Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Lake Placid

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Pollyanna: 'Pollyanna'
Pollyanna
Pollyanna
(demo-cd)

Den århusianske kvartet Pollyanna præsenterer på deres anden demo tre sange, der befinder sig i en melodisk guitarpop-tradition med en snert af alternativ rock. Det slipper de gennemgående ganske hæderligt fra. Sangene fremstår gennemarbejdede og har absolut ørehænger-kvaliteter, samtidig med at Pollyanna uden at forcere det formår at lægge tilpas mange raffinementer ind i sangene til, at de aldrig bliver direkte forudsigelige. De tre sange kan sagtens høres som popmusik, men det opmærksomme øre vil alligevel bemærke, at der sker ret meget i sangene, som altså ikke bare går efter det nemme omkvæd, men tager selve sangskrivningen og opbygningen alvorligt.

Også lydmæssigt har bandet med Tue Madsen som producer ramt en flot og nuanceret balance mellem den mere kantede rock og lyse lyriske toner fra klokkespil, guitar og Kira Vibes vokal. Trommerne virker måske nok lige vattede til, at der for alvor kommer gang i de mere rockede passager. I det hele taget kunne jeg godt tænke mig lidt mindre pænhed i musikken – og her sættes ikke lighed mellem pænheden og de afdæmpede, skrøbelige passager, som grundlæggende fungerer godt. Det er bare som om, at der er lidt for meget musikerattitude til stede, for meget korrekthed. Der er ingen tvivl om, at Pollyanna er gode musikere – tilmed formår de ganske sympatisk at begrænse sig i stedet for at hælde solo-lir ud over lytteren. Men de er også næsten for kontrollerede - og man kunne godt tænke sig, at de for alvor turde kaste sig ud på det dybe vand. Sangene er nok i længden for komplekse til at gå som straight pop/rock, men samtidig lidt for pæne til at blive så meget mere.

Når det er sagt, har gruppen bestemt potentiale. Åbningsnummeret ”Misty Morning” har et godt drive og en god dynamik mellem vers og omkvæd. Som sang betragtet har ”Enemy Lines” ikke så meget at byde på, men den holdes alligevel oppe af det flotte, melodiske guitarspil, som skeler en del til Johnny Marrs hæderkronede dage i The Smiths. Den stærkeste sang er uden tvivl afslutningsballaden ”Colours Blown Aside”, der over seks minutters spilletid glider fra melankolsk sangforedrag til en smuk instrumental finale med guitar og klokkespil som de bærende elementer. Det er navnlig denne sang, der giver én lyst til at høre mere fra Pollyanna. Projektet kræver dog stadig blod, sved og tårer for at finde et mere personligt udtryk, der vil gøre dem til andet end blot et nydeligt bekendtskab, som man trods alt lidt for hurtigt glemmer igen.

Rasmus Steffensen, 2. apr 2003


Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

LÆS OGSÅ

Pollyanna
Demo



PJ Harvey
White Chalk



Yeah Yeah Yeahs
Fever To Tell



PJ Harvey
Roskilde Festival, Arena, 30/6 2011


© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen