Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Gæsteanmeldere: Double Space

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Anton Corbijn: 'Control'
Anton Corbijn
Control
(film, Camera Film, 2008)

Myten har altid fascineret mennesket. Den har eksisteret gennem hele menneskets kulturhistorie, lige fra de gamle græske myter om store krigere til den moderne myte om kunstneren, og i særdeleshed rockmusikeren. Men hvad er en myte? En redigeret sandhed eller bare det pure opspind? Jeg har et mærkeligt forhold til rockens myter. Jeg ønsker ikke en redigeret sandhed og da slet ikke direkte løgne om de kunstnere, jeg beundrer. Men samtidig er beundringen, i høj grad, også skabt af dette mytestof. Myterne tilfører mystik og ophøjer kunstnerne over almindelig menneskelighed (samtidig med at de bedste kunstnere udtrykker det alment menneskelige som ingen andre). Kynikere vil måske anerkende store rockmartyrer, men derefter hævde at de stoppede på toppen og derfor aldrig nåede at udgive materiale, der ikke holdt det høje kunstneriske niveau.

Joy Division er et af de mest myteomlagte bands igennem rockhistorien, i høj grad på grund af den karismatiske Ian Curtis, der endte med at tage sit eget liv som kun 23-årig. Filmen Control handler om Joy Division. Om musikken, men først og fremmest om forsangeren og tekstforfatteren Ian Curtis. Mit forhold til Joy Division er en smule perifert, men de er trods alt svære at komme uden om, hvis man beskæftiger sig med rockhistorien efter 1980. Joy Division er et af de bands, der for alvor har virket som inspirator i nyere musikhistorie, selvom de aldrig har nydt stor kommerciel succes.

Før filmens start er det eneste, der går gennem mit hoved, forhåbningen om, at den højt estimerede fotograf og nu også spillefilmsinstruktør Anton Corbijn, har været påpasselig med at bruge sentimentalitet og storladenhed som ellers åbenlyse virkemidler. Tanken om det giver mig næsten kvalme. Jeg håber, at han har skildret Ian Curtis retfærdigt, om end det så bliver en anelse dårligere fortælling. Tæppet går og forestillingen er i gang.

Vi møder Ian Curtis allerede i hans helt unge år, hvor filmen også tager et tydeligt fokuspunkt: kærligheden og kvinderne i Curtis’ liv. Filmens handler nemlig om Ian Curtis og er ikke en film om Joy Division som sådan. Filmen tager således sit udgangspunkt før Joy Division eksisterer, i den lille Manchester-provins, Macclesfield. Her bliver vi introduceret for en ung, fremmedgjort og lettere rebelsk Ian Curtis. Curtis bliver i sine unge år skildret som et cast-out, der stjæler medicin fra gamle damer, er besat af David Bowie og eksperimenterer med androgyni. Den historie har man hørt før, tænkte jeg næsten højt i biografsalen. Den fremmedgjorte drømmer bruger musikken som flugtvej ud af konformiteten og det borgerlige liv. Men det er her, Control præsenterer myten på en anden og mere nuanceret måde. Nemlig ved at fortælle historien om Ian Curtis’ første kærlighed. Ian bliver hurtigt forelsket i den generte Deborah, der ingen planer har om at flygte fra Macclesfield. De bliver i en ung alder både gift og får datteren Natalie. Ian må tage et ”borgerligt” arbejde, og får komisk nok fast ansættelse hos arbejdsformidlingen, hvor de fleste andre ukendte musikere i Macclesfield også havde deres gang, bare på den anden side af skranken. Control tager altså ikke hovedvejen mod klichéerne, men drejer lige nøjagtig af i tide.

Nogle havde nok – før de satte sig i de bløde sæder – forventet at de skulle se en film om Joy Divisions historie, og hvordan de ændrede rockmusikkens ansigt. Filmen beskæftiger sig dog i langt højere grad med det mistede greb om kærligheden og de nære relationers brud. At miste kontrollen over det mest nære. Ian Curtis står mellem to kvinder der repræsenterer to forskellige ting. Hans kone Deborah er trygheden, sikkerheden, men også konformiteten. Den belgiske journalist Annik forfører Ian Curtis med sit skønne ydre, men også fordi hun repræsenterer livet udenfor Macclesfield, det frie og ukonventionelle liv, der er i overensstemmelse med hans band. Filmen henter da også sin inspiration fra Deborah Curtis erindringer, Touching From A Distance. Det forklarer også filmens mere personlige fokus. For man kommer virkelig ind under huden på den karismatiske forsanger. Der er også mange kortere monologer i filmen, der tager os ind i Ians fortvivlede sind og lader os forstå en smule af al hans weltschmertz.

Sam Riley som Ian CurtisAnton Corbijn rejste i 1979 til Manchester, efter han havde hørt Joy Divisions debutalbum, Unknown Pleasures. Han var så betaget af dette nye udtryk, der adopterede punkens energi, tempo og nerve, men var langt mere introvert og melankolsk i sin tekstur og i sine klangflader, at han bare måtte fotografere bandet. Billederne er rå og spartanske, men også smukke i al deres simplicitet. Nøjagtig ligesom Control. Filmens billedside er som Anton Corbijns billeder af Joy Division, dengang de stadig eksisterede; simple, rå, skarpe og i sort og hvid. Således skinner Anton Corbijns evne til at konstruere det æstetiske billede virkelig igennem i Control. De enkelte billeders komposition er ofte meget enkle og ikke mindst smukke. Et billede, der er frosset fast i min hjerne, er Ian og Deborah midt i en grå og trist gade i Macclesfield. De er stoppet op, efter at Ian har sagt at han ikke længere elsker hende. Deborah går lettere rystet fra Ian, mens han bare bliver stående. Deborah bliver sløret, og Ian kommer i fokus med et fortvivlet blik i øjnene. At Anton Corbijn krydrer med Love Will Tear Us Apart gør ikke scenen mindre flot.

Hovedrollen Sam Riley der spiller Ian Curtis i filmen er et forholdsvist ubeskrevet blad i filmbranchen. Den unge brite er fænomenal. Hans spil er så detaljeret og nuanceret, at man let forfalder til at blive vred på den forvirrede Ian, der ikke kan håndtere sine følelser. Samantha Morton såvel som Alexandra Maria Lara, der spiller overfor hinanden som henholdsvis Ians kone og elskerinde, gør også et fremragende arbejde. Begge er godt type-castet, og især Alexandra Maria Lara falder ubesværet ind i femme fatale-rollen, ikke mindst på grund af hendes udseende. De øvrige bandmedlemmer præsterer ikke stort skuespil, men får heller ikke muligheden, da bandets indbyrdes relationer og gruppens dynamik ikke er beskrevet særligt indgående.

Heldigvis lever Anton Corbijn op til mine hårde krav før filmen. Control når aldrig et kvalmende stadie, fordi Anton Corbijn skildrer Ian Curtis’ liv på samme måde, som han komponerede billederne af Joy Division, og på samme måde som Joy Division spillede: med rå og nøgen følelse. Han stiller ikke Ian Curtis i et patetisk lys som en ”rockmartyr”, men som en vigtig og inspirerende kunstner, der skal huskes. Anton Corbijn har ikke udeladt myterne om Joy Division. Både pladekontrakten underskrevet med Tony Wilsons blod og den legendariske Sex Pistols-koncert får en plads i filmen. Men Ian Curtis, som mytologisk person, bliver skildret retfærdigt, uden at hans kunstneriske og for den sags skyld også mytologiske kvaliteter skal stå til diskussion.

 

Jakob Langkjær, 13. feb 2008


Yderligere information

www.myspace.com/joydivision
momentum.control.substance001.com/


Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen