billeddigt af en times længde, hvor Edwards indgår som en knoklet syngende prædikant i et landskab, der flimrer et sted mellem mytisk ørken og belejret by, og som hjemsøges af kæmpe græshopper. Jo, de bibelske motiver er markante, men også tilpas tvetydige, og dermed harmonerer de godt med Edwards' visionære sangskrivning. Here After starter med en fødsel, og den handler da i bund og grund også om fødslen som en slags choklignende urerfaring. Den handler om mennesket, der brutalt kastes ind i verden. Om den nøgne udsathed. De indlagte monologer bliver lige lovligt teatralske. Vandekeybus er ikke ordets mand, men kroppens. Og når han koncentrerer sig om arbejdet med krop, bevægelse og menneskelige tableauer, skabes uafrystelige billeder, der netop formår at trænge ind i en nærmest førsproglige erfaring. Erfaringen fra scenearbejdet mærkes i filmen, men filmarbejdet skaber også mulighed for at tilføje en ekstra dimension af special effects og at klippe mellem vidt forskellige rum. Vi ser spædbørn, der nedsænkes i vand (døbes de eller druknes de?), hvorefter der klippes til nøgne, voksne kroppe trængt sammen i et rum, hvor de skrigende bliver overspulet af brusere. Et ekko af dåben, men også et ubehageligt ekko af fangerum og endda koncentrationslejer. Og det er næppe tilfældigt for en film, hvor billeder af fødsel og liv igen og igen sidestilles med vold og decideret lemlæstelse. Here After præsenterer en modig og virkelig syntese af danseteater, musik, film og billedkunst, som den patetiske bølge af teaterrockkoncerter, der raser hen over det ganske land, kunne lære et og andet af.

Malplaceret solokoncert
Efter en længere pause (og efter en opvarmning fra det udmærkede americana-band Sink Ships) var det så endelig blevet tid til koncerten med David Eugene Edwards. Koncerten var nogle steder annonceret som en Woven Hand-koncert, og forvirringen er forståelig, da Woven Hand i princippet er et soloprojekt. Edwards plejer dog at optræde under eget navn, når han ikke har band med, således også denne aften. Til interviewet tidligere på dagen havde han forklaret, at han følte sig mere usikker, når han spillede alene. Og det kunne man sådan set godt mærke til koncerten, der så heller ikke havde de optimale rammer. En solokoncert med Edwards kan være en intens oplevelse, men en fredag aften på Loppens meget lave scene med et publikum, der vist mere var i stemning til noget mere rocket, faldt den mere nedbarberede version af sangene lidt til jorden.

Her var stadig masser af godt elektrisk guitarspil tilsat de dybe basdroner, som Edwards gerne benytter sig af. Ligeledes blev der gjort brug af den karakteristiske vekslen mellem ren mikrofon og en forvrænget. Det var altså ikke inderlig akustisk singer/songwriter-musik. Men selvom Edwards således forsøgte at imitere lidt af bandlyden (et enkelt sted blev også en trommemaskine taget i brug), blev det alt i alt en anelse monotont. Det minimale set up havde uden tvivl gjort sig bedre i andre rammer, hvor man kunne have dvælet mere ved selve sangskrivningen og Edwards' vokal, der stadig er intens som få. Man fik en koncert, der ikke kunne finde et naturligt leje mellem at skære helt ind til benet og forsøge at skabe lidt rockkoncertstemning, der så aldrig rigtig indfandt sig alligevel.

Filmen Here After var det hele værd, men som koncert betragtet var denne nok den svageste, jeg har været vidne til med manden. Forhåbentlig kommer han tilbage med band, når det næste Woven Hand-album udkommer – et album, som han i interviewet lover bliver mere heavy. Og hvem ved, måske får vi endda snart lejlighed til at se ham sammen med Crime & The City Solution.

Rasmus Steffensen, 5. dec 2011


Kommentarer (1)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Carsten Fjølner - 0 indl�g08/12/11 17:06
Af Carsten Fjølner
Jeg ville virkelig gerne have været der! Jeg husker en optræden med ham i Lille Vega, hvor han havde Sufjan Stevens og Danielson med som opvarmning. En helt igennem fantastisk oplevelse!

Jeg hører desuden til dem, der foretrækker 16 Horsepower frem for Woven Hand.

Ville gerne have set filmen!

     
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen