Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Torturing Nurse

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Maximilian Hecker: 'Koncert d. 23/2 - 2002, Ungdomshuset i Fredericia'
Maximilian Hecker
Koncert d. 23/2 - 2002, Ungdomshuset i Fredericia
()

Kulturmilitzen i Fredericia vovede sig denne februaraften ud i at arrangere en koncert med en kunstner, der er forholdsvis ukendt her i landet - hvilket heldigvis ikke forhindrede et ganske pænt antal mennesker i at finde vej til Ungdomshuset denne aften. I hjemlandet Tyskland, derimod, er Hecker efterhånden blevet et temmelig stort navn i kølvandet på sidste års debutplade på Kitty-yo, Infinite Love Songs, som ikke blot blev distribueret over hele den vestlige verden, men også mødte anmelder-ros de fleste steder. Ting, som nok kunne skærpe appetitten voldsomt til aftenens koncertbegivenhed - og man gik absolut heller ikke hjem uden en bemærkelsesværdig oplevelse i bagagen. Noget, man allerede fik en forudanelse omkring ved selve ankomsten, hvor man ikke kunne undgå at bemærke det utraditionelle scenearrangement. For at Hecker ikke skulle føles sig helt nøgen og alene oppe foran publikum, var de skrå brædder omdannet til en lille stue - komplet udstyret med en lænestol, en standerlampe, et tæppe og diverse planter. En hyggelig og intim kulisse for Hecker og hans tre følgesvende: Guitaren, keyboardet og den lille beatbox.

Heckers sange er enkle. Ofte bygges de minimalt op over en simpel og gennemgående melodi, der skiftevis spilles på guitaren og keyboardet - den eneste egentlige ornamentik er Heckers stemme, der, med sin høje og lyse tone, tilfører numrene en meget inderlig og følelsesladet stemning. Indtil flere gange under denne aftens koncert kom Heckers stemme endda så højt, at den syntes at være på nippet til at knække over - specielt i det længselsfulde sommer-epos "Sunburnt Days", der, trods det sparsomme akkompagnement, absolut ikke virkede mindre intimt live end på plade.

Måske sad man nok og blev dejligt halvdøsig under denne vuggende sang - men man blev vækket med et brag midt i "Cold wind blowing", hvor Hecker pludselig gik mere eller mindre amok på sin guitar i en ren støjeskapade - for så igen at falde til ro og fuldføre nummeret i et mere adstadigt tempo. Mindre nervepirrende, men stadig opsigtsvækkende, var titelnummeret fra debutalbummet - "Infinite Love Song" - som har været lidt af et undergrundshit i hjemlandet. Ikke uden grund, da denne lille synthpop-perle straks indfangede publikum med sin let dansable melodi og sit repetitive omkvæd.

Med kun ét album i bagagen er det dog svært at fylde et helt sæt - så efter den knugende og sorgfyldte "The Days are Long and Filled with Pain", gik der mere eller mindre improvisation i den. Hecker begyndte på flere numre - blot for at gå i stå. På dette punkt i koncerten vidste man ikke for godt, om man skulle grine eller have medlidenhed med manden på scenen. Specielt ikke da han begyndte at sludre og virke lidt usikker på, hvad han egentlig ville.

Det blev dog bedre - meget bedre. Hecker sluttede nemlig af med en række langt mere sammenhængende coverversioner. Han har længe haft tradition for at runde sine sæt af med udvalgte Grandaddy-numre - og denne gang blev det ikke blot til "Underneath the Weeping Willow": Til allersidst fik man også en version af "He´s Simple, He´s Dumb, He´s The Pilot", som imidlertid var meget tro mod original-udgaven. Ikke en sublim slutspurt - men ikke desto mindre en rar afrunding.

Som tilhører kunne man godt blive lidt usikker i forhold til Heckers måde at agere på: Man blev aldrig helt sikker på, om han var en lallende amatør, eller om den løse optræden, som dog på ingen måde føltes indstuderet, blev udført med fuldt overlæg. Var det den bevidst kejtede tyske charme, der var på spil endnu en gang? Svært at sige - men de fleste af dem, der var til stede, vil helt sikkert huske koncerten. Og når alt kommer til alt, vil de nok også huske den med et lille smil. Trods de mange fodfejl - eller måske netop på grund af dem - glemmer man ikke Maximilian Hecker så let.

Stefan G. Sørensen, 7. mar 2002


Yderligere information

Se Kitty-yos hjemmeside

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen