Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Knút Háberg Eysturstein

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Conrad Schnitzler: 'Blau', Conrad Schnitzler: 'Rot'
Conrad Schnitzler
Blau
(lp, Very Good Records)
Geiger anbefaler! 
Conrad Schnitzler: 'Blau', Conrad Schnitzler: 'Rot'
Conrad Schnitzler
Rot
(lp, Very Good Records)
 

Den tyske veteran Conrad Schnitzler er en af den elektroniske scenes mest berygtede enegængere, en kultfigur af samme kaliber - om end ikke just samme berømmelse - som de vildeste punk- og no/new wave-desperadoer, der hæmningsløst kastede sig ud i at lave ekstrem og utilnærmelig musik med et minimum af udstyr og musikalsk skoling. Schnitzler har på dybt obskure selskaber udsendt en uoverskuelig mængde udgivelser med bizarre, atonale lydmanipulationer, en slags klangleje helliget udforskning af elektroniske lydkilder og effekter. Dertil kommer en mildest talt utraditionel koncertvirksomhed, der omfatter både avantgarde-gadekoncerter og maraton-opførelser med ugevis af improviseret elektronmusik. Schnitzler har blankt indrømmet, at han ikke har nogen form for traditionel musikalsk kunnen - han kan så at sige ikke spille - men han fremhæver det ligefrem som en fordel, der har forhindret ham i at ende i samme kedsommelige muzaksuppedas som Tangerine Dream - en gruppe, som han i sin tid forlod, da den ikke var eksperimenterende nok, og det var vel at mærke efter deres mildest talt ekstreme krautrock-klassiker Electronic Meditation. Og man må sige, at Schnitzler i sin manglende instrumentbeherskelse netop kan ses som både forløber og forbillede for nutidens utallige soveværelses-avantgardister, som med tilsvarende uskolet nysgerrighed kaster sig over at lege med lyd. Det er måske ikke altid, at denne tilgang resulterer i lige interessante ting, men det vidunderlige ved Schnitzler er at han beviser, at der kan komme fantastisk smuk, dramatisk og bevægende musik ud af det - selvom det eneste musikalske grundlag er opfindsomhed og personlighed.

Trods Schnitzlers position som kraut-legende, industrial-pioner, avantgarde-institution osv., er det faktisk sin sag at bedømme hans virke. Som nævnt er hans udgivelser svært opdrivelige, og det gælder ikke mindst hans helt tidlige værker, blandt andet Rot og Blau. Men efter at man i årevis har hørt krautrock- og avantgarde-freaks tale om, hvor fantastiske disse to tidlige plader er, kan man nu endelig selv bedømme sagen, for de er blevet genudgivet - og i betragtning af at originalerne oprindeligt kun kom ud i et yderst begrænset oplag på ca. 500 eksemplarer - og den dag i dag sælges for svimlende beløb - kan man kun sige, at det bestemt også er på høje tid. Faktisk føles disse re-releases næsten mere som nyudgivelser af sagnomspundne ”forsvundne” optagelser - som f.eks. industrial-pionererne Throbbing Gristles 1st Annual Report, der omsider udkom sidste år - snarere end genudgivelser i traditionel forstand. Og der er da afgjort også tale om fine sager. Fire lange numre - en lp-side hver - som glimrende viser, at Schnitzlers specielle form for avantgarde-electronica var veludviklet lige fra starten. Formen er måske nok mere primitiv end på senere hovedværker som Con (1978) og Conal (1981), men man mærker klart den musikalske tilgang til tingene, der senere skulle gøre Schnitzler til en levende elektronisk legende.

Først og fremmest præsenterer udgivelserne en musik, der placerer sig som en indlysende del af den større sammensmeltning af avantgarde og ”kosmisk” syremusik, som foregik i starten af halvfjerdserne - og ikke mindst fandt sted i Tyskland. En lignende lyd findes på flere andre tyske plader fra samme tidspunkt - især de tidligste udgivelser med Klaus Schulze, Cluster (hvis forløber, Kluster, Schnitzler da også var medlem af) og endog Tangerine Dream (især på Zeit). Plader, som på hver deres måde tilgængeliggjorde den elektroniske avantgarde-musik ved at lade dens atonale lydflader bevæge sig hen imod et klart æstetisk mål - fremmedartede, drømmende stemninger - i stedet for blot at bruge disse til at udtrykke teoretiske idéer. I denne sammenhæng var Schnitzler den mest eksperimenterende og bizarre, men hvor hans ekstremisme og primitivitet gjorde ham mindre umiddelbart succesfuld end de ovennævnte navne, så gjorde de samme træk ham også til den af de tyske kunstnere, som var længst forud for sin egen tid.

Rot og Blau har ikke de samme tunge lydlag som de fleste andre af periodens beslægtede værker - stilen er snarere skrabet og spinkel - men derved lykkedes det for Schnitzler at foregribe både ambient og proto-industrial i langt højere grad end nogen af sine samtidige. Mest ”industriel” er Rot (1972) med klagende, metalliske lyde og pulserende, boblende ”rytmer”. Her møder man en usædvanligt rå og beskidt elektronmusik, som sine steder er lige lovlig rodet og tilfældig - hvilket i øvrigt også er tilfældet med en del af den tidlige industrial, og ikke mindst Throbbing Gristle - men andre gange er uheldsvanger og ekstremt fremmedartet, som et forladt industrikvarter på en anden planet.

I modsætning hertil virker den mest fascinerende og fantastiske af de to, den drømmende Blau (1973), noget mere afslappet og imødekommende - og dele af den ville sagtens kunne spilles i et moderne chill out-orienteret DJ-sæt. Selvom albummet stadig er præget af noget sært og uvirkeligt, så er udtrykket på en underlig måde ikke længere så utilnærmeligt. Der er en vidunderligt doven stemning over værket. Især anden halvdel skaber en forbløffende fornemmelse af at befinde sig langt inde i en umådelig storby på en solbeskinnet eftermiddag, afkølet af en sval brise. Musikken synes at udtrykke selve denne bys både myldrende og langsomt flydende liv, og da der, hen mod slutningen, yderligere dukker en lille drømmende, nynnet melodi op, går alting op i en fuldendt helhed, og bliver ganske enkelt meget, meget smuk. Hinsides enhver forklaring, og afgjort blandt højdepunkterne i Schnitzlers produktion.

Generelt kan Blau og især Rot stadig virke lidt famlende - og pladerne er trods alt ikke helt på højde med samtidige værker som Schulzes Cyborg og Clusters Cluster II, om end Blau kommer ganske tæt på og er mere umiddelbart indtagende. Men de demonstrerer overbevisende, hvad det er Schnitzler kan med lyde, og således kan et senere Schnitzler-mesterværk som Conal f.eks. ses som en fuldendt fusion af Blaus drømmende, flimrende storbyrum, og Rots rugende feber-industrial. Under alle omstændigheder er der tale om et par dybt originale elektroniske milepæle, som tilmed sagtens kan nydes for andet end deres musikhistoriske betydning.

Jannik Juhl Christensen, 1. nov 2002


Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

UDGIVET I


LÆS OGSÅ

Conrad Schnitzler
Con '72



Conrad Schnitzler
Live Action 1977



Conrad Schnitzler
Gelb


© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen