Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Peter Laugesen & Singvogel

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
State Of Mind: 'Myotonic'
State Of Mind
Myotonic
(cd, Pupkin Records, 2010)

Tiderne skifter. Ting tager tid. Hvis man bruger for lang tid, risikerer man at blive overhalet indenom. Myotonic lyder som en plade, der er gået i hak i det forkerte årti. Kitsch eller kliché?

State Of Mind er endnu et one-man band i rækken. Bag kulisserne trykker Kim Bonfils på keyboardtangenterne. Han er ikke en hr. hvem-som-helst, men en erfaren altmuligmand, der har haft fingrene i en lang række musikprojekter. Nu er tiden så kommet til at stå på egne ben. Resultatet af anstrengelserne er debutpladen Myotonic, som byder på op- og nedture i mere en forstand. Fra det opløftende til det deprimerende. Fra det sporadiske til det eftertænksomme. Fra det ligegyldige til det bemærkelsesværdige. Både når det kommer til musikken, stemningen, teksterne og kvaliteten!

State Of Mind gør sig uheldigt bemærket fra første færd. Numret ”Wrong Turn” er både trivielt og af bedrøvende kvalitet. Lige fra arrangementet til udførelsen. Faktisk er det svært at tage seriøst. Men det er ikke det, der stjæler opmærksomheden. State Of Minds tekster er på engelsk, hvilket der naturligvis ikke noget galt i, men Bonfils’ gennemtrængende danske accent er så påfaldende, at det er svært at koncentrere sig om andet. Bedre bliver det ikke på ”The Airplane Song”, som indledes med et mekanisk 90’er-beat og Bonfils’ reciterende vokal. Den pseudo-poetiske tekst generer mere, end den beriger, og vokalens påtagethed gør den svær at tage seriøs. Først to minutter inde i sangen sker der noget. Den reciterende vokal afløses af Bronfils’ sørgmodige flødevokal, og straks befinder vi os i et langt mere interessant univers. Det er håb forude, men håbet lader vente på sig! Næste nummer, ”Feeding My Suspicion”, er ligesom sine forgængere så klichéfyldt, at man ikke ved, om man skal grine eller græde.

Sådan er Myotonic i det hele taget. Hvis det skal være 90’er, så sæt 90’erne på. Hvis albummet skulle fungere, skulle det overgå fra at være kliché til kitsch. Det skulle være altmodisch på den opløftende måde. Musikken skulle leveres med tilpas selvironi til at blive fornøjelig. Myotonic formår kun at gå op i højere enhed på ”What You Are”, som går all in med euro dance og linjer som ”You can stand up for your right / You can tell yourself again / You were meant to win the fight og Still the day will come / When everyone will know / Exactly what you are”. SÅDAN! Hvis man skal forfalde til foregående årtis elektroniske tilbøjeligheder, skal man gøre det, som State Of Mind gør det på ”What You Are”.

Hvorom alting er, kan et nummer ikke bære et helt album. Myotonic er og bliver mere kliché end kitsch.

Villads Andersen, 16. jul 2010


Yderligere information

www.myspace.com/stateofmindsongs
www.stateofmind.eu


Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

LÆS OGSÅ

State of Mind
Why Can’t This Noise


© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen