Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Magnus Olsen Majmon

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Hymns from Nineveh: 'Sønderborghus, Sønderborg, onsdag d. 26/10 2011'
Hymns from Nineveh
Sønderborghus, Sønderborg, onsdag d. 26/10 2011
(koncert)

Hymns from Nineveh med Jonas H. Petersen i front gav på Sønderborghus en koncert, der emmede af tro, håb og kærlighed. Men størst af alt var kærligheden. Det var smukt, generøst, men et stykke hen ad vejen også ret så omklamrende.

Selvom jeg ikke bekender mig til nogen trosretning overhovedet, har jeg altid anerkendt den religiøse overbevisning brugt i musikken. For synges der med tilpas meget ærlig dedikation kombineret med artistisk tæft følger den musikalske troværdighed lynhurtigt med. Hymns from Nineveh er dedikeret kristne, og det er det kristne budskab om kærlighed, der er grundpillen i musikken.

Da Hymns from Nineveh gav koncert på Geigers egen Fanø Free Folk Festival, havde jeg køkkentjans og måtte misse festivalens vel nok mest omtalte band i den danske presse på daværende tidspunkt. Så da vejen gik forbi Sønderborg på deres efterårsturné, slog jeg til og blev skrevet i døren. Uden at foretage det basale hjemmearbejde.

Albummet blev flygtigt checket ud et par dage op til. Fødderne blev kolde. For Hymns from Nineveh er så centreret omkring kærligheden, på en så udbasunerende, hudløst ærlig facon, at det enten virker alt for sødladent eller decideret privat. Normalt er der en distance til de lyriske emner, Jonas synger om, i den musik, jeg normalt lytter til. Og ikke mindst i leveringen. Jeg synes at høre Leonard Cohen overdoseret på sirup, hvor det går vildest for sig.

Jeg valgte dog at troppe op på Sønderborghus i håb om, at Hymns from Nineveh in persona kunne overbevise mig om sangenes berettigelse, selvom tanken var lidt grænseoverskridende. Et skrækscenarie var en sal fuld af kærlighedssyge par, smeltet sammen i tosomheden, og hvor  sætlisten bestod af ”vores sang” gange 12-13 stykker. Dog ikke helt så grelt var det, men heller ikke helt uproblematisk.

To ud af fem
Ved ankomsten klokken 21:15 er supportbandet Munich ved at afvikle deres koncert. Jeg fanger to numre og når lige at få med, at der synges om parforhold, ømhed og den slags. En tematik, jeg som nævnt finder underligt akavet. Det gøres alligevel ret smagfuldt, for Munich er rent teknisk meget dygtige. De vinder ved det faktum, at deres sange tåler det nøgne udtryk. Normalt er bandet en kvintet, men i dagens anledning reduceret til en duo. Manden med det store skæg synger og spiller Gibson guitar uden de store dikkedarer, og kvinden synger i flot samklang. Forskydelserne er flotte og veldisponerede. De gør lidt reklame for deres ep, der kan hentes gratis på deres hjemmeside. Så smiler de og takker af. Der er øjenkontakt med publikum, og guitaristen spotter tilsyneladende med det samme, at jeg har hevet min notesblok frem.

Salmer fra hjertet
Klokken 21:35 går Hymns from Nineveh på scenen. Frem er trådt syv velklædte hippier, klemt sammen på den lille scene. Ligesom pladen begynder de med ”So Mournful” med sit skrøbelige staccato-klaver, men modsat pladen får man følelsen af et sammentømret liveband og ikke bare et soloprojekt, da nummeret for alvor sætter af (Af samme grund bruger sidekick Jacob Brixen samme liveband med sit projekt Mechanical Bird).

Den kollektive opgradering af nummeret, kombineret med den uhørt gode lyd lover godt for koncertens udformning. Det lidt tungere musikalske væsen er absolut kompositionen klædelig.

I ”Selma” mikses vokal ekvilibrisme med tonerne fra Jacob Brixens harmonika. Munich-fyren er nu  på scenen igen. Strofen ”Hallelujah to the King” hænger ved, imens rytmesporet udgøres af klap og knips. Kort og præcist. Sødligt og venligt stemt.
Hymns from Nineveh

”God aften, Sønderborg. Den står på musik og kærlighed den næste times tid. Vi håber, det er okay med jer. Det er sådan, det bliver, i hvert fald”.

Jonas H. Petersen er glad og kommunikerer til de omtrent halvtreds fremmødte det glade budskab.

 I ”Hymn for the Lover” sublimeres originalen, ved at der tilføres en lignende bandkonstellation, som Bob Dylan havde det for vane i Desire-perioden. Foruden violin blev buen også strøget hen over banjoen. En sang om kærlighed, til døden to mennesker skiller.

Der jammes kortvarigt, inden ”Cocoon”, med åbningsreplikken ”I spent a night in the forest”, tager over. Der synges la-la-la-la, som eskalerer i skøn harmoni, når et klimaks, og afslutter på en pacificeret akkord, og alt hvad der karikerer dramatik, forsvinder som dug for solen.

”Strange Day” lyder forfriskende skramlet og ufærdig. Sangens oprindelse kan ikke spores på de to Hymns from Nineveh-udgivelser. Især den næsten morrisonske frasering huer mine sarte øren, og jeg kan med glæde nedfælde referencen ”Culpeper's Orchard” uden egentlig at være i stand til at uddybe, hvorfor disse to ord blev nedgriflet på notesblokken.

En klappesekvens tilsat ”woo-hoo” og anden syngen i tunger bliver på samme måde som i ”Cocoon” nummerets endeligt.

Sukret
Efter sukkerchokket ”Lily of Lillies” og dets sympatiske klokkespil søger Jonas de kvindelige  koncertgængeres sympati. 

”Rage.Silence.Love” indledes med en indsmigrende tale om, hvorfor mænd er nogle stille røvhuller, der ikke tænker, hvad de siger. Næsten pædagogisk forklares det, hvorledes sangen omhandler det stille, vrede og kærlige i den mandlige natur. For så skulle der vel være god grund til at score et par sympatistemmer i det østrogene segment.

Klaversignaturen minder nok lige vel om Arcade Fires ”We Used to Wait”, men er ellers et fint afbalanceret nummer med blide strøg på de to fløjes fire-strengede instrumenter. Der opbygges en mindre kløft eller mur af lyde fra akustiske instrumenter, indtil Jonas H. Petersen forlader mikrofonstativet og skriger et skingert ”Ååååhhh”, imens han laver en hurtig U-vending blandt publikum, klapper et par kære bekendtskaber på maverne og, i tide, synger sangen færdig. Alt viser sig at være ultimativt godt, fordi nummeret, trods træden oprørte vande, ender på den helt rette akkord.

”Evening Song” henter inspiration i tidlig Leonard Cohen. Især inspirationskildens ”Suzanne”. Et sandt overflødelighedshorn af stavelser i versefødderne. Men med en skefuld honning til at opveje den overtrukne, småbitre Earl Grey-te, som vi kender Cohen for.

Hipsterkristen Lilholt jam
Jonas H. Petersen skåler med det søde onsdagspublikum. Han forklarer, at de foregående numre indfanger den mørke side af ”love”, hvorimod ”Anywhere with You” skal skildre lyden af candyfloss og granatæble. Der grines lidt af referencen, men jeg undrer mig over, hvor mørket mon gemte sig i de foregående numre. Det undslap mig i hvert fald. Personligt og selvudleverende, jovist. Men mørkt? Ikke efter min målestok.

”I was covered in darkness”-indtil-jeg-mødte-dig-agtigt. Endnu en af de der ”Åh-åh-åh, der findes ingen ord”-sange. Der begynder at tegne sig et mønster af hipsterkristen Lilholt jam. Frelstheden når et mindre mæthedspunkt.

Vand på møllen
Til at introducere ”Witch on the Hill” bruges det lokale monument, Dybbøl Mølle som en kulstof-14 metode til at datere sangens emne. Sangen foregår i en tid, før møllen blev rejst. ”The plague took her children” og til at understrege moderens gråd har Jakob Brixen strøget buen hen over en sav. Lidt af en gimmick, men ellers en dejligt forfriskende klagesang, ikke helt ulig noget, Roger Waters præsterede på The Final Cut. I crescendoet gentages ”Hear my song”. Vi hører jer, Hymns, vi hører jer.

I ”North”, der omhandler ambivalente venskaber, går det op for mig, at det er musikerne og arrangementerne, der absolut vinder denne aften. De er sangene og lyrikken overlegen. Der er for mig mere pondus i det countryagtige banjospil, den kløgtige hastighedsnedsættelse og den manglende brug af lilletromme og bækkener. Teksterne er grænseoverskridende ærlige, hvis ikke samtidigt banale, og de egentlige melodier er oftest for pæne og ukomplicerede.

Ikke at det enkle ikke nogle gange lykkes. Især med det forrygende velspillede line-up af musikere, er der gode og virkende øjeblik. ”Sister Sorrowsong” – et af albums bedste sange – er spændende og sprudlende på en eklektisk, næsten Day of Phoenix-agtig folkprog-måde. Og når den reference bruges, er det ikke helt skidt.

Som første ekstranummer præsenteres et cover af Dylans ”Girl from the North Country” i soloregi. Et efter sigende improviseret encore, grundet den store positive respons fra publikum. Det siger ham den storskæggede relation til bandet, der venligt overrækker mig setlisten fra koncerten, da han ser, jeg er anmelder. (Tak for det, det er god stil!)

”Girl from the North Country” er et godt valg, og jeg kunne sagtens have undt Jonas at have skrevet sangen, som han havde ønsket, at han havde. For det var perfekt leveret, med den underspillede dramatik, der nu engang er, når folkrock er allermest nedtonet, og som Dylan var en mester i.

I det allersidste nummer bringes kærlighedsemnet på bane igen. Den sidste times tid var vi sammen om kærlighed, forsikrer Jonas os. Men denne gang kulminer patoscrescendoet ikke på den gængse dur-akkord, men derimod i en mere, tiltrængt rock'n'rollet tradition. Taknemmeligheden skinner tydeligt igennem fra Jonas og band, inden de forlader scenen.

Hymns from Nineveh-koncerten stod ikke mål med den hype, jeg mindedes. De færreste sange kom underligt for tæt på. Jeg foretrækker kærligheden skildret distanceret og snørklet, som Lou Reed og Robert Wyatt gør det. Af respekt for projektet burde jeg have lyttet til albummet inden beslutningen om at anmelde koncerten. Jeg skulle have betalt den beskedne entre, nydt bandets uforlignelige sammenspil, taget hjem, uden videre stillingtagen til, hvad jeg ellers havde hørt. Trods en stor respekt for den religiøse tilgang og unikke dedikation kommer mine veje ikke til at krydse med Hymns From Nineveh igen.

Jacob Pertou, 2. nov 2011
Foto: Jacob Pertou


Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

LÆS OGSÅ

Hymns from Nineveh
Hymns from Nineveh


© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen