Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Gæsteanmelder: The State, The Market & The DJ

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Ryan Adams: 'Musikhuset Aarhus, Symfonisk Sal, 13/11 2011'
Ryan Adams
Musikhuset Aarhus, Symfonisk Sal, 13/11 2011
(koncert)

Kan man for pokker ikke slippe smartphonen i kun et par timer og give sig fuldstændigt hen til musikken, pointeres der, og det kan man godt, eller det burde man i hvert fald kunne, når det er en så veloplagt, velspillende og velmenende Ryan Adams, der står på scenen.

Det kræver antageligvis sin mand at opmønstre en oprigtigt selvtillidsfuld attitude, før man udkæmper et slag om et tre etagers publikums gunst kun bevæbnet med eller beskærmet af en guitar. Aftenens supportnavn Chris Stills synes usædvanligt scenevant og rutineret, men samtidig rimelig uinteressant. Der er ikke en finger at sætte på hans ubesværede guitarspil, som blandt andet trækker på far Stephen Stills’ (Crosby, Stills, & Nash) 70’er-folkrock, men hans vokal falder imidlertid i baggrunden for kun at gøre sig bemærket igennem anmassende Jeff Buckly-inspirerede og svært oh, oh-ornamenterede omkvæd. Selvom sidste sang ”100 Year Thing” (100 Year Thing) også indeholder en imponerende guitarsolo, som udløser instant publikumsjubel, bliver Chris Stills’ sæt alligevel aldrig rigtig til andet end en rastløs, uforløst og forglemmelig time.

Ryan Adams kommanderer scenepladsen på ganske anden og indtagende vis fra koncertstart af, da han tavst og uden større armbevægelser åbner med en sart version af ”Oh My Sweet Carolina” (Heartbreaker), som langsomt siver ned af scenen og breder sig ud i Symfonisk Sal. Lyden er velbalanceret og spiller ikke kun på samtlige hjertestrenge, men trækker tilligemed rummet sammen, så det fra første taktslag af føles intimt på trods af publikums og salens størrelse. Adams virker for en god stund indadvendt og opslugt af sin egen koncentration, mens han leverer sine smukke, nedbarberede udgaver af numrene ”Ashes & Fire” og ”Dirty Rain” fra seneste udspil Ashes & Fire og tilsyneladende efter spillehumør udvalgte sange fra bagkataloget i form af en nodebog, som han ivrigt bladrer igennem. Forventningsglæden stimuleres uafbrudt af Adams’ opbyggende sætliste, og efter rørende udførelser af ”Chin Up, Cheer Up” (Demolition) og ”Winding Wheel” (Heartbreaker) prøver troubadouren kræfter af bag klaveret og leverer lidt tøvende, men vidunderligt ømme udgaver af ”Blue Skies Blues” (29) og senere ”New York, New York” (Gold).

Ryan AdamsEfter klaverfortolkningerne vender Adams tilbage til sit musikalske grundelement guitaren og sin perfektionistiske omgang med materialet. Sidstnævnte manifesterer sig som Adams’ gentagne, men diskrete nik til sin monitortekniker, der som tak for sit opmærksomme arbejde får tilegnet sig livesjældenheden ”Pa” (Jacksonville City Nights). ”I’m sorry, I’m a little deaf”, hvisker Adams undskyldende, men åbenhjertigt og humoristisk efter endnu en henvendelse til teknikeren, og herefter vil snakken og skæmten nærmest ingen ende tage. En fan, som groft åbenlyst er gået stik imod frabedelsen af al fotografering, provokerer gentleman Adams til en lille prædiken om den intime koncertoplevelse, som giver røde ører og varme kinder til sandsynligvis flere i salen. Kan man for pokker ikke slippe smartphonen i kun et par timer og give sig fuldstændigt hen til musikken, pointeres der, og det kan man godt, eller det burde man i hvert fald kunne, når det er en så veloplagt, velspillende og velmenende Ryan Adams, der står på scenen.

Adams’ personlighed fylder på dette tidspunkt efterhånden lige så meget som hans ballader, hvilket han hele tiden forholder sig selvironiserende til. "All this aggressive music is probably making you want to fight", spøges der, før manden i Megadeth-trøjen lader strømmen af melankolsk musik flyde og publikum hensvømme i svælgende sange som ”When Will You Come Back Home?” (Cold Roses) og ”Why Do They Leave?” (Heartbreaker). Hensvømmen og svælgen er tidskrævende discipliner, og pludselig er der også gået omtrent tre timer; størstedelen er stadig luksuriøst underholdt, og Adams selv udstråler uudslukkelig spilleglæde, men da flere par overgiver sig til deres opslupne koncentrationsevner eller ubelejlige tog- og arbejdstider og udvandrer arm i arm, må Adams væbne sig med flere godmodige drillerier og et foregivet ekstranummer. Efter ”ekstranummeret” ”English Girls Approximately” (Love is Hell) og fire efterfølgende sange, en spontant improviseret takke-sang til (det tilbageblevne) publikum og Star Wars-referencer runder Ryan Adams den tre timer lange seance elegant af med (anti-)serenaden ”Come Pick Me Up” (Heartbreaker). Der er mange ord, man kan applikere på aftenens koncert (fremragende, mesterligt udført, underholdende etc.), men det virker mere passende at lade oplevelsen stå for sig selv som det, den var – uden at blive alt for rørstrømsk: en enestående, intim forbindelse mellem en musiker og hans publikum.

Helle Nielsen, 16. nov 2011


Yderligere information

www.losthighwayrecords.com

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

LÆS OGSÅ

Ryan Adams
Gold



Bonnie 'Prince' Billy
Master & Everyone



Bonnie 'Prince' Billy
Lie Down in the Light



Lambchop
Aw C'Mon! / No You C'Mon!



Lambchop
Damaged



Lambchop
Is a Woman



Bonnie 'Prince' Billy
Wolfroy Goes to Town



Whiskeytown
Pneumonia


© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen