Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Gæsteanmeldere: Barra Head

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
The Go-Betweens: 'That Striped Sunlight Sound'
The Go-Betweens  Geiger anbefaler!
That Striped Sunlight Sound
(dvd/cd, Yep Rock/Kick Music, 2006)

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at denne dvd med store forventninger røg i afspilleren straks den var modtaget til anmeldelse – og at den med det samme fik det store smil frem hos undertegnede (indrømmet) mangeårige Go-Betweens-tilhænger. Dels på grund af en herlig koncert-optagelse fra august sidste år, der for det første ikke er fra en eller anden fancy klub i London, Berlin eller anden metropol – men i en helt almindelig koncertsal i Tivoli i australske Brisbane. Og for det andet er så nede-på-jorden-umoderne i optagelse, lyssætning, klippeteknik – inklusive uskarpe zoom, musiker-småbøffer m.m. – at det i realiteten passer perfekt på en gruppe, der uforceret har fulgt sig selv frem for tidens modeskift. Og som af samme grund har formået at placere sig i tidsløshedens lys. Dels via – og her er den virkelige perle i udgivelsen – en én-kamera-optagelse lavet allerede den følgende eftermiddag i en privat Brisbane-lejlighed, hvor de to gamle makkere, Robert Forster og Grant McLennan, åbent og ærligt fortæller om bandets sange, historie og de tos musikalske kammeratskab, mens de binder det hele sammen kronologisk fra 70'ernes slutning og frem med numre blot udført med deres akustiske guitarer. Rørende, vedkommende, værdigt – og smukt som bare ...

Sidste års Oceans Apart var den tredje cd siden gendannelsen i 2000 efter 11 års pause, som langt om længe gav The Go-Betweens den anerkendelse fra ikke bare kritikere, men også pladekøbere, som mange mener skulle være kommet tilbage i 80'erne. Ja, Oceans Apart var vel ironisk nok gruppens egentlige gennembrud hos de større masser. Og i starten af maj kom så en af den slags uden-varsel-nyheder, der giver et dybt sug i maven af den helt forkerte slags: ”Grant McLennan – en af Australiens fineste sangskrivere – død 6. maj af et hjertestop i sit hjem i Brisbane, 48 år gammel”. En meddelelse, som pludselig har givet That Striped Sunlight Sound karakter af et punktum. Langt fra den oprindelige intention. Men på grund af dvd'ens opbygning og historiske tilbageskuen, samt McLennans pludselige exit i baghovedet, er det svært ikke også at se dvd'en som en mindeudgivelse, mens makkerparrets og karrierens store sange flimrer hen over skærmen.

Selve Tivoli-koncerten (lydsiden er med i sin helhed på den medfølgende cd) er en varm dokumentation af The Go-Betweens i det nye årtusinde. Sangene er ganske vist ligeligt delt mellem for- og nutid med de vægtigste pluk dels fra den største succes inden karriere-pausen, 16 Lovers Lane, samt naturligt nok Oceans Apart. Men det er stemningen fra den sidste, og med lethed også den bedste, af de tre udgivelser efter gendannelsen, der dominerer i Brisbane-Tivoliet; med sin bemærkelsesværdigt ubesværede musikalitet og samspillet mellem de to hovedpersoner.

I 80'erne tog The Go-Betweens betragteligt farve af de musikere, der kom med i bandet. Bl.a. cellisten/strygeren – og Forsters gamle kæreste – Amanda Brown (med i den udgave af gruppen, der besøgte Roskilde Festivalen i 1987, hvor bl.a. undertegnede blev smittet uhelbredeligt efter at være lokket til af Tallulah-lp'en). Til forskel var gendannelses-udgaven i højere grad McLennan-Forster med backing, hvor sympatisk Adele Pickvance (bas) og Glenn Thompson (trommer) end bakkede op.

Så med gendannelsen forsvandt tredjehåndsfarverne – og også de mere eksperimenterende tiltag. Til gengæld fik man dels en gruppe, som både var beriget med den selvtillid, der manglede, da Forster og McLennan først rejste fra karriere-satset i London tilbage til Australien – og senere opgav i det hele taget på grund af manglende respons i 1989 – og dels havde den ro og erfaring, de mellemliggende år havde givet, lagt sammen med en dejlig, lun selvironi. Nu valgte de at tro på kvaliteten i den sangskrivning, der i mellemtiden havde gjort dem til kult. Ja, og endda var den lange pause skyld i, at gruppen kunne genopstå. Ellers var den, efter begge sangskriveres mening, blevet slidt helt i stumper og stykker i mellemtiden efter yderligere et par albums.

McLennans/Forsters gamle blodbrødre-agtige aftale om at dele plader og koncerter op fifty-fifty, når det gælder kompositioner af de to, holdt også hele vejen igennem til slutningen. Forsters abrubte, lidt klodset rockede og alligevel medrivende, halvskøre sange – gerne om skæbner i tilspidsede, aparte situationer – og McLennans afrundede, lyrisk smukke kompositioner, med en inderlighed og en altid-værende sørgmodig undertone, som han på Oceans Apart dyrkede til ren perfektion. Dybt, dybt personligt fra begge.

Både i tivoliet og ikke mindst i lejligheden dagen efter skinner den gensidige respekt og kammeratskabet igennem. Altid dybt koncentreret – ikke kun under egne sange, men også i akkompagnementet af den andens kompositioner, og i de tilhørende kommentarer.

Erfaringens kritik kommer fra ophavsmændene selv – som når Forster ser tilbage på gruppens karrierestart med Talking Heads-, Dylan- og Lou Reed-inspiration, samt hans egen hang til selvfiksering i teksterne og simple riff i melodierne – indtil han måtte sande, at makkeren overhalede ham indenom i originalitet og elegance på begge felter, og fik ham til at tænke nyt. Og omvendt – netop som det tidlige Lennon/McCartney-samarbejde, de to ofte er blevet sammenlignet med. To venner med to guitarer – noget, der fortsatte helt frem til McLennans død.

Det var i den tosomhed, de skabte deres særegenhed i pop- og rockverdenen. Med sange, som tidens tand ikke kan decimere – selv efter 20 år eller mere. Dengang var numrene måske ”unmarketable”, som McLennan undervejs i eftermiddagsseancen kalder de store massers negligeren, når gruppens musik ikke solgte nær så meget som The Smiths, Madonna og hvem de ellers nåede at være i stald med i den første karriere-del.

I dag lyder sangene af klassikere – både de gamle og de nye. The Go-Betweens gik bort med Grant McLennan – det slog Robert Forster fast allerede få dage efter vennens død. Selvfølgelig. Det makkerskab kan ikke erstattes. That Striped Sunlight Sound er én lang begrundelse.

Robert Forster har i øvrigt forfattet et langt og dybt personligt mindeord om Grant McLennan og de tos over 30 år lange samarbejde, som kan læses på www.go-betweens.net.

Henrik Friis, 1. sep 2006


Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

UDGIVET I


LÆS OGSÅ

The Go-Betweens
Voxhall, søndag d. 4/5-2003



The Go-Betweens
Bright Yellow, Bright Orange


© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen