Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Torturing Nurse

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
The Walkabouts: 'Shimmers', Spain: 'Spirituals - the Best of Spain'
The Walkabouts
Shimmers
(cd, Glitterhouse Records/Playground)
 
The Walkabouts: 'Shimmers', Spain: 'Spirituals - the Best of Spain'
Spain
Spirituals - the Best of Spain
(cd, Restless/VME)
 

Udover at fungere som mere eller mindre gode introduktioner til et bands univers, hvor nye lyttere kan sondere terrænet, eller som en prætention om at samle selve den kvalitative essens på én cd, har opsamlingsplader unægtelig også en funktion af at tegne et slags portræt af bandet; at fortælle en historie gennem en række punktnedslag. Her kan man stoppe op og se tilbage sammen med bandet, og man kan sammen med andre fans kaste sig ud i lidenskabelige diskussioner om hvorvidt portrættet nu ligner - om hvorfor netop den sang, som man selv anser for at være bandets ypperste, på det skammeligste er udeladt etc. Der er mange måder at fortælle historien om et band på i lyd. Man kan helt cool vælge at stable gruppens singler op på rad og række, man kan vælge at skabe en mere subtil kronologi ved at fokusere på særligt markante punkter i bandets udvikling, eller man kan vælge at se stort på kronologien og snarere bestræbe sig på at opsamlingen skal fungere som en helhed i sin egen ret – en helhed, der ikke nødvendigvis pligtskyldigt opremser samtlige trin i bandets udvikling, men som i stedet forsøger at skabe et mere indfølt portræt af de stemningsmæssige lag i det musikalske univers.

Amerikanske The Walkabouts har med en lang række fremragende albums bag sig for længst gjort sig fortjent til at stoppe op og kigge tilbage. Det har de da for så vidt også allerede gjort gennem hele to opsamlinger (hvoraf den ene var et dobbelt-album) med sjældne numre foruden en række live-albums, som i sig selv kan siges at fungere som en art best of-plader. Alligevel er det først nu, at gruppen, der debuterede tilbage i 1985 med ep'en 22 Disasters, udsender en regulær best of-opsamling – eller rettere to: Den ene, Shimmers, møntet på det europæiske marked og den anden, Watermarks, henvendt til det amerikanske. Den væsentligste årsag til dette er, at flere af gruppens plader paradoksalt nok ikke er udkommet i The Walkabouts' hjemland, da gruppen har udsendt størstedelen på tyske Glitterhouse og i øvrigt længe har været mest afholdt i Europa. Når gruppen hidtil har tøvet med at udgive en best of-opsamling skyldes det vel, at de aldrig har været et orkester, der definerede sig selv ud fra highlights, men om nogen har arbejdet med albummet som format. De har således en sjælden evne til over et album at bygge en stemning op, definere et klangligt rum eller fortælle en historie. Til gengæld har karrieren kun budt på ét tilnærmelsesværdigt bud på et hit – den smukke hymne ”The Light Will Stay On”, som naturligvis også er inkluderet på begge opsamlinger. At forsøge at skabe et forkromet portræt af gruppen ud fra 13 sange, der således er taget ud af den kontekst, de er så intimt knyttet sammen med, synes at være noget nær håbløst, og det har da næppe heller været gruppens intention.

Med en henvisning til en af deres egne sange omtaler The Walkabouts netop opsamlingerne som et stopping-off place på den rejse, de ser deres karriere som. Et kort ophold, hvor de deler minder og indtryk med lytteren, inden toget kører videre. Hermed er der også lagt op til, at Shimmers ingenlunde er en stort anlagt kronologisk fortælling, men at den snarere tegner sig som en fragmenteret scrapbog, som der bladres igennem med løs hånd. Oprindeligt havde gruppen opfordret fans til at indsende forslag til sange, der skulle med, men den mængde af forskellige bud, som hobede sig op, viste sig hurtigt at være helt uoverskuelig, så gruppen valgte til syvende og sidst at skære igennem og komme med deres eget bud. Dette bud skal nok skabe megen uenighed blandt fans, eftersom udvalget af sange mildt sagt er selektivt for ikke at sige problematisk.

Én ting er at Shimmers kun favner perioden 1993 og frem til i dag (den amerikanske opsamling er i dén henseende lidt mere generøs) – hvilket i sig selv nok skal skabe stærke reaktioner hos de fans som mener, at gruppen næsten solgte sin sjæl, da den med 1996-albummet Devil's Road bevægede sig bort fra den mere støvede americana til fordel for en strygermættet og melodramatisk widescreen-lyd. En anden ting er, at udvalget inden for de ti år som opsamlingen favner forekommer problematisk. Netop vendepunktet Devil's Road er stærkest repræsenteret med tre sange, hvilket forekommer rimeligt, da gruppen på denne plade formåede at skabe et storslået episk album samtidig med, at de enkelte sange levede deres eget liv. Derfor tåler ”The Light Will Stay On”, ”Rebecca Wild” og den mere rockede ”The Stopping-Off Place” at blive overført til denne nye kontekst. Det kan man desværre ikke sige om mange af opsamlingens andre sange, hvor det simpelthen skinner alt for tydeligt igennem, at gruppens force er albumformatet frem for den enkelte sang – det sker især på sangene fra den tvivlsomme Trail of Stars (1999), der som plade nok formåede at bygge en flot stemning op, mens man til gengæld ledte næsten forgæves efter en virkelig god sang, der kunne trænge igennem sumpen af atmosfæriske keyboards . Bevares: ”Drown” og ”Till I Reach You” er da udmærkede numre, men de når dog ikke tilnærmelsesvis samme niveau som f.eks. ”The Light Will Stay On” eller ”Bordertown”, der tegner sig som nogle af de ganske få egentlige højdepunkter på Shimmers.

Mesterværket Nighttown (1997) forekommer underrepræsenteret. Ganske vist er to numre kommet med – ”Unwind” og ”Prayer For You” – men hvorfor nu inkludere sidstnævnte, der vel er mere interessant end egentlig god, når fantastiske sange som ”Tremble Goes the Night”, ”Follow Me An Angel”, ”Slow Red Dawn” og ”Heartless” er udeladt? De to coveralbums Satisfied Mind (1993) og Train Leaves at Eight (2000) er hver repræsenteret med et nummer. Fra sidstnævnte får vi forståeligt nok den fortræffelige fortolkning af Scott Walker/Goran Bregovic-kompositionen ”Man From Reno”, mens man igen undrer sig over valget af den jævnt kedelige ”Poor Side of Town” fra Satisfied Mind. Igen må man dog sige, at alle disse plader i høj grad lever på den stemning, der bygges op på de albums, de stammer fra - og at glansen falmer lidt i denne nye tvivlsomme sammenhæng. Egentlig er det med de to coveralbums i baghovedet lidt overraskende, at The Walkabouts er så dårlige til at sammensætte deres egne sange til en ny helhed, når de før med stort held har gjort dette med andre folks sange.

Til gengæld får man dog en yderst smagfuld rosin i pølseenden i form af den episke ballade ”Findlays Motel”, som her er inkluderet i en version fra det superbe livealbum The Walkabouts with the Nighttown Orchestra (2000), der hidtil kun har været tilgængelig som mailorder fra Glitterhouse. Her indfanges bandets flair for det mørkt dramatiske og storladne på bedst mulige måde i en sang, der stolt knejser med nakken og får hårene på armene til at rejse sig af fryd. Den slags byder Shimmers desværre på alt for lidt af, selvom man synes, at der burde være nok at tage af i sangkataloget. Som opsamling virker pladen noget halvhjertet – uanset om den skal tjene som introduktion for begyndere eller som opsamling tiltænkt feinschmeckerne. Man er endda lige ved at tage den som et oplagt krisetegn. The Walkabouts har nemlig ikke lavet et virkelig godt album med egne sange siden Nighttown. I stedet har de i vid udstrækning investeret kræfterne og talentet i talrige side- og soloprojekter eller draget på deres evner til at fortolke andres sange som på den glimrende Train Leaves at Eight. Man spørger sig selv, om rejsen snart lakker mod enden. Så galt går det dog næppe lige foreløbig, idet det forlyder, at gruppen er i gang med at arbejde på deres næste album. Man må håbe, at denne lille hvilepause så i det mindste har givet dem ny energi til at lave en plade, der lever op til tidligere bedrifter.

Det problematiske i at udsende en opsamling for et band, hvis styrke er albummet frem for singlen, gør sig også gældende for Spirituals – the Best of Spain. Hvor Walkabouts midt i karrieren har valgt at stoppe op og kigge tilbage, er der for Spains vedkommende tale om rent tilbageblik på en musikalsk kærlighedsaffære, som endegyldigt er slut. Gruppens leder, Josh Haden, valgte nemlig at opløse Spain efter det tredje album, I Believe fra 2001. Med kun tre albums i bagagen, der så vidt vides stadig er at finde i butikkerne, virker grundlaget for en opsamling lidt tyndt – ikke mindst fordi onde tunger nok vil hævde, at Spain med små variationer indspillede den samme plade tre gange. Her findyrkede Haden en enkel og skønhedssøgende sangskrivning med rødder i jazz, blues og country, hvilket gav verden en gribende sangcyklus, der kredsede om kærligheden som en spirituel kraft i verden. Titlen Spirituals - hentet fra én af Hadens største bedrifter; sangen ”Spiritual”, som selveste Johnny Cash nåede at beære med en fortolkning - forekommer derfor ikke malplaceret.

Haden omtaler i de ret sparsomme covernoter gruppens univers som: ”Meditations on life, death, love, sex, and religion, which I found many people all over the world could identify with.” Det kan han have ret i, og man kan da også godt unde Spain at fejre deres bedrift med en opsamling, for i hvert fald de to første albums, The Blue Moods of Spain (1995) og She Haunts My Dreams (1999), strejfer virkelig en næsten guddommelig skønhed og vil sandsynligvis også holde mange år endnu. Desværre virker det som om, at Spain ikke rigtigt selv tror på opsamlingen, der har noget mærkeligt undskyldende over sig. Først og fremmest skuffer Hadens egne covernoter, der kunne have givet et glimt ind i Spains vision, men nøjes med komplet intetsigende at opremse gruppens karrieren med et hastværk, som ligger fjernt fra Hadens musikalske temperament. Derudover får vi at vide, at den melankolske sangskrivning blev sat i gang af en smertelig afslutning på et forhold, hvilket muligvis kan give nogle lommepsykologer en forklaring på Hadens monomane kærlighedssange, men i bund og grund er bedøvende ligegyldigt i forhold til musikken, der lever sit eget liv hinsides den slags årsag/virkning-forklaringer. I øvrigt hævder Haden, at gruppens sidste album efter hans mening var deres stærkeste, hvilket nok kan give én anledning til at tænke, at kunstnere ikke altid er de bedste til at bedømme deres egne bedrifter, men derudover kan man undre sig over, hvorfor det i så høj grad er debuten, der både i valg af sange, coverart og titel tegner opsamlingen, hvis Haden virkelig mener hvad han siger. She Haunts My Dreams er desværre groft underrepræsenteret med kun tre sange til trods for, at den er langt stærkere end svanesangen I Believe.

Måske på grund af opsamlingens lidt spinkle grundlag har man valgt at inkludere en række non-album tracks - velvidende at langt de fleste af de folk, som denne opsamling kunne appellere til, sikkert også har albummene. Nu har Spain imidlertid aldrig været en gruppe, der har overøst verden med rariteter, ep'er, b-sider og lignende, så man har virkelig været på hårdt arbejde for at finde brugbart stof frem. Tre live-numre, der oprindeligt figurerede som bonustracks på en genudgivelse af debuten, har man fundet frem. Det drejer sig om to ganske fine coverversioner af henholdsvis Willie Nelsons klassiske skilsmisse-sang ”Funny How Time Slips Away”, der passer som fod i hose til Hadens tekstunivers, samt Kurt Weills melankolske ”September Song”. Derudover får man live-version af ”Ten Nights” – en sang, som vi imidlertid allerede har fået i studieversionen, og det virker altså lidt overflødigt med to versioner af dén sang, når så centrale sange som ”Ray of Light” og ”Every Time I Try” helt er udeladt. Endnu mere kritisabelt er det, at opsamlingen forsøger at sælge sig på at sangene ”I Lied” og ”Her-Used-To-Been” her for første gang optræder på cd ved at vedlægge dem i tidlige versioner fra en vinylsingle. Begge sange findes på debuten, og de nærværende versioner adskiller sig nærmest kun ved at være lidt mere uldne i lyden. Spørgsmålet er så, hvem gruppen egentlig bilder sig ind, at de gør en tjeneste derved? Det virker ærligt talt som et tarveligt salgsargument for en plade, der tydeligvis har svært ved at retfærdiggøre sig selv. Sangene lyder ganske vist for det meste stadigvæk fantastiske, men man kan egentlig ikke gøre andet end at opfordre folk til at købe Spains albums, som tilmed flere steder kan købes for en slik, frem for at investere i denne noget slappe affære, der lugter mere af pengespekulation end af meditationer over livet, døden og kærligheden.

Tilbage står man ved lytningen af Shimmers og Spirituals med en undren over, at så fremragende bands som The Walkabouts og Spain har fået fremstillet nogle mærkeligt glansløse portrætter af sig selv. Det ligner faktisk ikke noget.

Rasmus Steffensen, 23. jan 2004


Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

LÆS OGSÅ

Spain
Bremen, København, 14/05-2012



The Walkabouts
Koncert d. 16/2 - 2002 - VoxHall i Århus



Spain
I Believe



The Walkabouts
Acetylene



Patrick Phelan
Parlor



Patrick Phelan
Cost



Timesbold
Timesbold


© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen